Viser opslag med etiketten haveudstilling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten haveudstilling. Vis alle opslag

fredag den 19. april 2019

Holland: Hortus Bulborum, Keukenhof, Amsterdam m.m. (Langt indlæg!)

På den lange biltur hjem fra Amsterdam i onsdags (9.00-23.15 - med pauser undervejs, forstås) besluttede jeg mig for IKKE at lave en hel masse indlæg fra vores Hollandstur.

Som det nok er de fleste af jer bekendt, har jeg for tiden udpræget mangel på TID - og derfor tror jeg det er smartere med et enkelt - langt - indlæg, hvor jeg viser lidt billeder fra hele turen (Men ikke alle 500 billeder jeg tog i Keukenhof, fx...haha.) - for det kan jeg da få færdigt.

Hvis man vil se flere af mine billeder fra især Hortus Bulborum eller Keukenhof, smider jeg de næste par dage rigelig mængder billeder på Facebook i gruppen "Blomsterløget".

Og nu til vores skønne tur til Holland:

Lørdag d. 13. april 

Vi kørte hjemmefra lidt over 8 om morgenen. Vi valgte at køre over Fyn, så vi kunne køre i eget tempo uden at skulle tænke på færgetider.

De første par timer kørte vi i rigtig fint forårsvejr, men i Tyskland skiftede vejret til regn/slud/sne.

Temperaturen faldt også markant, så det var rart at kunne sidde i en lun bil.

Godt og vel 17.30 ankom vi vores hotel i Groningen (Hotel Bastion). Aftensmaden indtog vi på en italiensk restaurant i byen (Ristorante Pizzaria Contini).

Maden var ualmindelig lækker (Det var også det lækreste måltid på turen, viste det sig. Ikke at vi på noget tidspunkt spiste dårligt!)
Søndag 14. april 

Vi kørte fra hotellet ved 9-tiden. Først satte vi kursen mod Holwerd, hvor vi lige tog et par billeder, før vi kørte over den store dæmning og derfra imod Limmen og Hortus Bulborum.
Dagens rute:

Ud af bilruden fik vi set de første blomstrende marker. Smukt syn. Vi stoppede dog ikke for at tage billeder, så tog blot lidt billeder fra bilen, mens vi kørte forbi.

Ved middagstid ankom vi Hortus Bulborum - hvor de holder i liv i gamle løgsorter. Både tulipaner, narcisser, hyancinter, kejserkroner og krokus. Sidstnævnte var dog afblomstrede.
 Lige i den weekend vi var der, var der også plantemarked. Det var dog ikke særlig stort, da der kun var to sælgere udefra, men de havde mange spændende ting med.
 Selve stedet solgte også lidt planter, så jeg fik da lidt med mig. Mine samlede indkøb står nederst i indlægget.
 Solen skinnede, men der blæste en kold vind, så det var en kold fornøjelse at gå rundt og tage billeder.
Her er de to rækker de har med krokus. Det lykkedes mig dog at finde to styk i blomst endnu.

Når jeg går og fotograferer, skal jeg hele tiden passe på ikke at bøje mig for meget forover, for så er det at jeg kan få hold i lænden. Det vanskeliggør selvfølgelig fotograferingen, så jeg fik ikke taget så mange nærbilleder af blomsterne, som jeg godt kunne have tænkt mig.
Herhjemme sidder jeg oftest på en haveskammel, når jeg tager nærbilleder, men sådan en havde jeg ikke med til Holland :)

Kulde eller ej. Det var et skønt syn, ligegyldig om det var narcisser eller tulipaner.
Efter en times tid var vi både blevet kolde og sultne, så vi kørte mod Heemstede. Undervejs gjorde vi holdt og spiste på Het Graanpakhuis, hvor vi fik en glimrende platte:
 Derefter var vi på et meget kort besøg hos Nijssen Tuin & Bulbs, som jeg havde fået anbefalet til det løgforedrag jeg var til i starten af måneden.
 Vi tilbragte dog ikke mere end 15 minutter på stedet, før vi kørte videre. Vi var trætte og ville gerne finde vores hotel. Der var ellers et rigtigt fint udbud af alle mulige planter, bl.a. alunrod. Jeg nøjedes dog med at købe en enkelt pelargonie med brogede blade.
Så, afsted mod Lisse med os. En tur på blot 13 km, men eftersom der var voldsom kø omkring Keukenhof, tog turen en halv time. Klokken 16 kunne vi dog endelig tjekke ind på Hotel-Restaurant-Cafe-Zalen De Engel.

Her fik vi et rigtig fint værelse med egen balkon - godt nok ikke med den fineste udsigt, men det var altså lækkert med balkon.

 Hotellet var valgt pga. den korte afstand til Keukenhof - men det viste sig faktisk også at være det hotel vi bedst kunne lide - så jeg er allerede begyndt at tale om NÆSTE Hollandsferie, hvor vi kan bruge dette hotel som base, og så tage på dagsudflugter. 
Carsten er ikke helt overbevist - endnu ;)
Efter en tiltrængt lur spiste vi aftensmad i hotellets restaurant og så gik vi ellers tidligt til ro, da der stod Keukenhof på programmet næste morgen.

Mandag 15. april

Vi spiste morgenmad kl. 7.30 og lidt i 8 kørte vi til Keukenhof, hvor vi ankom et par minutter over 8. 
Det var skønt at være blandt de første, for der var ingen kø ved indgangen og der var ingen trængsel på stierne.
 Nogle gange kunne det endda lade sig gøre at tage billeder uden mennesker på.
 Gradvist blev det dog nærmest umuligt. Her er et af mine yndlingsbilleder, som ville være umuligt at kunne tage uden mennesker på. Fordi folk er langt væk, tror jeg egentlig de er med til at give liv til billedet.
 Som det ses er vejret fint - og temperaturen er også krøbet op på 12-14 grader. Det blæser dog stadig lidt.

 Ved middagstid var der efterhånden så mange mennesker, at man på flere af de små stier skulle stå i kø for at komme frem - og hvis der er noget jeg ikke trives særlig godt med så er det for mange mennesker omkring mig, så jeg ikke kan bevæge mig frit.
 Desuden var mit hoved så fyldt med indtryk, nå ja - og så var ryggen også ved at være temmelig træt, så efter lidt over fire timer forlod vi stedet.
Man ville sagtens kunne tilbringe meget længere tid der; Keukenhof er et fantastisk sted at se, hvis man er vild med løgplanter - og det er jeg jo som bekendt. 

Jeg kan kun anbefale, at man er på pletten, når de åbner, for de første par timer var der ingen trængsel overhovedet. Den begyndte først, da busserne fra Amsterdam osv. begyndte at ankomme fra ved 10-tiden.

Efter Keukenhof trillede vi mod vores sidste hotel på denne tur. Det lå i Amstelveen - en forstad til Amsterdam.
 Vi ankom Amsterdam Forest Hotel ved 14-tiden. Det er et ret nyt hotel og der er da også fint og rent over det hele. Jeg syntes dog vores værelse var meget mørkt (Det meste af udsigten fra vinduet var en mur...) og væggene var malet i en mørk grøn nuance.
Men, skidt pyt - vi skulle jo bare sove der.

Meningen var at vi ville tage sporvogn 5 ind til byen - men det nærmeste stoppested var midlertidigt ude af drift og da vi jo også skulle have fat i en 24-timers-billet, måtte vi vade rundt og lede efter en butik, der solgte det.
 Vi fandt endelig en butik, der solgte tram-billetter og så kunne vi gå tilbage til et fungerende stoppested og hoppe på sporvognen.
 Efter ca. et kvarters kørsel var vi ved Leidseplan. Der spiste vi aftensmad på Cafe Reynders. Maden var ikke noget særligt, men vi blev da mætte.
 Jeg luftede min nye, fine taske, som Carsten havde købt til mig i Keukenhof :)
Da det begyndte at mørkne tog vi atter sporvognen hjem - og gik de 1,2 km til hotellet. I alt blev det til seks km på gåben. Jeg havde installeret en skridttæller, før vi tog ind til Amsterdam. Ud fra dens beregninger kan vi sjuse os frem til, at vi i Keukenhof nok havde gået mellem 5-7 km, så bentøjet blev godt brugt den dag. Det kunne sandelig også mærkes :)

Tirsdag 16. april

I stedet for at tage tram ind til byen tog vi en bus, der havde stoppested tæt på hotellet (Det kostede så en ny 24-timersbillet, da det ikke var samme selskab som sporvognen.) men skidt pyt.

Vi skiftede til tram på Zuid og første stoppested var Det Flydende Blomstermarked. Ikke fordi vi skulle købe noget der, men fordi jeg gerne ville vise Carsten det.
 De solgte stadig tulipanløg - og der var mange, der købte selvom det jo slet ikke er optimalt at købe på dette tidspunkt. Går den, så går den er vist deres motto. Det skal dog tilføjes, at de også solgte sommerløg/knolde.

Bagefter tog vi til Amsterdam Tulip Museum, hvor jeg købte tre hymenocallisløg og Carsten fik set museet.
 Lige ved siden af museet lå en lille cafe; Cafe De Twee Zwaantjes. Der holdt vi en lille pause. Lige ved siden af lå Amsterdam Cheese Museum, som er en ostehandel med et minimuseum i kælderen. Det fik vi også tjekket ud, ligesom vi fik købt en meget delikat Goudaost med trøffel. Mums.
 Som I kan se var vejret supergodt. 17-19 grader og solskin.

