tirsdag den 31. august 2004

Speedys fremtid

Hvad der skal ske med Speedy i den nærmeste fremtid er noget, jeg skal overveje rigtig meget de næste par dage. Han nærmer sig jo de 12 uger, hvor det er tiden at finde et hjem til ham. At lade ham leve som "vildkat", selvom jeg selvfølgelig fortsat fodrer ham, dét kan jeg ikke få mig selv til - ville slet ikke kunne holde ud at se ham sidde ynkelig og kold udenfor i frost og sne, og måske ovenikøbet også blive syg. Sådan et liv er der ingen katte, der fortjener! Derfor må jeg snarest finde ud af hvad der skal ske med ham. * * *

 Det er dog muligt, at han slet ikke skal flytte særlig langt, for i dag sagde min udlejer til mig, at hun syntes jeg skulle tage ham til mig; at jeg for hendes skyld gerne måtte tage ham som kat nr. 2. Som ingen læser af denne blog burde være i tvivl om, så er jeg meget glad for Speedy og det er Capriccio også.

 Af samme grund blev Speedy inviteret indenfor i dag, "på prøve", i første omgang for at se, hvordan Capriccio vil reagere på en "fremmed kat" i hans hjem; Vil han acceptere at dele sit hjem med en anden kat, og i særdeleshed en killing, eller vil han blive træt af killingens energiniveau etc. etc.? Og hvordan vil Speedy reagere på at være indenfor; Vil han være renlig? Vil han undlade at kradse i møblerne etc. etc. Første forsøg gik helt fint.

 

Capriccio er kat for opdragelse af en uvoren killing - beklager den rystede billedkvalitet, den skyldes tempoet :o). De tonsede rundt i stuen og resten af hytten i en vild tagfat, afbrudt af "opdragelse" og korte puste-ud-pauser. Speedy var dog ikke meget for at jeg gerne ville snakke med ham, han løb væk, når jeg kom for tæt på, men det gjorde han nu også i starten udenfor, så det ændrer sig nok, hvis han "flytter ind".

Efter et par timer blev Speedy så lukket ud igen, så Capriccio kunne få lidt ro. Her for lidt siden åbnede jeg så døren for at se om Speedy var nogensteder. 1-2-3 så stod han ved mine fødder, spindende og lod sig villigt løfte op og bære indenfor og lod sig endda kæle med 1 minuts tid i sofaen, før Capriccio inviterede ham til tagfat....så mens jeg sidder og skriver dette flintrer kattene igen rundt i hele hytten.

 Regner dog med at lukke Speedy ud for natten, for at Capriccio kan få sig en rolig nattesøvn, for han ser mig lidt træt ud :o)

  Første gang Speedy befinder sig på et tæppe.


Blodbad på terrassen her til aften

Må vel hellere advare de aller-sarteste, da det er en blodig affære det her.

 Så har jeg set det med. Et decideret MORD 2 m fra hvor jeg sad. Morderen var nu ikke helt effektiv endnu, eller også var det bare det sædvanlige "adrenalin-sus" hos et velnæret firbenet mini-rovdyr, der lige skulle afreageres, før offeret blev slået ihjel. I hvert fald blev der leget temmelig meget med offeret, førend det fik fred. Blodigt var det under alle omstændigheder.

 At se en lille angst mus, med et ordentligt bid i maveregionen, der halvvejs flækker den, så tarmene (ligner faktisk rød/hvide elastikker) bliver hængende i fliserne, fordi den desperat forsøger at undvige 4 poter med skarpe kløer og et sæt skarpe tænder, det er ...æhm... klamt, selv for en som tidligere har svælget i splatter- og horrorfilm :o/

 Det her er jo virkelighed - og den lille brune mus så faktisk rigtig nuttet ud - lige da den var blevet fanget, that is! Lidt senere var den (temmelig meget) mindre køn at se på, men da var den i det mindste død.

 Da jeg gik ud for at fjerne evt. rester, var der kun et bette stykke tarm tilbage, formodentlig det med galdeblæren på, da den del af musen jo ikke bliver spist. Morderen virkede totalt uberørt af hændelsen og kom sprintende superkælen og sad i mine arme i hele 3-4 minutter og spandt :o)......og så ville han gerne have noget mad! (Han har altså lige fået ormekur i dag! *G* Det syntes han en del mindre om.)

Fik ikke taget nogen billeder, da jeg sad og snakkede i telefon med en veninde på samme tidspunkt som mordet - men hun fik så fornøjelsen af en direkte transmission af begivenheden, - det har hun sikkert sat stor pris på ;o) - men her er et billede af morderen, taget i går.

 

Når man kan se så nuttet ud, så tilgiver jeg ham gerne hans myrderier :o)

mandag den 30. august 2004

Dårlige tænder hos en kat...

...kan være skyld i dens pludselig opståede stumhed.

 I torsdag var Capriccio jo blevet stum, da jeg kom hjem fra arbejde. Han virkede nu helt ok, så i første omgang nøjedes jeg med at holde øje med ham. Men - fredag aften fik han det decideret dårligt, han var sløv, ville knap nok spise eller drikke, så jeg holdt et meget vågent øje med ham, det meste af natten.

 Lørdag morgen ringede jeg så til dyrlægen og fik en tid en time efter. Min søde udlejer legede velvilligt taxachauffør - hurra for hende :o) Og hvor var det godt han kom til dyrlæge; Katte jamrer sig jo normalt ikke, men det viste sig at den arme kat havde store smerter. Han havde nemlig en gedigen omgang mundhulebetændelse, (både tandkødsbetændelse, paradentose og hævede mandler) der havde bredt sig helt ned i halsen på det arme dyr og derfor også "lammet" hans stemmebånd. Min stakkels kat :o(

 Han fik et skud antibiotika og en tid til tandrensning mandag morgen kl. 7. Desuden fik jeg smertestillende piller samt penicillin med hjem. Allerede en times tid efter dyrlægebesøget havde han det klart meget bedre, og begyndte så småt at få lidt stemme tilbage. Derfor ser han også ok ud på de nyeste billeder; hans smerter var jo næsten væk :o)

 I morges kom jeg så til dyrlæge med en fastende kat. Dyrlægen tjekkede hans mund, fjernede lidt tandsten og mente det så meget fint ud - der var stadig en smule betændelse, men intet i forhold til i lørdags - så han ville lige se tiden an (=penicillinkuren færdig først) før han ville beslutte om en tandrensning (i narkose) ville være nødvendig.

 Jeg håber penicillinen får bugt med al betændelsen, så Capriccio slipper for en tur i narkose - det ved jeg torsdag. Kryds lige fingre :o)


søndag den 29. august 2004

Godt nok er Capriccio en meget tålmodig kat...

...men for kort tid siden fik jeg alligevel taget det allerførste billede af hans til dato arrigste udtryk - takket være....ungersvenden Speedy......hvem ellers? *G*

 

38-36!

YES!!!

 

Det var lige godt den værste gyser jeg længe har set. Puha. Sådan noget kan jeg slet ikke holde til. Med min ikke-eksisterende kondition kan min krop ikke klare sådan en spænding, hjertet banker alt for hurtigt - og da jeg nødig skulle skvatte om med hjertestop bare pga. af en håndboldkamp, så hellere slukke et par minutter.

 Det gjorde jeg også 2 gange, da det var alt for uudholdeligt - og gik i stedet ud på terassen og lod mig underholde af Speedy og Capriccio - dejligt beroligende. Sidste gang jeg tændte var i straffekastskonkurrencen, hvor Korea brændte for 1. gang - og så turde jeg godt kigge med lidt igen - og sikke en forløsning, da Mikkelsen tog guldet hjem. Pyha. Så kunne kroppen falde til ro igen.

STORT TIL LYKKE TIL DANMARK!

 Min lære af denne kamp må blive at jeg fremover: enten ikke ser nogen som helst finaler eller begynder at træne et eller andet, så jeg kommer bare en smule i form. Tror jeg hælder mest til at lade tvet være slukket - det er mindst anstrengende og jeg hader jo som bekendt at svede og blive forpustet ;o)


lørdag den 28. august 2004

Farvepragt i stuen

Min udlejer havde forkælet sig selv med indkøb af 3 bundter liljer i dag. Det kom jeg til at nyde godt af; Hun havde nemlig ikke vaser nok til alle de blomster og sammensatte derfor en blandet buket til mig - en buket, der nu står og oplyser hele stuen med sit fantastiske farveflor :o)

 

"Så SE mig dog!"



Citat: Speedy Der var ingen ende på den lange række af krumspring, den efterhånden halvstore killing forsøgte sig med for at få Capriccios opmærksomhed, men selv det at lægge sig lige ved siden af og virkelig gøre sig yndig og lækker hjalp ikke det store. Capriccio værdigede ham ikke spor.

 Når man nu er så opsat på at få opmærksomhed, må man jo til tider gøre mere eller mindre velovervejede ting, men så får man for det meste også den fulde opmærksomhed - dog sjældent på den facon man havde regnet med.

 Speedy fik skam den længe ønskede opmærksomhed fra Capriccio - i form af et hvæs og dask med en forpote, da han som sidste desperate forsøg gjorde et voldsomt udfald mod Capriccios vippende halespids ;o)










































Capriccio er ellers en meget tålmodig og fredelig kat, men dér satte han alligevel grænsen for ungersvendens udfoldelser :o) Med al den værdighed det forsmåede energibundt Speedy nu kunne mønstre, fortrak han og kastede sig med voldsom vildskab over en uskyldig pelsmus, der fik så mange tæv at maveskindet bogstaveligt talt sprak på musen. (Nogen, der har noget gaffatape??) 

Ikke at det fik Speedy til at stoppe det temmelig ensidige slagsmål, han fortsatte ufortrødent - indtil han pludselig opfangede noget mere interessant; En hånd med FISK! MUMS! ...og så blev der ellers spist fisk til den store guldmedalje:

 


torsdag den 26. august 2004

Hvad pokker har Capriccio lavet i dag?

Jeg blev temmelig overrasket da jeg kom hjem idag; Capriccio har mistet stemmen siden i morges! Han åbner munden for at "snakke", men der kommer ikke en lyd ud? Han snakkede som han plejede til morgen, så gad vide om han har gået og snakket med sig selv hele dagen og derfor har mistet stemmen?

 Det er hændt et par gange han har været stum i et par timer, men så er hans stemme altid kommet igen - men ikke idag? Han virker umiddelbart til at have det godt nok, lige bortset fra han altså intet kan sige??

 Vil holde godt øje med ham resten af dagen, og hvis han stadig er stum i morgen (det kan jo være halsbetændelse), så må dyrlægen konsulteres - for normalt kæfter han op - katten altså ;o)

 

onsdag den 25. august 2004

NOT FAIR!

Min dybeste medfølelse til Frederikke og Ulrik. Ingen kommentarer, tak.

mandag den 23. august 2004

Jeg beklager på forhånd!!

I aften har jeg tænkt mig at ligge henslængt på sofaen og følge på Danmark-Angola.

Det lyder umiddelbart måske ikke til at være noget at beklage - bortset fra, hvis man er mig ;o) Har nemlig oplevet flere gange, at når jeg endelig smed mig på sofaen for at følge en landskamp i håndbold - tja, så tabte Danmark ;o(

Kan selvfølgelig håbe at det ikke bliver tilfældet i aften, men for en sikkerheds skyld har jeg hermed beklaget på forhånd *G* UPDATE: Hm - må indrømme jeg ikke har set 1. halvleg - har siddet foran denne skærm i stedet, så er da lidt spændt på, hvordan det går i 2. halvleg, nu hvor jeg vitterlig smider mig i sofaen...


Morgenbillede af en meeeeget sulten Speedy ;o)



søndag den 22. august 2004

Rolig igen :o)

Da jeg var nede og plukke en stor portion bønner fra haven (til fryseren) ved 19-tiden fulgte mor-katten med mig og pludselig kunne jeg høre en pjevset stemme kalde - og frem af buskene kom Speedy - meget forsigtigt dog - men han var der :o)

Han må dog have fået et slemt chok i løbet af dagen, for jeg kunne slet ikke lokke ham hen til mig, da vi atter var på terassen; han hilste kun kort på Capriccio (Jeg stod for tæt på, åbenbart *suk*) og begyndte først at spise efter jeg var gået indenfor igen ;o(

Der har også været nok for en lille killing at blive forskrækket over i dag; På marken lige på den anden side af vejen drønede en stor og larmende mejetærsker omkring, naboens løstgående rottweiler har formodentlig været inde i min have - det nummer har den i hvert fald lavet før ;o( - plus naboen havde gang i en stinkende bål det meste af dagen.

 Håber Speedy er mere tilnærmelig igen i morgen tidlig, når der er helt stille udenfor...

 Ellers har jeg ligget på sofaen og læst i The Dead Zone - og efter en pludselig indskydelse smed jeg lige filmen i videoen - det var skisme mange år siden jeg sidst havde set den, mere end 10 år.

Foranlediget af et par spørgsmål...

22082004 17.32

 ...i kommentarboksen til et tidligere indlæg, er det måske på tide at få gjort lidt op med folks opfattelse af, hvilke emner der bliver taget under behandling i folkeskolens tysktimer anno 2004. I hvert fald i mine tysktimer ;o)

Jeg starter skoleåret med at spørge eleverne hvilke emner, de (=elevmedbestemmelse) gerne vil arbejde med via et spørgeskema. Udfra deres ønsker planlægger jeg så årets emner. (Det samme gør jeg forøvrigt i engelskundervisningen)

Eneste emne, der er fastlagt på forhånd er 1. emne, der er valgt af mig. I år er det musik.

 Hvis de ikke skifter mening undervejs - det hænder nemlig - er årets emner foruden musik følgende: Sport, ungdom (herunder fritid, ferie, mode, subkulturer, fremtid) og fantasy/eventyr.

Til så mange emner som muligt, forsøger jeg at inddrage film og videoer (musik) - hvis jeg ellers kan finde en passende film ;o)

 Det glæder mig usigeligt, i år at kunne slippe for at arbejde med emner, der ellers er så "typiske" for tyskundervisningen (og som eleverne ofte - uvidst af hvilken grund, måske af vane? - faktisk tit sætter X ved), nemlig de grå/sorte emner: Racisme/nazisme, fordomme og 2. Verdenskrig.

De emner er bare så negativt ladede, at det halve kunne være nok. Efter min mening, hjælper den slags emner da kun med til at fastholde faget tysk i "hadefagets rolle".

 Da langt hovedparten af nutidens unge har store vanskeligheder med det tyske sprog, finder jeg det vigtigt, at de får lov til at beskæftige sig med emner, der interesserer dem og som de derfor vil være (bedre) i stand til at snakke om - på tysk.

 Fra engelskundervisningen er langt de fleste elever jo vant til - hovedsageligt - at arbejde med spændende og farverige (positive) emner- hvorfor skulle de så snydes for den slags emner i tysk?

  Skriftlig tysk I 10. klasse skal de også lære skriftlig tysk og hvert eneste år oplever jeg at hovedparten af mine elever, ikke før har prøvet at skulle skrive en længere tekst på tysk. De påstår det i hvert fald og når jeg ser deres første stil, er jeg tilbøjelig til at tro dem.

Det er sjældent nogen af dem når over 7-8 i karakter, langt de fleste ligger faktisk på 03, 5 og 6. Ikke noget under at landsgennemsnittet for skriftlig tysk er så lavt - det er altså begrænset hvor meget man kan nå at lære dem i løbet af knap 10 mdr - men gør da hvad jeg kan.

 Begynder for det meste med ret simple "skriveøvelser", der trin for trin stiger i sværhedsgrad. Derfor får de ikke nogen "rigtig stil" for før en gang efter efterårsferien - de er jo nødt til at kunne formulere sig en smule på tysk først ;o)

 ...og så lige et svar til Thea: Faktisk bruger jeg netop ordene "scheissen" (=skide) og "schiessen" (=skyde) når jeg skal illustrere for klassen, hvor vigtigt det er at være opmærksom på, om der står ie eller ei i et ord :o) ...


Foretrækker ellers en tom kalender hver weekend...

...men lige weekenden d. 18.-20. februar 2005, er det ret sandsynligt, jeg gladeligt gør en undtagelse ;o)


lørdag den 21. august 2004

Man kan vænne sig til meget....

...åbenbart også et par rapsange...hmm..

 Har siden i formiddags været beskæftiget med forberedelse til engelskundervisningen - og har i den forbindelse hørt Eminem for at finde to egnede sange til tekstanalyse. Har foreløbigt hørt de to udvalgte ("White America" og "Cleanin' out my closet") 8-10 gange og - jeg kan faktisk godt lide sidstnævnte!!

 Men okay, der er faktisk også en slags melodi i den *G* Det skulle faktisk ikke undre mig, om jeg går og nynner den ude i køkkenet, når jeg om lidt skal i gang med at lave aftensmad.

 "White America" er til gengæld en typisk, ensformig rapsang - men teksten er suveræn at arbejde med. Det er sandelig noget andet end det sædvanlige billede af Amerika, der tegnes her.

 Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg arbejder med den sangtekst - ligesom jeg også vil (gen)-bruge Michael Moore's "Bowling for Columbine" når vi skal arbejde med emnet "Guns and Violence".


fredag den 20. august 2004

Første møde med Eminem...

Har aldrig før hørt Eminem, da hip-hop/rap og "den slags musik" yderst sjældent siger mig noget som helst. Synes generelt det er ekstremt ensformigt at lytte til. Men - hvad gør man ikke for sine elevers skyld? De arbejder pt. med temaet " Musik" i engelsk og lige nu læser vi et par tekster om Eminem.

 I næste uge skal vi også høre nogle af hans sange og diskutere et par sangtekster (skal lige have fundet en engelsk slang ordbog, tror jeg *G*) og derefter se filmen "8 Mile". Derfor har jeg brugt et par timer denne fredag aften på at få set "8 Mile"...og jeg må indrømme jeg var positivt overrasket.

