søndag den 16. maj 2010

Luksusfælden

Jeg har adskillige gange givet udtryk for, at jeg ikke gider bruge min tid på diverse reality- og/eller talentkonkurrenceprogrammer, men jeg må indrømme, at det så ikke lige gælder Luksusfælden. Ja, det er en ugentlig udstilling af voksne mennesker, der ikke har økonomisk sans og derfor overforbruger helt vildt, og som seer kan man så sidde og godte sig over, at ens egen økonomi ikke ser sådan ud osv....(og nogle gange kan man også godt sidde og overveje, hvor mange af de fede køkkener/badeværelser/andre ombygninger folk har anskaffet sig de sidste par år, der egentlig er købt uden optagelse af lån...!) Men ikke desto mindre kan jeg nu godt lide at se programmet. Nogle af problemstillingerne i udsendelserne kan jeg sagtens nikke genkendende til og det er jeg sikker på mange andre også kan. Forøvrigt er jeg blevet meget inspireret af udsendelserne. Inspireret til nu at have fuldstændig check på hver en krone - hele tiden - og jeg har derudover fundet ud af, at det faktisk er sk***sjovt at have det overblik! Det havde jeg ikke lige regnet med. Det var nu ikke fordi jeg ikke havde overblik før, men det var sgutte på kroner og ører! Det sværeste er faktisk at komme i gang og huske at gemme kvitteringerne - når først man er i gang, tager det max. 5 min. at skrive ned, hvor mange penge man har brugt den pågældende dag og på hvad og det kan virkelig være en øjenåbner! Tippet er hermed givet videre :o) Det tager lidt længere tid at lave et årsbudget, men tiden er godt givet ud, fordi man så bagefter har det totale overblik. (En skabelon til privatbudget til OpenOffice finder du her) Mit næste punkt bliver at lave en 6-årsplan - et underligt tal måske, men om seks år fylder jeg jo 50 og det kunne jeg godt tænke mig at fejre med enten en stor fest eller en fed rejse - og det er jo ikke gratis. Desuden drømmer jeg jo stadig om eget hus....og en ny mc ville heller ikke være dårligt...! Jo, en 6 års-plan må der til - men det bliver nok først i sommerferien, der bliver tid til den slags fornøjelser. Jeg synes forøvrigt det er lidt sjovt, at privatøkonomi er tabubelagt. Folk taler bare ikke om deres økonomi.... ikke en gang størrelsen på lønnen...uha nej. Sådan noget snakker man ikke om - heller ikke med kolleger, der jo ellers må formodes at tjene det samme som en selv. Især skulle vi kvinder være rigtig dårlige til at tale økonomi med veninderne, men til gengæld taler vi gerne om vores sexliv, dårlige parforhold osv.. Det er da lidt mærkeligt, er det ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar