I dag gik vi så småt i gang med det sidste større haveprojekt - i hvert fald hvad angår belægningsprojekter - nemlig den sidste del af forhaven/indgangspartiet.
I går var det bestilte ton chaussesten blevet leveret, da jeg kom hjem fra job. (I alt har jeg gennem årene fået leveret 4 tons!) Dejligt - selvom de fylder enormt meget.
Heldigvis har jeg fået lov til at parkere min mc på naboens grund, mens vores omlægning er i gang. Vi har altså fået jordens sødeste naboer :)
Vi startede i morges med at rydde området for næsten alle de ting, der stod der. De sidste småting tager kæresten i morgen.
Derefter tog kæresten på omlastepladsen med affald og bagefter tømte han de sidste spande med kartofler, mens jeg gik i gang med at give det, der skal blive til det nye højbed, første gang træbeskyttelse.
I morgen får de anden omgang - håber vi slipper for en tredje - men de har godt nok suget voldsomt.
Dernæst fik jeg plantet de to tranebærplanter jeg købte sidste søndag - i surbundsbedet. Som med blåbær skal man sørge for at der er to forskellige.
Mine hedder: Tranebær Vaccinium macrocarpon 'Stevens' og 'Big Pearl'.
Til sidst et par billeder fra i dag.
Først en lettere muteret dahlia, men jeg synes nu stadig den er pæn.
Mine tobaksplanter blev jo først plantet ud i juni, så jeg var ikke sikker på, de ville nå at blomstre. Men nu, hvor de har lovet supervejr de næste par dage - og den røde sprang ud i dag - så tror jeg sørme de når det.
I mit nye "mistbænk-bed" fik jeg plantet de rølliker jeg har købt. Jeg er blevet helt vild med rølliker lige pludselig. Måske fordi jeg faktisk ikke har særlig mange skærmblomster i haven.
Mine nye rølliker er:
Achillea millefolium 'Terracotta' (2 stk.)
Achillea mill. 'Lilac Beauty'
Achillea mill. 'White Beauty'
Som sagt er det meningen, at de fleste planter i mistbænken blot står der vinteren over, til jeg har fundet plads i havens "rigtige" bede.
Det er dog bedre for planterne at overvintre i mistbænken end i en potte.
I morgen skal jeg forøvrigt tilbringe adskillige timer i et havecenter - gad vide, hvordan jeg undgår at blive fristet over evne...hm... :)
Så flott det blir! Lekker dahlia også :)
SvarSletJa, det håber vi det bliver :)
Slet