Især var jeg meget fascineret af de battles, der var i filmen. Ikke pga. musikken, men på grund af den mere eller mindre eminente leg med ord, kombattanterne stillede op med. At have set filmen gør mig dog ikke til hip-hop-rap fan, men nu ved jeg at jeg nok skal "overleve" at se filmen igen uden at gabe kæberne af led :o)

 I løbet af næste uge skal jeg så snart i gang med at lave et par opgaver til filmen og i den forbindelse er det altså superlækkert at DFI stiller så meget undervisningsmateriale gratis til rådighed - ikke kun til "8 Mile", men til en hel liste af forskellige film.

 Hvordan har du det med hip-hop/rap musik?

Ah - MAD!

Endelig weekend. Kan skisme godt mærke skoleåret er i gang igen - en arbejdsuge på 40-45 timer er mere reglen end undtagelsen. Dette hænger jo sammen med at vi skal igennem samme timetal på 28 uger som en almindelig folkeskole har 40 uger til.

Til gengæld har vi så en del undervisningsfri uger i løbet af året; fx. er sidste skoledag også lærernes sidste skoledag. Vi har jo kun 10. klasser :o)

Efter en lang uge er det så rigtig dejligt at komme hjem og finde kassen fra Årstiderne. Har fået friske ising-fileter og i Mixkassen var der bl.a. nogle lækre bøftomater, courgetter, hvidløg og ikke mindst blåbær.

Så - jeg vil smutte i køkkenet og få kreeret et eller andet spiseligt. Smider muligvis et billede på senere, hvis måltidet viser sig at være fotogent ;o)


Der blev spist rub og stub



Dét var altså et lækkert måltid og eftersom det var rimelig fotogent, selvom fisken gik lidt i stykker ved transporten fra pande til tallerken, så kan retten ses her til venstre. 

Retten bestod af: 2 ising-fileter, krydret med salt og peber, pandestegt. Ovnstegt pasta med flødesauce, champignons og persille.

 Dertil en bøftomat med skalotteløg og dressing af olivenolie og balsamico. Faktisk smagte det så godt, at jeg ærgrede mig over ikke at have lavet mere.

 Nu er det blevet tid til at smide sig i sofaen og tage notater til de musikvideoer med Die Prinzen, som mine elever skal se i næste uge.


torsdag den 19. august 2004

Stakkels lille Speedy

Har helt ondt af den lille spirrevip (=Speedy) der skal sove ude i nat, men det nytter ikke at tage ham indenfor - jeg må kun have een kat i min bolig - men det er altså fristende at tage ham indenfor i læ for blæsten.

Inden det blev mørkt (og sneglene invaderede terrassen) var Capriccio en tur derude. Han blev der dog ikke længe - han kan ikke lide stormvejr.

Som sædvanlig fik han en aldeles begejstret velkomst af Speedy. Jeg spekulerer på, om han mon nogensinde vænner sig til sådan en velkomst?

Personligt mener jeg, det ser enormt kært ud, når Speedy kommer drønende og stanger hovedet lige ind i Capriccios kæbe af lutter gensynsglæde.

Capriccio selv ser ud som om det hele er lidt for overvældende :o)

 Nå - jeg vil daffe i seng - og fryde mig over jeg først skal møde 12.15 i morgen og har weekend kl. 15.35 :o))

 

Amazon-amok...

...eller hvad man nu skal kalde det.

Faktum er at jeg "kom til" at købe et par musik-dvd'er på amazon.de her til aften. Regningen lyder på 128 euro...så det er godt jeg får pengene refunderet når varerne ankommer :o)

 Amazon.de fordi det drejer sig om tyske musik-dvd'er. Dem kan man ikke finde ret mange andre steder, i hvert fald ikke dem, jeg vil have fat i, Rammstein måske en undtagelse.

 Det var første gang jeg handlede på det tyske site, men det gik da over al forventning; Da jeg nåede til "kassen", var leveringsadresse, kortnummer etc. allerede indtastet på forhånd - de har altså styr på det hejs, har amazon :o)

 Hvad har jeg så købt?
"Rammstein - Lichtspielhaus" (Næppe min musiksmag, men til gengæld unge menneskers)
"Die Toten Hosen - Reich & Sexy II: Die fetten Jahre" (Et af mine tyske favorit rockbands)
"Udo Lindenberg - Die erste Vision" (Tysklands rock-bedstefar eller "Panik-Onkel", som de plejer at kalde ham - eneste dvd jeg har købt til mig selv - i denne omgang)
"Falco - Everything" (Der var kun eet eks. tilbage, men håber den er med i pakken, glæder mig til at gense "Jeanny"-videoen, den var for fed dengang i 80'erne)
"Böhze Onkelz - Adios (CD + DVD)" (=Larm, men enormt populære i Tyskland lige nu)

 UPDATE: Wow, var lige inde for at se, om der var sket noget med min bestilling; den er allerede ved at blive pakket - og Falco står på listen, så håbet er lysegrønt, hvis ikke på vej til at blive mørkegrønt :o)


onsdag den 18. august 2004

Sikke en oldnordisk test!

Det eneste den fortæller er da at folk nu til dags ikke har været elever i "den sorte skole".

 I følge artiklen her, kan kommende cand. scient. pol'er ikke svare korrekt på ret mange af disse spørgsmål.

 Det kan jeg heller ikke, men det betyder skisme ikke, at jeg ikke har en bred historisk viden - Jeg er klassisk-sproglig student og har derudover læst utallige historiebøger igennem mit liv - og gør det stadig.

Jeg synes, historie er både interessant og spændende og finder altid nye historiske perioder/begivenheder at interessere mig for, for ikke at tale om, hvor tit jeg vender tilbage til en periode/begivenhed jeg finder særlig interessant.

 Faktisk var omtalte artiklen genstand for en snak med et par kolleger i dag, og vi var alle enige om, at det da var nogle aldeles åndssvage spørgsmål at skulle kunne svare på.

 Jeg medgiver gerne, at unge mennesker nu til dags generelt har en ringe historisk basisviden - så på dét punkt er jeg enig med Gorm Harste - men så ophører enigheden også.

 Jeg vil til hver en tid mene, det er vigtigere at eleverne har et historisk overblik (At de kan placere vigtige begivenheder nogenlunde korrekt i tid og i forhold til hinanden) og at de desuden forstår baggrunden for forskellige begivenheder, fremfor at de fx. ved hvornår korstogene startede eller hvor mange indbyggere der er på Bornholm og i USA.

 Hvis Gorm Harste forventer at folk kan svare korrekt på de fleste af hans spørgsmål, burde han nok have spurgt folk, der havde gået i "den sorte skole", hvor terperi og udenadslære var i højsædet, fremfor nutidens studerende.

 Gad egentlig godt vide, hvordan svarene havde været, hvis han i stedet for havde spurgt de studerende om baggrunden for diverse historiske begivenheder.

  Hvad mener du?

tirsdag den 17. august 2004

Fordommene om bilisternes manglende viden blev bekræftet *G*

Ikke at afstemningsresultatet her til venstre kommer som nogen overraskelse for mig;

Bilister ved generelt bare ikke hvor en knallert 45 skal placere sig i trafikken - ifølge Færdselsloven. Hele 35,1% svarer forkert og kun 29,7% svarer rigtigt; nemlig i midten af vognbanen.

 At "topscoreren" er, at de skal afskaffes, undrer heller ikke, det får jeg jo bekræftet hver eneste dag - gang på gang er der jo en tumpet bilist, der forsøger at køre mig ned...

 Til trøst for de 35,1 %, så bliver 45'eren, sådan som vi kender den i dag, afskaffet i 2008. Der er snak om at de skal være min. 125ccm - og så må man formode at hastigheden også får lov til at stige.

Til den tid høvler jeg dog afsted på min tohjulede livsdrøm :o)

Selvom jeg selv kører 45'er, indrømmer jeg blankt at den er et trafikalt misfoster; Den må jo kun føres med enten bil- eller mckørekort, så det er da totalt hul i hovedet den ikke må køre f.x. 80 km/t - så ville der ske langt færre uheld, hvor 45'ere bliver påkørt af utålmodige bilister, der ikke kender Færdselsloven (eller i hvert fald ikke gider rette sig efter den)

Helt fint initiativ - tag endelig deres bil!

Sakset herfra : Spritbilister risikerer at miste bilen Stramningerne står i kø i et nyt forslag til, hvad der skal til, for at bekæmpe spirituskørsel. Justitsminister Lene Espersen er med på tanken.

 Med højere bøder og risiko for at miste både kørekort og bil skal man dæmme op for spirituskørsel. Det foreslår et udvalg under Justitsministeriet, der tirsdag offentliggjorde et helt katalog af stramninger. For de mildeste overtrædelser af promillegrænsen skal der vanke større bøder.

Kører man med mellem 0,5 og 2,0 i spirituspromille, skal der udmåles bøder ved, at man ganger spritbilistens nettomånedsløn med promillen. En køretur med alkohol svarende til 1,75 i blodet vil i dag give en bøde på 12.000 kroner, men det vil efter det nye system blive hævet til 21.000 kroner. 

Endelig foreslås det, at det skal blive nemmere at konfiskere den bil, som spritkørslen er foregået i. Blandt andet skal det ske obligatorisk, hvis en person tre gange på tre år kører i påvirket tilstand. * *

**Jeg kan kun hilse de stramninger velkomne! Jeg afskyer sprit-trafikanter. Så må man bare håbe at de blødsødne politikere, vi desværre har en del af i Folketinget, ikke synes stramningerne er for hårde for de "stakkels" spritbilister - "Det er jo aldrig deres egen skyld, men deres håbløs barndom og samfundets skyld" - og derfor stemmer imod forslaget!

  Folk skal bare holde nallerne fra sprut, hvis de har tænkt sig at føre et køretøj. Basta!



Morgenmøs!



Den lille er i hvert fald vild med den store :o)

mandag den 16. august 2004

Det var vel egentlig også på tide...

.at opleve dårligt vejr på sin fødselsdag.

 Dagen startede ellers godt nok, med lettere overskyet, der gik over i sol. Først ved 15 tiden kom regnen, men så kom den til gengæld også, skal jeg lige love for.

 Har kun een gang før oplevet at solen ikke skinnede på min fødselsdag - så jeg kan med rette sige, at jeg under normale omstændigheder har godt vejr på min fødseldag :o) Men nu har sommeren jo været unormal i år - så det undrer mig ikke at det regnede lige netop i dag.

 Fralægger mig dog ethvert ansvar for dagens vejr, da jeg slet ikke er den eneste, der har fødselsdag i dag :o)



Happy birthday to me :o)

Så oprandt dagen, hvor jeg nåede de 38 år - ikke at jeg kan mærke nogen forskel. Der skal ikke ske det store i dag, blev jo fejret og begavet i lørdags.

I stedet for tager jeg på job, og får ovenikøbet prøvet at sidde til Pædagogisk Råds møde på min fødselsdag - dét har jeg ikke prøvet før.

 Det er også i dag, at vi starter skoleåret (Har haft introforløb indtil i fredags) - og det nyder jeg straks godt af: møder kl. 12.15 om mandagen - og i morgen har jeg FRI :o)

 Tror jeg vil prøve at se om jeg kan få uploadet killing-med-mus-filen - Anja har jo været sød at skrive en vejledning :o)

UPDATE: Hmm...har fået linket på og har ftp'et filen - men alligevel er den broken? Har også tjekket at navnet er stavet korrekt - så hvorfor pokker vil den ikke vise den? ØV. 

søndag den 15. august 2004

En killing i hånden...









































...er ikke nemt at forevige, når han ikke kan sidde stille i mere end 2 sekunder af gangen - og man kun kan holde ham i den ene hånd, da den anden hånd holder kameraet :o)

 Men - det lykkedes da. Han bliver mere og mere kæk for hver dag der går og lige pt. er han ret vild med at lære Capriccio at kende, til tider så voldsomt at Capriccio synes han er lige i overkanten - og fortrækker *G*

 Forrige indlægs "leg-med-musen"-serie indeholder faktisk også en QuickTime-fil med hans leg. Ville gerne lægge den her på bloggen, så I kunne se den, hvis I havde lyst, men jeg har simpelthen ingen anelse om, hvordan jeg smider en sådan fil på min blog - så layoutet samtidig forbliver intakt - ANJA! Hjælp! *GG*

 ~ ~ ~ På trods af, at Capriccio ofte flytter sig, når Speedy bliver for voldsomt nærgående, lykkedes det at tage et billede af Speedys uforbeholdne kærlighed til min elskede kat :o)

 


Killingens leg med musen...

Billeder siger mere end ord :o)

 





Inspireret...

...af et indlæg hos Scorpen, følger her min liste over fordele/ulemper ved at være alene. Det burde fremgå ret tydeligt, at jeg elsker at være alene, og oftest opsøger alene-heden. Hvis jeg følte mig ensom, ville listen helt sikkert se anderledes ud, og have en overvægt af ulemper.

Fordele

 - Har altid godt selskab :o)
- Jeg bestemmer hvad/hvornår jeg vil spise
- Remoten til tv og video ligger altid ved siden af mig
- Jeg bestemmer, hvilken film der skal ses og hvornår
- Jeg går ud med affaldet, når det passer mig
- Der er kun den opvask, jeg selv skaber
- Jeg vasker op, når det passer mig
- Her er kun mit eget rod
- Jeg rydder op/gør rent, når jeg har taget mig sammen til det og ikke fordi en siger, det er på tide
- Vasketøjskurven indeholder kun mit eget tøj
- Hvis en ting går i stykker, er det mig selv, der har tabt/ødelagt den
- Jeg kan spille computerspil/surfe i timevis uden nogen brokker sig
- Jeg kan prutte og bøvse som det passer mig
- Jeg bestemmer indretning og vægfarve i alle rum
- Jeg afgør suverænt, hvad der skal bruges penge på
- Her er kun de møbler, jeg kan lide
- Alle vinduer og døre er lukkede/låste, når jeg forlader hjemmet
- Køleskabet er ikke fyldt med øl
- Der kommer kun gæster, hvis jeg har inviteret
- Jeg vælger selv min omgangskreds
- Sofaen er altid ledig
- Jeg slipper for smertende kærestesorger
- Ingen enerverende og opslidende diskussioner/skænderier med en kæreste
- Når telefonen ringer er det altid til mig (bortset fra forkert nummer *G*)
- Jeg kan sove længe uden at blive forstyrret af en, der står tidligt op
- Bliver ikke vækket/holdt vågen af snorken
- Kan brede mig i hele sengen
- Har dynen for mig selv
- Ingen svedende krop, der klistrer sig ind mod mig
- Behøver kun dyrke sex, når jeg gider
- Bliver ikke vækket af cigaretrøg
- Skal kun finde mig i min egen morgenånde
- Ingen brokker sig over, at katten sover i sengen
- Er kun social, når jeg har lyst til at se mennesker
- Jeg kan vælge at læse i sengen hele dagen
- Jeg hører kun musik, når jeg har lyst til det
- Skal kun lave kaffe, når der kommer gæster
- Toilettet er aldrig optaget
- Er aldrig løbet tør for toiletpapir
- Brættet er altid nede
- Ingen skægrester i håndvasken
- Kan nyde stilheden til hver en tid

Ulemper 

- Kun een indtægt, hvilket gør huskøb noget nær umuligt med de priser
- Jeg må selv flytte rundt på tunge ting
- Må passe mig selv, når jeg er syg


lørdag den 14. august 2004

...og hold så op med at brokke dig, Scorpio ;o)

Her er et billede af dagens omtalte cheesecake, som der kun er 1/3 tilbage af nu.

 

Og hun blev begavet...

..selvom den rigtige fødselsdag først er d. 16.8 :o)

 NU kan jeg med rette sige, jeg ejer et digital kamera *G* Et Olympus C-725.

 Den videre gaveregn bestod af:
- et par lækre sommerbukser i Mary-farve (=beige *G*)
- 4 hvide ildfaste fade i hver sin størrelse (fra str. lille til medium, så de passer til min bette ovn)
- skin tonic og dagcreme
- En "psyk-bog" (positiv tænkning)
Og sidst, men ikke mindst et 128 MB memory card til kameraet (Kan nu gemme 178 billeder i stedet for 21 - Hurra!!)

 Brunchen var også vellykket: Rugbrød, 2 slags hjemmebagte boller, groft brød Galiamelon m/lufttørret skinke Cocktailpølser i baconsvøb 2 slags spegepølse leverpostej flere slags oste (bl.a. hjemmerørt krydderost) røget laks røræg og bacon hindbærmarmelade

 Til eftermiddagskaffen fik vi en kagemand, min mor havde lavet og en cheesecake jeg havde fabrikeret.

 Det har været en rigtig god dag, men nu er jeg også træt - har jo været i sving fra tidlig morgen, så nu er det tid at smide sig på sofaen :o) ...

Morgenmad

Jeg er ikke den store morgenmads-ynder.

Jeg kan godt spise "alm. morgenmad" såsom Kelloggs produkter eller brød med syltetøj eller ost f.x. men gør det ikke ret tit. I weekenderne kan jeg være oppe i flere timer før jeg spiser noget, og det er så ofte en bolle med ost eller leverpostej.

Til hverdag er min "morgenmad" noget aparte, i hvert fald ifølge mine kolleger *G* Jeg spiser først morgenmad når jeg er mødt på jobbet og den består oftest af noget de fleste slet ikke kan få ned om morgenen.

 Eksempler:
 - Smørrebrød ( æg/tomatmad, leverpostej med bacon, champignon og asier eller fiskefilet.)
 - groft brød med tzatziki og/eller humus
- sandwichbolle med æg, tomat, agurk og bacon

 Jeg finder ikke mine morgenmadsvaner specielt underlige - jeg har trods alt været oppe i 1½ time før jeg spiser noget :o)

 I dag har jeg været oppe siden 6.45. Har endnu ikke spist morgenmad, men får jo også gæster til brunch kl. 11.

Jeg er ret vild med "brunch-konceptet", da det ofte minder mere om frokost end morgenmad.

 Kunne dog ikke dy mig da jeg stod i køkkenet kl. 7.30, så jeg spiste lige et par nystegte baconsvøbte cocktailpølser - uhm :o)

  Hvad vil du helst spise til morgenmad?


fredag den 13. august 2004

En padde i hjemmet? Nej tak!

Hver aften ved denne tid åbner jeg døren for at fodre udendørs-kattene (Mr. Speedy og hans mor for de uindviede). Ikke at jeg synes det er specielt lækkert at gå ud på terassen efter mørkets frembrud; der er altid både store og små ulækre skovsnegle, men kattene skal altså lige have natmad, så jeg passer bare meget på, hvor jeg placerer fødderne :o)

 Således også her til aften: Er lige trådt eet skridt ud på terassen og har sat mig på hug - da jeg, ud af øjenkrogen, ser en bevægelse til højre for mig. Jeg vender mig om og får øje på en padde, der sidder meget tæt på dørtrinnet!

 I det jeg rejser mig op, befinder padden jeg pludselig på den anden side af dørtrinnet - dvs. i min stue!! Capriccio er med ét vældig interesseret i det sjove dyr, der pludselig befinder sig lige for snuden af ham og langer en pote ud - heldigvis hopper padden over dørtrinnet igen (denne gang den rigtige vej= ud) - for at lande lige foran Speedy...!

Bad choice, padde.

 Han bliver helt elektrisk, Speedy altså, og glemmer endda, at han faktisk skulle have mad og dasker lykkeligt til den arme padde, (Nu er det jo synd for den, nu hvor den ikke mere befinder sig inde i min stue - ak ja, sådan er mennesket jo så dobbeltmoralsk *G*) der forgæves hopper rundt for at komme væk fra den skrækkelige killing med de skarpe kløer.

 Jeg bevæger mig et par skridt hen mod Speedy (meget opmærksom på ikke at komme til at træde på en rigtig stor snegl, der har placeret sig totalt uhensigtsmæssigt=lige der, hvor jeg skal gå!) og taktikken lykkes.

Han opgiver jagten (Han er nemlig stadig ikke helt tryg ved mig, medmindre jeg sidde på hug) og padden kan springe i sikkerhed inde mellem mine tomatplanter.

 Jeg aner ikke, hvilken padde det var, den så ikke specielt stor ud, farven så ud til at være brun, men da det jo var temmelig mørkt - kun et bette terasselys - kan jeg ikke sige det med 100% sikkerhed. 

Efter at have kigget lidt på nettet, formoder jeg det enten var en skrubtudse (synes dog ikke den havde "vorter") eller en springfrø.

 Nå - men frø eller tudse er et fedt - kald mig bare sart, jeg vil ikke have sådan et dyr i min stue! ;o)

Dyrlæge-problematikken er løst :o)

Har længe skullet have Capriccio til dyrlæge til den årlige vaccination. Faktisk er det 2½ år siden han sidst blev "stukket". Har haft dårlig samvittighed over det, men når det ikke er "bare sådan lige" at få ham til dyrlæge, så udskyder man det og håber på der dukker en løsning op.

 For det første er det ikke lige så nemt at få kræet til en dyrlæge herude, når her ikke er offentlige transportmidler. Katten ville simpelthen dø af skræk, hvis jeg forsøgte at fragte ham på knallerten. Han er immervæk en ældre herre på 11 år - omend vi (katten og jeg) er enige om han allerhøjest er 4 år "indvendig" :o)

 Hvis han skal til dyrlæge, må det derfor blive i en bil og sådan en har jeg ikke - og får heller aldrig. Ikke tale om jeg nogensinde vil bruge penge på sådan noget skidt ;o) Ergo må jeg alliere mig med en bilist for at få fragtet katten.

 Som om ovenstående ikke var nok besværligheder, så bliver katten ekstremt stresset og skrækslagen, når jeg forsøger at få ham ind i transportkurven; så slemt at han tisser af skræk. (Har lært at iføre mig en gammel Tshirt, når han skal "i kurven".)

 Men - i dag kom løsningen så! Jeg var inde hos den sædvanlige kattegrus-pusher og vi kom til at snakke om dyrlæger. Hun anbefalede en dyrlæge i Køge, som tog på "sygebesøg".

 Ringede for at bestille tid da jeg kom hjem, og stor var min overraskelse, da han sagde: - Jeg skal se om ikke jeg kan nå det efter 17 i dag, er du hjemme? - Øh, ja?! - Godt, jeg ringer, hvis jeg ikke kan nå det.

 Han kom lidt over 18, og katten fik sin vaccination i sit eget hjem. Ikke noget med stress eller tis, han nåede knap nok at blive nervøs, før det hele var overstået :o)

 At jeg så måtte af med lidt over 700,- kr er helt ok for mig; min kat slap for at skulle fragtes nogen steder hen overhovedet. Så nu kan Capriccio endelig komme ud og "snakke" med morkatten og Speedy - uden fare for sit helbred :o) og jeg ved fremover, hvordan jeg får ham "til dyrlæge" :o))) 

Apropos Speedy, så kunne dyrlægen fastslå at han ikke var mere end 6-7 uger gammel - så tro pokker, jeg synes han er aldeles nuttet :o)

Lige vejr til madlavning

I sådan en øsregnvejr er det lækkert at opholde sig i et lunt køkken og hygge sig med madlavningssysler.

 Jeg får familien på besøg i morgen - til brunch kl. 11. Jeg skal nemlig fejres :o) Har nu godt nok ikke fødselsdag før mandag, men det er jo noget mere praktisk at afholde brunch en lørdag formiddag fremfor en mandag morgen kl. 5 ;o) Man har ligesom bedre tid.

 Da dele af familien følger med her, kan jeg af gode grunde ikke nævne "brunch-menuen", så er der jo ingen overraskelse, men jeg skal selvfølgelig i gang med at lave det, der skal laves dagen i forvejen - det gælder både xxx, xxx og ikke mindst xxx.

 Har faktisk også lyst til at gå i gang - der er faktisk kun eet lille problem - der skal købes ind først - og at sætte sig på et VÅDT knallertsæde er ikke just en af mine yndlingsbeskæftigelser...

Overvejer at blive overtroisk

Jeg skænker det normalt ikke ret mange tanker, når kalenderen tilfældigvis står på en fredag d. 13. - lige bortset fra denne gang. Hmpfr.

 Dagen startede ellers så godt; Kom afsted i god tid, der var ikke ret meget trafik og for en gangs skyld ingen båtnakke-bilister. Havde kørt ca. 16 km, dvs. ca. halvvejs til jobbet, da der pludselig lød en slags "plonk" (eller hvordan hulan man nu end skal beskrive den lyd).

 Kiggede på instrumentbrættet og blev edderspændt rasende. ARGH......det )#/%¤(&%¤%& speedometerkabel var edderma´me røget sig en tur igen!

Sådan noget #)%/¤%&¤()%#%)!!!! Ikke på vilkår om jeg gider bestille tid på værkstedet før den skal til obligatorisk tjeck, bare pga. af en møgkabel.

Den har lige været til service; det kostede knap 2000,-. Nu må det vente til den alligevel skal til eftersyn (og jeg må igen til at sjusse mig frem til hvornår den mon har kørt de der 25.000 km, så det bliver vel omkring slutningen af september/starten af oktober.)

Manner, hvor irriterende!!!!

 Det næste eftersyn bliver alligevel hammerdyrt, da der skal nye dæk på både for - og baghjul + nye ruller, så at de også skal skifte speedometerkablet gør næppe den store forskel. Regner under alle omstændigheder med en regning på mindst 4.000. :o(

 Det sidste kabel holdt i det mindste knap 14.000 km, så det er sgu for dårligt nr. 2 kun holdt 6-7.000 km.

 Eneste trøst er at benzinmåleren ikke bliver berørt af et manglende speedometerkabel.


torsdag den 12. august 2004

Hvor får folk den energi fra??

Vi har jo stadig introuge - og jeg skulle ikke til nogle møder i dag og derfor kunne jeg sandelig holde fri allerede kl. 13 og være hjemme godt 14.

Så skulle man jo egentlig tro, at jeg kunne nå en hel masse - men sådan er det bare ikke i mit tilfælde. Efter at have fået noget at spise (tzatziki, humus, græsk salat og brød) er der faktisk ret mange ting, jeg ville kunne foretage mig resten af dagen.

 Jeg kunne f.x.
 - gå i haven
- lave noget forberedelse til næste uge
- besøge venner/veninder
- rydde op
- vaske tøj
- tage opvasken
- ringe til familie/venner
- forberede lørdagens brunch (indkøb)
- tage i biffen
- tage på cafe
- køre en tur ...eller hvad folk ellers foretager sig, når de har fri.

 Faktum er dog, at jeg får lavet absolut nada af ovenstående. Jeg er simpelthen for træt, orker ingenting, så gør nok som jeg plejer; lægger mig med en bog og læser lidt, falder i søvn med katten ved siden af (Godt han kan holde ud at sove lige så meget som mig *G*) og vågner et par timer senere, stadig træt, og smider mig foran tv'et, zapper rundt på de 5 kanaler jeg har, indtil jeg så går i seng ved halv 11 tiden.

