lørdag den 14. februar 2009

Valentine's Day?

De fleste forbinder d. 14. februar med Valentine's Day. Det gælder så ikke mig, eftersom kæresteri/parforhold vist forlængst er et afsluttet kapitel for mit vedkommende ;o)

Det betyder dog ikke, at datoen d. 14. februar er mig helt ligegyldig.

Det er nemlig den dag, hvor Ildkattens Scriptorium fylder år ;o)

I dag fylder bloggen oven i købet "halvrundt". Hele 5 år har jeg nu blogget.

 Det er lidt vildt at tænke på, at der allerede er gået så lang tid. For slet ikke at tænke på alt det, der er sket i de forgangne 5 år:
  - Jeg har fået ført den ene af mine to livsdrømme ud i livet; motorcykeldrømmen.
  - Jeg har skiftet job.
  - Jeg er blevet moster til den dejligste nevø.
  - Jeg har fået et nyt syn 
- og har genoptaget min gamle passion for håndarbejde, i særdeleshed broderiet

 ... for blot at nævne nogle få ting. Jeg har ikke blogget hver dag i de fem år.

Nogle gange er der faktisk gået flere uger uden et eneste indlæg (Eksempelvis de første måneder af 2008).

Jeg blogger, når jeg har lyst til det og har ingen planer om at lukke bloggen, selvom det vist er moderne. Nogle gange ville jeg gerne kunne skrive mere åbent og mindre "overfladisk" end jeg gør, men med det job jeg har, så dur det altså ikke og jeg vil ikke rode mig ud i at skrive på en anonym blog også. Den her er alt rigeligt.

Eftersom jeg ikke skriver dagbog mere, er bloggen også den dagbog jeg kan "slå op i", når jeg vil mindes/genopfriske et eller andet. Til forskel fra de, der læser med, kan jeg jo læse mellem linjerne i mine indlæg og derfor ofte huske det meste af, hvad der (også) skete en given dag. Det er en god ting, eftersom der sker en hel del mere i mit liv end bloggen viser *G*

Antallet af læsere går op og ned, det samme gør antallet af kommentarer. Heldigvis er antallet af kommentarer nogenlunde konstant, for selvom jeg skriver "for mig selv", så er det altså rart at få input fra andre. Det gør bloggen mere levende, synes jeg.

Af samme grund forsøger jeg også at huske at lægge en kommentar på de blogs jeg besøger. Dog hovedsagligt på de blogs, hvor antallet af kommentarer ikke er tårnhøjt i forvejen ;o)

 Den gang jeg startede med at blogge havde jeg ikke forestillet mig, at jeg stadig ville være i gang fem år senere, men sådan kan man jo blive så overrasket.

Nu skal det ikke undre mig, hvis Ildkattens Scriptorium også fylder ti år :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar