søndag den 23. april 2017

Gårsdagens arbejde

Udover at få aurikelteateret lavet, fik vi også lavet andet i haven i går.

Carsten fik malet jordbærhøjbedet, der trængte voldsomt til ny træbeskyttelse.
Med et pælebor lavede han derefter fire huller til mig, så jeg kunne plante nogle flere clematis. Det undrer mig forøvrigt temmelig meget, at vi ikke kom på det noget før; at lave huller til clematis med pæleboret. Det passer lige i størrelsen.

Billeder af de nyplantede clematis må I dog vente med at få, da jeg glemte at tage billeder.

De er plantet opad rionettet, der blev sat op ved surbundsbedet for et par uger siden. Det drejer sig om følgende clematis:

C. tibetana 'Anita'
C. viticella 'Vanessa'
C. viticella 'Alba Luxurians'
C. cylindrica 'Millie'

I Flammebedet begyndte vi på arbejdet med at fjerne planter (herunder mængder af skvalderkål) så jeg kan få plads til de fleste af de stauder jeg plantede i højbedet i efteråret foruden nogle af "Tysklands-stauderne"..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar