Viser opslag med etiketten havebloggere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten havebloggere. Vis alle opslag

torsdag den 6. juni 2019

Bloggertræf-debut i Geografisk Have

Så fik jeg oplevet plantemarkedet i Geografisk Have - og ikke mindst fik jeg - endelig - hilst på en del af de havebloggere jeg har "kendt" igennem en del år. Det var rigtig hyggeligt. Jeg glemte dog at tage billeder... så typisk.

Lisbeth fra Høneballehaven har dog taget nogle billeder, som man kan se her.
I det hele taget fik jeg ikke taget ret mange billeder.
Min afdeling i Haveselskabet havde arrangeret en tur til plantemarkedet, så vi var 27 havefolk, der tog afsted fra Sjælland.

Vi havde i alt fem timer til at se markedet i. Jeg tilbragte dog en stor del af tiden ved "blogger-bordet", da det var ret varmt at gå rundt.

Tror egentlig heller ikke, at jeg fik set hele markedet, men skidt pyt. Jeg fik til gengæld den nok bedste (og mest fedtdryppende) burger jeg nogensinde har smagt. Hold op, hvor var den god. Mums.


Det var sjovt at opleve plantemarkedet. 

På forhånd havde jeg været ret spændt på, om jeg ville kunne lade være med at købe planter (Det kunne jeg ikke!) - men jeg begrænsede mig voldsomt; kun to hosta (navne følger i et andet indlæg, da det vælter ned med vand udenfor i skrivende stund...!) og to duftpelargonier.

Til gengæld kom jeg hjem med et længe ønsket spejlbassin. I omkring fire år har jeg gået og drømt om et af Helle Nørbys fine spejlbassiner med klinker i - og nu måtte jeg bare have det med hjem.

Jeg er superglad for det - kattene er dog overbeviste om, at det er en ny vandskål til dem ;)

Jo, det var en rigtig god tur :)

Herhjemme i haven er min Clematis Montana Wilsonii bare så smuk. 
 I mit sidste indlæg skrev jeg jo, at Carsten havde fået sig en ordentlig hækklipper, så vi endelig kunne få klippet buksbomhækkene.

Vi undlod at klippe dem sidste år pga. tørken, så de var blevet voldsomt store:
 Det pyntede derfor gevaldigt at få dem klippet, så de atter står skarpt. Her ved det blå bed.
 Den "Boulevard-clematis" Carsten gav mig sidste år, fik en større krukke i weekenden og i går kvitterede den så for det ved at springe ud.
Her til aften fik vi også vores del af styrtregnen. Da vi kom hjem tjekkede jeg hurtigt regnmåleren; den sagde 18 mm - og da regnede det stadig. Regnen er dog stilnet af nu. Det skulle dog ikke undre mig, hvis der er kommet mere end 20 mm. Jeg må ud og tjekke om lidt.

søndag den 15. oktober 2017

Fotoforedrag, efterårsferie og start på løglægningen

Tirsdag d. 10. oktober var jeg til fotoforedrag med Signe Goldmann i Roskilde-Køge Afdelingen. (Forøvrigt det første arrangement, som jeg stod for.)

Jeg kunne godt have tænkt mig flere tilhørere, men de der kom fik et spændende, interessant og lærerigt fotoforedrag. Det var de flere, der gav udtryk for bagefter.

Jeg synes, det var dejligt endelig at få hilst på Signe -vi har jo efterhånden "kendt" hinanden et par år.
Jeg selv fik også masser af brugbare fototips - og jeg leder stadig efter mit gamle digitalkamera, som jeg ikke har brugt i flere år....indtil videre har jeg fundet opladeren, så det går da fremad....omend langsomt.

Håber jeg snart finder det, så jeg kan komme ud og "lege" :)

Min telefon, som jeg tager praktisk talt alle billeder med, har de sidste par måneder opført sig åndssvagt; jeg kan ikke selv skrue op og ned for lysstyrken mere - det gør telefonen selv - i tide og utide, så selv uden jeg egentlig benytter telefonen i løbet af en dag på jobbet, så er den nede på 15-19%, når jeg kører hjemad. (Fuldt opladt om morgenen.)
Det har åbenbart også indvirkning på telefonens kamera, i hvert fald synes jeg ikke det tager særlig gode billeder mere - og det hjælper heller ikke, at lyset udenfor ikke altid er supergodt.

Her er det min pragtsnerle 'Heavenly Blue', der har blomstret uafbrudt hver eneste dag siden den begyndte. I går var det åbenbart slut, jeg så i hvert fald ikke en eneste blomst.
Jeg håber, det varer lidt inden frosten kommer, så den kan nå at lave masser af frø til mig.

De sidste tomater er blevet plukket - og har ligget og modnet. Baljerne, de har stået i, er blevet fjernet fra udestuen og mine løgbakker ligger nu på stativet i stedet for - med masser af forårsløg, der venter på at komme i jorden!

Det er derfor på høje tid, jeg kommer i gang med løglægningen, så i dag gik jeg så småt i gang. Undervejs stødte jeg på denne lille fyr, som kom til syne, da jeg hev nogle iris op. De var vokset op under plankeværket og da jeg ikke ønsker de ødelægger det, måtte de væk. Jeg satte den ned et sted, hvor den ikke ville komme i vejen for mig.
Dagens arbejde var de blå bede. Utroligt hvilken forskel det gør, når man lige går igennem med en saks og en kost.
Normalt klipper jeg ikke stauder ned om efteråret, men venter til foråret...men....i år har jeg simpelthen så mange løg, så jeg har brug for plads til at kunne lægge dem (=så mange som muligt) i bedene.

Jeg har ikke talt, hvor mange løg jeg egentlig skal have lagt, men det er mere end 2000 - og nok også mere end 3000, i betragtning af hvor mange krokusløg jeg har....!

I dag har jeg fået lagt 100-150 tulipanløg i de blå bede. Desuden nogenlunde samme antal i fire store krukker....og øverst i krukkerne har jeg nok lagt 200-250 krokus....og der er SÅ mange løg på løgbakkerne endnu. Foruden alle de nye løg jeg har indkøbt (830 styk!)

I det lyserøde bed fik jeg lagt 30 allium 'Purple Sensation' (intet billede.)
Så, nu er jeg i det mindste kommet i gang.

En del af løgene må jeg vente med at lægge indtil vi er kommet lidt længere hen. F.eks. vil jeg gerne lægge løg i Flammebedet, men jeg kan slet ikke komme til endnu...jeg kan ikke nænne at klippe der endnu.

Glemte at tage et "efter-billede" af Flammebedet, så I må nøjes med et "før-billede".
Hvis du undrer dig over løgbakkerne på billedet herunder, så ligger de der pga. kattene, der ellers ville bruge den friske jord som kattebakke - og derved få gravet løgene op.
De fleste af de nyindkøbte løg skal lægges i krukker. Bl.a. vil jeg igen fylde det første højbed med masser af blomsterløg. Det så supergodt ud i foråret. Første skal jeg dog have fjernet sommerblomsterne der.

 I den kommende uge har jeg efterårsferie ( Ret beset er det 0-dage, da mine fem ugers ferie ligger samlet i sommerferien.) Derfor skal jeg også have lavet en del skolearbejde i løbet af ugen. Men, der er også tid til andre ting, som at komme i haven - og få læst blogs...for første gang i en måned!

I dag har jeg brugt en del timer på at få læst de seks haveblade, jeg manglede at få læst. Det var nu helt rart at få "klaret" det hængeparti.

torsdag den 27. juli 2017

Gensyn med Henriettes have og lidt herhjemmefra

Igår trillede jeg en tur til Lolland, nærmere bestemt Rødby.

Det var tiden atter at besøge Henriette - og se hendes have, som jo har undergået en kæmpeforvandling på den korte tid hun indtil nu har boet der.

Da vi så huset første gang d. 21. november sidste år, så der sådan ud:
Flere billeder fra den gang kan ses hér.

Nu ved jeg godt november er en keeeeedelig havemåned, men alligevel...se lige en forskel:
Henriette har altså en eminent sans for at få en kedelig græsplæne forvandlet til noget meget frodigt og smukt i løbet af meget kort tid.
 Det kan godt være at mange af elementerne i haven normalt ikke ville passe sammen, men den måde Henriette kombinerer tingene på, gør at der er en ganske bestemt stil i hele haven, den jeg kalder "Henriette-stilen" - og det ser brandgodt ud.
 Man bliver glad af at gå rundt i sådan et blomsterparadis, kan jeg godt hilse og sige.


 Hun er så idérig og formår på fornemste vis, at få indarbejdet nødvendige ting, som f.eks. denne balje under nedløbsrøret, så den bliver en del af haven i stedet for at stikke ud.

 Overalt hvor man kigger er der bare frodigt. Skønt at se på.














 Denne her opstilling er jeg så betaget af. Selv hvis jeg havde de samme elementer, ville jeg aldrig kunne komme på sådan en opstilling - og det ser supergodt ud. Det er Henriettes evne i en nøddeskal.
 
 Beklager forøvrigt, hvis nogle af billeder er lidt slørede....jeg havde vist glemt at pudse linsen på telefonen før jeg gik i gang med at knipse.
 Holger besluttede, at han skulle ligge hos mig et lille stykke tid. Hyggeligt.
Hjemme igen

Jeg er så glad, så glad for det tomatstativ Carsten lavede til mig for et par år siden. Her kan man virkelig se, hvorfor det er så velegnet til mine 'Tumbling Tom'-tomater.
 Det er forøvrigt Speedy, der ligger i stolen.

En god ven, der kan svejse, lavede dette dahliastativ til mig i foråret. Det passer perfekt ned i mistbænken.
Det lader til at fungere efter planen, men jeg tror nu alligevel, at vi afkorter benene fem cm næste sæson.
 Jeg nyder dog, at det ikke lader til mine dahliaer vælter for mig i år.

Da jeg var til plantebyttearrangement for et par år siden, fik jeg gratis denne violfrøstjerne.  Den kom også sidste år, men der var den slet ikke nær så flot som i år. Det virker som om, den lige skulle have "fodfæste" først, for i år er den godt nok smuk.
 Dem må jeg have mig nogle flere af, som overstandere inden i mit blå bed. Derfor tror jeg, jeg vil have købt nogle frø, så jeg kan så dem til efteråret. Min sår jeg åbenbart ikke, eller også får jeg luget dem væk om foråret.
 En anden smuk blomst er frøkenhat 'Old Mexico' - jeg er vild med de brændte farver.
I dag står den på eftersyn af haven; Jeg skal lige gå haven efter, så den stadig fremstår lige så toptunet som til åben have. Kan jo lige så godt benytte mig af, at den lige nu er ret nem at holde.

Hav en dejlig torsdag.