Viser opslag med etiketten haveomlægning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haveomlægning. Vis alle opslag

tirsdag den 21. januar 2020

Rønnebærtræet - før og efter

Et kort indlæg denne gang.

Tænkte rønnebærtræet og området rundt omkring skulle have sit eget indlæg, da det hverken hører til det lyserøde bed eller til de blå bede.

Faktisk har jeg et bed under træet, som jeg kalder "Træ-bedet".

Her ses området i januar/februar 2011.
Bag rønnebærtræet havde jeg en gang et lille, tæt tæppe af krokus. 

Det blev noget tyndere, efter vi begravede Speedy der (under stenen) - men eftersom det er botaniske krokus, skal de nok brede sig igen, hvis de ellers bliver ladt i fred....og det er ikke altid så nemt, da jeg også har alt for meget skvalderkål på dette stykke. I det hele taget er det mit "dumme område" i haven.

Foto: Marts 2019

 Foran træet er så "Træ-bedet", hvor jeg for år tilbage lagde flere hundrede løg. De kommer fint op, men resten af året er bedet ret dødt og bart.
 Synes det er rigtig svært at finde noget, der kan tåle at stå der (og deles om vandet med rønnebærtræet) - jeg overvejer pt. om græsser kunne være løsningen?

De skal jo klippes ned om foråret, når løgene blomstrer og kunne så tage over, når løgene visner ned - og så ville bedet være pænere at se på.

Hvad siger I kloge hoveder?

Jeg har prøvet at sætte solhatte der og det så vældig fint ud, men de kunne vist ikke klare sig i kampen om vandet med træet, for året efter var der kun et par små forkølede eksemplarer tilbage.

Her - i 2018 - hvor solhattene var pæne.
Til sidst et oversigtsbillede, så man kan se, hvor i haven træet står.

mandag den 20. januar 2020

Før og nu - Terrassen m.m.

I januar 2011 tog jeg lidt fotos af terrassen og når jeg ser på billederne nu, synes jeg der ser helt utroligt bart ud - og kan næsten ikke forstå, at jeg har fået den til at se så meget anderledes - og pænere ud.
Som den ser ud her, ser det nærmest ud som om den slet ikke passer ind, synes jeg....eller også er det bare fordi jeg synes, der er alt for meget græs. Haha.
Her ses terrassen så i august 2018 - noget af en forskel.
 Jeg er så småt begyndt at indføre "Middelhavsterrasse-elementer" så som oliventræ, terracottakrukker og en lille søjle.

I sommeren 2019 fik jeg hængt mine "Middelhavs-mosaikker" op, ligesom jeg fik sat malede dåser med pelargonier på terrassen.
En 100% Middelhavsterrasse får jeg ikke, men det er heller ikke meningen. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med, hvordan terrassen ser ud nu.
 Min mosaik med Santorini-motivet hænger over stenbedet, så man kan se det, når man sidder på terrassen.
 Min delfin hænger under køkkenvinduet, hvor jeg synes den hænger helt perfekt.
Mosaikkerne er taget ind for vinteren og står i udestuen, men jeg glæder mig til de kan komme ud og hænge igen.

Eftersom hele haven er blevet omlagt, gælder det naturligvis også områderne omkring terrassen.
Den 25. marts 2011 begyndte jeg at udgrave det første bed - lagkagebedet, kaldte jeg det pga. dets form.
Det var mægtig hårdt arbejde, da der var traktose i den stive lerjord, men jeg kæmpede en brav kamp med spaden (Det var før jeg fik min fine to-tandede greb, der er meget nemmere at arbejde i jorden med.)
I starten brugte jeg bedet til de planter jeg havde fået fra min fasters have og som "planteskole"...men efter et par år, havde jeg mistet "tålmodigheden" med bedet og besluttede, at der måtte ske noget drastisk.
Bedet fungerede slet ikke - og slet ikke under skybrud, hvor det i stedet stod under vand i ret lang tid.

I april/maj 2013 omlagde jeg derfor bedet; opdelte det i to bede; det ene blev til det lyse bed og den anden del til et stenbed, adskilt af en dybereliggende stensti.

Tanken var at stenstien skulle fungere som regnvandskanal under skybrud - og det virker helt perfekt, har jeg efterfølgende kunnet konstatere adskillige gange. Vandet samler sig i "kanalen" og når skybruddet er stoppet, går der max. 10-15 minutter, så er alt vand sevet væk.

2017
2018
2018
...og således slutter endnu en omgang "Før og nu".  Jeg burde have indhold nok til to indlæg mere i samme stil; mangler stadig de blå bede og Flammebedet. Teoretisk set kunne jeg også lave et indlæg om hvordan stierne har set ud i haven. Vi får se, hvad det bliver til :)

torsdag den 16. januar 2020

Det lyserøde bed & Sydhaven - før og efter

Som det ses, bestod haven mest af græsplæne, da jeg flyttede ind.
Her det, der senere bliver til den store bue mellem Sydhaven og resten af haven - med det lyserøde bed bagved.
Oktober 2010
Allerede i maj 11 var jeg i gang med større ændringer. Som jeg har nævnt mange gange før, var buksbomhækkene noget af det første jeg plantede.
I det meste af 2011 så haven ud som på billedet herover. Jeg havde jord/græsbunker liggende nærmest overalt, fordi jeg ikke havde noget sted at gøre af det, før jeg begyndte på mine pallerammebede i Køkkenhaveafdelingen. 

Så kunne jeg bruge jorden til at "fylde op" med, så der kun var "ny jord" i de øverste 30-40 cm af pallerammerne.

Nu er græstørvene i pallerammebedene forlængst blevet til jord og fiberdugen jeg brugte til at adskille den gode jord fra græstørvene, er fjernet.

Fra 2014 (hvor jeg havde fået lagt alle sten-stier) har både det lyserøde bed og Sydhaven set præsentable ud.

Her et par billeder fra 2018-2019
...og her lige et billede af buen fra den anden side, når 'Lykkefund' blomstrer:
Den er meget livskraftig, selvom den bliver beskåret hårdt hvert forår. 

Billedet her er fra 2018. I år klippede vi alle de lange skud af, så de ikke tog fokus fra blomstringen (men det tog jeg selvfølgelig ingen billeder af! Doh!)


Her til sidst et billede af Det lyserøde bed - set forfra.

Sydhaven


I maj 2013 skrev jeg om Sydhavens forvandling første gang. Det var dengang jeg endelig havde fundet en løsning på, hvordan jeg skulle gribe området an, da dets mål var temmelig skæve: 
Bredde: 3,10 m i den ene ende og 3.55m ved lågen og hele 9,10 m langt.

Den løsning jeg kom frem til har jeg aldrig fortrudt; den har bundet Sydhaven sammen med resten af haven - og fordi stien snor en anelse, føles stykket slet ikke så langt - og så er den store bue jo også et fokuspunkt man ikke kan undgå at se  - ligesom man bliver nysgerrig efter, hvad der mon gemmer sig bag buen :)

Her Sydhaven i 2018.
Her i 2020 ændrer Sydhaven forøvrigt udseende, i hvert fald i bedene, da der er blevet fjernet en masse stauder og lagt en hulens bunke løg.

Tanken er at plante en masse små zinniaplanter ud, når løgene begynder at visne ned. Muren er stik syd og zinnia elsker sol...så det bør kunne blive meget flot og farvestrålende. Jeg har tidligere nævnt, at jeg har indkøbt 8 slags zinnia samt lidt blomsterkarse. De fleste af zinniaerne er meget store af slagsen.

Jeg er nemlig lidt træt af de lidt "ferske farver" i Sydhaven om sommeren, så nu skal der mere "knald på" og dertil er zinnia jo perfekte. Desuden er de en af mine yndlings-sommerblomster :)

-----

Forøvrigt kan jeg så konstatere, at det jo går forrygende med mine nytårsforsætter - dette indlæg er det tiende her i januar.

Jeg kan ikke love frekvensen holder ved, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke har ekstratimer på jobbet i år. Det giver noget mere energi til at blogge :)

mandag den 13. januar 2020

Før og efter - forhaven og køkkenhaveafdelingen

En smule inspireret af Høneballehaven, der for tiden nupper et haveår ad gangen på sin blog, fik jeg lyst til at gense billeder af haven de første par måneder.

Man kan vist roligt sige, der er sket en del! 

I slutningen af oktober 2010 så jeg huset første gang og skrev under på slutsedlen tre dage senere! Den 2. december 2010 flyttede jeg så - i et gevaldigt snevejr.

FORHAVEN

Her er forhaven, som den så ud dengang. Det eneste, der stadig er tilbage er elefantgræssen, hostaerne og Skt Hansurten. 
Forhaven juli 2019

Forhaven - set fra anden vinkel (Oktober 2010)
 Februar 2011
Samme sted - juli 2019
Fordi jeg nu har en del stedsegrønne og alunrod i bedet, er det heller ikke så bart at se på om vinteren, som det var i februar 2011.

Jeg fik aldrig taget et billede af "indgangspartiet" som det så ud den gang i 2010, men her et billede fra juli 2019:

KØKKENHAVEAFDELINGEN

I november 2010 var der græsplæne de fleste steder - også der, hvor jeg nu har køkkenhaveafdelingen, som jeg ynder at kalde området. Græsset er forlængst væk og erstattet med chaussesten (Først lagde jeg skærver, men det var jo umuligt at holde dem rene, så de forsvandt igen.)
Har ikke lige kunnet finde et rimeligt nyt billede fra samme vinkel, men forskellen er nu stadig tydelig.
I februar 2011 var der i det hele taget meget bart. Her på denne flisegang havde jeg først mc'en stående, indtil jeg fik lavet en parkeringsplads på langsiden af skuret.
Efter jeg havde fået sat palleramme-højbedene op, fik jeg placeret den ene af mine daværende to mistbænke her bag skuret. (2014)

I september 2018, opdagede vi at mistbænken var ved at falde fra hinanden pga. råddenskab, så den blev udskiftet med en plantekasse, som Carsten byggede.
Heri har jeg mine mere specielle vintergækker og erantisser, foruden en masse andre løg, samt en hortensia, sølvlys og alunrod.
September 2018

Surbundsbedet, som også er en del af køkkenhaveafdelingen, så ikke ud af meget, da jeg etablerede/markerede det tilbage i april 2011.
Det gør det til gengæld nu - billedet er fra maj 2018.
...og sådan nåede jeg til vejs ende med dette indlæg.

Det har været sjovt at kigge tilbage, men mit fotoarkiv for 2019 lader en hel del tilbage at ønske; jeg har næsten kun taget nærbilleder af planter og ikke ret mange "områdebilleder".

Det må jeg gøre bedre her i 2020.

torsdag den 24. januar 2019

Så har jeg prøvet det :)

Igår aftes havde vi generalforsamling i Roskilde-Køge Afdelingen. 

Efter generalforsamlingen har vi altid et foredrag på programmet - og i år var det så mig, der skulle fortælle om omlægningen af min have.

Det var sjovt at få lov til at fortælle om min have og de tanker jeg havde gjort mig før, under og efter haveomlægningen :) 

Jeg synes selv, det gik fint - og på de kommentarer jeg fik bagefter, lyder det til at folk syntes, det havde været godt. Det er jo dejligt at høre :)






søndag den 4. marts 2018

Kom til foredrag med Kjeld Slot

"Huset som hoved og haven som krop", er titlen på det foredrag, som Kjeld Slot holder på Vilvorde Tekniske Skole, Roskildevej 131, Roskilde onsdag d. 14. marts kl. 19.00-21.30.