 Jeg fatter ikke, at folk kan være energiske efter de har været på job, f.eks. alle dem, der har børn. Bare tanken om, hvormeget ekstra man ville skulle lave, hvis man havde børn (hente dem, lave mad til dem, få dem i bad, vaske tøj evig og altid, hygge med dem, putte dem. etc. etc.) gør mig - om muligt - endnu mere træt, og jeg priser mig lykkelig for ikke at have nogen - det ville nu også være synd for nogen som helst unger at have mig som mor;

Jeg ville ikke gide dem, hvis jeg var træt (og jeg er altså altid træt, når jeg kommer fra job) - så de ville nok også blive fjernet pga. "omsorgssvigt" under alle omstændigheder *G*

 Eller de, der jævnligt mødes med venner efter job, enten på cafe eller privat, i biffen etc. etc. Det fatter jeg heller ikke folk har energi til.

Når jeg først har fri, vil jeg bare hjem, selv det at skulle købe ind på hjemvejen finder jeg enormt trættende og anstrengende. Jeg vil bare hjem og have fred og ro. (=sove)

Hvor pokker får I energien fra?

 P.S. Ah - tid til at smide sig på sofaen og boble :o)


tirsdag den 10. august 2004

Ah - solsikker!

  Efter først at have fladet ud på sofaen til "Hokus Krokus" og derefter "DR-Derude", var jeg nødt til lige at vade ned i min køkkenhave og se, hvordan der stod til.

 Her efter skolen er startet igen, er det ikke hver dag jeg kommer derned, så der er altid sket et eller andet, når jeg endelig får bevæget mig derned, således også her til aften.

 For det første er der endelig kommet gang i ærterne - Uhm, de smager lige som ærter skal smage, søde og lækre - og dernæst var 4 af mine 7 solsikker sprunget ud :o)

 Det er første gang siden min barndom, at jeg har "rigtige" solsikker - har et år haft minisolsikker, som da også er flotte - men der er nu noget helt specielt ved mandshøje af slagsen, omend de, jeg har sået i år er af vidt forskellig højde :o)

 Et par af dem er dog højere end mig (dvs. mere end 182 cm) - men de har alle - små som store -det til fælles, at de bare er flotte!

 


Sådan kan man jo være heldig af og til :o)

Er netop kommet hjem til mit dejlige, kølige hjem, efter at have overstået den tidligere nævnte introtur :o))

 Jeg var bare heldig i går, mht. den famøse strandtur. Det viste sig nemlig, at der var et par elever, der bare ikke ville på stranden......og så skulle der jo være en lærer, der meldte sig frivilligt til at blive "hjemme" - guess who?! :o)

 Så de 3 timer resten var på stranden, blev tilbragt i skyggen med avislæsning og snak - det var lige til at holde ud :o)

 Alt i alt gik turen fint, og da jeg lå under et vindue, hvor der kom en smule luft ind, lykkedes det også at få et par timers søvn i nat, på trods af larmende teenagere og evindelig trafikstøj fra den nærliggende motorvej.

 Toilet-og badeforholdene var dog ikke optimale: 4 toiletter til 200 mennesker og ingen mulighed for et kølende bad.

 Til gengæld fik vi superlækker mad; lækker buffet til frokosten i går og grillede møre bøffer samt fik kartoffelsalat og alm. salat til aftensmad.

 Nu vil jeg smide mit beskidte tøj til vask (utroligt, hvor hurtigt ens tøj bliver beskidt på sådan en tur) og så vil jeg tage mig et velfortjent bad og en lur. AH!

søndag den 8. august 2004

En glad film

Jeg tror ikke jeg nogensinde kan blive træt af at se denne livsbekræftende film med masser af rigtig god musik.

 Så den første gang i biffen i 1978 - fik den senere optaget på et - nu temmelig slidt - VHSbånd - og da jeg (langt om længe) fik en DVDafspiller sidste jul, var det også en af de allerførste film jeg købte på DVD.

Her til aften har jeg lige set den igen - tror det må være 17. gang, eller deromkring - den er altså bare god.

Hvordan har du det med Grease?

Gid det dog var tirsdag!

I morgen skal jeg på introtur med 180 teenagere samt 19 kolleger.

 Ikke at jeg har specielt meget imod introture med teenagere - men tanken om at skulle tilbringe hele dagen udenfor i denne hede, heraf mindst 4 timer på en strand (For varmt, for mange mennesker, sand overalt etc. etc. Kort sagt; jeg kan ikke fordrage at være på en strand om sommeren - nok derfor jeg ikke har været det siden 87!) er altså ikke spor tiltalende.

 Når man dertil lægger at skulle sove i telt i denne varme og samtidig vide der kun er 4 toiletter til deling mellem 200 mennesker og ingen mulighed for et kølende bad overhovedet - så kan man ikke ønske sig andet, end at det var tirsdag NU!

 I sådanne tilfælde ville jeg ønske jeg stadig havde et almindeligt rengøringsjob.


Et anderledes shopping-gen...

...er vist, hvad jeg har. Jeg kan godt lide at ose - men det kommer sandelig an på hvilke forretninger, vi snakker om. Mht. tøj og sko er mit shopping-gen nærmest nul. (Undtagelse: MC-udstyr) Der går nemt flere måneder mellem mine besøg i tøj - og skobutikker.

Faktisk sker det næsten kun, når jeg er på "tøsetur" med min mor, så det vil sige 2-3 gange om året. Det kan jeg lige overkomme, for jeg synes, at det tager en pokkers tid at prøve tøj - og det er enormt besværligt hele tiden at skulle tage tøj af og på.

Det samme med sko, men når man har afsat det meste af en dag til "projektet", er det mere udholdeligt. Synes dog altid at frokosten er højdepunktet :o)

 Men ok - jeg har heller ingen grund til at gå op i min påklædning, da min mcdragt alligevel begrænser mulighederne enormt - og jeg gider altså ikke slæbe tøj med og så skifte. Synes det er besværligt nok at skulle have skiftesko med *G*

 Til gengæld har jeg ikke noget imod at opholde mig i længere tid i forretninger, der handler med:

Motorcykler
Bøger
Computere
Boligudstyr
Dyreartikler
Mad-specialiteter

 Sidst men ikke mindst, så elsker jeg at vade rundt i havecentre og blive inspireret.

 I løbet af det sidste års tid har jeg dog ikke været i ret mange forretninger - det er meget nemmere at købe via nettet; Jeg kan sidde i ro og mag herhjemme og udvælge det, jeg vil have, på det tidspunkt, der passer mig.

Der er ingen kø ved kassen, jeg slipper for puffen og masen fra andre og varerne bliver leveret direkte til min dør. Hurra for internet-shopping :o)

 Hvordan har du det med shopping?

lørdag den 7. august 2004

Mit katteliv.

Jeg ELSKER katte og det har jeg altid gjort. Katten er afgjort det mest fascinerende dyr, der findes. Jeg bliver bare aldrig træt af at betragte dette smukke dyr og kan slet ikke forestille mig ikke at have kat.

 

Jeg har altid været mere eller mindre omgivet af katte.

Min mormor havde altid mellem 3 og 14 katte, hun fodrede. Så det kan næppe undre, at jeg nu fodrer på 2 katte udover min egen. Den ene var en gang blevet kørt over og havde mistet halvdelen af det ene forben, men den levede nu længe efter. Selvfølgelig hed katten Treben.

Da jeg var 10 fik vi vores første "fodrekat" Kisser - hun blev desværre syg af kattesyge og blev aflivet, husker stadig datoen (fordi den er så nem at huske) d. 7.7.1977.

Dernæst fodrede vi på Pussi - indtil der i foråret '79 dukkede en halvvoksen killing op udenfor vores dør og tiggede mad. Pussi var på det tidspunkt begyndt at skrante, så vi fik ham aflivet, inden han blev rigtig syg.

Både min søster og jeg var solgt og tiggede og bad vores forældre om vi ikke godt måtte få Laban, som vi havde døbt ham, til vores "rigtige" kat. Vi var klar over, at vores far ville være sværest at overtale, for vores mor var også faldet for Laban, i hvert fald blev han lukket ind i køkkenet og fodret, når min far ikke var hjemme ;o) Tror dog nok min far havde fattet mistanke.... Vi gik så vidt, at vi efter sengetid d. 30. april 1979 grædende tilbød vores forældre at de måtte få vores indestående i banken, hvis vi bare måtte få Laban. Vi fik lov til at beholde Laban - og vores penge :o)

 I 4 af de 10 mdr. jeg boede i Grækenland havde jeg også kat; Peepse. Egentlig var det ejeren i det hus, hvor jeg lejede et værelse, men katten fattede lynhurtigt, at jeg var meget katteglad :o)

Juni 88 mødte jeg Peter, som jeg senere blev gift med. Han havde på det tidspunkt en gravid hunkat; Fifi. Vi beholdt 2 af hendes killinger; Basse og Nakke. De andre 2 fik nye hjem.

Senere anskaffede vi os vores første burmilla; Louis - så vi havde 4 katte.

 Da jeg blev separeret tog jeg Basse og Louis med mig. Basse blev syg og måtte aflives og så anskaffede jeg mig endnu en burmilla; Capriccio - som jeg stadig har.

Louis blev syg (alderdom; 11 år) og aflivet d. 21. august 2001.

 Egentlig undrer det mig ikke spor, at jeg er faldet for Speedy. Han ligner Laban utrolig meget i farverne - og så har der jo altid været noget totalt uimodståeligt over killinger :o)

 

Han bliver mere og mere tryg ved mig - faktisk kan jeg nu løfte ham op og holde ham og snakke lidt med ham, godt nok ikke så længe, så begynder han at sprælle og vil ned; ikke fordi han er bange, men fordi han vil have MAD *G*

Hvordan har du det med katte?

fredag den 6. august 2004

Er det et liv?

