fredag den 1. april 2005

Jeg er bagud!

...men det er ikke overraskende - sæsonen kom jo først i gang d. 17. marts for mit vedkommende. Sølle 747 km blev det til i marts måned.

Dvs. kun godt 24 km gennemsnitligt pr. dag i marts - det holder jo slet ikke, når jeg skal køre mindst 80 km pr. dag for at nå det mål, jeg har sat mig, nemlig 20.000 km i 2005 sæsonen. Herunder selvfølgelig forudsat at hverken jeg eller maskinen kommer til skade!

Så det er ret tænkeligt at jeg nedjusterer forventningerne lidt - til 15.000 km. Bortset fra de få kørte km i marts måned har det jo været aldeles pragtfuldt at køre i den forgangne uge. Godt nok lidt småkøligt om morgenen, hvoraf det helt klart var værst i morges.

 Herude på landet lå der nemlig nogle gedigne tågebanker - og eftersom temperaturen lå lige omkring frysepunktet slap jeg for et tildugget visir - det isede til i stedet for!

 Da jeg havde kørt knap 6 km var både jeg og mc'en dækket af et tyndt lag rimfrost - så på det tidspunkt sad jeg og bandede en smule over min egen dovenskab; at jeg ikke havde gidet tage overtræksdragten udenpå læderdragten - irritationen gik dog over da jeg nærmede mig tilkørslen til Køge Bugt Motorvejen, der blev tågebankerne nemlig afløst af solskin :o))

 Nå, men i morgen får jeg da heldigvis indhentet nogle af de forsømte km - tager nemlig en smuttur over til min mor - og overtræksdragten kommer med - i topboksen - bare for en sikkerheds skyld ;o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar