onsdag den 12. november 2008

Calabria - 16. oktober 2008

Dagens tur kan vist roligt kaldes for en "fodtur" ;o)


Vi var jo ankommet til vores BB efter mørkets frembrud, så det var rart at se, at udsigten fra værelset ikke var den allerværste. Der var i det mindste en udsigt, fremfor bare en mur.


Morgenmaden var temmelig ejendommelig; den bestod kun af KAGE. Ikke just noget, der mætter ret længe ad gangen...


Efter at have indtaget denne spøjse morgenmad, hoppede vi i bilen og kørte afsted kl. 9.15. Solen skinnede, omend der også var lidt diset.


Vi satte kursen sydover.


Allerede 9.45 var temperaturen 21,5 C - ingen klager fra os.


Da vi nåede til Bova Marina - eller rettere, en udkigspost lidt udenfor byen - holdt vi en længere pause.


Udsigten var ikke dårlig, solen bagte og det var aldeles skønt at stå der midt i solen og mærke varmen.


Vandet så krystalklart ud - og jeg syntes, at denne klippe med lidt god vilje godt kunne ligne et krybdyr af en slags.


Det var ret imponerende at se hvor store agaver egentlig kan blive. For slet ikke at tale om nerier.


Da vi var færdige med at beundre udsigten over Bova Marina, kørte vi ned til byen og fandt vejen op i bjergene - op til den græske by Bova.


Det var en rimelig lang tur, med masser af hårnålesving - og til tider med kun 1½ vognbredde vejbane - så der blev dyttet flittigt før hvert sving!
Udsigten var ualmindelig vild og smuk.


I Syditalien er der rigtig mange græske (og albanske) byer. Derfor står byskilte og vejskilte også på flere forskellige sprog; græsk, dialekt og italiensk:


Bova er centrum for de gamle græske samfund i Calabrien. Byen er især kendt for sit pænt store diesellokomotiv, der står på en plads nær ved Piazza Roma.

Det fortælles, at byens borgmester skaffede det til byen (som forøvrigt er skinneløs!) i 1989 fra Sicilien. Det tog dem otte dage under store anstrengelser og megen festivitas at få det fragtet ad de snoede veje op til byen.


Idag minder toget byen om den ovenfor omtalte borgmester. Han blev nemlig myrdet af N'Dranghetaen i 1992, da han nægtede at lade sig afpresse.

N'Drangheta er navnet på Calabriens mafia.


I byen var der i øvrigt meget, meget stille. Det var meget tydeligt, at vi var der udenfor sæsonen.
Byens restauranter og cafeer havde alle lukket, bortset fra en enkelt lille cafe.

Han havde ikke rigtig noget mad at tilbyde, men fik så skaffet nogle panini et eller andet sted fra... og så skal jeg da lige love for, at vi fik os et decideret pecorinochok!


Der var nemlig IKKE sparet på pecorinoen. Den lå i flere LAG!
Skinken var kogt skinke og ualmindelig lækker.

Det smagte godt, men der var altså, trods alt, for meget pecorino i - for selvom jeg vældig godt kan lide den stærke fåreost, så plejer jeg altså at spise den i mindre portioner :o)


Når det sådan er "udenfor sæsonen" er der jo ikke så meget at lave, og så sidder man da bare på en bænk og lader tiden gå.. :o)


Godt halv et forlod vi Bova og trillede nedad bjerget igen. Temperaturen sagde nu 25,5 C - og stadig ingen klager :o)

Vel nede igen forsøgte vi så at finde vejen til noget, der hed Pentadatillo (Betyder fem fingre på græsk). Det skulle nemlig være noget helt specielt, i følge vores BB-vært.

Nu er italienerne så ikke lige de allermest flittige til at skilte tydeligt, det behøver de jo ikke, de kender jo godt vejen....! så vi havde så småt opgivet af finde Pentadatillo, efter 1 times bjergkørsel uden held.

