Viser opslag med etiketten stauder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stauder. Vis alle opslag

torsdag den 2. januar 2020

Jeg begrænsede mig da voldsomt!

Som jeg skrev igår, ville jeg shoppe lidt dahliaer - og det gjorde jeg.

Det blev kun til 12 styk, hvilket er cirka halvdelen af hvad jeg plejer at bestille, så måske jeg er ved at blive en anelse "fornuftig"? :)

'Cafe au Lait' havde jeg købte sidste år, men det var det ikke, da blomsten så således ud:
'Bishop of Oxford', 'Striped Vulcano' og 'Tartan' har jeg haft før, men de overlevede ikke vinteren.

Det samme kan siges, til dels, om 'Blue Bell'. Havde et par 'Blue Bell', der havde overlevet, men som ikke rigtig blomstrede.

'Excentrique' har jeg ikke haft før. Har købt den pga. det mørke løv.

Jeg har kun mine dahliaer i krukker fremover, da det med alle de løg i jorden, ikke mere er muligt at finde plads til dahliaer.

Der vil dog blive noget bart i en del af bedene, når løgene er afblomstrede - men det er helt og aldeles planlagt....for i nogle af bedene sætter jeg de zinnia jeg sår til februar.

I andre bede vil der nok blive plads til lidt stauder. Ren win win :)

søndag den 13. oktober 2019

Jeg kan modstå alt - bortset fra løgfristelser :)

Idag havde Gartneriet 'Spiren' første åbningsweekend - med besøg af van Tubergen fra Holland, så der måtte jeg naturligvis ud.

Selvfølgelig kom jeg ikke tomhændet derfra - det ville også ligne mig usandsynlig dårligt ;)

Fik en god lang snak med Fred fra Van Tubergen - og puttede naturligvis også lidt løg i poser.

Derudover købte jeg også to planter; en vinterhårdfør begonie (Begonia grandis ssp. evansiana 'Alba') og en fruesko (Cypripedium formosanum) 

Så må jeg se, om jeg kan holde liv i dem. Tænker de skal plantes i Skyggebed I, når jeg har fået det renset.

Fra 'Spiren' købte jeg tre styk af den nye cyclamen (tre forskellige blomsterfarver), der lige nu hedder F19, da den endnu ikke har fået navn. Marianne fra Spiren kalder den 'Christmas Tree' og det er ikke helt skævt med de bladtegninger. Fin er den under alle omstændigheder.
Nå ja - og så var der jo lige de der løg:

20x narcis 'Kedron' 
20x Iris 'Katherine Hodgkin' (Har købt i år, men mde er så smukke...)
10x tulip 'Muscadet'
10x tulip 'Fenna'
10x tulip Clusiana 'Tinka'
10x tulip 'Lizzy'
3x colchicum 'Dick Trotter'
2x colchicum 'Glory of Heemstede' 

3x dracunculus vulgaris  blev det til. 88 i alt.
Sidstnævnte mindes jeg ikke at være stødt på før - den skulle dog lugte noget så forfærdeligt, så den skal ikke sættes på terrassen :)
Den er vist heller ikke helt nem at have med at gøre, men nu lægger jeg knoldene i nogle potter i udestuen vinteren over og vander let(Udestuen holdes på 8-10 grader vinteren igennem.) og så må vi se, om der er liv i den til foråret.





 Her nedenfor ses de forskellige fruesko. Den jeg købte var en af dem længst til venstre.
 Her ses den vinterhårdføre begonie. Dens blade er ualmindelig smukke på bagsiden. Den blomstrer i sensommeren/efteråret - det sætter jeg pris på, da jeg gerne vil have flere efterårsblomstrende planter.
 Den ene af de to colchicum 'Glory of Heemstede' var allerede i blomst (Sjovt som jeg åbenbart skal "redde" diverse colchium...)
Skal i haven imorgen, hvis det holder tørt og så kommer de i jorden. Skal lige finde en velegnet plads først.

onsdag den 22. november 2017

Holder ikke blogpause - har bare travlt

Opdagede i forgårs, at jeg ikke har skrevet her siden d. 20. oktober...!

Jobbet fylder rigtig meget, men det er helt okay. Jeg er stadig meget glad for min nye arbejdsplads - og de for mig :)

Jeg har fået byttet nogle af mine timer, så jeg i stedet for natur/teknik og kristendom i 3. nu har tysk i 9. klasse. Det faldt på plads lige efter efterårsferien - og så har jeg haft ekstra travlt, da jeg pludselig skulle lave en årsplan, kigge på tekstopgivelser og finde en terminsprøve frem - og få den kopieret. De havde terminsprøve ugen efter jeg overtog dem! 

Så var min skole også en af de heldige, der vandt et besøg af den danske astronaut Andreas Mogensen - så hele sidste uge stod vi på hovedet (næsten bogstaveligt) og lavede emneuge om rummet, så hele skolen kunne blive pyntet behørigt op - og det blev den.

Igår havde vi så besøg af ham og det var en fantastisk dag.
I morgen skal jeg på tur med min 3. klasse og fredag står den på "Julehyggedag", hvor jeg skal lave juledekorationer med min klasse. Ligesom jeg skal stå for et juledekorationsværksted om eftermiddagen, når forældre og bedsteforældre kan komme på besøg. Så, det er noget af en hektisk uge.

I næste uge bliver det så en smule mere "roligt" - det passer mig fint. Det passer mig også fint, at vi har juleafslutning allerede d. 19. december :)

Herhjemme sker der også lidt. Jeg har fået gravet dahliaknoldene op, men de ligger stadig til tørre i udestuen, men med den fugtighed, der er i vejret, tørrer de bare ikke, så jeg tror det ender med jeg bare kyler dem ud - og så anser jeg dem fremover som etårige planter. Jeg gider simpelthen ikke det bøvl.

Løg mangler jeg stadig at få lagt. For et par uger siden fik jeg lagt en del løg i det ene højbed, hvor jeg også har plantet mine "pletter i luften", da de jo nok klarer sig bedre gennem vinteren der end i en lille potte.
 Som det ses, var det på høje tid de kom i jorden. Især mine safrankrokus.
Den pågældende weekend fik jeg også sået stauder i den mistbænk, jeg havde tømt for dahliaer.
Frø fra Chill Seeds:
Aquilegia vulgaris, 'Lime Sorbet'
Thalictrum delavayi, 'Album'
Acaena microphylla
Dianthus barbatus, 'Sooty'
Digitalis ferruginea var. gigantea  
Helenium autumnale, 'Helena Mix'
Digitalis lanata
Digitalis purpurea var. alba
Digitalis purpurea ssp. Heywoodii 'Silver Fox'
Helenium autumnale, Red and Gold Hybrids

Desuden  kobjælde og anemone (frø fra Stovby Stauder)

Så må vi se, hvor mange af dem, der bliver til noget.

Vi har fået sat de første lyskæder op - det er første gang, vi har "istapper" på husets front. Vi er gået sammen med naboen, så det er hele husets front, der bliver lyst op. Det ser rigtig godt ud. 
De sidste tre weekender har vi næsten ikke været hjemme. Den første weekend i november var vi først til "gamle-venner-træf" på Fyn og derefter til fødselsdag hos min nevø og niece i Sønderjylland.

Forrige weekend fik jeg kørt mc'en i vinterhi om søndagen. Dagen før var vi til "pårørende-arrangement", da Carstens søn skal udsendes som soldat i 2018....og det var så den weekend.

I lørdags var vi så på vores årlige før-jul-tur til Tyskland og i søndagen tilbragte vi hos min mor.

Det bliver helt rart, at vi kun har en enkelt julefrokost i næste weekend....så får jeg forhåbentlig tid til at få bundet noget "julehalløj" i løbet af søndagen.

Nu står den på tilberedning af aftensmad og derefter lidt rettearbejde. Hav en dejlig aften.

søndag den 24. september 2017

Endelig i haven igen

Det er mindst 14 dage siden jeg sidst har været i haven, nok tættere på tre uger, faktisk.... og det kunne man så også godt se.

I perioden kom der jo en storm forbi....Den lagde bl.a. vores bønnestativ ned.

Vi plantede bønnerne igen, men der gik kun ½ dag, så var stativet atter væltet - ned over min buksbombørnehave, der dog heldigvis overlevede - så bønnesæsonen 2017 sluttede temmelig brat.

3735 gram bønner nåede vi at høste på de syv planter.

 Næste år bliver stativet sat fast med store "kramper" ned i jorden og tøjret til huset!

Vi var i haven fra 10.30 - 14.00 i dag. Inden vi gik i gang så der sådan ud:

 Stormen havde også været hård ved vores lille æbletræ.
Det vigtigste i dag var at få fejet stierne og evt. få klippet lidt der, hvor stormen havde væltet planterne.

I Flammebedet kan jeg se, at mine staudesolsikker - som jeg er meget begejstret for - skal have stativer at vokse i næste sæson, så de ikke vælter, som tilfældet er nu. 

De er dog kun væltet inde i bedet, og har stadig så mange blomster, så jeg lod saksen blive i lommen.

Det gjorde jeg så ikke, da jeg nåede frem til mine echinops (tidsler). De så ikke for kønne ud, så de fik højden halveret - og dét pyntede.
Så kan stien igen betrædes :)
 Bag ved rønnebærtræet, har jeg haft et lidt dumt bed med ret mange skvalderkål. Igennem forår og sommer har jeg ofte luget der og lige for tiden er skvalderkålbestanden ikke så voldsom.

I flere år har jeg haft løg liggende der. Især krokus. Det har jeg stadig, men nu har jeg også fået plantet et par storkenæb og to hostaer.
 Hostaen til højre har jeg fået af min mor, så den kender jeg ikke navnet på. Den til venstre har røde stængler og hedder ' Purple Heart'.

Storkenæben til højre hedder 'Purple Ghost' og den anden er en selvsået fra haven.

 Sydhaven er blevet fejet. Utroligt som det pynter.
 Lidt forskellige motiver fra haven. Som det måske kan anes bag edderkoppen, så er terrassen ret tom nu. Der står stadig en del krukker. Jeg skal jo snart i gang med at lægge løg.
 Æblerne sidder på vores søjleæbletræ og ser ganske fine ud. Vi glæder os til at smage dem. De er nemlig ikke helt modne endnu.
 Jeg er helt vild med denne Rudbeckia 'Gloriosa Daisies'. Frøene fulgte med et engelsk haveblad.
 Clematis 'Anita' har så fine, små hvide blomstrer - og den er allerede nået op på kanten af plankeværket. Den blev plantet i foråret.
De tre andre clematis på rionettet har også fået godt fat.
 Har så lige opdaget nu, at naboens kaprifolie er kravlet igennem hegnet, så jeg skal ud med en saks, inden den får viklet sig for meget ind i clematis.

Her et kig ud over køkkenhaven, hvor der ser ret bart ud, nu hvor bønnestativet er væk.
Efterårsfarverne er så småt begyndt at dukke op.
Min rådhusvin er allerede begyndt at rødme, hvilket den meget gerne må. Den plejer normalt at være så længe om at rødme, at det lige passer med, at vi får den første nattefrost....og så smider den bladene i stedet.
Nu har jeg et håb om, at den når at blive rigtig rød i år, før frosten tager den.
Forhaven er jeg stadig mægtig begejstret for. Det var en god ide jeg fik; at sætte mange alunrod og hosta der. Det giver så fine farver. 


 I foråret så denne heucherella (Kender ikke navnet, da den ikke havde noget skilt, da jeg købte den hos Westphal i 2015.) rigtig skidt ud. Jeg troede egentlig den var død, men opdagede små skud....som jeg så plantede som to planter - og se nu bare, hvor fin den er.

Den har dog slet ikke nået at blomstre i år, men det er okay. Har den for bladenes skyld.
....og nu må jeg hellere komme i gang med skoleforberedelserne. God søndag aften :)

torsdag den 27. juli 2017

Gensyn med Henriettes have og lidt herhjemmefra

Igår trillede jeg en tur til Lolland, nærmere bestemt Rødby.

Det var tiden atter at besøge Henriette - og se hendes have, som jo har undergået en kæmpeforvandling på den korte tid hun indtil nu har boet der.

Da vi så huset første gang d. 21. november sidste år, så der sådan ud:
Flere billeder fra den gang kan ses hér.

Nu ved jeg godt november er en keeeeedelig havemåned, men alligevel...se lige en forskel:
Henriette har altså en eminent sans for at få en kedelig græsplæne forvandlet til noget meget frodigt og smukt i løbet af meget kort tid.
 Det kan godt være at mange af elementerne i haven normalt ikke ville passe sammen, men den måde Henriette kombinerer tingene på, gør at der er en ganske bestemt stil i hele haven, den jeg kalder "Henriette-stilen" - og det ser brandgodt ud.
 Man bliver glad af at gå rundt i sådan et blomsterparadis, kan jeg godt hilse og sige.


 Hun er så idérig og formår på fornemste vis, at få indarbejdet nødvendige ting, som f.eks. denne balje under nedløbsrøret, så den bliver en del af haven i stedet for at stikke ud.

 Overalt hvor man kigger er der bare frodigt. Skønt at se på.














 Denne her opstilling er jeg så betaget af. Selv hvis jeg havde de samme elementer, ville jeg aldrig kunne komme på sådan en opstilling - og det ser supergodt ud. Det er Henriettes evne i en nøddeskal.
 
 Beklager forøvrigt, hvis nogle af billeder er lidt slørede....jeg havde vist glemt at pudse linsen på telefonen før jeg gik i gang med at knipse.
 Holger besluttede, at han skulle ligge hos mig et lille stykke tid. Hyggeligt.
Hjemme igen

Jeg er så glad, så glad for det tomatstativ Carsten lavede til mig for et par år siden. Her kan man virkelig se, hvorfor det er så velegnet til mine 'Tumbling Tom'-tomater.
 Det er forøvrigt Speedy, der ligger i stolen.

En god ven, der kan svejse, lavede dette dahliastativ til mig i foråret. Det passer perfekt ned i mistbænken.
Det lader til at fungere efter planen, men jeg tror nu alligevel, at vi afkorter benene fem cm næste sæson.
 Jeg nyder dog, at det ikke lader til mine dahliaer vælter for mig i år.

Da jeg var til plantebyttearrangement for et par år siden, fik jeg gratis denne violfrøstjerne.  Den kom også sidste år, men der var den slet ikke nær så flot som i år. Det virker som om, den lige skulle have "fodfæste" først, for i år er den godt nok smuk.
 Dem må jeg have mig nogle flere af, som overstandere inden i mit blå bed. Derfor tror jeg, jeg vil have købt nogle frø, så jeg kan så dem til efteråret. Min sår jeg åbenbart ikke, eller også får jeg luget dem væk om foråret.
 En anden smuk blomst er frøkenhat 'Old Mexico' - jeg er vild med de brændte farver.
I dag står den på eftersyn af haven; Jeg skal lige gå haven efter, så den stadig fremstår lige så toptunet som til åben have. Kan jo lige så godt benytte mig af, at den lige nu er ret nem at holde.

Hav en dejlig torsdag.