fredag den 14. februar 2014

TI ÅRS BLOG! (Del 1 - laaaangt indlæg!)

Det havde jeg ikke troet, da jeg dengang i midten af februar 2004 begyndte at blogge; at jeg stadig ville blogge ti år senere - og det på trods af at jeg har haft et par "udfald" undervejs, hvor jeg ikke bloggede i flere måneder.

Som det vil være en del læsere bekendt, så gik min Wordpressblog ned for godt et år siden.

Jeg er stadig i gang med at "håndimportere" (=copy+paste af overskrift og indlæg samt indskrivning af dato og klokkeslet et indlæg ad gangen) - derfor kan jeg ikke lave det tilbageblik jeg gerne ville med links, men så må I nøjes med et par links og ellers billeder.

2004

Det første år var emnerne bl.a. computerspil (Diablo2 og Sacred) og min tur til Paris i foråret.


Længslen efter at få mc-kørekort fyldte dog mest på bloggen - og jublen ville så ingen ende tage, da jeg fik mc-kørekortet i hus d. 5. oktober 2004 - og endelig måtte køre på den mc jeg havde ejet siden maj måned!
Et andet yndet emne (Det er det endnu!) var mine katte.

I august begyndte jeg at få besøg af en lille killing - og var solgt til stanglakrids, selvom han var meget sky - det er han forøvrigt stadig.


Her er Speedy som killing - og lige nu går det så op for mig, at jeg til september har haft ham i 10 år.

Min anden daværende kat var min højtelskede burmilla Capriccio, som jeg med stor sorg måtte lade aflive for snart tre år siden pga. sygdom. Han blev næsten 18 år gammel.


Allerede i 2004 fik jeg dog også skrevet en smule om have. Jeg havde trods alt en terrasse, en lillebitte forhave på omkring 10-14 m2 og en køkkenhave (nede i den anden ende af haven, så den havde jeg kun en enkelt sæson, da det var for besværligt.)

 Min terrasse

Ca. halvdelen af min forhave. Eftersom der tidligere havde været græsplæne og græsset blot blev fræset ned i jorden, begyndte jeg efter et års tid at få en massive problemer med at holde "ukrudtsgræs" væk, så selvom haven var lille, var jeg altid bagud med lugningen. Græsset var næsten umuligt at få hevet op.

Af denne årsag har jeg konsekvent gravet al græs væk her på matriklen, når jeg skulle lave bede og så erstattet med købejord. Simpelthen for at lette mit lugearbejde mest muligt.


Her min køkkenhave - den ene sæson jeg havde den:


Jeg havde dild, radiser, ærter, bønner, solsikker og ikke mindst kartofler, foruden en del blomster også, som jomfru i det grønne og morgenfruer m.fl.

2005

Dette år var jeg både på på skitur i Norge, mc-tur til Sverige og arbejdstur til Island og det bar bloggen naturligvis præg af....foruden en masse kattebilleder og ikke mindst, billeder af mad....! Både min aftensmad og hvad jeg fik bagt.

  Hafjell - Norge - marts


Orust - Sverige - juli


Guldfoss - Island - december


Udsigt fra Kerið - Island, december


Nå ja, og så anskaffede jeg mig en vinter-mc i november måned. (Den sølvgrå)


Jeg boede jo ude på landet med 6 km til togstationen, så offentlig transport var nærmest umuligt om vinteren; jeg måtte køre selv, medmindre jeg kunne få lift med naboen, hvilket betød, at jeg måtte hjemmefra allerede kl. 6 og først var hjemme igen kl. 17. Når jeg kunne køre selv, tog jeg først hjemmefra lidt i halv otte og var hjemme igen kl. 15-16.

Dengang boede jeg 33 km fra jobbet. Det var et helvede hver vinter og i dag fatter jeg ikke, at jeg kunne holde det ud... (Det kunne jeg heller ikke rigtigt...når ret skal være ret. Hver vinter brokkede jeg mig i hvert fald en hel del, hver gang der var udsigt til sne og/eller glatte veje!)

Haven var jeg glad for, på trods af alle mulige begrænsninger/dårlig jord. Den gav mig jo mulighed for at rode i jorden, trods alt.

De storkenæb der anes her, har jeg forøvrigt stadig i min nuværende have, ligesom pileurten m. fl. :)


I 2005 etablerede jeg også et krydderurtebed. Den sølvgrå plante er min malurt - som det også lykkedes mig at få med hertil.


2006

Der skete, så vidt jeg husker, ikke så meget på bloggen dette år. Indlæggene handlede stadig mest om kattene, motorcykler og en smule have. (Når jeg en gang får indlæggene hentet frem igen, må jeg jo så se, om jeg husker rigtigt.)

Igen var jeg en del ude og rejse. Bl.a. på studietur til Prag (...og det var IKKE en druktur, vil jeg godt hilse og sige! ;)


I juni var jeg censor på Bornholm. 
Jeg tog motorcyklen derover, så jeg også kunne komme rundt og se øen, når jeg havde fri.


Sommeren tilbragte jeg hjemme og nød mit lille frimærke af en haves blomster:


...ligesom jeg også fik kørt mig en hel del udflugter rundt i Skåne. Så kunne jeg også samtidig aflægge min mor et besøg.

2006 var dog også året,  hvor jeg fyldte 40. 

I fødselsdagsgave gav jeg mig selv min første rejse til Rom. Jeg tog derned sammen med min daværende veninde i efterårferien - og faldt helt og aldeles for den pragtfulde by.


Vi nåede også en tur til Pompeji - og som det kan ses, var vejret glimrende :)


I december var jeg så atter ude at rejse. Denne gang gik turen til Berlin - med jobbet. Det var fjerde gang jeg var i Berlin, men første gang i december, hvor der var diverse Weihnachtsmärkte.


2007

I februar måned væltede det ned med sne, så jeg kunne komme ud på ski.

Jeg husker stadig at det var mindre fedt at komme hjem igen. Der var nemlig ingen strøm, den var gået - det var før strømkablerne blev gravet ned - og snestormen havde blæst ledningerne ned.

Over et døgn gik der før strømmen var tilbage, så jeg boede i min sofa med min dyne og klarede mig med stearinlys og grillmad bragt til døren.




Det var også i 2007 at jeg opdagede, at gammel kærlighed ikke ruster.

 Jeg genopdagede nemlig TVŸŸ2ŸŸŸŸŸŸŸŸŸŸ, som jeg ikke havde set live i 19 år! Det har jeg så fået rådet bod på sidenhen... ;)


2007 var også var året, hvor jeg var "pro-aktiv" da vi fik meldt ud, at en skulle forflyttes til en anden skole i kommunen.

Jeg var overhovedet ikke interesseret i at arbejde på andre skoler i kommunen end min daværende, så jeg fandt mig et nyt job tættere på min bolig. Et job jeg skiftede til, også selvom det viste sig, at det slet ikke var mig, der skulle forflyttes.

Set i bakspejlet var det forøvrigt en klog beslutning, da jeg ellers næppe ville have fundet mit drømmehus :)

Jeg begyndte også så småt at tage flere og flere blomster- og plantebilleder, især til at lægge på bloggen.






I oktober tog jeg endnu en gang en tur til den evige stad: Rom :)


Denne gang blev jeg dog syg (madforgiftning) så det var ikke en sjov hjemrejse, for nu at sige det mildt ;)

I november måned, helt præcist d. 14. blev jeg MOSTER til den dejligste dreng.

Jeg elsker ham højt, men indrømmer gerne at jeg synes han er meget sødere og sjovere nu, hvor han er snart 6½ år gammel, end dengang han var spædbarn.

Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med et spædbarn  - man kan jo ikke snakke/lege/pjatte med sådan en :)

2008

...var et stort år for mig, ja faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, det var et miraklernes år.

I januar måned fik jeg konstateret en kraftig grå stær på begge øjne.....og på trods af alenlang ventetid, der var meget frustrerende, fordi mit syn blev dårligere og dårligere, så gennemgik jeg i hhv. september og november måned endelig de operationer, der fjernede min grå stær. (Jeg fik senere hen kraftig efterstær på begge øjne, men det blev fjernet nemt og hurtigt hos øjenlægen ved den årlige kontrol.)

Eftersom jeg havde -12,5 og altså var stærkt nærsynet, fik jeg isat nye kunstige linser med styrke, så jeg pludselig kun skulle bruge -2 i mine briller.

Den følelse af glæde og taknemmelighed jeg følte, da optikeren for første gang lod mig se med mit nye syn, ja, den var overvældende og jeg nærmest tudbrølede af glæde over pludselig at kunne SE igen og endda bedre end jeg nogensinde før.... En helt igennem fantastisk følelse.

Med et syn, der endelig fungerede, kunne jeg også få gang i en af mine gamle hobbies igen, nemlig håndarbejde. I flere år havde jeg ikke kunnet brodere pga. mit syn, så jeg kastede mig med stor glæde og iver over en masse broderier...og alt muligt andet håndarbejde.

Det bar bloggen virkelig præg af...! Her blot et lille udsnit ;)


Der skete dog også andet i årets løb.

Jeg var endnu en gang i Italien - i oktober måned.



Denne gang i Calabrien - fantastisk smukt, men på det tidspunkt var mit syn endnu mere elendigt end normalt, da jeg jo var opereret på det ene øje, men ikke på det andet, så mine øjne arbejdede slet ikke sammen. Ergo havde jeg en ikke-eksisterende afstandsbedømmelse....Hold op, hvor jeg tit snublede OP ad trapper!

SLUT på del 1

1 kommentar:

  1. Stort tillykke med 10 års fødselsdagen. Det er alligevel pænt mange år :-). Flot, at du har holdt bloggen vedlige og er kommet tilbage igen efter pauser.

    Dejligt tilbageblik!

    God weekend
    Birgitte

    SvarSlet