søndag den 31. januar 2010

Give away

 Okay, så prøver jeg også at smide en give away ud i bloglandet. Jeg har bemærket, at rigtig mange virker interesserede i at få stofstykker. Så det bliver, hvad jeg udlover i denne min første give away. Stofferne er fundet i genbrugsbutikker.

 Sidste år indkøbte jeg rigtig meget stof, og jeg har da lavet lidt af noget af det, men har stadig pænt store mængder tilbage... og eftersom jeg ikke aner, hvad jeg skal lave af det, så kan jeg lige så godt give et par af stykkerne væk :o) Reglen for at deltage i denne give-away er ganske simpel:

  Du skal skrive i en kommentar at du gerne vil deltage i lodtrækningen! ... og så har du et lod - it's as simple as that :o) Bare lige for en ordens skyld: Det er ikke muligt at få flere lodder ved at skrive flere kommentarer ;o)

 Jeg udtrækker vinderen fredag d. 26. februar kl. 20. Lidt om stofferne: Stofferne blev vasket og strøget, da jeg havde købt dem.

 Det blåstribede måler 67 x 94 cm
 Det orange måler 39 x 67 cm
 De blå cirkler måler 68 x 64 cm
 Blå blomster måler 39 x 48 cm

 Håber I har lyst til at deltage.

Sne er spændende!



Flytteforberedelser

Nej, jeg har ikke fået nogen ny bolig - endnu.

 Men derfor kan jeg jo godt begynde at lave nogle forberedelser sådan i det små. I hvert fald har jeg lige været en tur på amazon.co.uk - det er snart længe siden jeg har været der sidst.

Så om et par dage skulle jeg gerne få en bogpakke med posten, hvis posten da ellers kan komme igennem sneen!

 

 Jeg synes alle fire bøger ser spændende ud - og jeg glæder mig til at kigge i dem. Men, der er ingen tvivl om, at "For packrats only" er den jeg er mest spændt på.

 Det fremgår jo med jævne mellemrum her på bloggen, at jeg synes, jeg har for mange ting!

Misse-tv

Speedy kan slet ikke holde al den sne ud! Den betyder nemlig, at rigtig mange solsorte og andre fugle spiser lige udenfor soveværelsesvinduet - til hans store frustration. Det frusterer ham dog ikke mere end at han troligt kravler så tæt på som muligt og så ellers glor "missetv".

 

 Capriccio er kun oppe på de grønne kasser og/eller vindueskarmen, når jeg løfter ham derop og ned igen. Min elskede 16½ år gamle kat, har ikke kunnet springe så højt i flere år, så han nyder at komme derop en gang i mellem.

 

 Dette foto af Speedy syntes jeg var lidt sjovt. Han er så optaget af at snuse til det færøske lammeskind, at det var umuligt at få et billede af hele ham, så derfor er det en halv Speedy.

 

Fuglene i haven hygger sig også - med den overflod af mad, der er tilgængelig i disse dage. Desværre er det næsten umuligt at komme til at tage billeder af dem, så det lykkedes kun en enkelt gang.

 

 ...og så er det slut med flere overspringshandlinger. Nu skal resten af de s**** diktater altså rettes!

Hov! Det sner jo...!

Som om det var noget nyt - efterhånden.

 Da jeg kom ind i stuen her til morgen og kiggede ud, havde det givet 4-5 cm mere i løbet af natten...og man kunne næsten ikke se, hvor der var blevet skrabet sne i går!

 Det sneede stadig, men med meget små fnug - det gør det så ikke mere... nu er det "rigtige" fnug, der falder, så det bliver da lidt spændende hvormeget der falder i løbet af dagen og natten til mandag...!

 

 Jeg håber INDERLIGT, at denne vinter er den sidste, hvor jeg bor herude! Dagen i dag står mest i skolearbejdets tegn, så hvor meget jeg kommer til at strikke er uvist - men jeg blev da færdig med mine første "strømpepinde-pulsvarmere" i går aftes.

 
 Allerførst vil jeg dog læse jeres blogs, lidt hygge skal der også være på sådan en kedelig forberedelses-søndag.

lørdag den 30. januar 2010

16 + 32

Det blev til 16 af de grove boller - og 32 af "ostebollerne" (Masser af reven ost i - det gør dem ekstra luftige). Altså 48 boller i alt. Jeg kunne bage fire ad gangen.

Det vil sige 12 x ca. 15 min = 3 timer bare i bagetid. Der er vel ikke noget at sige til, at jeg ikke bager så tit? :o)

Gourmet-Mix™

Jeg fik endelig fat i en sæk solsikkefrø i går. Desværre var der kun en tilbage, jeg havde håbet på at kunne slæbe tre med hjem.

Nå, men en er jo trods alt bedre end ingen. Inden jeg gik i gang med bagningen, producerede jeg derfor en gang Gourmet-Mix™ til havens fugle.

 Indholdet denne gang blev hvad jeg lige havde for hånden, så som lidt nødder, lettere kedelige clementiner, rasp, 1 kg havregryn og selvfølgelig rigeligt med solsikkefrø.

 

 Hele baduljen står nu i køleskabet og bliver sat ud i fuglefodringshuset, så snart de har fået tømt det for det mad, der ligger der lige nu.

Hov! Der mangler jo to!

Jeg bagte altså 16 boller af den første dej.

 

 ... og jeg har slet ingen anelse om hvor de sidste to er blevet af *fløjt*.

Køkken-lørdag

Det lykkedes mig jo at løsrive mig fra sneen - og siden da har jeg opholdt mig i mit køkken mere eller mindre hele tiden.

 Først lavede jeg en ordentlig portion Gourmet-Mix™ og så kom det lige pludselig over mig, at dagen i dag skulle bruges til at bage.... Ikke et af mine smarteste træk, eftersom der næppe er ret meget plads i fryseren...!

Men, det kan kollegerne så måske nyde godt af i næste uge, nu får vi se. Det kan jo være, jeg får brugt noget af fryserens indhold i løbet af weekenden. Lige nu står en tre-dobbelt portion boller til hævning... og med tanke på, at jeg kun kan bage fire boller ad gangen.... så varer det jo nok nogle timer, inden jeg er færdig!

 Ville egentlig også gerne bage fastelavnsboller og en kage af en slags, mem har kun lidt over 1 kg hvedemel tilbage. Damn, at jeg ikke købte noget, da jeg havde chauffør på i går!

Godt jeg ikke skal nogle steder

- Politiet råder fortsat til, at man undlader al unødvendig udkørsel på Vest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland Falster, Fyn og i det østlige Sønderjylland, siger vagtchef Torben Christensen fra Vejdirektoratet.
Citat fra BT ...og hvor er jeg glad for, at en klubkammerat legede chauffør for mig i går, så jeg fik købt rigeligt ind til hele weekenden :o)

Mellem 11 og 16 cm...

 ... er der kommet ned fra oven i løbet af i går og i nat.

Det er altså pænt meget, når vi heromkring kun har været vant til 3-8 cm.

 Men, det er da kønt.

 





 -8 grader siger termometeret. ...og så har jeg vist rodet længe nok med snebilleder!

 Har været oppe siden 7.30 og har indtil videre kun beskæftiget mig med sneen i dag. (Fotografering og skrabning) så nu må jeg hellere se at komme i gang med noget andet.

Så tyst og stille

Stak lige hovedet ud ad døren, for selvfølgelig skal al den sne fotograferes. Det skal bare lige være en smule lysere, men så går jeg også en tur udenfor :o)

 



 I går aftes kunne man sagtens forledes til at tro, at det var tæt på at være indesneet:

 

 Sådan er det jo, når man bor i en kælder :o)

 

 Her til morgen havde sneen så lagt sig.

fredag den 29. januar 2010

...og det sner stadig!

Det begyndte at sne her i eftermiddags og det sner stadig.

Blæsten er tiltagende, så det skal nok gå sjovt for sig i nat. Godt jeg bare skal ligge under min varme dyne. Indtil videre ser det ikke ud til at ville stoppe foreløbigt, men det sagde de jo også i vejrudsigten.

Jeg er bare glad for, jeg først skal bøvle med til/fra-job-problematikken søndag aften. Indtil da vil jeg forsøge at nyde sneen.

Vi har jo slet ikke fået de mængder de har fået i Nordjylland, på Fyn og Lolland-Falster i denne vinter, så det er vel også på tide, at vi får noget af det hvide stads i lidt større mængder. Jeg er dog ret sikker på, jeg bander og svovler over vejret søndag aften ;o)

 Lidt billeder: Kvart i fire i eftermiddags er det lige begyndt at sne.

 



 Ved 19-tiden var der kommet lidt mere. Det kan måske anes, at det stadig kun falder som "fin-sne".

 

 På et eller andet tidspunkt i aftenens løb er sneen så skiftet til noget større fnug: I hvert fald så der sådan ud ca. 21.30:

 



 Så nu er jeg da lidt spændt på, hvordan der ser ud i morgen tidlig. Apropos tidlig, så vil jeg så småt overveje at gå i seng, så jeg kan komme tidligt op i morgen.

Første 5-pindes-projekt færdigt

 I går aftes blev jeg færdig med den første af de to pulsvarmere og jeg er helt tilfreds med resultatet (også selvom det ikke er helt jævnt) og er så småt gået i gang med den anden.

 ... og så lige et par hængepartier...

  Hængeparti nr. 1 Maden fra Passato & Presente var superlækker og jeg spiste rub og stub. Der skal jeg helt sikkert forbi igen - også selvom det ikke var helt billigt.

 

Hængeparti nr. 2 Forleden tog jeg jo nogle løse, men frosne blomsterløg ind. Da det har været mørkt de sidste to dage når jeg endelig er kommet hjem, måtte jeg vente til i dag med at få dem omplantet. Så var jeg da også sikker på, at de var tøet helt op ;o)

 Jeg ved ikke, om de overlever, men umiddelbart vil jeg da mene, at de ser friske nok ud.

 

 ... og nu må jeg hellere få læst lidt op på jeres blogs. Hav nu en god fredag - også selvom det sner igen-igen.

torsdag den 28. januar 2010

Det går da fremad

Jeg regner sørme med at blive færdig med den første pulsvarmer i morgen. Det er gået noget hurtigere end beregnet, selvom jeg nu stadig synes jeg "kludrer" lidt vel meget rundt af og til for at holde styr på alle fem pinde.

Men, indtil nu har jeg faktisk ikke tabt en eneste maske - og dét er stort, da jeg konsekvent plejer at tabe en maske hist og pist.

 

Så har jeg da set Ro's Torv

Jeg er i hvert fald gået igennem det! Endda to gange.

I morges, da Undervisningscenteret, hvor jeg skulle på kursus, ligger lige bagved - og så i eftermiddags, på vej til stationen. Jeg brugte ikke megen tid derinde, så spændende så det heller ikke ud.

Men Panduro Hobby fik besøg. Jeg begrænsede mig dog til en flaske decoupagelak og så en "lykkepose" til 25,-.

 Normalt køber jeg aldrig lykkeposer, men denne her var en helt fyldt indkøbspose, så den måtte da for pokker indeholde i hvert fald et par gode ting. Jeg blev ikke skuffet.

Eneste minus var sådan set, at det var jule-grej, der var i posen. Men hva', så har jeg da rigeligt til næste jul:

 



 Nu var der ikke prismærker på alle ting, men jeg lagde for sjovs skyld lige tilbudspriserne sammen - og så var der for 247,-. Det er da okay at give 25,- for så meget :o)

 På vej op til stationen kom jeg forbi en for fristende butik; Passato & Presente (fortid og nutid). Fristende fordi hele den lille butik kun handlede om en eneste ting; italienske specialiteter.

Ah! Jeg købte en lille bakke med forskellige specialiteter. Hvordan det smager ved jeg ikke - endnu. Men det ved jeg om en god halv times tid ;o)

onsdag den 27. januar 2010

Garn-gak-gak

Nu er det jo ikke fordi jeg er løbet tør for garn herhjemme. Det ville da være synd at påstå. Indrømmet, jeg har ikke flere hylder/reoler med garn, som andre mange i blogland, men jeg har da 2-3 opbevaringskasser med garn. Lidt har også ret.

 Nu har jeg så hjembragt "et par nøgler" mere. Mere præcist 23 nøgler. Indtil nu har jeg foretrukket at strikke i ren akryl, da jeg synes, det er nemmest at strikke i som begynder. Egentlig var jeg da også taget ned til Bent Møller for at hente noget mere akrylgarn, et par strømpepinde og evt. noget DMC-broderigarn, men sådan blev det altså ikke.

Jeg fik godt nok fire nøgler akrylgarn med og fire dukker DMC, men så skete der noget uforudset (Haha, som om jeg ikke vidste på forhånd, at jeg sikkert ville blive fristet over evne!) Jeg forelskede mig nemlig i et blandingsgarn; 60 % akryl og 40 % uld. Canada hedder det, så det røg der lige 19 nøgler med af, i forskellige farver.

 

Jeg kunne selvfølgelig heller ikke nøjes med et sæt strømpepinde, det blev til lidt mere samt en enkelt rundpind... og jeg som på det tidspunkt ikke en gang vidste, om jeg overhovedet ville kunne finde ud af at strikke med strømpepinde! Nå, men det kan jeg så (vist nok) godt.

 

 Jo, jeg er vist ved at blive en smule garn-gak-gak. Trøster mig med ikke at være den eneste i blogland ;o)

St. Heddinge tur/retur

Jeg skal da lige love for jeg fik noget ud af dagen i dag!

 Kl. 13.37 tog jeg toget til St. Heddinge. Godt nok sneede det, men det så nu ikke så slemt ud. Efter en halv times kørsel ankom jeg byen og kunne bevæge mig mod manufakturhandleren Bent Møller. En butik jeg efterhånden har omtalt et par gange.

 Bevares, det var da ikke det mest behagelige at gå i den stride vind med sneen piskende ind i ansigtet,men hey, jeg var jo på vej hen til "kreativ-pusheren", så det var okay.

 

 Efter godt og vel en times ophold i butikken - og en hel del indkøb (Jeg har vist fået garn på hjernen, men mere om det senere!) bevægede jeg mig så trodsigt gennem det vejr, der mest af alt mindede om snestorm, ned til stationen, så jeg kunne komme med toget 15.25 tilbage til Køge.

Jeg skulle jo til italiensk kl. 17. På stationen kunne jeg så vente et pænt stykke tid, før toget endelig kørte, men det kørte da...!

Ved Klippinge måtte toget give op pga. tilfyget sporskifte. Vi kunne dog heldigvis få lov at vente inde i toget indtil der kom et andet. Et eller andet skulle jeg jo lave, mens jeg sad der og ventede - og hvorfor så ikke kaste sig over det nyeste lære-projekt udi strikningens kunst; at strikke på strømpepinde?

 Som sagt, så gjort, både pinde og garn lå jo i den storekæmpepose jeg havde stående på sædet. Jeg nåede at komme ret godt i gang, når jeg selv skal sige det:

 

Lidt over 17 ankom jeg Køge! Jeg kan derfor konstatere, at det tager 30 min at køre fra Køge til St. Heddinge, men 90 min. den anden vej - i hvert fald i snevejr ;o)

 Jeg kom for sent til italiensk (40 min.) men det var okay. Hjemturen fra italiensk blev i taxa - det er skisme godt det er lønningsdag på fredag!

tirsdag den 26. januar 2010

Ro's Torv

På trods af at jeg de sidste 7-8 år, har boet max. en halv times kørsel fra Roskilde, så har jeg endnu ikke set Ro's Torv indefra.

Det er da alligevel en smule imponerende, synes jeg, for det er jo ikke fordi jeg aldrig kommer til byen. Nå, men nu kan det være, det lykkes på torsdag. Jeg skal nemlig på kursus i Roskilde og så er det da muligt jeg lige smutter indenom på vejen hjem. Nå ja, hjem og hjem. Jeg skal jo også lige nå forbi VUC med mine lånte italienskbøger og melde mig fra holdet.

 Nå, men hvis jeg når indenfor i Ro's, så er der egentlig kun en enkelt butik, der trækker; Panduro Hobby :o)

 Til gengæld krydser jeg fingre for, at vejret ikke ter sig alt for tosset før kl. 16 i morgen. Jeg har nemlig planer om at bruge ventetiden indtil aftenskolen på en togtur sydpå for at få shoppet en smule i min yndlingsmanufakturhandel :o)

 Men - jeg gider altså ikke, hvis togdriften er forsinket pga. vejret.

Sådan!

Naboen ringede for en halv time siden; Han havde egentlig tænkt sig at tage cyklen i morgen, men han kunne da godt tage bilen i morgen tidlig (6.25), nu jeg havde nævnt, at jeg ikke ville tage mc'en i morgen pga. vejrudsigten. SÅDAN!

 Det kalder jeg sgu en god nabo :o)

Lidt for optimistisk ;o)

Haha - det kunne jeg jo have sagt mig selv. I dag huskede jeg lige at smutte en tur udenfor inden det blev mørkt. Jeg ville nemlig "lige nuppe et par blomsterløg med ind, så jeg kunne få lidt forår i stuen".

 Godt så.... på med frakke og handsker - og ganske rigtigt havde jeg en krukke stående med løse blomsterløg.... dvs. løse og løse.... det har jo frosset en hel del...ahem! ... Så nu har jeg en dybfrossen krukke med frosne, løse blomsterløg samt en pose frossen jord stående lige indenfor døren...og jeg må væbne mig med en pæn portion tålmodighed, før de er så optøede, at jeg kan plante dem i den kobber"dims" jeg har fundet frem til formålet.

 De har bare at blomstre superflot, når de en gang er tøet op!

Naturens kræfter

Nu har jeg med min 7. klasse fået set tre dokumentarfilm om henholdsvis vulkaner, jordskælv og tsunamier.

 Alle elever er blevet inddelt i grupper, der så skal beskæftige sig med en af kræfterne og bagefter fremlægge deres arbejde for resten af klassen.

 Det betyder naturligvis, at deres lærer må i gang med at fabrikere en bunke spørgsmål, der skal besvares i løbet af fremlæggelsen. ...og så er det, at jeg - for en gangs skyld - ikke er så ked af mit "gemme-gen"... for jeg har lige genfundet de kompendier, jeg lavede til min 10. klasse i foråret 2005 om lige præcis naturens kræfter og der er en hel side med spørgsmål til hver naturkraft :o)

 Naturligvis må nogle af spørgsmålene udelades og andre omskrives, så de passer til klassetrinnet, men hey, det store forarbejde er lavet dengang for fem år siden.

 Jeg skal selvfølgelig også have læst op på emnerne, men jeg kan nøjes med at gennemlæse tre af kompendierne, så har jeg fået genopfrisket min viden om emnet i tilstrækkelig grad. Det er skisme helt okay med mig :o)

mandag den 25. januar 2010

Ah. Det går den rigtige vej!

Det kan godt være her stadig ligger sne og is og det er bidende koldt, men det går altså den rigtige vej! Også selvom de nu har lovet en ny omgang sne.

 Da jeg stod udenfor som gårdvagt i dag, opdagede jeg nemlig, at solen varmede... :o) En skøn fornemmelse at mærke varmen mod sit ansigt.

søndag den 24. januar 2010

Krebinetter som i barndommen

Jeg skal da lige love for jeg røg en tur ned ad Memory Lane, da jeg indtog aftensmaden :o)

 Mums.

 

Vinterhårdfør?

Jeg er temmelig kuldskær og jeg hader at fryse.

Af samme årsag klæder jeg mig rigtig varmt på, når det er vinter som nu. Det betyder så også, at jeg ser stort på, hvorvidt min påklædning er pæn eller ej, bare det holder mig varm. JEG VIL IKKE FRYSE!

 Derfor består min påklædning her i januar konsekvent af undertøj, tykke strømper, gamacher indenunder joggingbukser, 1-2 Tshirt, skiundertrøje, sweatshirt og en striktrøje.

Dertil kommer så motorcykelklunset, når jeg færdes på den tohjulede. Meget apropos motorcykelkørsel i denne kulde, så skulle man jo tro, at jeg ville fryse, men det gør jeg altså ikke. Jeg kan da godt mærke kulden i ansigtet og føle mig en smule kold, når jeg ankommer jobbet, men jeg fryser altså ikke.

Ikke en gang på fingrene, har jo "styrluffer" på maskinen. Så, det kan da godt være jeg er blevet en smule vinterhårdfør - når jeg kører mc. Der ligger chillfaktoren her i januar jo mellem - 20º og -35º, når jeg kører 72 km/t....og højere lavere, når jeg kører hurtigere. Til gengæld går der kun et splitsekund til jeg fryser, hvis jeg bevæger mig udendørs uden overtøj.

Jeg har forøvrigt lige været ude og trille en tur. Maskinen startede i andet forsøg herhjemme, men først i femte efter indkøb. Vi fik jo kigget på mc'en i går aftes ude i klubben (Læg lige mærke til det der "vi"....jeg stod egentlig bare og kiggede på, mens jeg røg *G*) og tømt karburatoren for vand, strammet kickstarter og gearpedal og skiftet kæde og tandhjul.

Det har hjulpet en smule... nu mangler jeg lige at anskaffe et nyt tændrør, så kan der ikke gøres mere for at få den til at starte lidt nemmere.. Jeg var nemlig nødt til at komme ned og få handlet lidt. I går aftes kom vi nemlig til at snakke om et 70'er-typisk dansk måltid; krebinetter med stuvede ærter/gulerødder og kogte kartofler... og så fik jeg bare sådan en lyst til at få det i dag.

Det er mindst 15 år siden jeg sidst har lavet den ret. Det var ellers en af de første retter jeg lærte at lave. På vej ud af butikken smuttede der en pose af de her i kurven, jeg ved egentlig ikke hvordan det gik til, for det er jo slet ikke påskesæson endnu...!

 

Påske eller ej, så smager de altså også godt en kold januardag.

Så har jeg også prøvet det...

2817 1 2010-01-24 11:47:58 2010-01-24 10:47:58 ... at få en blogaward. Mange tak til et af mine nyere blogbekendtskaber; Septemberliv for de pæne ord :o)

 

 Jeg skal vise awarden og linke til afsender på bloggen, det er hermed gjort.. Derefter skal jeg skrive syv ting om mig selv... Det kan altså godt gå hen og blive en længere tekst...

 1. Jeg har én gang i mit liv haft en depression og håber aldrig at skulle opleve det igen. Den varede 6-7 år og først efter 3 års terapi var jeg ude af dens greb. Jeg ved godt, at jeg kan risikere at ramle ind i en ny depression, men nu ved jeg i det mindste, at det er muligt at komme ud af den igen. Det kræver dog en pokkers masse samtaleterapi - og det har "systemet" vist skåret godt og grundigt ned på...! Fuldstændig vanvittigt!

Det virker på mig som om man i dag bare langer folk et glas "lykkepiller" i stedet for. Det hjælper sgu da ikke på depressionen; der skal samtaleterapi til, for dét virker altså! Da jeg var i terapi, blev jeg den første gang spurgt, om jeg ville have piller.

Det svarede jeg nej til, da det var vigtigt for mig "at kunne mærke mig selv" igennem hele processen. Det var hårdt, til tider nederdrægtigt hårdt, men i dag er jeg glad for at jeg dengang sagde nej til pillerne. Kan huske, at jeg på et tidspunkt, da jeg havde det allerværst, faktisk bad om pillerne, hvortil min psykiater svarede:
Det synes jeg ikke er nødvendigt, det går jo rigtig godt nu!
Det er jeg hende evigt taknemmelig for i dag, men dengang syntes jeg sgutte hun var sød ;o)

Jeg siger ikke, at lykkepiller ikke kan hjælpe, når folk har det rigtig skidt, jeg følte bare ikke, det ville være den rigtige løsning for mig.

  2. Til sommer har jeg boet alene i 14 år. Det er pænt længe, men jeg har det ualmindelig godt med det. Jeg tror egentlig slet ikke jeg vil kunne finde ud af at bo sammen med nogen i dag. Jeg er jo ikke vant til at gå på kompromis med noget som helst hvad angår min boligindretning (eller mangel på samme!)

 3. Jeg har aldrig fået børn og får det heller ikke - og det er helt okay med mig. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide børn, jeg kan skam vældig godt lide børn - ellers har jeg skisme også valgt det forkerte job! Jeg har altid ment, at hvis jeg ikke kunne blive gravid ad naturlig vej, jamen så var det nok ikke meningen, at jeg skulle have børn. Jeg har været skruk en gang; da var jeg i 20'erne og i fast parforhold.

Vi prøvede i et par år, men det blev jeg nu ikke gravid af. I starten var jeg ked af det, men der gik egentlig ikke ret lang tid før jeg accepterede, at det så åbenbart ikke var meningen, at jeg skulle have børn. (I dag er jeg nærmest helt lettet over at være sluppet for den kæmpesmerte en fødsel er; jeg HADER smerte.)

Siden da har jeg ikke haft den mindste trang til at få børn. Jeg føler heller ikke der mangler noget i mit liv, fordi jeg ikke har børn. Heller ikke da min nevø blev født, mærkede jeg nogen trang til at få mit eget barn. Jeg har det til gengæld superdupergodt med at være moster til den lækre unge :o)

  4. Jeg er et udpræget kattemenneske. Jeg ELSKER de smukke, graciøse dyr. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke har kat. Kun i meget korte perioder af mit liv har jeg ikke levet sammen med en eller flere af slagsen.

 Derfor generer det mig også voldsomt, at rigtig mange lejeboliger kun tillader 1 kat. Jeg ville gerne have 4-5 stykker, det har jeg haft før og jeg elskede det. De sidste fem år har jeg levet sammen med to katte; min elskede gamle burmilla; Capriccio, der nu er 16½ år gammel og min "vildkat"; Speedy, der nu er 5½ år gammel.

Mine katte har altid været indekatte, da jeg vil vide, hvor de er. Jeg kan ikke holde ud ikke at vide, hvor de er. Da jeg var teenager forsvandt vores kat og var væk i 14-16 dage. Han kom heldigvis helskindet, omend noget radmager, tilbage - men den situation vil jeg aldrig sætte mig selv i igen. Når jeg har haft mulighed for det, har jeg haft min have hegnet grundigt ind, så de kunne komme udenfor. Det har desværre ikke kunnet lade sig gøre her, fordi jeg slet ikke må slå slå søm i/sætte noget som helst hegn fast på træværket, ellers havde jeg forlængst hegnet terrassen ind.

  5. Jeg elsker at køre motorcykel. Jeg har to af slagsen; en sommer- og en vintermotorcykel. (YAMAHA XJ600 S Diversion og YAMAHA YBR125) Jeg fik først kørekortet d. 5. oktober 2005; det var opfyldelsen af en livsdrøm :o)

  6. Siden jeg gav mig selv en rejse til Rom i 40-års-fødselsdagsgave har jeg været helt vild med det meste italienske. Jeg forsøger også at lære sproget; det tager sin tid, men hvor er det smukt.

  7. Det vel nok største mirakel jeg har oplevet på egen krop, var da jeg havde fået overstået mine to grå stæroperationer for lidt over 1 år siden. At gå fra minus 12.5/-10 til minus 2 på begge øjne OG ikke mere have behov for briller overhovedet, når jeg læser/sidder ved computeren, det er så helt og aldeles fantastisk!

 Nu er det så meningen jeg skal linke til 7 nye, men da denne award vist efterhånden har været rundt omkring i blogverdenen adskillige gange, vil jeg lade det være op til folk selv om de vil være med i legen.

lørdag den 23. januar 2010

1. pladsen indtaget - igen.

I de fire år det har været mig muligt at deltage i klubbens "flest-kørte-km-konkurrence" har jeg hjemtaget en pokal hver gang.

 I år vandt jeg for anden gang 1. pladsen :o)
 2006 - 1. plads
2007 - 3. plads
2008 - 2. plads
2009 - 1. plads ...
og her er den så:

 

 Køn er den ikke, men den er min. Det ender med jeg må anskaffe mig et rigtigt pokalskab, fremfor som nu bare at have dem stående ovenpå en reol ;o)

 

... og jeps, mit "nick" er Røde.....jfr. min hårfarve, mere opfindsomme var de ikke, da jeg skulle have et nick ;o)

Strikkeprogrammer på dk4

Rent tilfældigt opdagede jeg, at en af mine nye kanaler - dk4 - sendte et portræt af Kaffe Fassett her til aften.

 Det var en udmærket udsendelse, selvom jeg slet ikke deler hans begejstring for orientalsk kunst :o) Jeg synes, det meste "østerlandske" ser rædselsfuldt ud. Men det var ganske spændende at lære noget mere om manden selv.

