onsdag den 1. august 2012

Langsom skolestart

Så er det blevet august - og nu må jeg begynde at lave skolearbejde. Det er første gang i mange år, hvor det faktisk er lykkedes mig at holde FRI fra jobbet i hele juli måned. Det er stort!

 Jeg havde ret svært ved at komme ned i gear og undlade at tænke skole den første uge af juli, men der havde jeg heldigvis så meget på programmet, at jeg slet ikke havde tiden til at gøre noget ved det. (Det husker jeg lige til næste sommerferie; at lægge masser af aktiviteter i første ferieuge!) Men derefter var det faktisk ikke så svært som jeg havde forventet. 

Selvfølgelig har jeg tænkt "skole-tanker", men jeg har ikke gjort noget ved dem og dét er den store forskel! Netop fordi det lykkedes mig i år at komme totalt i ferie-mode, betyder det også, at jeg ikke har så særlig meget imod at gå i gang med skoleforberedelserne nu, hvor der stadig er 11 dage tilbage af ferien.

 Det lyder måske som spild af ferie at starte så forholdsvist tidligt, men jeg har ti (!) hold/klasser til næste år og jeg gider simpelthen ikke starte året med at være bagud med planlægningen. Hvert hold får tildelt max. en enkelt dag....og når jeg det så ikke helt, så har jeg en enkelt dag til evt. hængepartier.

 Jeg satser dog på at kunne nå to hold nogle af dagene, f.eks. håndarbejdsholdene, eftersom jeg til forskel fra de andre år ikke laver detailplan for noget fag overhovedet...!

 Det bliver i stedet til en skoleårs-oversigt for hvert hold - blot med overskrift for hvert tema/emne. Det betyder godt nok at jeg skal bruge tid hver dag på at indskrive evt. lektier på Intraen (De fremgik tidligere af 9. klassernes detailplan - så der er vel ikke noget at sige til jeg gik ned med stress...?!)- men det er altså ti minutter om dagen vi snakker om og de minutter "betaler" jeg gerne, da det forhåbentlig betyder at jeg slipper for en masse arbejde:

 At skulle ændre i en detailplan, når der sker noget uventet, også selvom der i planen er taget højde for det uventede...(!) kan tage rigtig meget tid. Jeg lægger ud med at planlægge tyskundervisningen for de to 9. klasser og der plotter jeg så også lige evt. film/dokumentarfilm ind. Der skal filmlokalet nemlig bookes - og hvis jeg gør det nu, er der stor sandsynlighed for at lokalet er ledigt ;o) - Og så må jeg vist hellere komme videre, hvis jeg skal nå begge 9. klasser i dag :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar