onsdag den 4. januar 2017

2016 - Et tilbageblik (Del 2)

JULI

Juli fløj afsted. Vi havde travlt med at planlægge min 50 årsfødselsdag, der skulle holdes i august.
Jeg havde dog stadig tid til at nyde de sidste blomster på Lykkefund - lige så sad jeg meget ofte på bænken og beundrede min nye forhave. Jeg kunne slet ikke blive mæt af synet.
I juli måned fik vi også etableret den vandpost jeg havde fået. Den blev etableret med en lille pumpe, drevet af et solcellepanel.
Det er hyggeligt med lyden af vand i haven - men det er til tider en temmelig vanddrivende lyd... ;)
Jeg opdagede ved et tilfælde (læste i et tysk haveblad), at der var en haveudstilling i Eutin i Schleswig-Holstein og da kæresten var med på den tog vi ned og så udstillingen. Det kan du læse mere om her.
Vi boede på et lille hotel i nabobyen Malente - og havde den mest fantastiske udsigt over en af områdets mange søer fra vores altan.
Der vil vi gerne hen igen.

Hjemme var der godt gang i haven. Min rådhusvin klatrer lystigt. For to år siden blev den beskåret kraftigt, da vi skulle male skuret - og det har den haft godt af, for den er flot og tæt. Desværre når den sjældent at blive særlig rød om efteråret - den står måske for beskyttet.
Dahliaerne var der også godt gang i.
Min 'Blue Moon'-rose har haft vældig godt af at blive sat i jorden i forhaven, fremfor at stå i en stor krukke. Desværre misfarvede regnen mange af blomsterne.

AUGUST

Der er ingen tvivl om, at august stod i min fests tegn - og festen d. 13. august var da heldigvis meget vellykket. Vi havde godt nok også knoklet for at blive klar.
Jeg brugte noget af min ferie omkring festen, ligesom kæresten også havde taget et par fridage.
Maden kom fra Smageriet.
Det var anden gang vi bestilte mad derfra - og det var også lækkert denne gang.

Efter festen (og min fødselsdag d. 16. august) havde vi et par dage inden jobbet kaldte igen og der fik vi bl.a. klaret nogle af de små hængepartier, såsom at få noget af mit mosaik op og hænge i haven.
Dansk Dahlia Park holdt åbent hus i slutningen af måneden - og jeg tilbragte det meste af dagen derude. Det var et imponerende syn med alle de dahliaer.
Hjemme i haven, besluttede min clematis 'Duchess of Edinburgh' endelig at springe ud - og det var godt nok ventetiden værd. Wow, for nogle smukke blomster.

SEPTEMBER

Der sker det samme hvert eneste år i september; jeg forvandler mig til en løgo'holic, der slet ikke kan få nok løg.

I år havde jeg heldigvis fået en del gavekort til Thyme i fødselsdagsgave, så jeg kunne tillade mig at gå lidt mere amok end normalt :)
Et nyt staudebed blev det også til. Den ene af mine mistbænke måtte jeg tage i brug til de planter jeg ikke lige havde plads til i bedene på daværende tidspunkt.

Nogle af planterne derfra skal flyttes til Flammebedet, når jeg har fået renoveret det en gang til foråret, men hortensiaen, den får lov at blive stående og så må jeg se, hvad jeg ellers kan få ud af bedet.

F.eks. er der INGEN løg i - overhovedet, så det vil jo være oplagt at få lagt en masse løg :) Vi får se.
2016 var også året, hvor jeg fik anskaffet mig en "vejrsten". Fra jeg så en sådan første gang for 6-7 år siden, har jeg ønsket mig en sådan. Synes bare at 500,- er mange penge for en sten, så derfor blev det aldrig rigtig til noget....lige indtil jeg altså fik alle de der gavekort i fødselsdagsgave :)

Jeg synes, det har været imponerende, så hurtigt min forhave "voksede til". Det kan jeg i høj grad takke mine zinnia og dahliaer for.

Derfor er det da også helt sikkert, at jeg skal have rigtig mange zinnia i den kommende sæson. Frøene er bestilt og afsendt. Jeg har bare ikke fået dem endnu.
Jeg troede ikke den ville nå at springe ud, denne 'Heavenly Blue', fordi jeg var forsinket med udplantningen af alle mine frølinger, men den nåede det sørme.
I sluntningen af måneden blev vi helt færdige med forhaven; De sidste chaussesten blev lagt og endelig så "den grimme del" af haven også præsentabel ud.

OKTOBER

På grund af det milde vejr var der stadig mange farver i haven, da vi nåede oktober.


Jeg fik også endelig anskaffet mig en længe ønsket glasbær.
Denne lille potterose jeg en gang købte i Brugsen til en tier, trives glimrende, som det ses.
Min rådhusvin når sjældent længere end dette mht. farveskift. Så får vi nemlig ofte frost og så er det slut med bladene, men den ser da også godt nok ud sådan. Havde bare en drøm om skrigende rødlige farver, dengang jeg købte den :)
I oktober fik jeg også en ny hobby; at male på urtepotter med vintage paint. Det er forøvrigt Gaardejerindens skyld, da det var hende der til en inspirationsaften viste mulighederne med malingen...! :)

NOVEMBER

En smule rimfrost fik vi og det så meget smukt ud.
...men mine rudbeckia 'Cherry Brandy' lod sig ikke slå ud af lidt frost og blomstrede roligt videre og det blev de ved med lige til den dag jeg hev dem op, fordi jeg skulle have plads til at lægge løg :)
Jeg mener, jeg stadig har frø af dem, så de skal også sås igen, for de er supersmukke.

Henriette måtte jo flytte endnu en gang og vi tog ned for at hjælpe hende med at få sat ting op. (=Kæresten gjorde arbejdet).

Det er et superfint lille hus, hun har fundet sig - og jeg håber, hun kan bo der i mange år.
Som noget af det sidste i haven i 2016, var anlæggelsen af det lille "nye" bed, med en lille mur af chaussesten, så jorden kan holdes på plads.

Jeg har lagt temmelig mange løg i bedet, så jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at se ud til foråret.

DECEMBER

Hele efteråret har jeg følt mig 1-2 uger bagud med alting, sådan generelt og derfor kom vores julebelysning også først op i starten af december. Bedre sent end aldrig.
Udestuen fik vi ryddet op i, så der kunne se en smule julet ud.

Dekoration foran indgangsdøren - lavet d. 23. december!
Så nåede jeg vejs ende med dette tilbageblik.

Vi er nu fire dage inde i 2017 og jeg nyder stadig min "Esther-ferie". Jeg har ikke rigtig fået lavet så meget de første tre dage, og det er helt som det skal være.

Jeg håber 2017 bliver et spændende og godt haveår. For første gang skal jeg selv holde Åben Have. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg håber også på, selv at komme ud og se nogle haver. Heldigvis ligger Havefestivalen i år i starten af juli måned, så hvis ikke vi har for travlt med at gøre egen have klar til Åben Have, så håber jeg at kunne nå et par stykker.

Lige så glæder jeg mig også til at fortsætte arbejdet i havekredsens bestyrelse - og ikke mindst til at opleve CPH GARDEN i juni måned.

Her til sidst vil jeg ønske dig/jer et rigtig skønt haveår 2017.

Esther


12 kommentarer:

  1. Flott oppsummering! Den clematisen er nydelig, ja! Godt jobbet med alt dere har fått gjort. Dere har en flott utestue, og det er jo hyggelig å pynte der til jul også.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak.

      ja, det er en meget fin clematis. Blomsterne er dog mindre end jeg troede de ville være. Men skidt pyt, smuk er den jo :)

      Vi er meget glade for udestuen, men får ikke rigtig brugt den som "stue", da den plejer at være fyldt med planter. Har dog en ide om at få flyttet en af reolerne derfra, så det vil være muligt at sidde der og slappe af. Nu må vi se, om det kan lade sig gøre.

      Slet
  2. Flot tilbageblik der er sket lidt af hvert.
    Jeg sidder og spekulerer på din rådhusvin, jeg mener, at de stærke farver kommer frem i frostvejr. Jeg synes i hvert fald, at mange planter også i naturen får flottere farver jo koldere det er, men derfor kan det godt være, at de bagefter hurtigere taber bladene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er i hvert fald hvad jeg synes at have bemærket. De sidste par år har jeg hvert år undret mig, når jeg i diverse havegrupper på FB så billeder af folks knaldrøde rådhusvin....og min egen stadig mest var grøn :)

      Slet
    2. God ide med et tilbageblik på året der gik.Så kan man da se at man rent faktisk har nået noget.Ens erfaringer kommer også en tilgode bl.a. erfaringen vedrørende frøindkøb.Jeg har gjort nøjagtig samme erfaring.
      Sikke en flot forhave omlægningen resulterede i.I har nogle smukke belægninger på stierne.
      Den bordouxfarvede Rudbekia er meget smuk,-er det en staude eller en sommerblomst?Sår du den inde for senere udplantning?
      Fridage flyver afsted,-jeg har selv haft 3,- og det er ikke givet man når det planlagte,men pyt!Bare man laver noget man har lyst til.
      God aften
      Lise

      Slet
  3. Hej Esther

    Alletiders med en opsummering! Det gør også at man jo selv får tænkt over hvad der er sket og ikke sket:)
    Måske er der forskel på rådhusvin? ikke alle selektioner bliver måske så røde?

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten

      Det kan være du har ret mht rådhusvinen...omend jeg nu mener at kunne huske, at billedet der fulgte med potten netop viste en meget rød en af slagsen.

      Slet
  4. Det er altså så hyggeligt med disse tilbageblik på året. Det kribler helt i fingrene for at komme igang i haven igen ;0) i det nye år her, må jeg altså forbi dig en tur :0)
    KH.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det må du. Du bor jo så tæt på at du både kan se forårshaven, sommerhaven og efterårshaven :)
      Du er i hvert fald velkommen.

      Slet
    2. Åh ja.. haven i alle årstider.. det vil jeg gerne ;0)

      Slet
  5. Hyggeligt at følge med i årets gang på din blog... glæder mig til at se billeder af alle de løg der kommer op til foråret. Godt Nytår

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig også vældig til at se mine forårsløg i blomst. Det er en lige stor glæde hvert eneste år.

      Slet