fredag den 29. april 2011

Speedy og haven

Han har aldrig været særlig modig. De fleste mener faktisk, han er noget af en kylling og jeg vil til en vis grænse give dem ret.

 Det er heller ikke mange, der har set ham med egne øjne, eftersom han altid fordufter lige så snart, der er andre i huset end mig.

 Min mor er en af de få, der faktisk har set ham mere end en gang - på sikker afstand, dog - men det tog da også kun et par år, før det skete. At han har det sådan er nu ganske nemt at forklare:
  • Han var 10-11 uger gammel før han blev rørt af (min) menneskehånd første gang
  • Hvor jeg boede før, havde jeg sjældent gæster - der kunne snildt gå ½ år uden, ergo har han aldrig vænnet sig til andre mennesker end mig
Jeg kan nu også komme til at forskrække ham, f.eks. ved pludselige bevægelser. Det lyder måske som om jeg har et rystende espeløv af en kat. Det er dog ikke tilfældet - altid.

 Efter noget tilvænning er han nemlig blevet meget glad for udestuen og han tilbringer timer derude - og nu bliver han oftest liggende - også selvom jeg kommer derud. I går aftes prøvede jeg så at åbne døren ud til haven, mens jeg selv stod ude i haven - og det var meget spændende...!

 Nu er det ikke meningen, han skal have lov til at gå frit i haven, førend den er hegnet forsvarligt ind, men derfor kan han jo godt få lov at snuse lidt og langsomt vænne sig til "lyde".

 Vi nåede dog ikke så langt, eftersom der pludselig startede en bil på nabovejen....!
Så var Speedy væk - han var løbet ind i soveværelset og havde gemt under sengen; dét var nu alligevel for farligt...

Haveopdatering/III - rhododendron

Selvom jeg egentlig ikke havde tid, fik jeg lige gravet hullet til den sidste rhododendron i løbet af ugen - det var så også det eneste havearbejde, jeg nåede.

 Nu er de så småt ved at springe ud - og det kommer vist til at se ret godt ud. Den hvide: De to "blå":

Jeg mangler stadig at få anlagt selve surbundsbedet - men det kræver lige en hel del sække spagnum.....så, det kommer nok til at vare lidt endnu.

Haveopdatering/II - tulipaner

Til min store glæde er der en del tulipaner i haven. Langt de fleste er de "sædvanlige" røde og gule, men der er sørme også nogle brogede.

 De står allerede i det, der skal være mit "flammebed", så dem slipper jeg formodentlig for at skulle flytte. Der er mange, der ikke kan lide gul og orange i haven - det gælder så ikke mig - jeg kan vist roligt sige, at jeg elsker orange.

 Men - I det hele taget er der vist ikke rigtig nogle farver, jeg IKKE kan lide i haven. Jeg har dog mine favoritter; sølvplanter er Numero Uno, hvilket ikke burde komme som nogen overraskelse for læsere af denne blog ;o)

 Til gengæld er der planter jeg synes, er meget lidt kønne og derfor helst ikke vil have i haven. Nogle af dem har jeg faktisk i haven lige nu.

 Jeg aner ikke, hvad planten hedder, men jeg har meget svært ved at se ret meget kønt ved den, må jeg indrømme...jeg synes dens blade er usandsynligt grimme - de skæmmer virkelig blomsterstandene.
 I første omgang får planterne dog en chance - jeg skal i gang med at etablere et lyserødt bed og det er muligt, de ikke virker så grimme, hvis de står sammen med andre lyserøde planter, fremfor at stå alene, som de gør lige nu.

Hvis det så ikke hjælper, ja så ryger de ud. Nå, men det var de der tulipaner jeg kom fra:

Jeg er helt vild med den nederste.

mandag den 25. april 2011

Lokket i fordærv

1 2011-04-25 21:16:42 2011-04-25 19:16:42 Så kommer jeg intetanende ind på en haveblog - og bliver straks ledt i fordærv. Men nøj, hvor jeg glæder mig til at modtage post :o)
 Ikke mindst denne glæder jeg mig helt vildt til at kigge i:

Påske-havearbejde

Selvom påsken har stået på en del familiehygge og en enkelt totalt-off-dag, så har jeg trods alt nået en hel del i haven i påsken - det manglede da også bare.

Skærtorsdag havde jeg besøg af familien, men fik dog sat endnu en rosenbue op.

 Jeg har også besluttet hvilke roser/clematis, der skal gro opad dem, men mere om det, når jeg køber planterne i maj.

 Min mor kom med en pæn portion lungeurt og en meget stor portion katteurt til mit "blå bed". Jeg har fået gravet græs op (Nøj, hvor er jeg træt af at fjerne græs - tror snart jeg betaler for at få fjernet resten...!) og sat de fleste katteurt i et bed, resten står i krukker. Det samme gør lungeurten - endnu. 

Hun gav mig også en lavendel (Er plantet i det "blå bed" ) og det sødeste lille piletræ, der har fået en stor krukke at stå i.

 Mine sølvplanter er også kommet i jorden, i det der en gang gerne skulle blive til "sølvbedet" - så der blev også lige fjernet græs..!

  GRÆSPLÆNER ER NOGET FANDEN HAR SKABT!

 I dag har jeg så lige "fjernet noget græs" (!) - og gravet et dybt hul og fået sat den sidste rhododendron. (Forrest til venstre). Jeg mangler stadig at få flyttet en hortensia til det kommende surbundsbed, men skal lige have fat i noget mere spagnum først....nå ja....og så skal der lige fjernes lidt mere græs inden...!

Da jeg slet ikke kan få nok af at fjerne græs (!) er jeg også i gang med at "lægge mursten" som kant til surbundsbedet. Der skal selvfølgelig også lige fjernes græsplæne inden arbejdet kan gå i gang!

 

 Jeg har aldrig prøvet at arbejde med sten/mursten før og jeg har intet grus, så det må blive som det nu bliver.

Har dog tænkt mig at "rette det til", når jeg har fået sat/lagt alle stenene. I går aftes fik jeg endelig taget mig sammen til at prikle mine solsikker ud - der er 26 - men tror nu ikke de alle bliver til noget. Nogle af dem er mig noget små/ynkelige.

 Hvor jeg skal plante dem, ved jeg heller ikke - men overvejer at bruge dem som "mur" til min "morgensols-terrasse" udenfor soveværelset. Nu skal jeg dog først lige se, hvilke der overlever.

 

 Mine blomsterkarse er også kommet udenfor. Jeg er lidt hård ved både dem og solsikkerne, og har slet ikke hærdet dem. De skulle bare ud nu, da jeg opdagede, der var kommet lus i dem! Blomsterkarsen er kommet op og hænge i en kurv på mit skur.

 Hvis de ellers overlever, så tror jeg det kommer til at se superflot ud med dem "væltende" ud over kurvens kant. Hvis de går til - så sår jeg bare nogle nye i kurven. (De har fået vand - efter billedet blev taget!)



 Som det kan læses af ovenstående, så har jeg fået lavet en hel del i løbet af påskeferien. Det er der en anden en, der ikke har. Han har til gengæld udnyttet, at jeg for en gangs skyld ikke fik redt seng her til morgen...!

  0

Det er ikke....

Efterhånden som tiden går får jeg opklaret, hvilke planter jeg egentlig har i haven og det er da sket mere end en gang, at jeg har taget fejl.
 F.eks. har jeg ikke noget kirsebærtræ - det er en røn: Meget apropos træer, så har jeg den smukkeste japanske løn stående i forhaven. Jeg går ihvertfald ud fra det er en sådan. Lige så er de der "mærkelige" tulipaner, der har en rød spids, når de kommer op af jorden, slet ikke tulipaner - det er allium, er jeg ret sikker på. Allium som jeg har ønsket mig så længe :o) Så er der selvfølgelig også ting jeg slet ikke ved, hvad er.

Kender du begge eller bare den ene, så vær venlig at skrive svaret i kommentarfeltet. På forhånd tak.

 En bette busk: ..og disse mærkelige planter:

søndag den 24. april 2011

Den tid på året

Nå ja, det måtte jo komme: At jeg tilsidesatte at komme i haven og i stedet har siddet foran skærmen siden kl. 9 i morges. Til gengæld har jeg så været yderst flittig og har nået temmelig meget på årets-prøve-to-do-liste:
  • Finde på 30 prøvespørgsmål (Nogle kan genbruges fra sidste år)
  • Layoute alle 30 spørgsmål
  • Prøverækkefølge - udkast
  • Oversigt over sammenhæng mellem prøvespørgsmål og årets emner
  • Brev til censor
  • Lave mappe til censor
Til forskel fra sidste år, hvor jeg både skulle have et dansk-, engelsk- og tyskhold op, er jeg heldig i år: Et engelskhold skal op. Udover prøveforberedelsen har jeg fået lavet nogle småting til på tirsdag - så NU må jeg gå i haven!

lørdag den 23. april 2011

Snydt

Øv, ingen Operation Påskeglad-pakke til mig i dag :o(

torsdag den 21. april 2011

Fødselsdags-påske-frokost

Min søster fylder år i dag.

Hip hip, hurra. Klokken 12 ankommer familien her til en kombineret fødselsdags- og påskefrokost, så lige om lidt skal jeg i gang med at stege bacon og lave røræg. Da jeg stod op i morges var noget af det første, jeg gjorde, at sætte dej til hævning og nu står bollerne bare og venter på at blive smurt og pyntet med flag. Brødet er mit første formbrød i over ti år - det skal bruges til den gravede laks. Inden jeg går i gang med at stege bacon, vil jeg dog lige få gemt nogle påskeæg indendøre - så nevøen skal på påskeæg-jagt :o)
Hav en god Skærtorsdag.

onsdag den 20. april 2011

Så skal de "bare" lægges

Var ude i min gamle have i går og fik gravet en del planter op, bl.a. mine geranier. Indtil videre står de dog i krukker og potter.

 I morgen får jeg - Gudhjælpemig - også en hel masse lungeurt og katteurt - og mine bede er slet ikke klar endnu, så hvor jeg lige gør af dem, har jeg ingen anelse om *G*.

 Jeg knokler løs med at få fjernet de sidste jordknolde fra græsplænen (Alt det jeg gravede op, da jeg plantede buksbom), så jeg kan få lavet mit "bakkebed" klar til planter - men det er hårdt arbejde og jeg må passe på min ryg, derfor kan jeg kun tage lidt ad gangen.

 Nå, men overskriften hentyder til, at jeg i går fik 200 "halve mursten" foræret af min tidligere udlejer. De skal bruges til kant omkring mit surbundsbed. Skal sådan set bare lige lægge dem. I morgen bliver det dog næppe, da jeg får familien på besøg

 
 Som det kan læses, så løber jeg altså ikke tør for haveprojekter de næste mange måneder...! Men, det er nu helt fint med mig.

Ingen påskepakke - endnu

Håber min "Operation Påskeglad"-pakke er nået frem i tide. Den blev sendt i mandags. Den jeg skal modtage har jeg dog ikke set skyggen af endnu.

Håber den dukker op lørdag, ellers bliver jeg noget skuffet.

mandag den 18. april 2011

Forårsstemning i haven

Selvom arbejdet i haven i dag mest føltes som at være jord- og betonarbejder (minus beton!), så kan jeg slet ikke undlade at gå rundt i supergodt humør.

 Vejret har været fantastisk og haven bliver grønnere og grønnere i takt med at buske og træer begynder at springe ud.

 Jeg har - også - fået fornøjelsen af nogle rigtig flotte røde tulipaner - og en gang til vinter vil jeg sætte mig med et planteleksikon og forsøge at finde ud af, hvilke tulipaner jeg egentlig har i haven, for der er godt nok en hel del forskellige.

Operation Påskeglad 2011

Så fik jeg afsendt min pakke i årets påskeoperation. Det er Sigrid i Aalestrup, der skal modtage den. Nu kan jeg så bare gå og vente på, at min egen pakke dukker op - ih, jeg elsker denne leg :o)

En hel time mere

Hold da helt op, hvor jeg har sovet i nat... Var allerede træt ved 20-tiden, men valgte at holde mig vågen lidt længere, så der var håb om, jeg ikke vågnede så forbandet tidligt. Fik set "Den som dræber", mens jeg indtog lidt aftensmad og bagefter satte jeg "Da Vinci Mysteriet" på.

Så den gik på TV3, men hvorfor se den der, når jeg har dvd'en, der er uden reklamepauser?! Tror jeg fik set små tre kvarter af filmen, så var jeg faldet i søvn i sofaen...

Vågnede igen ved midnatstide og kravlede i seng.... følte mig meget vågen, da jeg slog øjnene op og var overbevist om, at klokken da mindst måtte være henad 8-9....HA!

Den var 6.35! Det må være sådan det er at blive gammel?!

søndag den 17. april 2011

Påskepyntet

Der var en særlig grund til, at jeg ville gøre hytten ren i dag - udover at det var åbenlyst tiltrængt. Det er jo første gang jeg kan påskepynte i mit eget hus :o)

 Ikke fordi jeg har pyntet ret meget, men det er ihvertfald første gang, jeg har haft en forhave med et lille træ, der (også) kan bruges til formålet.

(Hvis du ved, hvilket træ det er, må du meget gerne fortælle mig det.)
 Er spændt på, hvad nevøen siger til det på torsdag :o)

Tidligt oppe - igen!

 Kan ikke helt finde ud af, hvor begejstret jeg er for at vågne tidligt. Her til morgen vågnede jeg kl. 5.33. Blev liggende for at se, om jeg dog ikke kunne falde i søvn igen, men niks.... så stod jeg op.

 Nu kører den første maskine tøj og morgenmaden er indtaget. Når det er blevet lidt lysere, vil jeg gå i gang med rengøringen af hytten.

Den er jo blevet forsømt pga. buksbommene i den forgangne uge, men nu skal det altså være. Overvejer dog også at trille en tur i BILKA Havecenter (Når de ellers åbner en gang - om tre timer!).
Nu må vi se, det kan jo også være jeg bliver så optaget af rengøringen, at jeg bliver hjemme.

 Mens jeg venter på mere lys, vil jeg tage en rundfart i blogland - for det er godt nok længe siden, jeg sidst har været det.

lørdag den 16. april 2011

En sjov ide til haven -

 - set i et svensk haveblad. Opskrift: Jordbærplanter (eller krydderurter etc.) + armeringsjern (145 cm) + 6 stk 17 cm potter
 


 Og voila:
 

fredag den 15. april 2011

Slapperdag

Intet havearbejde i dag - tager en hviledag. Det sætter både min ryg og nakke pris på, for jeg kan godt mærke, at jeg har været på mange timers hårdt havearbejde i denne uge.

 Faktisk er jeg temmelig udkørt, så jeg vil gå i seng lige om lidt med en stak haveblade - og så se, hvor længe jeg kan holde mig vågen.

 Gætter på jeg sover om max. 30 min. Godnat :o)

torsdag den 14. april 2011

Et ordentlig nap

Så fik jeg taget endnu et nap i haven. Lagde ud med at grave et stort hul, fylde det med spagnum og plante hortensiaen deri. Derefter fik jeg gravet de sidste render, plantet de resterende ca. 96 buksbom og vandet dem grundigt - alt sammen på under tre timer. Jeg er så også en smule smadret nu, men er rigtig glad for jeg nu er færdig med det arbejde. Beklager billedkvaliteten - mit kamera har svært ved at tage billeder ved skumringstide.

Lidt forklaring: Bag hækken til højre ligger mit midlertidige bed. Til venstre har jeg fået rammet tre forskellige bede ind. Først det blå/lilla bed, så mit længe-ventede sølvbed og bedet længst nede skal huse mit flammebed. Det varer dog noget, inden jeg får tilplantet bedene.

Græsset skal fjernes (!), bedets nuværende planter skal flyttes (bortset fra buskene) og så skal der fræses muld ned i den lerede jord. Derefter kan jeg begynde tilplantningen. Som det tydeligt ses, ligger der en hel del jord fra rende-gravningen.

Det skal selvfølgelig væk - og jeg har allerede en plan med det. De næste arbejdsopgaver bliver:
  • At få plantet de tre rhododendron
  • Få flyttet den hortensia her allerede var til surbundsbedet
  • Fjerne græsset fra det opgravede jord
  • Fjerne græs i det halvrunde bed (er ikke på billedet)
  • Blande den opgravede jord med muld, så jorden bliver lidt lettere
  • Flytte planter fra det ovale bed
  • Lave jordhøj/minibakke i det ovale bed
  • Hente planter i min gamle have
  • Tilplante det ovale bed
Håber jeg kan nå en del af ovenstående i påskeferien...!

Nu vil jeg dog gå i seng - jeg sover helt fantastisk godt i disse dage ;o)

onsdag den 13. april 2011

49 mere i jorden

Hvad gør man efter en lang dag, hvor man først er hjemme halv syv om aftenen?

 Man går selvfølgelig ud i den gennemvåde have, fordi man har fået 30 plantesække jord og graver endnu et par render og planter de buksbom, der har måttet vente i trillebør og spande siden i mandags.

 Det tog godt og vel to timer - selvom våd lerjord ikke lige er det nemmeste af grave i...! Men så har jeg da også fået motion i dag.

 For alle andre end mig, ser det nok lidt rodet ud lige nu, men sålænge jeg har overblikket går det nok ;o)
 Bedet til højre er forøvrigt mit "midlertidige" bed, hvor bl.a. planterne fra min faster have er placeret. Hvad det senere skal være for en slags bed, har jeg endnu ikke den fjerneste ide om, men det er så også det eneste af alle havens kommende bede, jeg ikke har besluttet endnu.

tirsdag den 12. april 2011

Endelig 100% syn på begge øjne :o)

Så oprandt endelig dagen, hvor jeg fik fjernet efterstæren på højre øje - og sikke en forandring!

Der var så meget efterstær at mit syn på øjet har været nede på 25-30% af normalt syn. Så, for anden gang i mit liv har jeg oplevet, hvilket mirakel det er pludselig at kunne se perfekt med begge øjne. Første gang var lige efter min 2. grå stæroperation.

 Nu skulle jeg gerne slippe for mere efterstær og ikke mere skulle vænne mig til at mit syn langsomt bliver dårligere og dårligere, noget jeg ellers har måttet leve med siden den grå stær begyndte i 2007 og blev konstateret i januar 2008.

 Tænk, at få lov til at opleve sådan et mirakel hele to gange :o)

Flink kollega

I går morges stillede en kollega en stor pose foran mig:
Jeg har ryddet lidt op og tænkte, at det her måske var noget du kunne bruge?
Og det var det sørme; broderi-uldgarn, lidt broderistof og ikke mindst disse to bøger: Det er jo herligt, når der bliver tænkt på en :o)

mandag den 11. april 2011

Buksbom i lange baner

Nøj, hvor sådan godt 200 buksbom fylder, for ikke at tale om, hvor lang tid det tager at plante dem! De ankom med min mor kl. 16.30, så der var ikke mange timer at gøre godt med, eftersom de først skulle ligge i vand 1-2 timer.

 
Buksbom i lag - før de blev vandet første gang.
 Jeg kom ind fra haven for et kvarter siden - den sidste halve time havde jeg arbejdet i noget nær mørke og jeg er ikke nået særlig langt. Omkring 50 har jeg fået plantet.

Resten måtte jeg sætte i en af de gravede render og trillebøren, hælde den sidste sæk jord over, vande og så håbe på de kan holde sig i live til jeg får mere jord og ikke mindst tid til at plante.

Godt der venter en påskeferie forude.



  Rosenbuen blev også placeret - den skal være indgang til frugthaven.

I morgen står den nemlig på både motorcykelreparation og øjenoperation, onsdag har jeg eftermiddagsmøde og derefter italiensk.
 
  Buksbom i venteposition.

 Men - så er der jo også håb om, at jeg har fået mere jord.

Har bestilt 30 plantesække, så burde jeg vel have nok. Jeg bruger godt og vel 1 sæk pr. løbende meter hæk, men så får planterne også den bedste start.

 Lige nu ser min have godt nok rodet ud, men jeg kan se at de ideer haveplaner, jeg har tegnet i løbet af vinteren, langsomt begynder at tage form ude i haven og det er skønt.

 Har ikke megen tid til at læse jeres blogs pt. da min have tager en stor del af min vågne tid, men jeg satser på at nå nogle "ture" i den kommende påskeferie :o)

søndag den 10. april 2011

Man kan ikke nå alt

Indrømmet - det fristede ikke særligt at stå og bøvle med de græstørv, jeg gravede op i går - jeg ville hellere luge i det "store bed" - det bed, der med tiden skal udvides temmelig meget og bestå af tre bede: blå-, sølv- og flammebed. Som sagt, så gjort.

Det tog godt og vel to timer, der var jo en del ukrudt. Her et par før og efter-billeder. Det ses tydeligt, at bedene er anlagt på den "gammeldags" måde, med masser af bar jord, så ukrudtet får gode vilkår. Sådan bliver det ikke ved med at være: jeg sværger til Dalby-metoden= ingen bare pletter jord overhovedet.

 Syv timer har jeg været i haven i dag, og eftersom jeg stod op halv seks, kan jeg godt mærke det i mit korpus; jeg er dejligt fysisk træt. Derfor vil jeg smide mig foran flimmerkassen her halv syv og se ugens haveprogram på BBR og så varer det nok ikke så længe igen, før jeg tørner ind.

 I morgen bliver nemlig en lang dag; først seks timer på job og så hjem og plante 200 buksbom, tre rhododendroner og en hortensia.

 Hav en god søndag aften :o)

Nogle gange går ønsker i opfyldelse

Lige siden jeg begyndte at planlægge haveomlægningen, har det irriteret mig, at naboen havde et stort træ stående (Valnødden forrest), så det helt sikkert ville give temmelig meget skygge på min sydmur. Der hvor jeg har planlagt "frugthave".
 Jeg har derfor ønsket inderligt, at træet ikke var der - og hvad skete der så i dag? Naboen stak hovedet over plankeværket:
Det kommer nok til at larme om lidt, da vi skal have det store træ fældet...! 
Det er jeg ikke spor ked af, så larm I bare :o)
Efter en halv times larm kunne jeg bare fryde mig over den nye udsigt:
 Det meste af formiddagen har jeg tilbragt på terrassen, hvor jeg har fået sået og plantet til den store guldmedalje: Purløgen har fået en større krukke. Der er lagt dahlia, franske anemoner og hollandske iris i krukker. Derudover har jeg fået sået ærter, lathyrus, sølveukalyptus, sølvblad, sølvkrysantenum, morgenfrue, spinat og brudeslør i mine såbakker.

 Jeg mangler så kun at få klargjort det sidste til ankomsten af de der "få" buksbom i morgen eftermiddag.

Tidligt oppe

Fik klaret størstedelen af gravearbejdet til hækken i går. (Foto viser en del af gravearbejdet) Måske derfor jeg vågnede allerede kl. 5.30 i morges - og stod op!
 
 I dag skal jeg så have fjernet de sidste jord/græstørv-klumper og "finpudset" renden. Så er jeg forøvrigt spændt på, om jeg har fået gravet nok meter. Har jo hele tiden regnet med, at jeg godt nok fik leveret 2oo buksbom, men at de næppe var meget mere end 10-15 cm høje....det er de så!

 Faktisk er de så høje, at hækken er "færdig", ergo må de vel være en 30-40 cm høje...! Og så 200 styk! Kan slet ikke forestille mig, hvor meget de fylder. Men, det finder jeg ud af i morgen eftermiddag :o)

 Fik også lige samlet den rosenbue jeg har fået. Så håber jeg, at jeg kan få hjælp til at placere den i morgen eftermiddag. Det er forøvrigt lidt mærkeligt at gå rundt derude og lave om. Der er jo så meget, der skal ændres, men mange af ændringerne må jeg nøjes med at forestille mig indtil videre - jeg har jo ikke råd til at lave dem alle på en gang.

 F.eks.markerer jeg kun hvor mine stier skal være, men det kommer til at vare en rum tid, inden de får den belægning de skal have. For det første, fordi jeg endnu ikke har besluttet mig endeligt for, om det skal være sten/grus/fliser eller hvad der nu ellers findes af belægninger. For det andet fordi det jo ikke er helt billigt.

 Forøvrigt, så får jeg snart at vide, hvordan de der spændende tulipaner ser ud - nu er der nemlig knop og jeg synes, den ser gul ud... :o)

torsdag den 7. april 2011

Surbundsbedet

Godt nok blæser det en halv pelikan eller deromkring, men ikke desto mindre har jeg lige tilbragt godt og vel tre timer i haven. Jeg får jo rigeligt at se til med gravearbejde i weekenden, så jeg kunne lige så godt få klaret nogle af de punkter jeg også skulle nå inden mandag.

 F.eks. at få ryddet der hvor surbundsbedet skal være. Det er et perfekt sted at lægge det, da naboens graner drysser en del nåle :o)

 Jeg glemte at tage et før-billede, men det så nu næsten ud som på billedet, der er taget en gang i marts måned. Allerførst fik jeg dog lige taget mig sammen til at klippe alle grenene til venstre i mindre stykker og putte dem i nogle gamle flyttekasser, der alligevel skal kasseres. Så kan det ryge på genbrugsstationen, når jeg en gang får kørelejlighed.

 Efter klippearbejdet, blev alle krukker flyttet og jeg kunne endelig markere bedets omfang (med kultivator gennem græsplænen) og til sidst et forslag til placering af rhododendronerne - markeret med pinde. Bedet bliver større end jeg havde regnet med - men det gør ikke spor ;o) I første omgang bliver rhododendronerne sat i hvert sit sphagnumfyldte hul og når jeg så har besluttet mig for hvilken kant bedet skal have, så kan anlægsarbejdet fortsætte.

 Udover de tre rhododendroner overvejer jeg en hortensia eller to samt nogle primulaer. Vil meget gerne have kugleprimula og de trives jo bedst i et surbundsbed.

 Langs plankeværk og haveskur skal der plantes hosta.

Weekendplaner = at grave!

På mandag får jeg leveret 200 (Ja - tohundrede!) buksbomplanter. Der er til ca. 20 meter hæk. Jeg skal derfor "lige" have gravet en rende, 8-10 cm bred og nogenlunde lige så dyb her i weekenden, så de er lige til at plante mandag eftermiddag/aften.

Buksbommene skal være "væg" langs den sti, jeg vil have igennem en stor del af haven og nogle steder skal den også omkranse bede.

 Min mormor havde en lille buksbomhæk ned igennem sin have - og jeg var helt vild med den "minihæk", så selvfølgelig skal jeg da også have en sådan.

 Foruden buksbommene får jeg nok også leveret tre styk rhododendron, så der skal også lige graves huller i græsplænen, der hvor surbundsbedet skal anlægges senere.

 En kammerat havde været på indkøb for mig i går (Bl.a. 10 plantesække) så hvis jeg når det for gravningen, så skal jeg også lige have omplantet/fyldt lidt krukker.

 Skulle egentlig også gerne snart have sået i alle de bakker, jeg har fået gjort rene.... ...Nå ja - og så er der vist også noget, der hedder skoleforberedelse...!

søndag den 3. april 2011

Sølv, silver, silber :o)

Byttede mc i dag og benyttede mig straks af at have både stor topboks og sidetasker monteret; endelig kunne jeg køre en tur forbi Thyme Planteskole i Herfølge.

I årevis har jeg jo fablet om et sølvbed - og har også nævnt det her på bloggen "af og til" - og nu er jeg da kommet opfyldelsen af drømmen meget nærmere. For det første lader det jo til, at min sølv-malurt har overlevet strabadserne. For det andet fik jeg hentet et par sølv-stauder i Bilka for et par uger siden.

 For det tredje fik jeg hentet lammeøre i min fasters have sidste weekend. I dag fik jeg så hentet noget mere i planteskolen.

 Udover malurt, artemisia, og lammeøre, stachys byzantina, er jeg nu den glade ejer af:
 1. Hønsetarm, cerastium biebersteinii 2. Perlekurv, anaphalis triplinevis 3. Edelweiss, leontopodium alpinum 4. Tidselkugle, Échinops rítro (Ikke just sølvgrå - men mon ikke den passer i bedet alligevel?! Ellers kan den jo flyttes.) 5. Nellike, dianthus odessa red

 For ikke at tale om denne smukke artiskok, cynara scolymus - der liiige kunne ligge i sidetasken (Fordi jeg tog den mindste af dem allesammen!):
Forhørte mig også om Kæmpemandstroen (Ikke at forveksle med Russisk mandstro), som er ualmindelig flot, både både farve- og formmæssigt. Har lige lånt et billede fra
www.isabellasmith.com:
 

Såfremt de kan få dem hjem, har jeg bestilt tre styk. Hvis de kun kan få frø hjem, så nøjes jeg med en enkelt pose ;o)

 Og apropos frø, så fandt jeg tre slags 1-årige sølvplanter:
 Nu mangler jeg sådan set bare at finde ud af, hvor jeg vil have mit sølvbed....!

I første omgang kommer planterne i det nye "midlertidige" bed, for sølvbedet kan jeg først anlægge til efteråret, når jeg ved, hvad der kommer op hvor. --- Den vakse læser vil have bemærket at jeg som noget nyt er begyndt at tilføje det latinske navn på planterne. Der mangler dog et af navnene på min malurt, da jeg ikke ved, hvilken slags malurt det er - endnu.

Ved at skrive de latinske navne her på bloggen, får jeg styr på, hvilke sølv-planter jeg har og så kan det forøvrigt også være en hjælp til andre, der evt. skulle blive interesserede i den slags planter. Til sidst til noget helt andet - og dog;

 Jeg såede solsikkefrø den anden dag - og se hvilket syn, der mødte mig i morges: