mandag den 30. juli 2012

Knækket 'Blue Barlow'

Når man har to knaldperler, der elsker at jagte hinanden, insekter og imaginære ditto, så kan det ikke undgås at det en gang imellem går hårdt ud over mine blomster.

 F.eks. den smukke akeleje 'Blue Barlow' jeg tog med hjem fra Kew Gardens...

 

 Den var knap afblomstret før deres vilde leg knækkede den....men nu er akelejer jo heldigvis temmelig hårdføre. Jeg tog stilken indenfor og puttede den i en plasticpose, lod posen stå åben og ventede så 10-14 dage eller deromkring...og voila...så var der dannet frø.

Har af gode grunde ikke talt frøene (!!) men regner da med der er mellem 100-200....om det så alle er 'Barlow', det tvivler jeg dog på, da jeg jo også har andre akelejer i haven...men jeg er godt nok spændt på at se, hvordan de har krydset sig.

søndag den 29. juli 2012

Hov

Så gik der sørme lige en uge.

 Men - der er intet sket den sidste uges tid. Intet over hovedet. Det var jo for pokker alt for varmt, så det meste af dagene blev tilbragt på langs i sofaen foran tv'et. Ikke at det ikke også var varmt (30 grader indendøre) men så kunne jeg da begrænse indtaget af Benadryl, som ellers har været min faste følgesvend alle dagene.

 Min nældefeber (opstået af min stress - og åbenbart kommet for at blive *suk*) slår nemlig ud hver gang jeg sveder(!) - og af samme årsag må jeg næsten altid tage en pille inden jeg skal arbejde i haven - dælme upraktisk.

 Men, ved bare at sidde/ligge og ellers køle mig af med en i koldt vand opvreden vaskeklud, kunne jeg nøjes med en Benadryl om dagen. - Derfor var min glæde da også meget stor, da jeg stod op i morges og opdagede vi havde fået menneskelige temperaturer igen (16 grader) og overskyet.

 Det betød nemlig at jeg kunne få lavet noget i dag - det er ikke det bedste for humøret bare at lave absolut INGENTING i så mange dage - så allerede ved 9.30 tiden var jeg klar til at gå i gang (efter indtag af en Benadryl!)

Da jeg gik ind igen flere timer efter, havde jeg fået bugseret de sidste 250-300 kg skærver på plads og fået malet det fjerde højbed. Det lyder måske ikke af så meget, men det var det nu ;o)

 

Højbedet før skærverne var lagt på.

Apropos højbede, så er det ikke gået så supergodt med mine broccoli. Langt de fleste af dem gik i stok, så har hevet alle sammen op, bortset fra to der står i et bed i haven.

De danner nemlig små broccolihoveder, så jeg får da lidt broccoli, men har allerede besluttet at jeg ikke gider dem til næste år. De fylder alt for meget, men det var da sjovt nok at prøve.

 Fordi de gik i stok fik jeg noget plads i højbedet og har straks bredsået en hel pose icebergsalat og en række radiser og jeg skal da love for det spirer (trods det har været varmt; salat spirer ikke ved temp. over 20).

 Jeg har selvfølgelig sået alt for meget salat, men når jeg skal tynde ud, kan jeg jo spise de små, spæde blade så intet går altså til spilde. Da jeg jo ikke har kunnet være i haven de sidste mange dage, ser den mig noget forhutlet ud: begge klatreroser skal bindes mere op, mine lathyrus skal nippes for bælge, der skal slås græs og så skal der jo luges...!

 Men - hvis jeg kommer ud i morgen - kommer an på vejret - er første punkt at grave græstørv til højbedet, da det er for dyrt at fylde det med købejord - især på denne årstid. Nu er det ikke fordi jeg bare graver græstørv et vilkårligt sted - det er meningen, at græsset skal væk det pågældende sted. Der skal jeg nemlig (også) have lagt brosten/chaussesten.

 Det sker dog næppe i denne sæson, men så er græsset da gravet væk - og jeg skal jo bruge tørvene nu :o) Så må vi jo se, hvornår jeg får klaret resten - inden d. 11. august gætter jeg på. Da får jeg nemlig fødselsdagsgæster :o)

 Til sidst skal I da lige se at mine klokkeranker er begyndt at springe ud:

 

søndag den 22. juli 2012

Botanisk Have

Vi var ved at være temmelig mættede med indtryk, da vi ankom Botanisk Have, så vi droppede at gå hele vejen rundt og koncentrerede os i stedet om det afsindig flotte stenbeds-"bjerg".

 

 Det er så flot anlagt og kan sagtens måle sig med det jeg så i Kew Gardens.



 Det var meget inspirerende at gå rundt og se på. Jeg skal jo have lavet mig et stenbed mere - men selvfølgelig i meget, meget mindre målestok :o)

Det kommer jeg dog nok først i gang med næste forår, men så kan jeg jo bruge efterår og vinter på at få samlet sten sammen.

 

 Efter således at have været i tre forskellige haver, trængte vi til en kop varm chokolade og noget kage, som vi indtog i havens tilhørende cafe.

 På vejen ud opdagede vi et nyanlagt "botanisk bed", men vi måtte opgive at se ret meget af det; vi var simpelthen totalt mættede med have-indtryk for den dag. Sidste punkt var et besøg i den lille butik, hvor jeg sådan set kun skulle kigge....men så stod der en meget flot Heuchera 'Fire Chief', som jeg måtte have med hjem...

 Jo, det var en dejlig "have-dag" og det varer ikke længe før vi skal på den igen. Næste gang gælder det Landbohøjskolens Have, som jeg (heller ikke) har set.

Staude-lathyrus

Sidste år fik jeg en staude-lathyrus af min mor.
Den voksede pænt til, men sprang aldrig ud - det gør den så i år :o)

 

Den har flettet sig godt og grundigt sammen med min blå sommerfuglebusk - det skal nok komme til at se godt ud, når den også springer ud.

Foran står min Échinops rítro, som får en meget smuk blå farve. Apropos tidsler, så er jeg meget spændt på hvordan de selvsåede Échinops Ruthenicus 'Globe Thistle' (The Kew Collection) kommer til at se ud.

lørdag den 21. juli 2012

Mon de har lyttet lidt til Claus?

På vejen til Botanisk Have ville veninden lige vise mig staudebedet i Kongens Have.

Da vi alligevel skulle den vej indvilligede jeg, selvom jeg var en anelse skeptisk.

Jeg kunne så udmærket huske, hvad Claus Dalby skrev om bedet d. 31. juli sidste år. .

Nå, men jeg blev altså overrasket - positivt.

Stauderne står stadig i rektangulære former, men der var altså ikke noget, der var vissent.... så det kunne da tyde på de har taget noget af Claus' kritik til efterretning?

 

Nogle steder var der bar jord, men det var luget og langt de fleste steder med bar jord, var der plantet nyt. . Nu ved jeg godt, at der er rigtig mange, der slet ikke kan klare gule blomster, så de vil nok ikke synes om mange af bedene.

Men, når bedene nu er indrettet som de er (rektangulære) så synes jeg ikke, det ser så tosset ud med de gule klatter mellem de mange blå og grønne nuancer, men nu har jeg jo heller ikke et problem med skrigende gule, røde og orange farver ;o)

 

Egentlig synes jeg en hel del af bedene ser lidt fesne ud, fordi der er så meget blåt/lilla. Det er jo ikke ligefrem en kraftig farve. Misforstå mig korrekt; jeg holder meget af blå/lilla blomster og har også en del i min have, men på så store områder bliver de altså lidt fesne, når de ikke får modspil nok.

 Alt i alt synes jeg nu det var en fin udsigt at have, mens man gik igennem haven. Vi gik oven i købet en smule hurtigt, da det selvfølgelig begyndte at dryppe fra oven...! .

Denne mandstro må jeg altså se at få anskaffet mig en gang til næste år, for den er da helt og aldeles fortryllende smuk.
 

Godt nok vil jeg ikke have plads til så mange som på billedet, men en 4-5 stykker kan vel også gøre det, skulle jeg mene. Denne her mørk-løvede plante er også meget smuk, men jeg aner ikke hvad den hedder....Bronzeblad har da meget større blade, ikke?

 

Haveselskabets have

Selvom veninden og jeg begge har boet adskillige år i København, havde ingen af os nogensinde været i Haveselskabets Have....men flere gange i Frederiksberg Have....!

Utroligt, når de nu ligger lige op ad hinanden :o)
 

 Lige da vi ankom, smådryppede det en smule, men efter godt og vel fem minutter, holdt det op - og så holdt det faktisk tørt al den tid vi var der.

 

 Vores generelle indtryk af haven, var at den så velplejet ud. En del af buksbomfigurerne kunne godt trænge til en saks, men gartneren er nok på vej, for hækkene var nyligt klippede.

 

Det passede os forøvrigt glimrende at vejret var som det var. Det var faktisk helt perfekt; ikke for varmt og ikke for koldt og det betød også ikke ret mange mennesker i haven, så det var nemt at tage billeder uden folk på (bortset fra en enkelt gang).

Som sagt var vores generelle indtryk, at haven var velplejet.....det eneste bed, der faktisk stak ud - og ganske voldsomt endda - var deres "flammebed"....det var nærmest proppet til med vortemælk og anden ukrudt.

 

Men - eftersom det var det eneste bed, er det vel kun et spørgsmål om tid, før det også er luget igennem. Jeg fik dog en voldsom trang til at sætte mig på knæ og fjerne vortemælk....men da man ikke må berøre planterne, måtte jeg jo hellere lade være ;,o)

 

 Herover: En meget smuk buksbomhæk i rosenhaven. Nedenfor: Jeg er ret vild med den meget blå tidsel, så skal have fundet ud af hvad den hedder.

 

Alt i alt var det en meget interessant havetur og det er helt sikkert ikke sidste gang vi tager en tur derind. Adresse: Pile Alle 4, Frederiksberg....gratis adgang

Havetur i København

Var på en dejlig havetur i København med min have-veninde i går.

Hun hentede mig på Ny Ellebjerg og allerførst tog vi så hjem til hende, så jeg kunne se hendes nye lejlighed - og ikke mindst det lille stykke jord, der hører til :o)

Både Haveselskabets have, Kongens Have (staudebedet) og Botanisk have havde besøg af os i går, så det kommer der nok et par indlæg ud af. Her er dog lige et par stemningsbilleder fra min have. Først mit smukke rønnebærtræ - som det ser ud, når man går forbi min have:

 

 ...og så et stemningsbillede fra det lyserøde beds trekantede hjørne, taget i går morges:

 

 Tre forskellige storkenæb. haveklinte, to slags lathyrus, klokkeranke og Sct. Hansurt boltrer sig lystigt.

torsdag den 19. juli 2012

Endnu et lægebesøg

Det ser bedre ud med mit øre, men er stadig ikke helt godt, så nu står den på øredråber den næste uge og kontrol igen næste fredag.

 Det er muligt, det ender med et besøg hos en ørelæge....medmindre øredråberne klarer det sidste. Under alle omstændigheder har jeg gjort op med mig selv, at hvis det ender med at trommehinden skal punkteres, så skal det gøre i fuld narkose, ellers nægter jeg at deltage. Mine barndomsminder ang. punktering af trommehinden står stadig lyslevende for mig - og desuden gør punktering af trommehinden afsindigt ondt i lokalbedøvelse - så vil jeg hellere rende rundt med en "prop" i øret. 

Utroligt hvor meget ens oplevelser i barndommen betyder for ens (ir)rationelle måde at reagere på som voksen...

onsdag den 18. juli 2012

Rengøringsdag

Tja,, det er jo ikke fordi jeg rigtig gider - er i totalt feriemode - men jeg gider jo heller ikke se på at der er blevet lidt nusset i krogene (Ikke fordi det er slemt, støvsuger trods alt et par gange om ugen, men det kan altså ses, at jeg har katte der pisker ind og ud - også i regnvejr!), så Fru Hyacint har indtaget matriklen i dag, sådan da...jeg holder også pauser undervejs.

Selv bogreolerne er blevet ryddet og tørret af for støv - det pynter jo alt sammen.

Nu mangler jeg kun at støvsuge resten af stuen og så at ordne entre og badeværelse - og så har jeg sørme et skinnende rent hus igen :o)

tirsdag den 17. juli 2012

Sol afløst af byger

Dette indlæg blev skrevet i går kl. 9.06 - og da jeg skulle til at poste det, forsvandt min internetforbindelse. Havde stadig ingen netadgang kl. 11.30, så slukkede computeren for resten af dagen. Derfor indlægget først kommer på nu.

Hmfpr...solen skinnede så fint, da jeg vågnede blev vækket af en hysterisk Quintus, der ville uuuud kl. 7.30, så jeg tænkte, det ville være en glimrende ide, at få klaret nogle af mine hængepartier, såsom at give skuret træbeskyttelse og få malet pallerammerne til det 4. og sidste højbed....

De sidste par dage har jeg ikke rigtig gidet lave noget - har været lidt rund med saksen og fået slået græsplænen samt plantet en enkelt plante fra min mor. Har til gengæld fået læst en del bøger og set tv....regner med jeg har trængt til total afslapning efter at have slæbt så mange skærver de sidste par uger ;o)

I morges havde jeg dog både energi og lyst til at få lavet noget.....vejret var jo fint...... og nu regner det...eller rettere; det p***** ned.

søndag den 15. juli 2012

Klokkerankerne trives

Har sat klokkeranker tre forskellige steder i haven og alle tre steder har de de fint og skyder i vejret. Her klokkerankerne i mit "rode-bed" - et bed jeg skal have omlagt til efteråret eller foråret, så det kun indeholder lyse farver (hvid, creme, sart gul, lyseblå osv.)



 Desuden skal jeg have tilført noget mere jord, så jeg kan lave en lille "bakke", lige som jeg har det i det lyserøde bed...for dette bed står altid under vand, når det regner meget.

 Lige så vil jeg anlægge et meget tørt rigtigt stenbed helt inde ved muren, hvor det aldrig regner pga. tagudhænget. Klokkerankernes stativ er sat omkring en af de hvide geranier jeg købte til Havens Dag" i Køge.

Til venstre ses en lavendel (som skal flyttes pga. farven + den står for tæt på buksbomhækken) og bagved trekantblomst og cremefarvede tagetes. Yderst til højre kan også lige anes en mørkeblå/lilla storkenæb, der selvfølgelig også skal flyttes pga. farven. I det lyserøde bed er de sidste af de tre slags allium jeg købte sidste år, nu også ved at springe ud:

 

  Allium, sphaerocephalon Ved ikke lige hvad sphaero betyder, men cephalon må komme af det græske ord for hoved; kefalos....og den kan jo godt ligne et lille hoved :o)

Hvis der er to, der nyder "det nye liv i haven", så er det Felix og Quintus - i særdeleshed, når planterne nu er så store, at man kan gemme sig i "junglen".... her er det Felix, der holder øje med en fugl.

 

 Tror de får det hårdt til efterår/vinter, når alting visner ned og det bliver koldt og vådt - for ikke at tale om sne...!

fredag den 13. juli 2012

Troede da ikke det var så slemt...

Har igennem et stykke tid haft lidt bøvl med mit venstre øre, kløe osv....så tænkte jeg hellere måtte få det tjekket hos lægen.

Det var jo ikke noget, der generede mig voldsomt meget, så derfor var det okay med mig at få en tid i dag, fredag, da jeg ringede i mandags.
Du har mellemørebetændelse...!
AAARGH....straks syntes jeg at mit øre begyndte at gøre ondt, ikke meget, men dog ondt. Selvfølgelig fordi jeg slet ikke har gode minder om mellemørebetændelse(r)....

I første omgang skal jeg på en penicillinkur og så til kontrol om en uge....så ingen punktering af trommehinden i dag... Da jeg i sin tid blev opereret for sidste gang i øret, fik jeg at vide, at min trommehinde ikke ville kunne tåle flere punkteringer...om det så stadig gælder her mere end 30 år senere....det ved jeg ikke...men jeg krydser fingre for at penicillin er nok.

torsdag den 12. juli 2012

Ca. 750 kg granitskærver...

 ...er nu kørt på plads, så i alt har jeg flyttet rundt på 1,75 tons skærver indtil videre.

Det er altså pænt meget.
 

 Skærverne er altså sorte - men pt. fyldt med granitstøv.
 

Jeg mangler at lægge foran mit lille skur og for enden af surbundsbedet (ses på billedet herover), men der skal jeg lige have sat nogle sten/fliser, før jeg kan få de sidste skærver på, så det bliver nok først i næste uge. Satser dog på at få kørt de sidste skærver væk fra p-pladsen i morgen, så jeg har dem i nærheden.

 

 Jeg mangler stadig at gå hele skærvepartiet grundigt igennem med en rive, men det bliver altså først, når alle skærver er kommet på plads.

Til højre ses min nye indgang til havens "katteafdeling". Man kan forøvrigt også skimte min "lupin-børnehave", hvor der også gror et par judaspenge.

Jeg smed for sjovs skyld nogle frø der i efteråret....og det kunne de godt lide; de er i hvert fald væltet op :o)

De skal selvfølgelig ikke stå der for evigt, men lige nu dækker de ganske fint for det visnede krokus-hav.

Rabarber og jordbær af egen avl

Opdagede at en del af mine jordbær med et var blevet plukkemodne, så det var bare om at få fat i dem inden fuglene. Det samme gjaldt min rabarber, som jeg slet ikke har høstet af i år.

 

 De første par år levede den et kummerligt liv i en spand...så var den ved at gå til og blev sat i jorden i min tidligere have (=frimærke).... Det brød den sig heller ikke særlig meget om og jeg troede den var gået til.... indtil en dag: Da jeg genfandt min rabarber

I min nye have, har den fået plads i det ene højbed - og den blev ladt i fred sidste år - og i år har den så kvitteret med pænt mange stilke, så jeg tror godt jeg kan sige, at den trives nu :o) Der stod jeg så med en pæn håndfuld rabarber og jordbær...og så googlede jeg en opskrift, som så meget lovende ud....må dog vente med at smage til det hele er blevet koldt, men jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at prøvesmage, og det smagte forrygende :o)

 

Tager mig sammen...stille og roligt...

Da jeg var på vej over for at indkøbe piskefløde og hvid chokolade til en dessert jeg ville afprøve (mere om det senere) opdagede jeg sørme, at mit ton skærver var ankommet.

 Det ville nu ikke have gjort noget, hvis der var blevet ringet på døren - den kan jo teoretisk have stået ude på parkeringspladsen siden i går - og så har jeg spildt næsten en hel dag...;o)

 Jeg venter dog lige en times tid inden jeg går i gang - skal slå mave først, da jeg lige har proppet mig med min yndlingspastaret - og derfor kun lige orker at rokke med ørerne (det kan jeg godt nok ikke....men...)

 Desværre lader det ikke til at naboen med bobcat'en er kommet hjem....så det hedder adskillige trillebørskørsler. Har 100 meter ud til p-pladsen og kan vel køre med 30-40 kg ad gangen, max..... Men - det bliver nu rart at få de skærver på plads.

Haven kan godt lide vejret

Personligt har jeg det ganske glimrende med temperaturer mellem 16-20 grader, behøver det ikke varmere. Jeg får det decideret fysisk dårligt, hvis vi har ret meget højere temperaturer (og den luftfugtighed, der følger med), så jeg klager ikke over vejret i disse dage..

At der så også kommer en hel del vand fra oven er både godt og skidt. Økonomisk er det godt, da vand jo ikke er helt billigt og haven derfor bliver vandet gratis. Vandet er bare upraktisk, når jeg gerne vil arbejde i haven.

 Jeg går stadig og venter på ankomsten af det sidste ton granitskærver, det burde logisk set ankomme i dag - og det er altså sjovest at køre med i tørvejr....så mange gange, som jeg skal gå frem og tilbage med trillebøren. Min nabo - med bobcat'en - er nemlig ikke hjemme.

 I særdeleshed det vejr vi har i dag: konstante byger med noget, der minder meget om styrtregn. Hvis det bare var små, lette byger var det noget andet. Jeg har ikke så meget imod, at det drypper en smule, når jeg er ude, men styrtregn er altså ikke sjovt at arbejde i.

 De første dage af juli havde vi som bekendt pænt høje temperaturer - og jeg skal love for det -i kombination med en del vand - fik sat skub i væksten rundt omkring i haven.

Her et par stemningsbilleder:
 
Lathyrus 'Matucana', broccoli (et par af planterne er gået i stok, men nogle af dem ser altså rigtige ud) Denne gul/grønne plante står i mit ene skyggebed og jeg aner ikke hvad det er for en - anyone? Sidste billede er de to Clematis 'Ville de Lyon* jeg købte i Fakta til 20,- stykket i foråret.

De klarer sig da glimrende, synes jeg. . Min rose 'New Dawn' går pænt amok i år - og selvom blomsterne er lyserøde, så kan jeg temmelig godt lide den ;o) Til højre for den; min squash med endnu en blomst.

Det er helt korrekt, når man siger, at én squashplante er nok til en hel familie, for jeg skal da lige love for, at den vedbliver at få blomster (og squash). Så er det jo godt, at jeg holder meget af den spise. Nedenunder min smukke rose Helenae 'Lykkefund', som også skyder ganske pænt, men ikke så voldsomt som 'New Dawn'
 Den gule rose var en jeg købte sidste år i et supermarked og plantede ud. .

 I går aftes - da der var pause mellem bygerne - tog jeg mig en lille havevandring, og så den længste regnorm jeg indtil nu har set på min matrikel. Flisen den kravler på er 30-30 cm, så vil skyde på den er 15-20 cm lang. Nede i mit såkaldte "Flammebed" har den lyserøde(!) staude-lathyrus og min blå sommerfuglebusk indgået en ret heftig alliance....tror dog egentlig det kommer til at se okay ud, når de blomstrer. Kattene elsker stadig at være ude, naturligvis.
De ser dog temmelig bebrejdende på mig, når det - igen - regner.

 Her er det Quintus på aftentur under broccolien :o)

onsdag den 11. juli 2012

Fristet 1255 gange

Mindre kunne ikke gøre det - og jeg var ellers flittig med delete-tasten, da jeg kiggede i min indkøbskurv, efter først at være gået amok med at proppe i indkøbskurven (Der var vist omkring 4000 løg...!)....så jeg har slet ikke fået alle de løg, jeg egentlig godt gad....men jeg skal jo også være bare lidt fornuftig...sådan rent økonomisk...!

Har desuden snart fødselsdag - og der kan jeg jo også ønske mig nogle af de løg, jeg slettede igen...som f.eks. kejserkrone (både de røde, gule og orange).

 Nå, men det blev altså til:
100 Fritillaria meleagris mixed (vibeæg - blandede) 
200 Crocus chrysanthus Cream Beauty (creme gul) 
200 Crocus Pickwick (lilla med hvide striber) 
100 Tulips Double Beauty of Apeldoorn (orange/gul) 
100 Tulips Helmar (gul/rød) 25 Tulips Don Quichotte (skrigende pink) 
80 Tulips Willem van Oranje (orange) 
250 Tulips Queen of Night ("sort") 
200 Tulips Spring Green (hvid/grøn) 


Billeder kan ses på bulbi.nl 
  

Fristet!

Dag to hvor jeg knap nok har været ude, men i stedet har opholdt mig inde.

 Skærverne er heller ikke ankommet i dag, så det skal de altså gøre i morgen, så jeg kan blive færdig. Noget af det jeg har fået tiden til at gå med i dag, er at lægge løg-planer - og i den forbindelse har jeg søgt vidt og bredt på nettet efter gode netbutikker.

 Jeg er yderst fristet af bulbi.nl, som Jesper fra 9haven taler pænt om. Det er sørme da godt, at jeg har hele tre bede, der endnu ikke har løgvækster (Surbundsbedet og de to nye skyggebede) for jeg tror godt jeg kan "komme til" at shoppe lidt vel rigeligt med løg... ;o)

 Så er der jo også håb om, at jeg kan lade være med at købe løg i større mængder i butikkerne til august/september....tror jeg da nok...:o)

tirsdag den 10. juli 2012

Ventetid

, jeg har slet ikke lavet spor i haven i dag - lige bortset fra at tage en buket ind. Faktisk den første deciderede buket fra min have.

Har af og til taget en enkelt blomst, der var knækket, men ellers ikke. Jeg har slet ikke kunnet nænne at klippe blomster for at tage dem med ind - heller ikke selvom jeg jo godt ved, at en hel del blomster, blomstrer endnu mere, netop ved at blive klippet...! I særdeleshed lathyrus.

 Det meste af dagen er tilbragt i sofaen med en stak havebøger, lånt på biblioteket. To af dem er læst fra ende til anden, bl.a. Dalbys "Hemmelige haver". Nu er jeg i gang med "Tasha Tudors have" og bagefter venter så "Den engelske have"....

 I løbet af i morgen eller torsdag - håber jeg - skulle jeg gerne få leveret det sidste ton skærver, så jeg kan blive færdig med det tunge arbejde. Dernæst skal jeg have ryddet op i "køkkenhaven" - og have ordnet plantebordet, der lige nu flyder med potter etc.

Godt jeg har sommerferie - og så er jeg - modsat så mange andre - faktisk ikke så ked af vejrudsigten for de næste par dage....for jeg får alt andet lige lavet en hel del mere i haven med temperaturer under de 20 grader :o)

søndag den 8. juli 2012

Et ton skærver...

...fylder altså slet ikke så meget som forventet - men det bliver dælme pænt, når jeg har fået kørt endnu et ton på og regnen har skyllet alt granitstøvet af, så man kan se stenene faktisk er sorte :o) Ingen tvivl om at det pynter.

 

 Under plantebordet voksede skvalderkål, brændenælder og jordbær i en pærevælling (+ årets tre første dræbersnegle!), foruden en syrisk rose og en eller anden busk. De to sidstnævnte fik lov at blive stående.

 

 Som det kan ses tydeligt her, løb jeg tør for skærver...!

 Men ellers er det jo meningen, at det hele skal se således ud.

 

Har forøvrigt besluttet, at jeg ikke vil have kompost alligevel - den tiltrækker dræbersnegle - og dem gider jeg IKKE! Det betyder så, at mine sidste fire pallerammer, der skulle være brugt til to kompostkasser, i stedet kan forvandles til (endnu) et højbed - juhu :o)

Det bliver dog højst sandsynligt først til næste sæson, da jeg ikke lige har noget "overskudsjord" til at fylde op med - og at købe jord er for dyrt nu, hvor det ikke er sæson for sække til 9,50.....men overvejer da at smide 5-6 sække med lecakugler i bunden i stedet.

De store lecakugler, der også bruges til byggeri - de er meget billigere end "have-lecakugler"....! Fristende tanke!

Jamen, selvfølgelig har jeg købt for lidt

Når man aldrig før har arbejdet med skærver, er det jo temmelig svært at beregne, hvor mange man egentlig skal bruge.

Efter dagens hårde - og varme - arbejde med at køre resten af det indkøbte ton ud, kunne jeg konstatere, at et ton bare ikke rækker...!

Selvfølgelig er de ikke på tilbud mere, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg må købe et ton mere.