søndag den 14. februar 2016

Seks en halv times binderier...

...fra kl. 6.45 i morges.

Egentlig var det allerede fra 6.15 - for jeg var først ude for at "proviantere" grene og efeu i en halv times tid.

Jeg ville bare lave et par dekorationer i dag på denne særlige dag - og så kunne jeg jo lige så godt gå i gang så snart jeg var stået op - og det gjorde jeg så...og jeg hyggede mig med det.

Dagen i dag er særlig - ikke pga. den kommercielle Valetine's Day - men fordi min blog i dag fylder TOLV år.

Helt vildt at tænke på!

Nå, men tilbage til dagens dekorationer.

Det blev til tre forskellige.

Først endnu en moskurv (20-30 cm) - men denne gang med forårsløg og mos. Jeg har brugt Tete-a-tete, blå perlehyacinter og en enkelt narcissus 'Bridal Crown'.

Den moskurv jeg lavede på kurset (den med rodfrugterne) er da okay, men jeg synes nu det ser bedre ud med forårsløg...nok fordi jeg længes efter foråret.
 Dernæst prøvede jeg at lave en rund "pinde-dekoration". Af blomster har jeg brugt hvide hyacinter, blå perlehyacinter og et par Tete-a-tete.
 Til sidst gik jeg i gang med en stor moskurv (30 x 42 cm). Her ses den, før jeg fyldte den med lecakugler og oasis.


Af blomster brugte jeg narcissus 'Bridal Crown', hvide hyancinter og hvide perlehyacinter.
 Her ses den fra en anden vinkel:
Det var skønt at sidde og arbejde med dekorationer i så lang tid, men jeg kan nu godt mærke det i både nakke og skuldre, så jeg går ikke i haven i dag. Ingen grund til at overanstrenge sig.

Jeg var dog lige på en kort fototur i haven. De to små erantis øverst i dette indlæg er de eneste erantis jeg har fra min fasters have, så dem hæger jeg om og bliver glad hvert forår, når jeg ser de kommer igen. De er blevet flyttet et par gange - sidste gang da vi lavede køkkenhaveafdelingen, så derfor er de stadig så små. Nu står de dog på deres blivende plads.

Mine vintergækker er begyndt at blomstre i løbet af de sidste par dage. De har ikke åbnet sig endnu, men nu kan de hvide hoveder da ses.
Skt. Hansurt på vej - akeleje og ridderspore.
Persille og Clematis alpina.
På terrassen begynder potterne også at få liv - Quintus fulgte mig troligt rundt i haven, mens jeg tog billeder :)
 Her får rønnebærtræet lige en omgang.
 Min trofaste have-væbner :)
I forhaven er min eneste klump af Dorthealiljer længere fremme end mine vintergækker. Jeg må klart have mig nogle flere Dorthealiljer til efteråret. 
Denne klump skal jo graves op, når vi skal i gang med at omlægge forhaven l ligesom de andre løgplanter derude. 

Nu vil jeg dog hvile ryggen og sætte mig godt til rette i min gode stol og læse videre i den Geoff Hamilton-bog jeg er i gang med.
Hav en fortsat god søndag.

22 kommentarer:

  1. Tillykke med 12 år, det er imponerende. Jeg nøjes med 5 år, men det er vel også meget godt :)
    Det er flotte dekorationer, du laver, godt du kan hygge dig med det, når det er koldt og gråt derude. Jeg kan også bedre lide kurven med forårsblomster, den var da også fin med grønsager, men det her er nu bedre.
    Dorothealiljer er jeg også ved at kunne se blomster i.
    God læsning

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Javist er 5 år også flot. Der er da mange, der stopper igen efter ½ år eller deromkring :)
      Ja, det er rart jeg har fået mig en hobby, der har "noget med have at gøre", når jeg nu ikke kan komme ud i haven :) Altså en hobby udover armchair gardening :)

      Slet
  2. Stort tillykke med 12 års jubi. 12 år det er dahelt helt utroligt. Den gang vidste jeg overhovedet ikke at der var noget der hed blog og at den verden var så spændende.
    Fine moskurve du fik dig lavet, men dog indrømme at det var noget tidligt at stå op til det, men morgenstund har jo guld i mund og der er nogen der siger at man skal nå det man skal lige fra morgenstunden.
    Fortsat god søndag til dig og kæresten

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kirsten og tak.
      Tja, det var nok tidligt på dagen, men jeg faldt i søvn allerede 21.30 i går aftes, så det er ikke så underligt jeg stod så tidligt op. Quintus vækkede mig et kvarter før, så... :)
      Jeg har det faktisk bedst med at komme i gang med noget så snart jeg er stået op - ellers er jeg lidt for god til bare at slappe af om morgenen/formiddagen...og det bliver jeg sløv af (især pt. hvor jeg stadig døjer med træthed efter lungebetændelsen) og så får jeg intet lavet.