Indtil videre har min viden været begrænset til den ene bog jeg har af ham. Der kommer forøvrigt flere strikkeudsendelser (Det er så vidt jeg ved genudsendelser) på følgende tidspunkter:

 Onsdag 24/2 - 21.30 - Dansk strikkekunst - Vivian Høxbro
 Fredag 26/2 - 18.30 - Dansk strikkekunst - Christel Seyfarth
 Søndag 28/2 - 15.00 - Dansk strikkekunst - Marianne Isager

 Programmet med Kaffe Fassett genudsendes tirsdag 2/3 kl. 20.30

Ovenstående er tidspunkter, der fremgår på dk4's hjemmeside i skrivende stund. Du må selv holde øje med evt. ændringer.

fredag den 22. januar 2010

Køkkendrømme

Næst efter adgang til offentlig transport, er noget af det jeg glæder mig allermest til, når jeg en gang skal flytte (= når jeg altså har fået en anden bolig) at få et "rigtigt" køkken.

Det er ikke fordi jeg slet ikke har et køkken i dag, men det er lige så meget et fyrrum som køkken - og det er jeg måske ved at være en anelse træt af, efter at have været begrænset i mine gastronomiske udfoldelser indtil videre i seks et halvt år - især når jeg gerne vil lave noget, der inkluderer brug af ovn.

Det er jo begrænset, hvor meget man kan stege/bage med en 18 liters ovn til rådighed - og det tager osse sin tid. Ikke desto mindre hænder det da en gang imellem, at jeg bager, men så tager det også det meste af en dag. Den gang jeg havde en almindelig ovn til rådighed bagte jeg cirka en gang om ugen. Jeg har tidligere nævnt, at størstedelen af min bolig ligger i kælderniveau, det gælder i særdeleshed køkkenet.

Derfor er det også meget begrænset, hvor meget dagslys, der kommer ind. Her om vinteren kommer der faktisk ingenting ind ad lyskassen og af samme årsag er lysstofrørene altid tændt, når jeg er derude, ellers er der helt mørkt.

Køkkenets form er ligesom et U, med indgang ad "det ene ben" og fyret stående i midten.

Billeder fortæller ofte mere end ord, så derfor er her lige et par billeder. Første billeder viser indgangen til køkkenet. Lyskassen (=vinduet) anes ovenover krydderihylden.

Til venstre - bag persiennerne - står så det store skrummel af et oliefyr, der går i gang næsten hele tiden (sådan føles det ihvertfald!) og det larmer!

 En af de gode ting ved det her køkken er dog, at der er masser af skabsplads - hm, det er vist også den eneste gode ting jeg lige kan komme i tanker om...

 Som allerede nævnt har jeg kun en miniovn til rådighed. Bordpladsen er også begrænset til de flader, der kan ses på de her to billeder.

 

 Nå ja, så er der også lige en smule bordplads i "det andet ben" på den anden side af fyret, men den plads er optaget af køkkenvasken og opvaskestativet, så....

Der er ikke en gang plads til at stable det, der skal vaskes op ved siden af vasken. Det er kun muligt at stille det i vasken - eller ved siden af ovnen...

Fordelen er så selvfølgelig, at jeg sjældent har en kæmpeopvask stående; det har jeg slet ikke plads til ;o) Når jeg ser folks billeder af deres hyggelige køkkener kan jeg ikke undgå at blive en smule misundelig. Tænk at kunne sidde i sit køkken og spise i en hyggelig spisekrog, have noget mindre voldsomt lys end lysstofrør osv. osv.

Der er vel ikke noget at sige til, at jeg indtager hovedparten af mine måltider siddende i sofaen foran tv'et! Nu kunne det godt lyde som om jeg er afsindig træt af at bo her, og det er da også rigtigt, at det generer mig voldsomt lige nu, men det er nu mere beliggenheden (Den manglende offentlige transport) end det er boligens udformning.

Men ja, jeg er indenfor det sidste halvandet års tid begyndt at drømme om en anden bolig, fordi jeg længes efter mere (dags)lys i min bolig. Seks et halvt år er lang tid at bo i en delvis kælder.

 Jeg har dog været ualmindelig glad for at bo her i de hede sommerdage, vi har haft de forgangne somre. Temperaturen indendørs er aldrig oversteget 23 grader, selv når der var mere end 30 udenfor og jeg har skullet sovet med dyne hver nat for ikke at fryse!

 Det bliver nok en af de få ting jeg kommer til at savne. Måske også den totale stilhed, der er herude på landet, men ellers ikke noget.

Jeg gad altså godt....

 Åhr manner, hvor er jeg træt af vinter og en "gider-ikke-rigtig-starte-mc" for ellers var jeg forlængst trillet en tur til den nærmeste genbrugsbiks.

 De plejer nemlig at sælge alt til halv pris de første tre uger af januar. Det tilbud benyttede jeg mig jo noget så genvaldigt af sidste januar....bare se billedet her til venstre. ...på den anden side, kunne jeg jo også bare se at få brugt noget af alt det stof, jeg købte den gang.

 Er desværre bare lidt ideforladt for tiden, så indtil videre ligger det bare og venter på at blive brugt. Nå, men det var jo egentlig den der lur, jeg kom fra....

torsdag den 21. januar 2010

Mæt endnu

Puh, jeg springer aftensmaden over i dag. Har slet ingen appetit. Meeeen, nu fik jeg jo også noget af en monsterburger til "eftermiddags-frokost", så jeg går ikke sulten i seng.

 Jeg fryder mig allerede nu ved tanken om, at frokosten i morgen også står på burger :o)

 

En ordentlig bøf

 På vejen hjem fik jeg en uimodståelig trang til burger. Dog ikke en hvilkensomhelst-burger, niks en hjemmelavet af slagsen.

Så selvom mc'en har det med ikke at ville starte, så vovede jeg alligevel at stoppe for at handle på hjemvejen. (Jeg så sandelig også belønnet, da jeg kom ud igen; maskinen nægtede at starte, selvom den var nogenlunde varm! En halv smøgs tid tog det at få sparket liv i den igen.)

 Nu venter jeg så på, at bøffen bliver færdigstegt - og det kan godt tage sin tid, da man vist ikke kan påstå mine fire bøffer tilhører kategorien "lille"- så jeg kan få kreeret en pænt stor burger med bøf, salat, ketchup, ristede løg, miracle whip og ost.

 

 Uhm, det bliver godt.

onsdag den 20. januar 2010

Færdig med kagemandsdragten

Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at få limet "slikket" på forsiden af kagemandsdragten, så jeg kunne nå at forevige den, mens der stadig var lys udenfor.

 

 Taget i betragtning at jeg aldrig før har lavet en fastelavnsdragt og at jeg desuden måtte tænke en hel del kreativt undervejs, så er jeg godt tilfreds med resultatet.

 I alt har det taget mig syv-otte timer at lave den (Heri ikke indregnet den tid jeg har brugt på at lede efter mønstre!) - nu håber jeg så bare nevøen kan lide den :o)

tirsdag den 19. januar 2010

Træt og lidt trist

[Brok on] Åh, hvor jeg dog bare ikke er begejstret for aftener som denne. Klokken er ikke ret mange og jeg kan ikke finde på noget at lave i den næste times tid. Mere kan det nemlig ikke blive til, da jeg er nødt til at gå ret tidligt i seng pga. vintervejret og mine deraf følgende transportproblemer til jobbet -> skal op min. en time tidligere end normalt.

Jeg har allerede haft vel rigeligt af den slags dage i denne måned, så jeg er dødhamrende træt af så meget "spildtid" og af vinter generelt. Jeg begyndte at få "aften-krise" lige efter håndboldkampen, men så kom jeg da på at lime "slik" på bagsiden af fastelavnsdragten, men det tog jo ikke særlig lang tid og hvad skulle jeg så lave?

Forsiden kan jeg først lime i morgen, men så er dragten i det mindste også færdig. At gå i gang med noget kreativt dur ikke, fordi jeg har det med at blive opslugt af projektet - og så skrider tiden og jeg kommer for sent i seng.

 Derfor har jeg den sidste times tid mest siddet her foran skærmen og surfet mere eller mindre formålsløst - og så opdager jeg, at jeg er rykket to pladser den forkerte vej i min opskrivning til en ny bolig (et sted med offentlig transport).... det gjorde jo ikke just humøret bedre, for så er det jo ikke sikkert, jeg når at komme så langt ned på listen, at jeg igen vil få tilbudt bolig - og forhåbentlig ville kunne flytte inden næste vinter...

 En vinter mere herude (Dette er den syvende af slagsen!) med alt det bøvl det giver; Jeg NÆGTER faneme! [brok off]

 Da jeg ikke kan få mere ud af dagen i dag, vil jeg gå i seng lige om lidt. Man kan jo altid læse en bog :o)

mandag den 18. januar 2010

Slikfabrikation

Så gik det meste af aftenen med at få syet en krave på nevøens fastelavnsdragt og få fabrikeret en del slik.

 

  Dragten virker måske en anelse stor - men den skal udenpå en flyverdragt, så...

 Næste punkt bliver så at håndsy slikket på dragten (Ligesom der allerede forefindes "knap-bolcher" - dem syede jeg på i går aftes) - et ganske udmærket tv-tidsfordriv. Jeg overvejer dog at lime stykkerne på i stedet for - nu må vi se.

 

  Labre larver, hold-kæft-bolcher og guldkarameller.

 Nu kalder sengen dog. Skal op ved 5.30-tiden og lige tjekke vejret. Hvis det ikke har sneet i nat, satser jeg på at tage mc'en - men skal først have tjekket vejens beskaffenhed - og så skal mc'en jo også kunne starte...hm! Nå, men godnat.

Køges gamle huse

Nu jeg alligevel havde kameraet med mig i dag, benyttede jeg lejligheden til at tage et par pix af nogle af Køges gamle huse.

Køge er en hyggelig by at gå rundt i, bl.a. fordi der er mange, gamle og velholdte huse. Byen er dog helt klart mere charmerende om sommeren!

Husene er dog også flotte i sådan et kedeligt vejr som i dag, synes jeg.