"Blandt nogle af de mange eksempler skal vi bl.a. opleve den store omlagte landhave ved enkesædet, udsigtshaven ved et nybygget stuehus på landet, sommerhushaven med prydgræsser, der matcher omgivelserne, og den lille intime gårdhave, der lukker om sig selv, afskærmet fra omverden af murstensvægge.
Efter pausen fortsætter vi i Ellipsehaverne på Djursland. På ganske kort tid har Kjeld Slot og familien forvandlet en gammel landbohave og et stykke landbrugsjord til en af Østjyllands større nutidige landhaver ud fra en konciperet idé om at bruge ellipseformen som grundtema. 
Mere end 650 meter levende vægge af bøg, danner gange og rum med forskelligt indhold og hvor sigtet er, at opnå en let kunstnerisk, skødesløs og landlig elegance og hvor "plejepresset" i haven bliver holdt nede på et rimeligt niveau.
I de ca. to timer foredraget varer, garanterer Kjeld, at der bliver provokeret lidt, inspireret og måske opfordret til at gå hjem og kaste det skarpe blik på haven og vurdere, om der er harmoni med huset som hoved og haven som krop.
Afdelingen er vært ved en kop kaffe og vi glæder os til at se jer alle til et inspirerende foredrag."
Tilmelding ikke nødvendig.
Pris: 50,- medlemmer/70,- ikke-medlemmer
----------
Jeg håber, der er nogle mange af jer, der har tid og lyst til at komme til dette foredrag :)


torsdag den 27. juli 2017

Syv år...

...er der mellem disse to billeder.

Fandt den gamle salgsopstilling på mit hus - og tog et billede - derfor billedkvaliteten lader noget tilbage at ønske.
 Jeg har forsøgt at få hele huset med, men fotografen må have stået på den anden side af plankeværket for at kunne tage det billede.
 Jeg elsker at se før- og efterbilleder. Ikke kun af min egen have - også af andres.

lørdag den 27. maj 2017

Hul i hækken

Det skrider da langsomt fremad med forårsklargøringen af haven.
Torsdag var vi på Fyn hele dagen og fik derfor ikke lavet spor i haven, men det var hyggeligt derovre.

Igår knoklede vi så og fik bl.a. klaret et af de hængepartier, jeg har haft de sidste tre-fire ÅR, nemlig at få flyttet nogle buksbom, så de kom hul i hækken ved stenbedet/det lyse bed.
Billederne her er fra sidste år, så man bedre kan se hvor i haven det er.
Vi fik flyttet tre af buskene til skyggebed I, der manglede lidt hæk.
Derefter fik Carsten lagt lidt flere marksten og lagt stiens fliser pænt igen.
Til sidst, efter jeg havde luget stien, kom der grus på....og jeg er SÅ tilfreds med resultatet.
Indlægget her er skrevet på Ipad'en, så hvis layoutet ser lidt mærligt ud, så er det derfor. Jeg kan nemlig kun skrive på htmlkodeside, da jeg ikke kan scrolle på den sædvanlige indlægsside. Jeg får først rettet det til, når jeg sidder ved min rigtige pc. Af samme årsag er alle billeder, undtagen det første små. Det får jeg også rettet.

tirsdag den 11. april 2017

Vinterens største haveprojekt

Allerede i sensommeren, hvor vi endelig var færdige med omlægningen af haven, gik jeg og spekulerede på, hvordan jeg bedst ville kunne holde hele omlægningsprocessen (seks år) levende i min hukommelse.

Jeg har naturligvis bloggen her, men jeg ville gerne have noget "samlet"...som en bog f.eks....Nogenlunde samtidig med de tanker fik jeg en mailreklame for fotobøger.
Aha! Det er da sådan en jeg skal lave!
I oktober måned gik jeg så småt i gang med projektet. Selve programmet til fotobogen er intuitivt nemt at have med at gøre, så det var bare med at komme i gang.

Flere gange undervejs ændrede jeg på  bogens størrelse og trykkets kvalitet - og endte, naturligvis, op med en af de dyreste muligheder! Jeg tænkte, at eftersom det jo var den eneste bog, der blev lavet om min have, så var det pengene værd.

Det tog mange måneder at få udvalgt billeder, skrevet tekster og lavet layout, men jeg hyggede mig med det.
For et par uger siden læste jeg korrektur på bogen og lod den så ligge et par uger, hvor jeg atter læste korrektur...og SÅ sendte jeg den afsted i sidste uge.

Igår ankom den med posten - og jeg er meget tilfreds med den.
Som det kan ses på billederne, er det højglansbilleder på alle sider. Temmelig luksus, men fedt at se på og røre ved.
Hvis jeg en anden gang laver sådan en fotobog, behøver jeg dog ikke højglans.. :) - men til bogen om min have, finder jeg det yderst passende...hihi :)