      Slet
  3. Hej Esther.12 år det er da godt gået..........og tillykke med det.
    Og det er bare flotte kurve du har lavet.
    En dejlig måde at vise alle de smukke forårsblomster på.
    Har da vist en rulle hønsenet i skuret.Men skal lige have tiden.
    Jeg viser også mine hvide Sct. hansurt der er på vej op.
    Har også lige købt årets første små violer.
    Jeg er i gang med Tante Grøns bog for anden gang........dejlig læsning.
    God aften Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have :)
      Åh ja...tænkte faktisk på Tante Grøns bog forleden...at jeg gerne ville læse den igen, men det blev ved tanken, da jeg jo nu er godt i gang med den første af de tre om Geoff Hamilton.

      Slet
  4. Gratuleter med imponerende alder på bloggen din! Min er "bare" 8 år :)
    Flotte dekorasjoner og vårtegn!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak. 8 år er da også en hel del...bare vent, inden du får set dig om er der gået 12 år.
      To gange - i 2008 og i 2010 - var jeg ved at stoppe, da jeg bare ikke syntes jeg havde noget at skrive om. I 2008 blev det til en pause på et par måneder...i 2010 købte jeg jo hus (med have)...tja...og siden har jeg ikke haft de store vanskeligheder ved at finde på noget at skrive om. Om ikke andet kan jeg jo vise et par billeder fra haven :D

      Slet
  5. Jeg er fuld af beundring for dine binderier, men må tilstå, at jeg allermest nyder billederne af foråret, der pibler frem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak...jeg bruger binderierne til at "dulme" min længsel efter forår...det er helt vilddt som jeg trænger til forår i år. Det er værre end det plejer. Måske fordi 2015 var et mærkeligt haveår? Med et vådt og køligt forår.

      Slet
  6. Tillykke med dine 12 år som blogger :-9
    Det lyder som en hyggelig dag med binderier, med den bidende kulde der har været i dag, var det også bedst at opholde sig indenfor :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :)
      Ja, godt nok griser det jo noget at sidde med især mos indenfor, men støvsugeren er jo opfundet, så det går :)

      Slet
  7. Hej,
    Smukke binderier. Ja hvem der kan dette. Jeg gør kun lidt selv i det små. Ih hvor det pibler frem med løgplanter. Dejligt de viser deres små spir - vi har meget at glæde os til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :)
      Ja, det er herligt, at der faktisk er lidt nyt at se på i haven hver dag, på trods af kulden :)

      Slet
  8. Fine kurve du har fået lavet og så troede jeg da lige at det var vores Bette Skid som var på billederne men vores har hvidt på det yderste af poterne.
    12 år som blogger...godt gået dengang vidste jeg intet om at blogge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have :)
      Ja, de "rundstrikkede" katte er der en hel del af...omend Quintus nu mere har pletter end striber :)

      Slet
  9. Tillykke Esther med dine tro 12 år som blogger :o) så holder du måske fødselsdag og Kobberbryllup samtidig :o)???
    Du er godt nok sej at stå op så tidligt op p en kold søndag morgen, Quintus eller ej jeg var blevet under dynen. Men det er godt nok nogle smukke ting du har fået lavet, jeg er da helt vild med dine moskurve. Måske jeg også kan lave sådan en, haveveninden har vist noget hønsenet hun tilbød mig sidste uge.
    Rigtig god dag til dig, forhåbentligt er den fyldt med solskind.
    Kram fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :)
      Nu var jeg jo gået meget tidligt i seng dagen før...og så kunne jeg jo lige så godt stå op :)

      Slet
  10. STORT TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN! Fin fin måde at markere det på - med binderier! 12 år er da noget af en præstation, du må næsten være en af pionererne indenfor havebloggeriet. Godt du holder ved!
    Hilsen Henrik Havehjerne

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have.
      Jeg var dog ikke haveblogger fra starten...godt nok skrev jeg en gang imellem om mit bette frimærke (Havde vist max. 10 m2 at gøre godt med) men havebloggeriet tog først rigtig fart efter jeg var flyttet hertil i 2010.

      Slet
  11. Hold nu op! 12 år! du er da vist pioner! Jeg blev selvfølgelig nysgerrig og var en tur tilbage i dit arkiv, til dengang hvor det mest handlede om mc. Jeg er vild med dine nytårstilbageblik måned for måned, en skam de fik ende igen - det kunne jeg godt forestille mig at kopiere (hvis jeg husker det til december!). Tillykke tillykke - det er virkelig flot gået og holdt fast!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Frede

      mange tak skal du have.
      Jeg ville faktisk også gerne fortsætte mine nytårstilbageblik måned for måned, men det tager ualmindelig lang tid - og det har jeg ikke altid nok af.

      Slet