torsdag den 27. juli 2017

Syv år...

...er der mellem disse to billeder.

Fandt den gamle salgsopstilling på mit hus - og tog et billede - derfor billedkvaliteten lader noget tilbage at ønske.
 Jeg har forsøgt at få hele huset med, men fotografen må have stået på den anden side af plankeværket for at kunne tage det billede.
 Jeg elsker at se før- og efterbilleder. Ikke kun af min egen have - også af andres.

Gensyn med Henriettes have og lidt herhjemmefra

Igår trillede jeg en tur til Lolland, nærmere bestemt Rødby.

Det var tiden atter at besøge Henriette - og se hendes have, som jo har undergået en kæmpeforvandling på den korte tid hun indtil nu har boet der.

Da vi så huset første gang d. 21. november sidste år, så der sådan ud:
Flere billeder fra den gang kan ses hér.

Nu ved jeg godt november er en keeeeedelig havemåned, men alligevel...se lige en forskel:
Henriette har altså en eminent sans for at få en kedelig græsplæne forvandlet til noget meget frodigt og smukt i løbet af meget kort tid.
 Det kan godt være at mange af elementerne i haven normalt ikke ville passe sammen, men den måde Henriette kombinerer tingene på, gør at der er en ganske bestemt stil i hele haven, den jeg kalder "Henriette-stilen" - og det ser brandgodt ud.
 Man bliver glad af at gå rundt i sådan et blomsterparadis, kan jeg godt hilse og sige.


 Hun er så idérig og formår på fornemste vis, at få indarbejdet nødvendige ting, som f.eks. denne balje under nedløbsrøret, så den bliver en del af haven i stedet for at stikke ud.

 Overalt hvor man kigger er der bare frodigt. Skønt at se på.














 Denne her opstilling er jeg så betaget af. Selv hvis jeg havde de samme elementer, ville jeg aldrig kunne komme på sådan en opstilling - og det ser supergodt ud. Det er Henriettes evne i en nøddeskal.
 
 Beklager forøvrigt, hvis nogle af billeder er lidt slørede....jeg havde vist glemt at pudse linsen på telefonen før jeg gik i gang med at knipse.
 Holger besluttede, at han skulle ligge hos mig et lille stykke tid. Hyggeligt.
Hjemme igen

Jeg er så glad, så glad for det tomatstativ Carsten lavede til mig for et par år siden. Her kan man virkelig se, hvorfor det er så velegnet til mine 'Tumbling Tom'-tomater.
 Det er forøvrigt Speedy, der ligger i stolen.

En god ven, der kan svejse, lavede dette dahliastativ til mig i foråret. Det passer perfekt ned i mistbænken.
Det lader til at fungere efter planen, men jeg tror nu alligevel, at vi afkorter benene fem cm næste sæson.
 Jeg nyder dog, at det ikke lader til mine dahliaer vælter for mig i år.

Da jeg var til plantebyttearrangement for et par år siden, fik jeg gratis denne violfrøstjerne.  Den kom også sidste år, men der var den slet ikke nær så flot som i år. Det virker som om, den lige skulle have "fodfæste" først, for i år er den godt nok smuk.
 Dem må jeg have mig nogle flere af, som overstandere inden i mit blå bed. Derfor tror jeg, jeg vil have købt nogle frø, så jeg kan så dem til efteråret. Min sår jeg åbenbart ikke, eller også får jeg luget dem væk om foråret.
 En anden smuk blomst er frøkenhat 'Old Mexico' - jeg er vild med de brændte farver.
I dag står den på eftersyn af haven; Jeg skal lige gå haven efter, så den stadig fremstår lige så toptunet som til åben have. Kan jo lige så godt benytte mig af, at den lige nu er ret nem at holde.

Hav en dejlig torsdag.

tirsdag den 25. juli 2017

Vil du se min have?

Som bekendt holdt jeg åben have i den forgangne weekend - og det var en fantastisk positiv oplevelse for mig.

Der var dog en ting, der "generede" mig lidt, nemlig at jeg slet ikke kunne nå at få snakket ordentligt med alle gæster. Jeg prøvede ellers.

Lisbeth fra Høneballehaven gav mig så en god ide; hun modtager nemlig gæster i små grupper - efter aftale. Så har man da tid til at snakke med gæsterne.

Jeg vil stadig holde "Åben have" en gang om året under Haveselskabet, men der er jo intet til hinder for at gæster også kan se haven på andre tidspunkter.

Faktisk var der to af mine havegæster, der spurgte mig, om det ville være muligt at se haven på et andet tidspunkt, da de kendte nogle, der ikke havde kunnet den dag, men som meget gerne ville se min have. Det sagde jeg naturligvis ja til. Jeg vil jo gerne vise min have frem :)
Jeg har derfor lavet en side om åben have i min lille store have hér.

mandag den 24. juli 2017

Åben have 22.-23. juli 2017

Så har jeg også prøvet at holde åben have - og det var da en fantastisk dejlig og positiv oplevelse :)

Jeg har derfor allerede besluttet, at jeg holder åben have igen til næste år. Da bliver det dog i august måned og kun en enkelt dag.

Jeg måtte nemlig konstatere, at det er ret hårdt for min krop at være havevært to dage i træk. Det kan jeg så takke min slidgigt for :(

Nå, men det var altså en meget dejlig og positiv oplevelse at holde åben have og jeg kan da kun anbefale det til dem, der ikke har prøvet det før.

Vejret om lørdagen var tørvejr med lidt sol af og til, altså helt perfekt. 31 gæster kom forbi i de tre timer haven var åben.

Søndagsvejret var så til gengæld helt håbløst. Kl. 12.15 begyndte det at regne, og da haven åbnede kl. 13 øspjaskregnede det.

Det regnede så meget, at jeg sagde, at vi da næppe fik nogle gæster....og så dukkede den første op :)
Faktisk dukkede der hele 18 gæster op, på trods af det dårlige vejr. Et par havde endda taget den lange vej fra Maribo for at se min have! Imponerende.
Fordi jeg havde hjælp til det praktiske (kaffebrygning, plantesalg osv.) af Carsten, min mor, hendes mand og min veninde så kunne jeg fuldt ud koncentrere mig om gæsterne og bare snakke have, have, have :) Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have gjort det uden deres hjælp.

Det var skønt at snakke med så mange forskellige havemennesker, men jeg nåede desværre ikke at snakke lige så meget med alle, som jeg gerne ville. Det er altså svært at nå alle, når man er ene havevært. Godt nok var Carsten også "havevært", men det er altså begrænset, hvor meget han kan besvare folks spørgsmål. Han har jo heller ikke været med fra havens begyndelse :)

Rigtig mange af gæsterne gav udtryk for, at det var imponerende, hvor meget jeg har fået plads til, ligesom mange gav udtryk for, at det virkelig VAR en lille, stor have :) Det var jeg rigtig glad for at høre, for en ting er, hvordan man selv opfatter sin have, en anden ting er, hvordan folk, der aldrig har set den før, opfatter den.

Mange fortalte mig også, at de havde fået rigtig mange ideer til deres egne haver - og det var dejligt at høre :)
Især husker jeg en gæst, der fortalte hun havde en have på nogle-og-tres m2....hun kunne pludselig se, hvor meget mere hun kunne gøre i sin have. Det er jo skønt at kunne inspirere :)

Jo, det var virkelig en meget, meget positiv oplevelse at have havegæster, så jeg glæder mig allerede til næste år :)

Tiden fløj afsted begge dage - og det der med fotos, ja, det nåede jeg altså ikke.  Der var jo hele tiden gæster jeg skulle snakke med :)

Derfor er billederne i indlægget de få fotos jeg fik taget inden haven, åbnede plus nogle jeg har taget i dag.

Forøvrigt, så kom min "pyntede" plantebord til at se således ud:
 Lørdag aften prøvede vi at spille Haveselskabets nye spil "HAVESPILLET"....tænk, jeg vandt ikke en gang...! Blev nummer to, men kun fordi jeg havde en længere vej hjem end vinderen :D
 Det er altså et sjovt spil - og ikke kun for havenørder. Det kan anbefales.

Her til sidst nogle billeder fra i dag.

Min nye clematis 'Edomurasaki' sprang ud igår - og hold nu op, hvor smuk den er.
 'Etoile Violet' er sprunget helt ud nu.
 En af mine yndlinge Clematis florida bot. art. blomstrer stadig. Den var der mange gæster, der tog billeder af, og det kan jeg jo godt forstå.
Den er forøvrigt ikke helt vinterhårdfør, fandt jeg ud af her i foråret, så jeg skal have købt en sivmåtte til at pakke den ind i til vinter.
En anden af mine yndlinge: Clematis fauriei 'Alpina Plena' blomstrer  for anden gang i år - dog kun med få blomster, men bare det at den blomstrer anden gang. Det har jeg ikke oplevet før.
Mine nye spydverbena; Verbena hastata 'Blue Spires' (Købt for fødselsdagspenge sidste efterår) står i Flammebedet og det ser rigtig godt ud, nu de begynder at springe ud. Især når staudesolsikkerne bagved springer ud, er jeg sikker på det bliver et smukt syn.
En af de planter, der også blev kommenteret ofte af gæsterne var vores nyeste formklipningsprojekt; nemlig den cypres jeg viste jer forleden.
 Bag ved rønnebærtræet har jeg stadig et lidt dumt område med krokus om foråret - og skvalderkål resten af året...! Jeg har luget skvalderkålen så meget som jeg kunne, topdresset og i stedet for at have en bar plet jord, har jeg sat nogle krukker med sommerblomster. Det fungerer helt fint med sådan en farveklat midt i alt det grønne.
Kroppen er stadig temmelig slidt efter weekenden, så jeg vil lægge mig på sengen en time eller to og så vil jeg læse op på jeres blogs bagefter.
Hav en dejlig mandag :)