JANUAR
Januar 2015 var rimelig mild, for jeg opdagede den første krokusknop allerede d. 11. januar, den kom før mine vintergækker.
I slutningen af måneden fik vi også en smule sne.
Jeg fik også udvidet min havebogssamling betragteligt - med flere hyldemeter bøger. Det var Preben, der solgte ud af sin samling pga. flytning.
FEBRUAR
En solskinsdag i den korteste måned fik kattene sig noget af en "live-tv-oplevelse"; en akrobatisk mus lige udenfor vinduet.
Indendøre gik jeg i gang med forspiringen og nåede da også lige en tur til Bilka - og fik påbegyndt mit dahlia-flip. (=Købe flere dahliaer end jeg har plads til). Jeg købte jo også dahliaer hos Blomsterverden.dk og satte i alt 32 styk til forspiring.
Nye clematis blev også bestilt hjem fra Tyskland.
MARTS
Kæresten byggede et tomatstativ til mig - til kattenes store fryd...
De troede vist det var et klatretræ til dem ;)
I forhaven fik vi malet stakittet ind til naboen - det pyntede bare så meget.
I køkkenhaveafdelingen tog vi fat på årets største haveprojekt: udskiftning af skærver med chaussesten.
Der var masser af dejlige vintergækker, krokus i haven og de første narcisser blomstrede også.
Den første håndfuld ramsløg blev høstet og indendøre var der godt gang i de små tomatplanter.
Udestuen fik sin forårsrengøring, så der atter var fint (og plads til mine frølinger.)
APRIL
I april væltede det frem med narcisser og jeg var himmelhenrykt.
Tulipanerne begyndte også; der var i det hele taget ved at komme godt med farve i haven.
I forbindelse med omlægningen af køkkenhaveafdelingen malede vi også det lille skur -
og det blev bare så meget kønnere at se på.
En af mine absolutte yndlingsnarcisser er 'Thalia' - den er så fantastisk smuk.
MAJ
Måneden startede med et gedigent haglvejr - men så blev vejret heldigvis bedre.
Der kom for alvor gang i blomsterne; også akelejer og clematis.
Det er vel forståeligt, hvorfor maj (og august) er mine yndlingsmåneder.
Køkkenhaveprojektet blev færdiggjort og jeg kunne slet ikke få armene ned af begejstring - og utallige gange måtte jeg lige gå endnu en runde og tjekke, at det virkelig var sandt.
Glimt fra haven.
Surbundsbedet.
JUNI
I juni vil blomsterfloret slet ingen ende tag og jeg har mægtig travlt
med at få foreviget alle blomster - op til flere gange.
Lupiner.
Akelejer, storkenæb, clematis m. fl..
Det er helt vildt, som det blomstrer og jeg nyder det.
..og nu nåede jeg så til vejs ende med første halvdel af min have-årskavalkade.
Jeg ved ikke, hvornår jeg får tid til at skrive anden del, men det bliver i hvert fald inden jeg igen starter på job på mandag (øv!)
Jeg vil gerne benytte lejligheden her til at ønske dig:
Et dejligt og rigt blomstrende 2016.
GODT NYTÅR!
Esther