Vi havde derfor egentlig besluttet bare at fortsætte vores tur "foden rundt", da der pludselig stod et skilt mod Pentadatillo!

Ganske rigtigt, allerede 7-8 km fra byen kunne vi se den klippe, byen Pentadatillo er opkaldt efter - og med lidt god vilje ligner den da også 5 fingre.


Lige før byen er der en udkigsplads (med en cafe - der selvfølgelig var lukket -> det var jo "udenfor sæsonen"!)

Selve byen Pentadatillo så temmelig øde og forladt ud, omend et par af husene nu så beboede ud.
Vi var ikke inde og kigge i selve byen - vejen derind var ikke specielt turistbil-venlig (vi fik dog vendt!) så vi nøjedes med at kigge på byen på afstand.


Det blev den nu ikke mindre køn af.
Kombinationen af de rå klipper, de forfaldne huse samt de rustikke farver var simpelthen enestående smuk.


Selvom jeg synes mine billeder er blevet gode, så var der altså meget flottere i virkeligheden.
Jo, Pentadatillo var i sandhed værd at se og selvom vi senere på ferien så meget andet flot og spændende, så var Pentadatillo det mest specielle.


Godt halv tre forlod vi Pentadatillo og satte kursen mod Scilla.
Først beundrede vi udsigten over byen -


- og Sicilien -


- og vandet, der også her så krystalklart ud.


Efter at have fået dette overblik gik turen så nedad gennem små, smalle gader, ned til strandpromenaden.


...og ja, vandet VAR krystalklart...


...og der var ualmindelig mange flotte sten...

Der er ingen tvivl om, at vi ville have slæbt adskillige kilo sten med hjem, såfremt vi skulle være kørt hjem til DK i bil.

Ikke noget at sige til, at min kuffert vejede 20.1 kg ved hjemrejsen. Scilla var jo ikke det eneste sted jeg fandt sten....!


Ved halv fem tiden forlod vi så Scilla og så kom vi ud på en rigtig flot gang bjergkørsel langs kysten nordpå (Desværre ikke med mulighed for at stoppe og fotografere, så har ingen billeder af det - men tro mig, det var supersmukt!)

Da vi nåede til Giòia Tauro, tog vi motorvejen til Rossarno, hvor vi så drejede fra og kørte tværs over til Siderno.

Vi fik handlet i et supermarked og så skulle vi finde et sted at spise aftensmad.

I Siderno kunne vi ikke rigtig se nogle restauranter, men nu skal det så også lige siges, at det er temmelig svært at holde øje med sådan noget, når man ikke kan holde stille og der ikke er mulighed for at parkere i den hektiske trafik.

Så, inden vi fik set os om, var vi ude af Siderno og på vej ind i Locri.

Vi blev enige om, at vi da så bare kunne spise på "Il Delfino Blu" igen, så vi fandt en P-plads og gik mod delfinen.... og så fik vi ellers en overraskelse.

Hvor betjeningen dagen før havde været okay, men så heller ikke mere, så var den HELT anderledes denne dag.

For det første blev vi hilst velkommen med store smil af ejeren, og da vi havde bestilt maden, gik der ikke mange minutter, førend vi fik serveret bruschetta, oliven, grillet aubergine og zucchini og en fantastisk bønnesalat (Og jeg der ellers ikke kan lide bønner/linser skovlede indenbords - for det smagte pragtfuldt!) på HUSETS REGNING.


Selve hovedretten var også god (mit billede blev bare ikke så godt!) Jeg fik scaloppino con funghi og patate fritte. Det var mums.

Ejeren var flere gange henne for at snakke med os, så jeg fik da godt nok lov til at forsøge mig på det italienske sprog, for engelsk kunne han jo ikke! 

Godt, min mor kan noget italiensk! :o)

Ved 21-tiden var vi tilbage ved Gnuri Momma - efter en lang dag med masser af oplevelser.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar