Viser opslag med etiketten haveproblemer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haveproblemer. Vis alle opslag

tirsdag den 21. januar 2020

Rønnebærtræet - før og efter

Et kort indlæg denne gang.

Tænkte rønnebærtræet og området rundt omkring skulle have sit eget indlæg, da det hverken hører til det lyserøde bed eller til de blå bede.

Faktisk har jeg et bed under træet, som jeg kalder "Træ-bedet".

Her ses området i januar/februar 2011.
Bag rønnebærtræet havde jeg en gang et lille, tæt tæppe af krokus. 

Det blev noget tyndere, efter vi begravede Speedy der (under stenen) - men eftersom det er botaniske krokus, skal de nok brede sig igen, hvis de ellers bliver ladt i fred....og det er ikke altid så nemt, da jeg også har alt for meget skvalderkål på dette stykke. I det hele taget er det mit "dumme område" i haven.

Foto: Marts 2019

 Foran træet er så "Træ-bedet", hvor jeg for år tilbage lagde flere hundrede løg. De kommer fint op, men resten af året er bedet ret dødt og bart.
 Synes det er rigtig svært at finde noget, der kan tåle at stå der (og deles om vandet med rønnebærtræet) - jeg overvejer pt. om græsser kunne være løsningen?

De skal jo klippes ned om foråret, når løgene blomstrer og kunne så tage over, når løgene visner ned - og så ville bedet være pænere at se på.

Hvad siger I kloge hoveder?

Jeg har prøvet at sætte solhatte der og det så vældig fint ud, men de kunne vist ikke klare sig i kampen om vandet med træet, for året efter var der kun et par små forkølede eksemplarer tilbage.

Her - i 2018 - hvor solhattene var pæne.
Til sidst et oversigtsbillede, så man kan se, hvor i haven træet står.

søndag den 30. september 2018

Farvel til en mistbænk...

Jeg har været meget glad for mine to mistbænke. De bliver godt ikke brugt som mistbænke; den ene blev brugt som et ekstra bed og den anden bruges til dahliaer i sæsonen og ellers til vintersåning/opbevaring af små planter igennem vinteren.

I forbindelse med klargøringen til Åben Have, var det meningen, at Carsten skulle skifte et enkelt bræt på "bed-mistbænken", da et af brædderne sad løst. Det nye bræt var købt og malet og han vil så lige fjerne det løse...og opdager så at hele den ene side er mere eller mindre rådden!
 Ikke just den fedeste opdagelse at gøre d. 20. juli - med Åben Have d. 4. august. Nu var gode råd dyre.
Carsten fik lavet en interimistisk tildækning, med nye brædder - holdt på plads af to store tønder med blomster, stående foran - og så måtte vi få kigget på en løsning efter Åben Have.

---

Vi har diskuteret forskellige løsningsmodeller: reparation af mistbænken, opsætning af pallerammebed i stedet, eller bygning af plantekasse.

Ret hurtigt droppede vi reparationen, da vi opdagede, at vinduesruden havde fået en lang revne.. det betød at så skulle mistbænken bare væk. 

Da et pallerammebed ville give mig færre cm2 at plante på og fordi der ikke ville være plads til to, blev vi enige om, at en helt ny plantekasse måtte være løsningen.
 I sidste weekend fik Carsten hentet brædderne.

Denne gang er det trykimprægneret træ, der formentlig ikke rådner lige så hurtigt. Brædderne har også fået to gange træbeskyttelse.
 Fredag eftermiddag gik jeg i gang med at fjerne løgplanter og småplanter fra mistbænken. Jeg havde sat mine specielle vintergækker og erantisser (Købt til sidste vintergækfestival hos Spiren) i mistbænken for at vide, hvor jeg havde dem. Nu måtte jeg så forsøge at finde dem igen!

Jeg ville være sikker på at få alle løg med, så derfor siede jeg også al jorden. (Det gav to vintergæk-løg, jeg havde misset, så det var besværet værd.)

Lørdag formiddag fik Carsten forsigtigt gravet hortensiaen og min sølvlys op og sat i baljer....og så var det med at få tømt (og siet) resten af jorden, for derefter at skille mistbænken ad...og hold nu op, hvor den ikke så godt ud; det var ikke kun den ene side, der var dårlig:
 Det var vist meget godt, vi havde besluttet at lave en helt ny kasse!

Vi fik kørt resterne af mistbænken på genbrugspladsen og så gik Carsten igang med at bygge.
Jeg ville gerne have at plantekassen blev noget dybere end mistbænken, så der var lidt bedre forhold for hortensiaen og sølvlys, så den blev 60 cm høj.
 Mistbænken målte 110 x 110 og den nye plantekasse måler 145 x 110. Jeg har altså fået 0,4 m2 mere bed...hurra :)
Efter vi havde fået sat den kraftige fiberdug fast, var det bare at gå i gang med at hælde jord i - og der skulle en del til. Cirka 1m3.

Ved 18-tiden havde vi fået hældt så meget jord i, at sølvlys og hortensia kunne plantes igen....og så kørte Carsten efter mere jord, mens jeg gik ind for at lave aftensmad.

Søndag kl. 8.45 var vi udenfor igen. Vi fik hældt gevaldige mængder jord i kassen og derefter kom det sjove: at lægge løg.
Først satte jeg de særlige erantis og vintergækker - håber ikke jeg har fået blandet rundt på dem, men det finder jeg ud af til næste forår - for dem skulle der være plads til. 

Jeg har med vilje ladet nogle "huller" være ved siden af, da jeg satser på at deltage i vintergækfestivalen igen til februar....og så kan det jo godt være, jeg kommer hjem med nogle nye vintergæk/erantis.

Jeg fik derefter lagt nogle af mine nye løg:

20x Chionodoxa 'Luciliae' Mixed

15x Crocus 'Vanguard'
10x Crocus  'Pickwick'
10x Crocus 'Ladykiller'

3x Tulip 'Acuminata'
20x Tulip 'Bakari Lilac Wonder'

3x Fritillaria Imperialis 'Rubra'

3x Allium 'Forelock'
4x Allium 'Spider'
5x Allium 'Atropurpurea'

Jeg har valgt at lægge de nye, store kejserkroneløg her, da jorden er dejlig porøs, der er plads og de kan komme langt nok ned. Så må jeg finde mig i lugten, når jeg går forbi. Den gule kejserkrone står i forhaven, så er lidt vant til lugten.

Lige så har jeg lagt de nye allium her også. Tror det kommer til at se godt ud.
Til sidst genplantede jeg så de heuchera/heucherella og rølliker, der havde stået i den gamle mistbænk og så fik det hele lidt vand.

Det ser måske ikke ud af meget lige nu, men mon ikke det bliver smukt til foråret? Det tror jeg.

Jeg linker til TrädgårdsFägring.

onsdag den 25. januar 2017

Skæv rosenbue

Jeg ved ikke lige, hvad der er sket, måske det skyldes 'Urd' eller en anden storm...i hvert fald opdagede jeg forleden, at min store, kraftige rosenbue/stativ (12mm armeringsjern, banket 1 meter ned i jorden) stod pænt skævt - for nu at sige det mildt.

Det er lidt svært at fotografere, men her et par billeder. De første er før jeg hev ned i clematis'en.
 Nedenfor kan det vist godt ses, at "tipi'en" hælder alt for meget.
Her uden clematis på. Den plejer at stå helt opret.
 Uf, jeg håber virkelig vi kan få den på plads igen...godt Carsten har flere kræfter end mig.
Normalt er "tipiens" tre "pinde" lige lange. Det er de i hvert fald ikke lige for tiden.
Jeg har allerede meddelt Carsten, at den står på havearbejde i weekenden. Vi skal have klippet clematis'en ned, og også have klippet noget af rosen og så se om ikke vi kan få buen sat pænt på plads igen. I det mindste skulle det holde tørt i den kommende weekend.

-------

...og så lige en helt anden ting.
Opdagede denne i mit Sydhavebed. Vi er enige om, at det er en almindelig tidsel, der bare skal væk, ikke?
Aner ikke, hvordan den har kunnet vokse sig så stor uden jeg har opdaget den.

Jeg spørger fordi jeg er en smule i tvivl...om det måske er en Acanthus? Jeg tror det ikke, men da jeg har en Acanthus i bedet overfor...så....
 
Håber der er nogen, der kan hjælpe? Vil jo ikke hive den op, hvis det er en Acanthus.

onsdag den 20. juli 2016

Haven lige nu

Ikke så mange ord i dag, bare lidt billeder fra haven :)
Dahliaer
Har høstet over 700 gram bønner indtil videre - og de smager forrygende.
  Jeg er vild med de nye farveklatter.
 Har en hel del insekter på besøg hver dag - især i mandstroen.
Et kig ned gennem det blå bed, der er mest grønt lige nu, men snart springer echinops'en ud.
 Lagkagebedet/det lyse bed - der også er mest grønt lige nu.
 I det lyserøde bed er høstanemonerne i fuldt flor. 
I det hele taget er det lyserøde bed helt klart det mest farverige lige nu.
Det lyserøde bed
 Min Etoille Violette har aldrig været så stor og rigtblomstrende før.
 Køkkenhaven
 Mit plantebord - mine loppefund (zinkhylderne) har kæresten fået sat op. 
Længst til højre den ene af mine syriske rose. Det bliver smukt, når den blomstrer.
Sidst, men ikke mindst årets første fødselsdagsgave til mig:

En drænspade og en greb, der er ændret til en to-tandsgreb. Begge redskaber vejer godt til - det er gedigne redskaber.

Brugte ja, men især den to-tandede er genial, når man har tung lerjord. Med sådan et redskab, kan der faktisk graves i den hårdeste lerjord - jeg har prøvet det.

Den gave er jeg superglad for.
I disse dage arbejder vi med havens sidste "problemområde" - måske jeg viser billeder af det i morgen.
Vi bliver ikke færdige med området, men nu forsøger vi at gøre det så pænt som muligt, indtil der skal lægges chaussesten til september.
Nu er det sengetid, så jeg vil sige godnat herfra :)

søndag den 14. april 2013

Haster: Buerne skal flyttes, men hvordan med planterne?

Argh...!

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig og gik alligevel en lille tur i haven, bevæbnet med en spand og knæpude.

Ikke fordi jeg fik luget/ryddet op i bund, det blev blot til at klippe grimme blade af bergeniaen og fjerne lidt staudetoppe i det lyserøde bed. (Ryggen holdt!)

Mens jeg var derude, gik det også op for mig, at det bare ikke duer, at mine buer står hvor de står!


På de to første fotos ses begge buer fra hver sin vinkel - og det kan nok anes, at de står alt for tæt på kattesikringen på plankeværket.

Det er ikke noget problem om sommeren, da roser og clematis jo fint dækker for "trinene" - men her om foråret er det et problem, kan jeg se.

Felix kan nemlig sagtens se fidusen i at klatre op ad trinene og så videre op OVER kattesikringen og videre ud i en store verden.... og det er jo ikke meningen. Så kunne jeg lige så godt have sparet de flere tusinde kroner på indhegningen jo!


Jeg har forsøgt at spærre vejen med lidt hønsenet, men det er ikke særlig effektivt og ser desuden totalt grimt ud, så jeg bliver nødt til at flytte buerne.

Dengang jeg satte buerne, så min haveplan anderledes ud OG jeg havde desuden slet ikke tænkt videre over en kattesikring af haven. Hvis jeg havde gjort det, havde buerne ikke stået, hvor de står i dag, det er helt sikkert.


Hvis jeg havde en større have end tilfældet er, ville det ikke være særlig svært at finde en ny plads til buerne, men nu er plads ikke lige det, der kendetegner min bette have, så jeg har godt nok fået noget at tænke over.

Jeg har overvejet at flytte den ene bue 2-3 meter længere frem end på nederste foto, da den så står "rimelig midt i verden", og derfor burde være "kattesikker".

Bue nummer to ved jeg dog ikke hvor jeg skal stille. Måske meget tæt på den anden, så det bliver en mini-pergola?

Nå, men uanset hvad jeg nu kommer frem til, så ANER jeg ikke, hvad jeg skal gøre med de planter, der jo gror op ad buerne lige nu?

Det drejer sig om slyngroserne 'New dawn' og "Helenae 'Lykkefund' og et par clematis.

Hvordan i alverden flytter jeg dem uden de kommer til skade? Anyone?