søndag den 4. januar 2009

Et godt køb!

Busturen ud til Väla tog vel omkring 20 minutter - og vejret var absolut ikke blevet bedre, da vi steg af bussen: både blæst og slud. Brrr. Så det var rart at komme indendøre i varmen. Det allerførste sted jeg skulle ind i var Pressbyrån. Oh salighed, der var broderiblade :o)

 Dernæst var vi inde i en boligforretning, men det var kun veninden, der havde pungen fremme der :o)
Jeg tog så kraftig revanche, da vi kom ind i den næste forretning "Panduro Hobby"... er du vimmer, hvor jeg tog revanche! Udover en del småting, købte jeg aidastof. Jeg skulle jo nødig løbe tør!

 Jeg ville have 2 meter til 178 SEK meteren (=122,50 DKK - herhjemme koster 1m oftest omkring 170-200 DKK, så det er jo en hel del billigere i Sverige pt.) . Da ekspedienten målte ud, var der kun en smule mere tilbage på rullen, så jeg fik hele rullen for 2 meters pris. Det var jeg jo ikke ked af :o) 

Da jeg så kom hjem her til aften og fik målt stoffet, kunne jeg klappe mig selv på skulderen for et rigtigt godt køb. Det "lille" stykke gratis viste sig nemlig at være 72 cm langt!!! Så jeg har godt nok fået meget aidastof for pengene! Skønt! Efter at have vadet endnu mere rundt, bl.a. var vi også i Hemtex (En skøn boligtekstilforretning.) besluttede vi at tage tilbage til centrum og hjemad.

 Ved færgeterminalen indtog veninden en kop af den for hende uundværlige kaffe og en blåbærkage og jeg fik mig en kop chokolade samt en cheesecake. Efter således at have fået lidt ny energi, tog vi færgen over sundet og nåede lige akkurat det tog, der holdt på Helsingør station.

Veninden stod af undervejs og jeg fortsatte til Nørreport, hvor jeg så nuppede 5A ud til min nevø. Og ja, min klokkestreng-uden-klokke faldt i god jord :o) Der blev jeg budt på god aftensmad og kunne underholde mig med min pragtfulde nevø i et par timer, indtil jeg satte snuden mod Hovedbanegården og toget hjem.

 Min nabo var ovenikøbet så flink at komme og hente mig, så jeg ikke skulle bøvle med Telebussen :o)

 Jo, det har i sandhed været en rigtig god dag - men kors, hvor er jeg træt i kadaveret, så når jeg lige er blevet opdateret på blogfronten, så skal jeg godt nok i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar