Mange afdelinger/kredse arrangerer endda et foredrag efter selve GF, så folk har noget at "køre efter". Sidste år hørte vi f.eks. om dahliaer og i år om hosta, men allligevel kommer der ikke ret mange.
Jeg nævnte bl.a., at mange bliver væk, da de ikke ønsker at træde ind i bestyrelsen.
Der kan selvfølgelig være mange grund til ikke at ville være i en bestyrelse. For det første kræver det jo, at man har lyst til arbejdet. For det andet at man vil afsætte noget tid til det.
Derfor har jeg valgt at bruge et indlæg på at fortælle, hvad det egentlig er jeg laver som bestyrelsesmedlem. Måske det kan få flere folk til at melde sig næste gang, der er generalforsamling i deres afdeling/kreds, fordi det (måske) ikke lyder så slemt alligevel? Jeg har lidt på fornemmelsen, at rigtig mange tror det er et kæmpearbejde.
Det er vigtigt, at der er folk nok til at lave bestyrelsesarbejdet, for hvis der ikke nok folk til at danne en bestyrelse, så bliver afdelingen/kredsen oftest nedlagt - og det er vel næppe det medlemmerne ønsker?
Desuden: Jo flere folk, der er i en bestyrelse, jo flere (og sikkert også større) arrangementer kan en bestyrelse påtage sig at arrangere.
Opgaver:
Jeg er jo stadig ny i bestyrelses-arbejdet og er derfor hverken formand, sekretær eller kasserer (hvilket kaster lidt flere opgaver af sig). Jeg er heller ikke kontaktperson til de forskellige kommuner, hvor vi låner lokaler til vores arrangementer, ligesom jeg kun har arrangeret to aktiviteter til 2017. Jeg skal jo lige lære "hvordan man gør først".
Mine opgaver er, udover at deltage i bestyrelsesmøder og være med til at arrangere aktiviteter:
- at tage fotos til vores arrangementer
- at opdatere vores Facebook-side
- at være webredaktør (Dvs. oprette indhold på den nye hjemmeside, som alle afdelinger/kredse har fået under Haveselskabets hovedside.)
Jeg står dog ikke helt alene om opgaverne, da vi er to om dem. Nu er vi dog - desværre - gået fra 6 til 5 i bestyrelsen, så det er muligt opgavefordelingen ændres på vores konstituerende møde i marts måned.
Tidsforbrug:
Da jeg fik adgang til den nye hjemmeside for en måneds tid siden, brugte jeg noget tid på at lære at bruge systemet. Det tog dog ikke ret lang tid, da det er ret nemt at gå til.
I det daglige bruger jeg tid på bestyrelsesmøder, arrangementer, en smule mailkorrespondance samt ajourføring (oprettelse af gallerier og aktiviteter) af hjemmesiden og Facebook-siden.
Alt i alt synes jeg ikke, jeg bruger særlig meget tid på opgaven.
I 2016 havde vi 8 bestyrelsesmøder (á 2½-3½ timer, inkl. transport til/fra. Møderne foregår på skift hos bestyrelsesmedlemmerne).
Af arrangementer havde vi 13, hvoraf jeg deltog i en stor del af dem, men det havde jeg jo gjort som almindeligt medlem også, så det tæller ikke rigtigt, synes jeg. Godt nok møder vi ½-1 time før og der er også lidt oprydning bagefter, men det er ikke ret meget.
Jeg vil gætte på, at jeg i gennemsnit bruger max. ½ time om ugen på bestyrelsesarbejdet.
En gang om året er der repræsentantskabsmøde (Generalforsamling) et eller andet sted i landet. Det skal man ikke deltage i, men det ses gerne, at der kommer 3-4 fra hver bestyrelse.
Selve mødet varer tre timer, derefter er der frokost og så et haverelateret foredrag på en times tid. På grund af transporttiden, må det nok tælle som et heldagsarrangement. Sidste år var det f.eks. i Middelfart.
Jeg håber jeg har mulighed for at deltage i repræsentantskabsmødet her i 2017 også, for det kommer da helt sikkert til at handle rigtig meget om CPH Garden. Men, det kommer jo an på hvor det afholdes og hvilken dato.
Hvorfor er jeg med i bestyrelsen?
Som jeg nævnte i GF-indlægget, så blev jeg spurgt flere gange, om ikke det ville være noget for mig - og det satte selvfølgelig tanker i gang, selvom jeg de første par gange pænt takkede nej, da jeg på de daværende tidspunkter ikke kunne overskue det.
Til julearrangementet i 2015 blev jeg så spurgt igen - og da jeg havde besluttet mig på forhånd, så var det jo nemt at sige ja denne gang.
Til GF sidste år indtrådte jeg så i bestyrelsen - og det har jeg ikke fortrudt.
Jeg synes det er skønt at arbejde sammen med med folk, der er lige så optagede af haver, som jeg selv er og så synes jeg det er skønt at have indflydelse på, hvilke arrangementer, der skal arrangeres.
I den forbindelse; Hvis du har en ide til et arrangement, så må du meget gerne skrive det i kommentarerne - også selvom du ikke er medlem af Haveselskabet - vi er altid på udkig efter nye emner/ideer.
Det er oftest det vi spørger medlemmerne om på generalforsamlingen, da der jo kan sidde nogen med en rigtig god ide, som vi ikke selv ville komme på.
Så, jeg er altså rigtig glad for at være bestyrelsesmedlem under Haveselskabet og kan kun opfordre andre til også at prøve det :)
Hvis du har nogle spørgsmål angående bestyrelsesarbejdet, som du synes du mangler svar på, så spørg og jeg vil besvare efter bedste evne :)
---
Fandt sørme årets først krokus her til formiddag :)
...og så lige en besked til vejrguderne fra en utålmodig havesjæl:
Det er samme utvikling her også, for det blir stadig færre til frivillig arbeide. Jeg har vært formann/leder i lokallaget av Hageselskapet her hvor jeg bor i 9 år, men ga meg i desember 2016. Så jeg kjenner til arbeidet ☺
SvarSletDeilig å se krokus!
Jeg har kun lavet frivilligt arbejde en gang før. Da jeg var i 20'erne hjalp jeg en overgang til hos Kattens Værn.
SletHvis jeg skal lave frivilligt arbejde, skal det helst være noget jeg brænder for, og det gør jeg jo for havelivet, så :)
Ja, det er skønt at se krokus - endelig.
Det var spændende at høre om, godt du vil - vi er nok for mange der dukker hovedet :)
SvarSletMan skal jo ikke melde sig, hvis man slet ikke har lyst :)
SletDet er fair nok, at folk ikke har tid/overskud, men hvor ville jeg dog ønske, at nogle flere ville dukke op til de arrangementer vi afholder.
Det er lidt frustrerende, når der kun dukker 10 op til f.eks. et foredrag...hvis folk ikke dukker op, fordi emnet ikke interesserer dem, ville det være så dejligt, hvis folk så gav udtryk for, hvad de gerne så os arrangere - vi er jo ikke tankelæsere :)
Ja det er godt du vil Esther, og at du finder det overskud der skal til. Ved at læse om hvad det medfører ville jeg nok også blive noget tavs, ikke fordi 1/2 halv time er meget på en uge.
SvarSletGod søndag:-)
Nej, ½ time om ugen er ikke meget (og det er jo ikke en gang hver uge. Ofte er det en time den ene uge og så går der 1-2 uger før jeg laver noget igen.)
SletOgså god søndag til dig.
Tak for din gennemgang af årets gang i bestyrelsen. Det er altid rart at få konkretiseret arbejdet og sat tid på. Jeg er drønglad for alle jer der orker det - til glæde for os andre, men synes ikke lige jeg vil bruge kræfter på at have dårlig samvittighed over selv at lade være.
SvarSletJeg er stadig på det plan hvor jord under neglene (og i hovedet) er det vigtigste for min haveglæde.
Men god arbejdslyst og tak for indsatsen!
Ulla
Velbekomme Ulla.
SletDu skal sørme da heller ikke have dårlig samvittighed over ikke at være i en bestyrelse. Som jeg skrev længere oppe:
Det er fair nok, at folk ikke har tid/overskud, men hvor ville jeg dog ønske, at nogle flere ville dukke op til de arrangementer vi afholder.
Det er lidt frustrerende, når der kun dukker 10 op til f.eks. et foredrag...hvis folk ikke dukker op, fordi emnet ikke interesserer dem, ville det være så dejligt, hvis folk så gav udtryk for, hvad de gerne så os arrangere - vi er jo ikke tankelæsere :)