søndag den 24. september 2017

Endelig i haven igen

Det er mindst 14 dage siden jeg sidst har været i haven, nok tættere på tre uger, faktisk.... og det kunne man så også godt se.

I perioden kom der jo en storm forbi....Den lagde bl.a. vores bønnestativ ned.

Vi plantede bønnerne igen, men der gik kun ½ dag, så var stativet atter væltet - ned over min buksbombørnehave, der dog heldigvis overlevede - så bønnesæsonen 2017 sluttede temmelig brat.

3735 gram bønner nåede vi at høste på de syv planter.

 Næste år bliver stativet sat fast med store "kramper" ned i jorden og tøjret til huset!

Vi var i haven fra 10.30 - 14.00 i dag. Inden vi gik i gang så der sådan ud:

 Stormen havde også været hård ved vores lille æbletræ.
Det vigtigste i dag var at få fejet stierne og evt. få klippet lidt der, hvor stormen havde væltet planterne.

I Flammebedet kan jeg se, at mine staudesolsikker - som jeg er meget begejstret for - skal have stativer at vokse i næste sæson, så de ikke vælter, som tilfældet er nu. 

De er dog kun væltet inde i bedet, og har stadig så mange blomster, så jeg lod saksen blive i lommen.

Det gjorde jeg så ikke, da jeg nåede frem til mine echinops (tidsler). De så ikke for kønne ud, så de fik højden halveret - og dét pyntede.
Så kan stien igen betrædes :)
 Bag ved rønnebærtræet, har jeg haft et lidt dumt bed med ret mange skvalderkål. Igennem forår og sommer har jeg ofte luget der og lige for tiden er skvalderkålbestanden ikke så voldsom.

I flere år har jeg haft løg liggende der. Især krokus. Det har jeg stadig, men nu har jeg også fået plantet et par storkenæb og to hostaer.
 Hostaen til højre har jeg fået af min mor, så den kender jeg ikke navnet på. Den til venstre har røde stængler og hedder ' Purple Heart'.

Storkenæben til højre hedder 'Purple Ghost' og den anden er en selvsået fra haven.

 Sydhaven er blevet fejet. Utroligt som det pynter.
 Lidt forskellige motiver fra haven. Som det måske kan anes bag edderkoppen, så er terrassen ret tom nu. Der står stadig en del krukker. Jeg skal jo snart i gang med at lægge løg.
 Æblerne sidder på vores søjleæbletræ og ser ganske fine ud. Vi glæder os til at smage dem. De er nemlig ikke helt modne endnu.
 Jeg er helt vild med denne Rudbeckia 'Gloriosa Daisies'. Frøene fulgte med et engelsk haveblad.
 Clematis 'Anita' har så fine, små hvide blomstrer - og den er allerede nået op på kanten af plankeværket. Den blev plantet i foråret.
De tre andre clematis på rionettet har også fået godt fat.
 Har så lige opdaget nu, at naboens kaprifolie er kravlet igennem hegnet, så jeg skal ud med en saks, inden den får viklet sig for meget ind i clematis.

Her et kig ud over køkkenhaven, hvor der ser ret bart ud, nu hvor bønnestativet er væk.
Efterårsfarverne er så småt begyndt at dukke op.
Min rådhusvin er allerede begyndt at rødme, hvilket den meget gerne må. Den plejer normalt at være så længe om at rødme, at det lige passer med, at vi får den første nattefrost....og så smider den bladene i stedet.
Nu har jeg et håb om, at den når at blive rigtig rød i år, før frosten tager den.
Forhaven er jeg stadig mægtig begejstret for. Det var en god ide jeg fik; at sætte mange alunrod og hosta der. Det giver så fine farver. 


 I foråret så denne heucherella (Kender ikke navnet, da den ikke havde noget skilt, da jeg købte den hos Westphal i 2015.) rigtig skidt ud. Jeg troede egentlig den var død, men opdagede små skud....som jeg så plantede som to planter - og se nu bare, hvor fin den er.

Den har dog slet ikke nået at blomstre i år, men det er okay. Har den for bladenes skyld.
....og nu må jeg hellere komme i gang med skoleforberedelserne. God søndag aften :)

lørdag den 9. september 2017

"Det er jo lige, så du stråler...."

Ovenstående kommentar har jeg fået rigtig mange gange de sidste fire uger - og jeg bliver lige begejstret, hver gang nogen siger det til mig, for det er altså også en kolossal forandring, der er sket med mig, siden jeg startede som friskolelærer - for fire uger siden.

Jeg får nu lov til at være LÆRER igen!

Jeg er glad, begejstret, lykkelig og oveni er jeg - endelig - begyndt at mærke energi og overskud igen, hvilket er en helt ny - og skøn fornemmelse.

Mine nye, fantastiske kolleger og ledere har taget supergodt imod mig; Allerede fra dag 1 fik de mig til at føle mig "som en del af holdet".

Min med-klasselærer er et fantastisk, sødt, sprudlende, energisk, positivt og varmt menneske, som jeg er meget, meget glad for at dele klasse med.

Vi deler klasselærerfunktionen i en 3. klasse, hvor vi har 17 søde, dejlige og meget livlige børn. Jeg underviser dem i matematik, engelsk, kristendom, natur/teknik og historie.

Der er en del relationsarbejde når man er klasselærer og selvom det kan være tungt, så er det okay. Jeg holder allerede meget af "mine" unger, så efter en god nats søvn er jeg klar og glæder mig til endnu en dag i deres selskab.

Udover min 3. klasse har jeg 6. og 7. klasse til engelsk, tysk og historie. De to klasser er jeg også meget glad for at undervise, så jeg er bare SÅ glad.

I grunden havde jeg vel slet ikke behøvet at skrive ovenstående. Egentlig kunne jeg vel bare have nøjedes med en enkelt sætning:

Jeg ELSKER min nye arbejdsplads :)



......og så ikke mere om mit pragtfulde job, men i stedet noget havestof:


I går stod der 30 kg løg til mig, da jeg kom hjem!
Nu var vi dog fire, der var gået sammen om at indkøbe, så det var "kun" 600 løg jeg skulle have.

Jeg fik fordelt løgene og i løbet af igår og i dag fik jeg kørt løgene ud til veninderne, så de var af vejen.

Det øsregner det meste af tiden idag, så jeg planlægger at begynde at lægge nogle af løgene i morgen, hvis det ellers holder tørt.

Ellers sker der ikke så meget i haven. Jeg har ikke rigtig lavet noget derude, udover lige at holde stierne rene og fjerne meget synligt ukrudt, men fordi den fik sådan en overhaling op til Åben have, så er den stadig præsentabel, hvilket jeg finder ualmindelig dejligt.
I år overvejer jeg forøvrigt at klippe nogle af stauderne ned her i efteråret, så haven ser lidt pænere ud vinteren igennem - og der så vil være lidt mindre arbejde i foråret.

De første efterårstegn er så småt begyndt at vise sig, men her er stadig mange blomster:
 Clematis 'Anita', som er i sin første sæson. Den er meget yndlig, synes jeg.
 Clematis 'Vanessa' står ved siden af den - og den blomstrer også ret meget, taget i betragtning, at den også først blev plantet i foråret.

 De to Clematis 'Vitalba' jeg plantede i forhaven sidste år, har slet ikke blomstret, men forleden opdagede jeg, at den ene sørme havde fået lidt blomster.
 Clematis 'Silver Moon' blomster nu for anden gang. Den er også ny i år.
Dahliaerne i mistbænken har det glimrende. For en gangs skyld har jeg både givet dem (dyr) langtidsgødning og plantet dem i Champost - og det skal jeg da lige love for, de kan lide.

Selvom de står i mistbænken - og derfor er lidt over jorden, så er nogle af dem et godt stykke højere end mig, så de er vel omkring 180-190 cm høje. (Jeg er 182 cm høj) 
Det er forøvrigt motorcyklen, der står overdækket til højre i billedet, hvis nogen skulle undre sig over det blå plastic.

I Flammebedet er jeg helt vild med kombinationen af mine staudesolsikker (Helianthus 'Sheila's Sunshine', Helianthus Giganteus og Helianthus Staffe microcephalus), den lilla spydverbena (Verbena hastata 'Blue Spires') og så de orange montbretia i bunden.
I forhaven er mine hvide hjortetrøst (Eupatorium 'Ivory Tower') næsten sprunget ud og dem er jeg (også) meget glad for. Jeg synes, de er meget smukke.
Min sølvlys (Cimicifuga ramosa), som jeg fik af min mor sidste år, står atter smukt. Den lader til at trives i mistbænken i køkkenhaveafdelingen.
 Min Brunnera macrophylla 'Jack Frost' fik jeg endelig fundet plads til - og den har kvitteret med at vokse sig stor og flot.
 Her er det en malva, enten 'Braveheart' eller 'Mystic Merlin' - sået i foråret.
 En rudbeckia - også sået i foråret.
 Dahlia 'Seattle'
 ...og til sidst en af de mange zinnia, også sået i foråret.
Om lidt skal vi ud ad døren, men jeg vil se om ikke jeg kan få tid til en blogrundfart i morgen tidlig inden skoleforberedelser og løglægning.
Hav en dejlig lørdag aften :)