lørdag den 30. november 2013

Gensyn med Travis

I søndags var jeg til koncert med det skotske band Travis - igen. Så dem jo ved et tilfælde på Bornholm i sommers, hvor de slog benene væk under mig.

Derfor har jeg da også investeret i alle deres CD'er (8 styks) og har været i intens "træningslejr" op til koncerten, da jeg ikke kan fordrage at være til koncert og ikke kunne teksterne bare nogenlunde.

Koncerten var helt fantastisk - undervejs sprang Fran (sangeren) ned blandt publikum - og sluttede dét stunt af med at stå lige ved siden af mig - ikke dårligt.


Dårligt er til gengæld mit kameras telefon...øv. Min næste telefon skal dælme have et superkamera!

Efter koncerten fik vi hilst på alle fire bandmedlemmer, fik autografer og fik taget nogle fotos. Det var koldt - hundekoldt at stå udenfor - men det glemmer man jo, når billederne er i kassen ;)

Jeg har mødt musikere før (Smokie, Slade, Sweet, Suzi Quatro, TV2) og der er ingen tvivl om, at gutterne i Travis sammenlignet med ovennævnte er ualmindeligt venlige og imødekommende overfor fans, men de er selvfølgelig også skotter ;) Der var ingen sure miner, irritation e.lign. tværtimod.

I stedet spurgte de:

So, what would you like; autographs, photos?

...og så stillede de smilende op. Imponerende.

Vi har forøvrigt været meget heldige; dagen efter spillede de i Berlin....og så mistede Fran stemmen totalt...og de har måttet aflyse foreløbigt en koncert.

Jo, der er ingen tvivl hos mig; Næste gang Travis kommer til DK, gør jeg hvad jeg kan for at være tilstede igen :)

søndag den 24. november 2013

Der er en måned til jul...

...så må jeg godt skifte til jule-layout her på bloggen :)

Apropos jul, så får jeg hele familien til jule-klippe-klistre på næste søndag, så i løbet af den kommende uge må jeg hellere se at komme på loftet og få hentet julepynten ned.

Hav en dejlig søndag derude i blogland :)

lørdag den 23. november 2013

Spam, spam, spam....!

Indenfor de sidste par uger er jeg pludselig begyndt at få den ene spamkommentar efter den anden...heldigvis kun i mit spamfilter...nå ja...og i min mailboks.

Jeg finder det møgirriterende at skulle bruge tid på at slette, så nu har jeg - dog ikke permanent - valgt at slå ordgenkendelse til.

Ved at bruge den funktion kan alle stadig kommentere, men det kan forhåbentlig gøre min blog mindre interessant for spammere.

Om et stykke tid fjerner jeg ordgenkendelse igen, og håber det har hjulpet.

UPDATE: Da jeg alligevel har modtaget spam, har jeg droppet ordgenkendelsen og har erstattet den med at fjerne muligheden for anonyme kommentarer. Jeg beklager de gener dette måtte medføre.

onsdag den 20. november 2013

En svip-indkøbstur-til-Tyskland

Jeg har ikke været i Tyskland siden jeg var i Berlin i sommeren 2010, så da et vennepar spurgte mig tilbage i oktober, om jeg ville med på en indkøbstur "en gang i november", var jeg da straks fyr og flamme... efter at have aftalt en selvbetalt fridag med jobbet ;)

Jeg blev afhentet på bopælen 7.30 i morges og så gik det ellers mod Rødby-Puttgarten.


Første stop var Bordershop, dernæst Fleggaard og sidst, men ikke mindst supermarkedet SKY....og så skyndte vi os tilbage til færgen og nåede lige akkurat den, der sejlede kl. 12.

Udover de typiske grænsehandelsindkøb, såsom nogle rammer øl og vand, Nutella, slik samt Lebkuchen, Stollen og Pfeffernüsse fandt jeg - allerbagerst i supermarkedet - hylden med blade....!

Først kunne jeg slet ikke finde havebladene og troede egentlig jeg måtte tage til takke med et par "Landhaus-blade"...men så spottede jeg pludselig et blad, med de synlige bogstaver GA.... på øverste hylde....og så skal jeg ellers love for jeg kunne "vælte" haveblade ned i vognen :)

Tolv styk blev det til :)


I morgen udkommer "Alt om haven" også....så jeg løber da ikke tør for havelæsestof lige foreløbigt. Har forøvrigt også et par bøger liggende, jeg stadig mangler at få læst.

Hvad har DU lavet denne onsdag?

søndag den 10. november 2013

Status

Allerførst vil jeg lige sige tak for jeres hilsener :)

Helbredsstatus: Jeg har det fint igen.  Det var en kombination af voldsom hoste, der gav muskelinfiltrationer i brystkassen og reflux. Åbenbart en kombi, der kan give nogenlunde samme symptomer som blodprop i hjertet!

Er nu på medicin og har det som sagt fint :)

Havestatus: Jeg har endnu ikke fået vinterklargjort haven og tvivler også på jeg får det gjort....så må jeg bare være ekstra grundig til foråret...:)

Der er stadig ret mange møder på jobbet....og så er det jo næsten mørkt når jeg kommer hjem... Når jeg så har tiden til at gå i haven, som i dag, så regner det næsten uafbrudt lige indtil skumring...det er sørme ikke nemt.

Mangler stadig at lægge 3-400 tulipanløg....hmmm.


fredag den 1. november 2013

En slem forskrækkelse

Skrevet på mobil, derfor kort indlæg.
Har siden igår aftes ligget til observation for blodprop i hjertet.
EKG'er har dog vist normal hjertefunktion og har lige fået at vide, at blodprøverne også var normale :)
Det er altså "bare" noget andet....men føj for en forskrækkelse.