mandag den 22. juni 2026

Et lille område ad gangen: Forhaven

 For ti år siden anlagde jeg denne del af forhaven.

Jeg tegnede den selv, valgte planterne og byggede den op fra bunden. Derfor gjorde det også ondt at se, hvor forsømt den var blevet. Jeg har ignoreret den meget længe, hvilket ikke er supernemt, når man går forbi den hver dag.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så lovede jeg, at de grimme billeder nok skulle komme. Og nu er vi vist nået dertil.


En vigtig ting for mig er, at jeg endelig har fået hjælp i haven. Det har taget flere år at finde en løsning, der lader til at fungere stabilt. Jeg er desværre blevet skuffet adskillige gange. Nu tager vi et lille område ad gangen, og det gør en kæmpe forskel. Især på mit humør.

Der mangler selvfølgelig stadig masser, og som jeg skrev i sidste indlæg, så kommer den næppe op på 2018-19-niveauet mere. Men mindre kan også gøre det.


Området her er ikke helt færdigt – men det er tæt på – og der er sket nok til, at jeg har lyst til at lave et indlæg om det.

Vandbaljen skal stadig ordnes. Der skal nyt solcellelys op. Vandhanen trænger til maling. Og der skal også en ny vandslange til pumpen. Ligesom bænken skal ordnes. Men det haster ikke.

Det vigtigste er, at jeg føler, jeg er ved at have fået min forhave tilbage.


For første gang i flere år bliver jeg i godt humør, når jeg træder ud ad døren.

Denne del af haven er jo det første, jeg ser, når jeg går ud af døren om morgenen, og det sidste, jeg ser, inden jeg går ind igen om aftenen. Derfor har det også været det område i haven, der har generet mig mest.

Nu giver det mig i stedet lyst til at fortsætte.

Og det er heldigvis godt, for forhaven består af mere end dette ene område.

Vi er allerede så småt gået i gang med det næste område, som ligger under den ene Lykkefund-rose. Nogle af de gamle læsere kan måske huske min mistbænk, som ligger der.

Her kommer der dog til at ske nogle ret store forandringer. For første gang i flere år har jeg pludselig nye haveideer i hovedet 😊

Jeg lover, at det område også får et indlæg – en gang 😊


Ingen kommentarer:

Send en kommentar