Viser opslag med etiketten frø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frø. Vis alle opslag

torsdag den 9. juli 2020

Pop-up-indlæg - mest om krokus

Mit seneste indlæg var d. 19. februar, og for første gang i måneder har jeg lyst til at skrive et blogindlæg.

Ikke fordi jeg har fået bloglysten tilbage, sådan rigtigt, men fordi jeg gerne lige vil fortælle lidt om mit "nye" krokussamlingsbed.

Sidste år, da jeg anlagde mit krokussamlingsbed tænkte jeg mig ikke nok om. Jeg satte nemlig tobaksplanter (Nicotiana) og zinnia i bedet sommeren over. Tænkte at det ville være rart med noget kønt at kigge på i stedet for nedvisne krokus. 
De blomstrede og duftede så fint… og det så rigtig godt ud g
Da det så blev efterår og jeg ville rydde bedet for ikke-krokus, opdagede jeg hvor store og lange rødder sådan nogle tobaksplanter har!!! Zinnia var der ikke problemer med.
Flere af rødderne havde viklet sig igennem flere af mine krokusnetpotter 🥵🥵🥵og var derfor ikke så ligetil at få op uden at hive krokuspotterne med op...og så ville der gå ged i systemet.

Igår var det dog på tide at få orden på bedet… 
Jeg fik taget hver enkelt netpotte op - med skilt - og opdagede, at en del krokus formerer sig voldsomt bare på en sæson 😲😯
...så uanset om der havde været uønskede planter i bedet eller ej, så skal mine krokus i netpotterne tjekkes en gang om året, ved jeg nu. 🙃
Nogle enkelte krokus havde slet ikke formeret sig, men langt de fleste havde. Nogle i voldsom grad, en enkelt så voldsomt at netpotten var ødelagt - den skriver jeg mere om længere nede.🤭
Mens jeg omplantede alle netpotter og fik lagt knoldene fra Janis Ruksans også, sled Carsten med at fjerne jorden fra bedet.
De #$%^& tobaksplanterødder gik nemlig helt ned til bunden OG havde også formået at kravle mellem fiberdug og pallerammen. (Det er nok mere et frø, der er faldet derned og er spiret.)
Vi blev enige om, at skifte pallerammerne også, da de ikke så for godt ud på indersiden.
Heldigvis havde vi 4 nye pallerammer liggende, så det var ret nemt at gå til. Vi fyldte det meste af den gamle jord i igen - bortset fra den del med mange tobaksplanterødder. De spirer åbenbart fra rodstykker, så den jord får lige lov til at "hvile" før vi bruger den igen.
Da plantehøjden var næsten nået blandede vi ny muld med grus og sand og sten (og lidt benmel), så der er godt med dræn. Sådan var jorden også i det gamle bed, og man må sige mine krokus trivedes under de betingelser, så selvfølgelig skulle de have det godt igen.
Til forskel fra sidste år, hvor jeg satte de forskellige krokussorter på forskellige tidspunkter - og de derfor stod i en pærevælling - satte jeg dem mere systematisk denne gang.  
For det første satte jeg kun de forårsblomstrende i bedet (+ en enkelt, ret speciel colchicum; 'Kesselringii')
Derudover er de sat efter arter, Chrysanthus og Vernus er dem jeg har flest af, men det er også de mest almindelige. De arter jeg kun har en enkelt eller to af står sammen og så fremdeles. Knolde købt af Jānis Rukšāns står dog for sig.
Der er - foreløbigt - 57 forskellige (Der er dog et par stykker, jeg tror er de samme, selvom deres navne ikke er helt ens. Dem har jeg sat ved siden af hinanden, så det bliver nemt at tjekke til foråret.)
De efterårsblomstrende må vente et par dage, da de skal i et andet højbed, og det skal vi lige have tømt først, da det også skal have skiftet pallerammer!  
 Jeg er meget tilfreds med bedet. Nu ser det meget mere ordentligt ud end første gang jeg anlagde det.

Se forøvrigt venligst bort fra rodet i haven. Den er blevet meget forsømt de sidste par måneder og det var først i går vi gik i gang. Det tog dog otte timer at ordne bedet her, så vi nåede ikke rigtig andet.

I dag er Carsten ude og hjælpe sine børn, så vi får ikke skiftet det andet højbed i dag. I morgen har de lovet regn, så det er spændende hvornår vi kan få klaret det arbejde.

Hvis det kun regner en smule kan vi godt gå i haven, men jeg gider ikke stå derude i øsende regn og arbejde med jord.

Tilbage til krokus.

Hver art står, som nævnt, i sin egen lille netpotte (ø 5 cm) - og alt efter knoldenes størrelse har jeg lagt 2-5 knolde i hver potte. Det er så helt vildt hvor meget nogle af dem har nået at formere sig. Her et par eksempler:

Hvert billede viser indholdet af én netpotte:
Den lever op til sit navn :)
 Jeg fatter ikke, der kunne være så mange i en netpotte, men okay, der var næsten heller intet jord tilbage.
 Den vildeste var dog denne her Crocus kotschyanus ’Albus’ - den var gået helt amok.
 Her har jeg tømt potten - de ligner nærmest champignon.
 Fordi de fleste af dem havde formeret sig så meget, fik jeg jo en hel del i "overskud". Dem må jeg finde plads til i havens bede. Nogle af dem er meget små, men langt de fleste har en god størrelse og skal derfor nok komme i blomst i næste sæson.

Jeg har med vilje blandet dem, da jeg elsker blandede krokusbede. jeg har jo styr på navnene i mit samlingsbed, så behøver jeg ikke have det andre steder.

 De efterårsblomstrende leverede også et stort overskud.
 Jeg skrev tidligere, at haven var blevet forsømt de sidste par måneder.

Nogenlunde samtidig med at Danmark blev lukket ned, fik jeg en nerve i klemme i ryggen og da alt jo var lukket (kiropraktorer etc.) så måtte det jo bare gå over af sig selv. Det tog så næsten en måned!

Det betød så også at jeg ikke kunne lave noget i haven, hvilket jeg ærgrede mig voldsomt over. Jeg havde jo pludselig fået meget mere tid, fordi alle aftaler - i et ellers meget travlt forår - blev strøget.

Jeg blev nødt til at finde på noget at lave, når jeg ikke kunne komme i haven og heldigvis fandt jeg på noget; Jeg genfandt min glæde ved korssting - og har så nærmest ikke bestilt andet siden da, når jeg havde en ledig stund.

Til forskel fra tidligere har jeg nu gang i mange forskellige broderiprojekter ad gangen - dette smukke krokusmotiv er købt i en russisk webshop - jeg glæder mig til at se det færdige resultat.
...og så nåede jeg til vejs ende på dette "pop-up-indlæg". Hvornår næste indlæg kommer, det må tiden vise. Lysten til at skrive blog regelmæssigt er her i hvert fald ikke lige nu.

Derfor er jeg også begyndt at overveje bloggens fremtid. Det eneste jeg ved lige nu, er at jeg ikke ønsker at stoppe helt med at blogge - men at det sandsynligvis kommer til at være på en anden måde i fremtiden.

torsdag den 16. januar 2020

Det lyserøde bed & Sydhaven - før og efter

Som det ses, bestod haven mest af græsplæne, da jeg flyttede ind.
Her det, der senere bliver til den store bue mellem Sydhaven og resten af haven - med det lyserøde bed bagved.
Oktober 2010
Allerede i maj 11 var jeg i gang med større ændringer. Som jeg har nævnt mange gange før, var buksbomhækkene noget af det første jeg plantede.
I det meste af 2011 så haven ud som på billedet herover. Jeg havde jord/græsbunker liggende nærmest overalt, fordi jeg ikke havde noget sted at gøre af det, før jeg begyndte på mine pallerammebede i Køkkenhaveafdelingen. 

Så kunne jeg bruge jorden til at "fylde op" med, så der kun var "ny jord" i de øverste 30-40 cm af pallerammerne.

Nu er græstørvene i pallerammebedene forlængst blevet til jord og fiberdugen jeg brugte til at adskille den gode jord fra græstørvene, er fjernet.

Fra 2014 (hvor jeg havde fået lagt alle sten-stier) har både det lyserøde bed og Sydhaven set præsentable ud.

Her et par billeder fra 2018-2019
...og her lige et billede af buen fra den anden side, når 'Lykkefund' blomstrer:
Den er meget livskraftig, selvom den bliver beskåret hårdt hvert forår. 

Billedet her er fra 2018. I år klippede vi alle de lange skud af, så de ikke tog fokus fra blomstringen (men det tog jeg selvfølgelig ingen billeder af! Doh!)


Her til sidst et billede af Det lyserøde bed - set forfra.

Sydhaven


I maj 2013 skrev jeg om Sydhavens forvandling første gang. Det var dengang jeg endelig havde fundet en løsning på, hvordan jeg skulle gribe området an, da dets mål var temmelig skæve: 
Bredde: 3,10 m i den ene ende og 3.55m ved lågen og hele 9,10 m langt.

Den løsning jeg kom frem til har jeg aldrig fortrudt; den har bundet Sydhaven sammen med resten af haven - og fordi stien snor en anelse, føles stykket slet ikke så langt - og så er den store bue jo også et fokuspunkt man ikke kan undgå at se  - ligesom man bliver nysgerrig efter, hvad der mon gemmer sig bag buen :)

Her Sydhaven i 2018.
Her i 2020 ændrer Sydhaven forøvrigt udseende, i hvert fald i bedene, da der er blevet fjernet en masse stauder og lagt en hulens bunke løg.

Tanken er at plante en masse små zinniaplanter ud, når løgene begynder at visne ned. Muren er stik syd og zinnia elsker sol...så det bør kunne blive meget flot og farvestrålende. Jeg har tidligere nævnt, at jeg har indkøbt 8 slags zinnia samt lidt blomsterkarse. De fleste af zinniaerne er meget store af slagsen.

Jeg er nemlig lidt træt af de lidt "ferske farver" i Sydhaven om sommeren, så nu skal der mere "knald på" og dertil er zinnia jo perfekte. Desuden er de en af mine yndlings-sommerblomster :)

-----

Forøvrigt kan jeg så konstatere, at det jo går forrygende med mine nytårsforsætter - dette indlæg er det tiende her i januar.

Jeg kan ikke love frekvensen holder ved, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke har ekstratimer på jobbet i år. Det giver noget mere energi til at blogge :)

onsdag den 1. januar 2020

Første dag i 2020

Det var gråvejr her til morgen, men ikke desto mindre synes luften at være så meget friskere og lettere end igår.

Jeg mener, vejret igår var jo flot med solen fremme af og til, men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at det hele føltes lidt gammelt og slidt - lidt ligesom 2019.

Jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på at tage hul på et nyt år. Nu er jeg jo heller ikke ramt af tømmermænd her den første dag i det nye år, hvis det var tilfældet, så jeg nok anderledes på det.

Jeg har sovet lidt længere end normalt i dag, helt til kl. 9, men kom jo også først i seng ved 1.30-tiden.

I dag har jeg ingen planer udover at komme ud og gå en tur, så jeg benytter naturligvis lejligheden til at få skrevet et indlæg på bloggen :)

I morgen går det meste af dagen nok med skolearbejde, men hvis vejret er godt (=tørvejr og ikke så blæsende) er det muligt jeg lige får luget lidt på en af stierne.

I år har jeg - mod sædvane - endnu ikke modtaget frøkataloget fra Impecta...og det er vist meget godt, eftersom jeg jo ikke skal købe flere frø! ;)

I efteråret købte jeg store mængder frø hos Chiltern Seeds:

  • Zinnia elegans, 'Benary's Giant' Series, 'Benary's Giant Golden Yellow'
  • Zinnia elegans, 'Benary's Giant' Series, 'Benary's Giant Wine'
  • Zinnia elegans, 'Benary's Giant' Series, 'Benary's Giant Lime'
  • Zinnia elegans, 'Benary's Giant' Series, 'Benary's Giant Scarlet'
  • Zinnia elegans, 'Benary's Giant' Series, 'Benary's Giant White'
  • Zinnia elegans, Giant Cactus-Flowered Mixed
  • Zinnia elegans, 'Zinderella' Series, 'Zinderella' Purple
  • Zinnia elegans, 'Super Yoga' Series, 'Super Yoga Orange'
  • Tropaeolum majus, Tall Mixed
  • Tropaeolum majus, 'Jewel of Africa'
  • Tropaeolum majus, 'Indian Chief'

Så, jeg er rigeligt dækket ind på den front.
På dette tidspunkt plejer jeg også at begynde at se efter dahliaer, så det gør jeg nok senere i dag. Ikke fordi jeg skal have så mange, men nogle enkelte skal jeg da have, for det tilfælde at de overvintrende ikke klarer den.

I løbet af efteråret fik jeg lagt i alt 5080 løg, så jeg er spændt på hvordan det kommer til at se ud :)
En del af de sidste løg er lagt i små potter, da jeg så rimelig nemt - efter forårsklargøringen af bedene, kan se  hvor der er "huller" - og så sætte potternes indhold der.

Jeg håber på at kunne rydde op i bedene i løbet af marts, så jeg ikke får så susende travlt inden Åben Forårshave d. 19. april - men nu må vi se. Vi har jo før haft sne til midten af april.

Nu vil jeg shoppe lidt dahliaer - hav en dejlig første dag i det nye år :)

torsdag den 10. januar 2019

Gode ting med posten

Det er nok ikke særlig sundt for mig at have juleferie, for jeg skal da lige love for jeg har shoppet på nettet... :)
Frøene fra Impecta er ankommet:
  • Papegøjeamarant Amaranthus tricolor 'Perfecta'
  • Skovmærke Asperula orientalis 'Blue Surprise'
  • Solsikke Helianthus 'Ring Of Fire'
  • Guldzinnia 'Old Mexico Mix'
  • Marylandzinnia 'Zahara Starlight Rose'
  • Zinnia 'Green Apple'
  • Blomsterkarse Tropaeolum majus 'Ice Age'
  • Tomat 'Tumbling Tom Yellow'
  • Tomat 'Tumbling Tom Red'
  • Latyrus 'Mammoth'
  • Latyrus 'Jet Set Mixed'
  • Latyrus 'Spencer Wiltshire Ripple'
  • Bakkestjerne Erigeron speciosus 'Blue Shades'
  • Rasleblomst - Catananche caerulea alba 'Bicolor'

Samme dag lå kataloget fra Botanisk Verden også i postkassen. Har ikke turdet kigge i det endnu... ;)
 I julegave fik vi et puslespil! Det er ellers ikke noget jeg/vi har gjort ret meget ved - indtil nu. Det var min nevø og to niecer, der betænkte os med et Star Wars-puslespil med 1000 brikker. Ret overvældende, når jeg indtil da kun havde lagt puslespil med ca. 275 brikker.

En uge tog det os:
Hold op, hvor var det hyggeligt at sidde og pusle - og ikke mindst vanedannende!

Derfor måtte vi da også have fat i nogle flere puslespil...og de kom med posten forleden:

 Der var også lidt til havenørden (Der er også fine cottagehaver at få som motiv, men det må blive næste gang.) Denne gang ville jeg have dette:
 Vi er gået i gang med "have-puslespillet" - og sidder næsten hver aften i et par timer. I aften er der dog håndbold, så Carsten ser tv og jeg skriver lige her, inden jeg vil tidligt i seng.

Et par havebøger er der også kommet til reolen...
 Jeg har jo et eller andet med små haver :)
 ...og clematis....
 ...for ikke at nævne blomsterløg :)
Da jeg bestilte hos Impecta, bestilte jeg forøvrigt af to omgange. Den anden bestilling indeholder "større ting", så den har jeg fået sendt til min mor, der bor i Sverige. Det var nemlig meget, meget billigere i porto. Pakken er ankommet, så den får jeg næste gang vi ses.

fredag den 28. december 2018

Det første frøindkøb

Så gik den ikke længere....jeg har købt de første frø til næste sæson.

Jeg kan jo ikke nøjes med blot at sidde med et frøkatalog. Nix, jeg sidder og markerer sider med interessante frø med sådan nogle sidemarkører (se billedet) - og pludselig har frøkataloget (I dette tilfælde kataloget fra Impecta.) fået en hulens bunke markører.

Næste trin foregår foran computeren, hvor alle markerede frø smides i den virtuelle indkøbsvogn. Dernæst tjekker jeg så grundigt indkøbsvognen - og så er det meningen jeg skal fjerne så mange frøposer som muligt fra indkøbsvognen igen.

Sådan gik det ikke helt i år. Faktisk lykkedes det mig kun at fjerne fire fristende frøposer.....Til gengæld hoppede der så tre andre frøposer op i vognen...!

Jeg skyndte mig til kassen og ud af "butikken" inden jeg blev fristet mere. (Det er så ikke her, jeg fortæller, at jeg lige inden frøindkøbene, havde foretaget et andet køb, nemlig diverse haveartikler - inkl. vandings-aggregater - på selvsamme side, vel?

Rent portomæssigt kan dette bedre svare sig for mig, da det er alt for dyrt at få sendt andet end frø til DK, men da min mor bor i Sverige, kan hun jo modtage pakken med havetingene for mig. Ren winwin.)

Nå, men hvad er det så for frø jeg ikke kunne modstå?

  • Papegøjeamarant Amaranthus tricolor 'Perfecta'
  • Skovmærke Asperula orientalis 'Blue Surprise'
  • Solsikke Helianthus 'Ring Of Fire'
  • Guldzinnia 'Old Mexico Mix'
  • Marylandzinnia 'Zahara Starlight Rose'
  • Zinnia 'Green Apple'
  • Blomsterkarse Tropaeolum majus 'Ice Age'
  • Tomat 'Tumbling Tom Yellow'
  • Tomat 'Tumbling Tom Red'
  • Latyrus 'Mammoth'
  • Latyrus 'Jet Set Mixed'
  • Latyrus 'Spencer Wiltshire Ripple'
  • Bakkestjerne Erigeron speciosus 'Blue Shades'
  • Rasleblomst - Catananche caerulea alba 'Bicolor'
Spændende om jeg lader mig lokke på andre frø-webshops..

mandag den 1. januar 2018

Rigtig godt nytår til jer alle :)

Jeg kan godt lide 1. januar - alting føles så friskt og nyt - også selvom vejret vist har glemt, at vi ikke skriver 2017 mere!

Som haveejer betyder den første januar også starten på en ny havesæson - og det meste af det, jeg har lavet i dag, har da også været haverelateret.

Jeg er, som bekendt, bestyrelsesmedlem i Roskilde-Køge Afdelingen af Haveselskabet og i den forbindelse har jeg fået smidt nogle af vores arrangementer i 2018 op på hhv. Haveselskabets hjemmeside og på vores FB-side.

Desuden har jeg fået lavet udkast til en brochure om vores spændende havetur til Nordjylland i juni måned. Den tur glæder jeg mig rigtig meget til - og beder til, at jeg ikke skal have elever til eksamen dagen efter!

Frø hos Impecta har jeg også fået bestilt i dag - det ville jo også ligne mig meget dårligt, hvis jeg slet ikke bestilte frø omkring årsskiftet...haha.
Jeg har dog begrænset mig helt vildt meget i år - kun fire poser.

To nye tomatsorter: Babyblommetomat 'Celano' og Cherrytomat 'Gardenberry' og to sommerblomster: Rudbeckia 'Cappucchino' og Blomsterkarse 'Moonlight'.

---

Til forskel fra tidligere år, vil jeg ikke skrive et laaaangt tilbageblik på året, der er gået. For det første fordi det er tidskrævende og for det andet fordi jeg hellere vil koncentrere mig om årets højdepunkter.

Højdepunktet i 2017 er uden tvivl mit jobskifte i sommers. Fra folkeskolen til en friskole - og aldrig har jeg da følt mig så FRI som lærer som nu. Det er den bedste beslutning jeg har taget i mange år, ingen tvivl om det.

Jeg startede som (delt) klasselærer i 3. klasse, som jeg også havde i matematik, natur/teknik, engelsk, historie og kristendom. Derudover 6. og 7. i engelsk, tysk og historie.

På grund af en langtidssygemelding ser mine arbejdsopgaver dog noget anderledes ud i første halvår af 2018:
(Delt) klasselærer i 9. klasse, som jeg nu også har til tysk og engelsk. I 3. har jeg kun kristendom og historie tilbage + to støttetimer i matematik. Timerne i 6. og 7. fortsætter uændrede.

Derfor har jeg også haft en del at se til her i juledagene, da jeg lige skulle have lavet en plan for engelskfaget helt frem til eksamen til sommer plus forberede mig til denne uge. Præcis 20 timer har jeg brugt på det, men nu er jeg også helt klar til at gå i gang. En rar fornemmelse at være på forkant og ikke skulle sidde de første dage af januar og lave arbejde  :)

Et andet af 2017's højdepunkter var min debut som Åben have-vært. Det var superhyggeligt, på trods af søndagens øspjaskregnvejr, og derfor holder jeg også åben have igen i 2018. Denne gang en enkelt dag; d. 4. august fra 12.00-17.00.

Rent vejrmæssigt var 2017 så ikke noget at råbe hurra for - så mit håb for 2018 (som forøvrigt også er et meget smukkere tal at kigge på end 2017) er mere sol og varme.

Det tredje højdepunkt var vores 2 dagestur til Tyskland i marts måned, hvor jeg igen kom forbi Clematis Westphal :) Clematis var forøvrigt ikke de eneste planter jeg kom hjem med. Atten stauder blev det også til....og jeg fandt skam plads til alle planterne!

Andre højdepunkter i 2017; Min svigerinde fødte lille Anna i november måned, Nina Ewald fotograferede min have, CPH Garden foruden diverse haveforedrag i årets løb. Jo, 2017 var et okay år. (Det er vejrets skyld, at året kun var okay og ikke supergodt - efter min mening.)

Her i juledagene har vi haft gang i et indendørs projekt; nemlig den længe tiltrængte oprydning/omrokering af krearum/kontor. I flere måneder har det lignet jeg ved ikke hvad, med masser af rod.
Vi fik sat nogle flere hylder op (kan ikke ses på billedet) og det hjalp rigtig meget. På hylderne står nu alle vores tidsskriftsholdere og desuden nogle af mine "krea-kasser".

Det er fantastisk endelig at have fået orden på det rum!

Jeg fik mange rigtig gode julegaver. Her skal I se to af dem:
Et superflot fuglebur, der skal sættes planter i til foråret - og så skal det hænge i udestuen, så træet er beskyttet mod regn.

Derudover en meget smuk, opstammet kristtorn. Ilex aquifolium 'Alaska'. Den skal jeg finde plads til i forhaven. Foreløbigt står den dog let beskyttet i udestuen.
 Det er forøvrigt Quintus, der ligger bag den....og nu vi er ved kattene:
Speedy elsker at blive kløet på maven - og i ren begejstring ælter han med poterne ud i luften....
...og Felix bliver mere og mere "morglad" - se bare på dette billede:
...og nu er jeg vist ved at være nået til slutningen af dette første indlæg i år. Forhåbentlig det første af mange. jeg skulle i hvert fald gerne få skrevet flere end de kun 84 jeg nåede i 2017. Plejer at ligge på over 200!

---

Jeg tror og håber, at 2018 bliver et rigtig godt år på alle fronter.

Det bliver min anden havesæson uden de store omlægningsprojekter, men selvfølgelig har jeg da allerede nogle ideer til småprojekter, der gerne skal laves i løbet af foråret...(Carsten er blevet varskoet, da mange af dem kræver hans hjælp...hihi...)

Her til sidst vil jeg ønske jer alle et rigtig dejligt nytår - og en skøn 2018-havesæson.

onsdag den 22. november 2017

Holder ikke blogpause - har bare travlt

Opdagede i forgårs, at jeg ikke har skrevet her siden d. 20. oktober...!

Jobbet fylder rigtig meget, men det er helt okay. Jeg er stadig meget glad for min nye arbejdsplads - og de for mig :)

Jeg har fået byttet nogle af mine timer, så jeg i stedet for natur/teknik og kristendom i 3. nu har tysk i 9. klasse. Det faldt på plads lige efter efterårsferien - og så har jeg haft ekstra travlt, da jeg pludselig skulle lave en årsplan, kigge på tekstopgivelser og finde en terminsprøve frem - og få den kopieret. De havde terminsprøve ugen efter jeg overtog dem! 

Så var min skole også en af de heldige, der vandt et besøg af den danske astronaut Andreas Mogensen - så hele sidste uge stod vi på hovedet (næsten bogstaveligt) og lavede emneuge om rummet, så hele skolen kunne blive pyntet behørigt op - og det blev den.

Igår havde vi så besøg af ham og det var en fantastisk dag.
I morgen skal jeg på tur med min 3. klasse og fredag står den på "Julehyggedag", hvor jeg skal lave juledekorationer med min klasse. Ligesom jeg skal stå for et juledekorationsværksted om eftermiddagen, når forældre og bedsteforældre kan komme på besøg. Så, det er noget af en hektisk uge.

I næste uge bliver det så en smule mere "roligt" - det passer mig fint. Det passer mig også fint, at vi har juleafslutning allerede d. 19. december :)

Herhjemme sker der også lidt. Jeg har fået gravet dahliaknoldene op, men de ligger stadig til tørre i udestuen, men med den fugtighed, der er i vejret, tørrer de bare ikke, så jeg tror det ender med jeg bare kyler dem ud - og så anser jeg dem fremover som etårige planter. Jeg gider simpelthen ikke det bøvl.

Løg mangler jeg stadig at få lagt. For et par uger siden fik jeg lagt en del løg i det ene højbed, hvor jeg også har plantet mine "pletter i luften", da de jo nok klarer sig bedre gennem vinteren der end i en lille potte.
 Som det ses, var det på høje tid de kom i jorden. Især mine safrankrokus.
Den pågældende weekend fik jeg også sået stauder i den mistbænk, jeg havde tømt for dahliaer.
Frø fra Chill Seeds:
Aquilegia vulgaris, 'Lime Sorbet'
Thalictrum delavayi, 'Album'
Acaena microphylla
Dianthus barbatus, 'Sooty'
Digitalis ferruginea var. gigantea  
Helenium autumnale, 'Helena Mix'
Digitalis lanata
Digitalis purpurea var. alba
Digitalis purpurea ssp. Heywoodii 'Silver Fox'
Helenium autumnale, Red and Gold Hybrids

Desuden  kobjælde og anemone (frø fra Stovby Stauder)

Så må vi se, hvor mange af dem, der bliver til noget.

Vi har fået sat de første lyskæder op - det er første gang, vi har "istapper" på husets front. Vi er gået sammen med naboen, så det er hele husets front, der bliver lyst op. Det ser rigtig godt ud. 
De sidste tre weekender har vi næsten ikke været hjemme. Den første weekend i november var vi først til "gamle-venner-træf" på Fyn og derefter til fødselsdag hos min nevø og niece i Sønderjylland.

Forrige weekend fik jeg kørt mc'en i vinterhi om søndagen. Dagen før var vi til "pårørende-arrangement", da Carstens søn skal udsendes som soldat i 2018....og det var så den weekend.

I lørdags var vi så på vores årlige før-jul-tur til Tyskland og i søndagen tilbragte vi hos min mor.

Det bliver helt rart, at vi kun har en enkelt julefrokost i næste weekend....så får jeg forhåbentlig tid til at få bundet noget "julehalløj" i løbet af søndagen.

Nu står den på tilberedning af aftensmad og derefter lidt rettearbejde. Hav en dejlig aften.

søndag den 13. august 2017

Begrænsningens kunst? Det bruger jeg ikke :)

[Dette indlæg påbegyndte jeg d. 4. august...og glemte at uploade det! Jeg har pt. meget travlt med at gøre klar til næste skoleår - skolestart i morgen, mandag d. 14. august - så ikke så flere ord fra mig i denne omgang.]

Det sker hvert eneste år - og jeg bliver åbenbart aldrig klogere....

Hvad jeg snakker om? August -> sensommer -> løøøøøøg! :D

Er i år gået sammen med 3 veninder om at bestille løg fra Bulbi - og min intention for i år var  helt klart, at jeg blot skulle have omkring 50-60 løg, og gerne lidt mere specielle løg....fremfor at bestille store mængder af løg, som jeg har gjort de andre år. (Jeg har immervæk  omkring 2500 løg liggende til tørre, der også skal findes plads til...!)

Det var altså min intention......! Jeg sværger!
 Problemet med Bulbi er, at der ikke er så mange af de mere specielle løgvækster (som fx. krokus 'De Jager') Til gengæld er der mange, som i virkelig mange lækre løg man ikke kan leve foruden....jeg kan i hvert fald ikke ;)
 Derfor gik det jo, som det altid går, når jeg bestiller hos Bulbi:
 Da jeg fik ordrebekræftelsen var de 600 af løgene til mig!
 Hvad er det så, jeg har bestilt:

Tulipaner
40 x 'Carneval de Nice' (dobbelt, hvid med røde striber)
75 x 'Orange Princess' (dobbelt, orange )
30 'Tricolour Mix' (dobbelt, orange, røde og lilla)

Narcisser
125 x Thalia (hvid)

Krokus
30 x 'Gipsy Girl' (orangegul med brune striber)
50 x 'Prince Claus' (hvid med lilla)
100 x 'Ruby Giant' (lilla)
40 x Sativus (safrankrokus) (lyslilla med mørkelilla striber)

Allium
30 x 'Purple Sensation' (mørk violet)
80 x 'Caeruleum' (blå)

Nu skulle man jo så tro jeg var færdig med at bestille/købe løg i år - men jeg kom også lige en tur forbi Blomsterverden.dk... Desværre havde de ikke krokus 'de Jager' i år, men jeg fik så lidt andre løg.

Krokus
50 x 'Spring Beauty'
50 x 'Whitewell Purple'
50 x 'Advance'
25 x 'Roseus'
25 x 'Tricolor'
25 x 'Lilac Beauty'
5 x 'Fairy'

Det er så slet ikke det eneste netkøb jeg har foretaget mig her på det sidste - for takket være en facebookgruppe, stødte jeg på Chiltern Seeds.... ak og ve.
Der var alt for mange staudefrø at vælge imellem, så hele ti frøposer hoppede op i indkøbskurven forleden.

Frøene:
Aquilegia vulgaris, 'Lime Sorbet'
Thalictrum delavayi, 'Album'
Acaena microphylla
Dianthus barbatus, 'Sooty'
Digitalis ferruginea var. gigantea  (Har en i haven - se billedet her ovenfor)
Helenium autumnale, 'Helena Mix'
Digitalis lanata
Digitalis purpurea var. alba
Digitalis purpurea ssp. Heywoodii 'Silver Fox'
Helenium autumnale, Red and Gold Hybrids

Jeg havde rimelig succes med min vintersåning (Glemte dog at få lavet et opslag omkring hvordan det var gået, men akelejer og lupiner blev til en masse planter.) og derfor skal ovenstående stauder da sås en gang til efteråret. I den mistbænk, hvor jeg lige nu har dahliaer.

Dette indlæg var så helt uden billeder - og det dur jo ikke, så jeg har puttet nogle billeder, taget i haven i løbet af de sidste par dage.