Sove, tage på arbejde, spise, hjem igen, lave forberedelse, se tv, surfe, gå i seng, sove, tage på arbejde, spise, hjem igen, lave forberedelse, se tv, surfe, gå i seng, sove, tage på arbejde etc. etc. dag ud og dag ind.

Ser frem til den dag, jeg får mig et rigtigt liv.

En positiv overraskelse :o)

Skrev jo den anden dag, at jeg igen havde været uheldig med leveringen af den ene af de to CD'er jeg havde bestilt. I mailen stod der at "Collectable" med Shakin' Stevens var i restordre og jeg kunne risikere at skulle vente i op til 14 dage på den.

 Har så modtaget en mail her for et par minutter siden: Kære Esther Vi har afsendt din ordre og hævet betalingen.Tak for handlen. Venligst CDSkiven 

Dvs. hvis jeg er heldig - så kan jeg hente den i postkassen i morgen :o))


Jeg kan ikke fordrage at svede...

 ...og derfor har jeg ikke tænkt mig overhovedet at opholde mig udenfor i hele weekenden, sålænge solen skinner.

Mine tomater må derfor tørste til i aften, før de får vand.

 Min bolig er det mest behagelige sted at opholde sig, når temperaturen udenfor står på "ubehagelig" (= over 22 grader.) Lige bortset fra den del af stuen, hvor solen skinner ind om eftermiddagen, så er rumtemperaturen indenfor ikke meget mere end 14-16 grader lige nu :o) Dvs. behagelig KØLIGT :o) 

Det bedste er dog, at rumtemperaturen heller ikke stiger, selvom vi skulle få 4 uger med temperaturer omkring de 30. Kort sagt; jeg bor PERFEKT :o)

 Mandag-tirsdag skal vi på introtur med alle 180 elever - Puh, det bliver alt for varmt til mig - og eftersom vi skal sove i telt, ved jeg allerede nu, at jeg ikke får sovet særlig godt pga. varmen, så glæder mig vildt til turen er overstået og jeg atter kan sove i min egen seng, godt puttet under dynen tirsdag aften :o)


torsdag den 5. august 2004

En spritbilist mindre på vejene

De danske veje er (forhåbentlig) blevet lidt sikrere nu, hvor han har kørt sig selv ihjel.

Jeg har ikke spor ondt af ham; Han er sikkert også ret ligeglad, der hvor han befinder sig nu...har højst en smule medfølelse med en eventuelt efterladt familie, da det altid er hårdt at miste. Jeg kan simpelthen ikke have ondt af en spritbilist, og slet ikke en, der ovenikøbet blæser på sin 13. dom og fortsætter med at drikke sig fuld og køre bil - uden kørekort.

 Det kan kun skyldes et kæmpeheld, at han aldrig fik dræbt andre med sin totalt uforsvarlige kørsel; promiller på både 2,72, 2,58 og 3.32! Desuden var han frakendt retten til at føre bil for bestandigt ikke færre end ti gange! Han ankede sin sidste dom i april og krævede en behandlingsdom i stedet for fængsel, da det ikke ville have nogen præventiv virkning at sætte ham i fængsel. (Meget muligt, men sålænge han sad der, kunne han da ikke køre nogen ned!) 

I følge artiklen havde han forsøgt at komme ud af sit alkoholmisbrug siden 1982. Man kan så spørge sig selv hvor interesseret, han egentlig var i at blive behandlet, når han efter mere end 20 år stadig drak som et hul i jorden. Man kan altså hvad man virkelig VIL!

Man kan vælge at blive ved med at drikke eller man kan vælge at gøre noget seriøst ved det. Men - uanset hvilket valg man tager, så sætter man sig bare ikke bag rattet - overhovedet, når man har et misbrug, der påvirker ens køreevner!

At en kvindelig bekendt så ovenikøbet udlåner sin bil til ham adskillige gange, er dybt uforsvarligt af hende - håber hun får en megabøde. Tvivler stærkt på, at hun ikke var klar over manden havde et alkoholproblem. Tumpede kvindemenneske!


onsdag den 4. august 2004

Meget apropos sidste indlæg...

 ...så er jeg på vej ind under dynen om 5 min.

 Godt nok er klokken ikke ret mange, men jeg gik i gang med en Dean Koontz bog i går aftes (Tror det er 5. eller 6. gang jeg læser den, men det er også en af mine Koontz-favoritter) og jeg vil gerne nå at læse en del, inden jeg skal sove (før midnat!)

Jeg skal nemlig helst være frisk i morgen, hvor vi skal byde velkommen til ca. 180 nye elever - alle teenagere i den "sjove alder" (=15-16årige.)


Jeg elsker min seng!

...og derfor tilbringer jeg gerne rigtig meget tid i den :o)

Selvfølgelig for at sove, men kan også ligge der i timevis med en god bog. Ligger yderst sjældent alene i min seng - der plejer ikke at gå ret meget mere end 5 min, før katten hopper op i sengen til mig. Han ved ikke noget bedre end at ligge med hovedet på min ene arm, og resten af kroppen inde under den varme dyne. (Det jeg kalder at sove i teske, da han jo ikke er lang nok til at sove i ske *G*) Sådan sover vi faktisk næsten hver eneste nat og vender jeg mig om, kan jeg være sikker på at han "følger med" om på den anden side - det er bare så hyggeligt :o)

Har vænnet mig så meget til at sove med katten i armen, at jeg kan have svært ved at sove, hvis han ikke er der, og det var faktisk lidt problematisk, når kæresten sov her; katten brokkede sig og jeg fik ondt af ham - katten altså *G*... så det er vist ganske fornuftigt, at jeg valgte at være single igen :o)

Hvordan har du det med at have dyr i sengen? Og jeg mener altså ikke lopper, edderkopper, ørentviste etc, men kæledyr :o)


Jeg må åbenbart købe de forkerte CD'er

Nu er det ikke just fordi jeg køber særlig mange CD'er, (Det bliver til 5-7 stykker om året i gennemsnit) men det hænder da, at jeg bare må have fat i een bestemt CD. At jeg i dette tilfælde ovenikøbet blev lokket af en tvreklame, er noget af en undtagelse, det er faktisk kun sket een gang før, men med Shakin Stevens' "Collectable", var der bare ikke noget at gøre. Den måtte jeg bare eje!

Den bringer så mange minder frem fra min teenagetid. Nu bor jeg ikke lige i nærheden af en pladepusher, så derfor bliver de få årlige indkøb af CD'er for det meste foretaget via nettet og i langt de fleste tilfælde køber jeg hos CD-Skiven.

Når jeg alligevel har Dankortet fremme, kan jeg lige så godt købe 2 CD'er, når portoen er den samme. Men - jeg må simpelthen, som nævnt i overskriften, vælge de forkerte CD'er, for jeg får dem sjældent uden ventetid!

På trods af, at jeg inden køb tjekker, at varen er hjemme og har en leveringstid på 1 dag, sker det i 2/3 af tilfældene, at jeg får en mail om at den ene vare er i restordre, og der nok går 14 dage inden jeg får den :o( ....og hver gang er det selvfølgelig den CD jeg helst vil have, det drejer sig om!

Ok, den opsamlingsCD jeg har købt med The Beatles er da helt fin, men nu var det altså Shaky, jeg ville høre.....! De gange jeg har købt hos Laserdisken eller Amazon har jeg ikke oplevet at alle varer ikke er dukket op samtidig.

  Hvilke erfaringer har du med leveringstiden ved køb via nettet?


tirsdag den 3. august 2004

Han er selv ude om det!

Godt nok er der ændrede spisetider, nu hvor jeg ikke har ferie mere, men at det ligefrem skulle være med til at få slået den lille herres navn fast med syvtommersøm, det havde jeg ikke just regnet med. 

Da jeg åbnede døren for at hælde noget mad i madskålen, var kun kattemoderen til stede. Nåede lige at undre mig over, hvor den lille mon befandt sig, da min ene tomatplante raslede voldsomt, hvorefter en potte med sommerfuglelavendel blev væltet omkuld af et lille mørkt lyn......der 2 sekunder efter bogstaveligt talt kartede rundt oppe i den tomme madskål!!

Totalt oppe og køre af fryd over der (endelig) kom mad....!

Mine damer og herrer - må jeg præsentere: SPEEDY! Han kan bare ikke hedde andet :o)

 


Skemalægningens kvaler

Jeg kan vældig godt lide vi har selvstyrende team på min skole, men pga. alle mulige bindinger i skemaet, tog det i år mit team f-i-r-e timer at få lagt et nogenlunde tilfredsstillende skema for både klasser og lærere frem til efterårsferien.

Sidste år, hvor vi ellers syntes vi havde mange flere bindinger, tog det én time! At få 3 klasser samt 7 lærers skemaer til at gå op i en højere enhed, når den ene klasse er "bundet" 2 hele dage om ugen og en anden klasse er bundet halvdelen af 3 dage (og selvfølgelig ikke de samme dage som førstnævnte klasse!) og det derfor medfører en del bindinger for de involverede lærer og den ene lærer derudover har ekstra bindinger, for ikke at nævne at tysk/fransk/fysik også er rimelig bundet... (De timer må nødvendigvis ligge i ydertimerne - det er jo ikke alle elever, der har fagene, og de skal ikke have mellemtimer)....dét er altså noget, der rykker tænder ud! Nå, men det lykkedes da.

Personligt kan jeg næppe tillade mig at klage over mit skema. Hvis der ikke kommer ændringer "ovenfra", ser det således ud frem til efterårsferien:
Mandag: 12.15-15.35
Tirsdag: 10.45-15.35 (hveranden uge fri)
Onsdag: 08.30-15.35
Torsdag: 08.30-14.20
Fredag: 12.15-15.35

 Det ser måske ikke ud af så meget, men læg dertil adskillige 2 timers møder efter undervisningen, et par aftenmøder samt forberedelsen. Onsdag bliver en rå dag, men ved at planlægge en del i weekenden, skal det nok gå :o)


mandag den 2. august 2004

Det er ganske vist:

Jeg har tabt mit hjerte.... Havde jeg været i tvivl før, så er jeg det ikke mere, efter jeg fik taget dette billede af det lille pus:



Overvejer stadig et navn, lige nu står valget mellem Speedy (pga. hans måde at komme piskende på, når han tror der er mad) eller også Lucky (fordi han har fundet en "madmor")

Det er dog muligt, jeg kommer på flere navne, så valget er ikke taget endnu. Nå, det er "sove-i-teske-tid" for Capriccio og undertegnede - skal jo desværre tidligt op i morgen..... :o(

Aftensmad minus kød...

  MUMS ...kan jeg sagtens spise med velbehag. Fik gravet de sidste kartofler op i dag, og lagt dem i en jordkule.

Bortset fra den allerstørste, den fik æren af at blive til bagt kartoffel og serveret sammen med persillesmør, stegte champignons, salat - og ikke mindst et læs bønner fra køkkenhaven :o)

På jagt efter det rigtige navn

Der er ikke noget at gøre, han må simpelthen have et navn! Hvad skal jeg mon hedde?Han er selvfølgelig den aldeles nuttede killing, der har bosat sig på min terasse sammen med sin mor. Min højtelskede kat Capriccio er stadig No.1 - det er der intet, der kan ændre ved, heller ikke en nok så nuttet killing. Men - som No.2 kommer ubetinget "killingen fra terassen" :o)

 Jeg er faldet pladask for ham - måske fordi han minder så meget om min allerførste kat; Laban - eller også bare fordi han er så totalt nuttet på den der aldeles-uimodståelige-killinge-måde :o)

Så, jeg må på jagt efter et passende navn til ham. Jeg regner i hvert fald med det er en han, sådan en temmelig menneskesky killing er det jo temmelig svært at tjekke kønnet på.

Han er dog ved at have vænnet sig til mig; Hver gang jeg åbner døren kommer han bogstavelig talt piskende: "Yes! MAD!" og jeg må allernådigst ae ham på ryggen i et par sekunder ad gangen ;o)

Sidste gang jeg fodrede, måtte han dog lige finde sig i at blive løftet op og "kigget bagi" før han fik mad - og jeg kunne med den sparsomme tid, jeg havde til rådighed (sådan ca. 2 sekunder) nå at fastslå med 95% sikkerhed, at der var tale om en hankat. Jeg aner ikke, hvad han skal hedde - så jeg går i tænkeboks :o)

Forslag modtages gerne.


Min døgnrytme er forkert!

Har gjort det igen!

 Det er ikke noget nyt, at jeg lynhurtigt får vendt op og ned på nat og dag, når jeg har ferie.

I morgen starter jeg på job igen, med dertilhørende "tidligt op" - og der er sket det samme, som der sker hver eneste gang, jeg har ferie; Jeg får ikke startet tidsnok på at få min "arbejdsdøgnrytme" gjort klar. Og derfor er jeg nu atter i den situation, at jeg måtte tvinge mig selv op alt for tidligt i dag og så gå og småsove hele dagen.....og garanteret komme til at falde i søvn på sofaen sidst på eftermiddagen....og derfor være ude af stand til at falde i søvn til "rigtig" tid i aften.....og derfor være snorksøvnig, når jeg skal op i morgen tidlig...

 Jeg ved, at jeg burde påbegynde "aktion-tilbage-til-normal-døgnrytme", når jeg har 3-4 dage tilbage af ferien - men jeg får aldrig gjort det. Formodentlig fordi jeg vil nyde så mange nætter som muligt, før ferien er slut - på trods af, at jeg ikke kan fordrage, at gå træt på arbejde.

Kender du det?

 P.S. Det kan næppe undre, at jeg elskede min studietid ; Undervisningen lå fra 16.30-23.00 :o)


søndag den 1. august 2004

Digitale favoritmotiver

Vi har vel alle vore favoritmotiver, når vi render rundt med et kamera og med et digital kamera tager man mange flere billeder end dengang film først skulle fremkaldes hos fotohandleren (Ups, minder mig om jeg endnu ikke har fået fremkaldt den sidste film fra Paristuren)



Min elskede kat, Capriccio. Indtil videre har jeg jo ikke et digitalkamera, har kun øvet mig "en smule" med det jeg får til min fødselsdag *G*.

Jeg har dog ofte fotograferet med et digital kamera, lånt på jobbet, så har for længe siden fundet ud af, hvilke motiver jeg helst fotograferer:

1. Katte
2. Blomster/haver
3. Motorcykler
4. Mad

 

Den nuttede killing, der er "flyttet ind" på min terasse. Når jeg først har lært mit Olympus godt at kende, er jeg sikker på listen bliver meget længere :o)

Fotograferer du gerne? Hvis ja, hvilke favoritmotiver har du så?

Trafikanter med hul i hovedet!

Siden jeg for lidt over 2 år siden begyndte at færdes i den såkaldte "tunge trafik", er jeg blevet meget opmærksom på folks færdselskundskaber - eller mangel på samme.

Det er heller ingen hemmelighed for folk, der regelmæssigt læser med her, at min yndlingsaversion er tumpede bilister ;o)

 Som fører af et tohjulet køretøj (knallert45 - og motorcykel (en gang i fremtiden)) er det derfor særdeles nødvendigt at køre det, man kalder "defensivt".

 Det betyder ikke, at man kører overforsigtigt, men derimod, at man er klar over man ikke er usårlig og derfor er særdeles opmærksom på mulige faresituationer, er god til at læse trafikken (= forudsige andre trafikanters sindssyge manøvrer) og klar til at reagere lynhurtigt (Hurra for kontrastyring, der har reddet min førlighed mere end een gang!) 

Nå, men dette indlæg skulle faktisk ikke handle om bilister - for en gangs skyld! Derimod de tumpede tohjulere. Dem er der nemlig også en del af. Dem der kører alt for hurtigt f.eks. Det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, men derimod de, der mener sig usårlige i trafikken og derfor ikke kører med sikkerhedsudstyr, som f.eks. styrthjelm.

 Et af de websites jeg ofte besøger er dette. Der faldt jeg over denne rapport over uheld med tohjulede køretøjer, hvori det bl.a. fremgår at: ”Brugen af styrthjelm er højest hos motorcyklisterne, Hele 93% af disse har brugt styrthjelm. Herefter følger førere af 45-knallert, hvor 82% har brugt styrthjelm. Dette er betydeligt mere end hos førere af ulovlig knallert, der er de mest ulovlige, hvad angår brugen af styrthjelm, idet kun 54% bruger styrthjelm. Anden knallert har en brugsprocent på 75%.” 

Personligt fatter jeg ikke, at folk ikke bruger hovedet (!!) og tager hjelm på, når de kører. (På den anden side, så er det jo muligt, at folk ikke mener, der er noget at beskytte og derfor er hjelmen unødvendig for dem!!??) 

Jeg kunne ikke drømme om at køre uden hjelm på min 45'er. Har lige investeret hele 2900,- i en ny hjelm, en Schubert Concept, ikke fordi min gamle hjelm "fejlede" noget, men da den var 5 år gammel er den ikke optimal mere - og jeg holder rigtig meget af mit hoved :o)

Kører desuden også med læderdragt og handsker, selvom jeg "kun" kører en 45'er. Bliver jeg påkørt og kurer henad asfalten, er mine skader lige så store, som hvis jeg blev påkørt på en mc. Sidder jeg bag på en mc, er jeg iført fuldt sikkerhedsudstyr; hjelm, læderdragt, støvler, handsker og rygskjold med nyrebælte. Også selvom der er 30 grader i skyggen.

Gu' er det varmt, når man holder stille, men jeg har set lidt for mange eksempler på folk, der "bare skulle køre en lille tur", og derfor f.x. ikke "gad" tage mc-bukser på...og derefter ryger på røven og får huden flænset op helt ind til knoglen, til at jeg vil risikere noget lignende. Hvad med dig? Kører du altid med hjelm? Hvorfor? Hvorfor ikke?
Føl suset fra en sommerdag på motorcykel derhjemme. Sæt dig foran hårtørreren og få en ven til at skyde bier i fjæset på dig med en luftpistol.