 Derefter krydsede vi en del broer og endte på Dam Square, hvor vi spiste på Majestic. Efter at have fået fyldt depoterne op gik vi rundt på må og få og kom bl.a. til Nieuwmarkt.
  Vi afsluttede gåturen ved Central Station, hvor vi holdt pause på Van Gogh Cafeen.
Aftensmaden blev indtaget på Leidseplein (igen) - denne gang på Cafe de Waard, hvor vi fik en portion god pasta og derefter gik det med bussen hjem til hotellet. Ca. 10 km gang ifølge skridttælleren.


Onsdag 17. april

Klokken 9 havde vi spist morgenmad, checket ud og pakket bilen og kunne derfor køre hjemad. Vi kørte via Apeldoorn, da der var et plantecenter jeg gerne ville besøge. Intratuin Apeldoorn hed det.
Der tilbragte vi ca 5 kvarter før vi kørte videre.
 Her fik jeg naturligvis også hældt noget i vognen... :)

 Efter havecenteret skulle vi blot hjem - og kun holde pauser, når det var nødvendigt.

En sen frokost blev indtaget i Wallenhorst; Restaurant Neue Druckerei og så var vi på farten igen.
Bortset fra et par tissepauser og kø omkring Hamburg, kørte vi uafbrudt indtil vi nåede SKY supermarkedet i Flensburg.

Efter grænsehandlen kørte vi hjem uden pauser undervejs og var endelig hjemme kl. 23.15.

Det har været en rigtig dejlig tur med mange gode oplevelser. Jeg kan på det kraftigste anbefale at tage på forårstur til Holland :)

Bilen var godt fyldt op. Heldigvis havde jeg været forudseende og taget to plastkasser med til planter :)
Som lovet er her til sidst en liste over mine planteindkøb.

Hortus Bulborum:

Duc van Tol Tulp ‘Scarlet’ (1850) - 3 potter
Tulips Clusiana stellata - 3 potter

Plantemarkedet ved Hortus Bulborum:

Pulsatilla vulgaris ‘Rubra’ (2 stk)
Tulip praestans ‘Shogun’
Tulip urumiensis
Chionodoxa ‘Violet Beauty’ (2 potter)

Nijssen Tuin & Bulbs

En broget pelargonie (Navn fremgår desværre ikke, men fin er den.)

Keukenhof:

Tulipa ‘Red Sparks’
Tulipa ‘Rottkäppchen’ frynset
Tulipa ‘Bright Sight’

Tulipanmuseet Amsterdam:

Hymenocallis ‘Zwanenburg’ (1 løg)
Hymenocallis harrissiana (1 løg)
Hymenocallis ‘Sulpher Queen’ (1 løg)

Intra Tuin - havecenter

10 stenbedsplanter
Schizostylis coccinea ‘Alba’
Hosta *Blue Mouse Ears’

Nu må jeg dog ikke sidde her mere, da Carsten for længst er gået i gang med at rengøre udestuen, så jeg må hellere komme i gang. Hav en dejlig Langfredag i det skønne vejr.

torsdag den 14. juli 2016

Eutin Landes Gartenschau 2016 (Ekceptionelt langt indlæg)

På en af vores to indkøbsture til Tyskland i juni indkøbte jeg - naturligvis - også en stak tyske haveblade.

Det tog mig temmelig lang tid at komme igennem dem, men endelig i slutningen af juni måned kunne jeg sætte mig med det sidste blad...og det faldt der så et "Sonder-Heft" ud af.

Straks faldt mit blik på det, der stod nede i højre hjørne af heftet:


"Åh nej...et haveshow, der garanteret ligger i Midttyskland eller længere nede"

var min første tanke. Ikke desto mindre slog jeg op på første side i heftet...og der stod så "Schleswig-Holstein"....

"HOV! Lad mig straks google Eutin...."

Som sagt, så gjort...og tada...!

Eutin ligger faktisk ret tæt på Danmark:
...og så havde jeg ikke ro, før kæresten var kommet hjem fra job og sagde ok til vi tog en lille tur derned i løbet af juli måned :) :)

Den 2. juli fik vi bestilt hotelværelse i nabobyen Malente og færgebillet og så kunne jeg bare sætte mig til at vente på det blev d. 13. juli.

....og det var det så i går :)

Kl. 7 i går morges kørte vi hjemmefra. Nåede en færge allerede 8.15, en halv time før vi egentlig skulle med.

Efter under en times kørsel fra Puttgarten kørte vi ind på den p-plads, der er lavet lidt udenfor Eutin i forbindelse med showet. (GPS-adresse: Röntgenstraße 6, Eutin.)

Man parkerer - og kører så med en bus ind til showets hovedindgang. Køreturen tager 5-7 minutter.
Det koster 16 euro at komme ind til haveudstillingen + man skal købe en parkeringsbillet til 5 euro...så man kan komme ud fra p-pladsen igen.
 Både udenfor og indenfor indgangen var der lavet nogle farvestrålende bede.
 Lige når man kommer inden for døren er der en biks med souvenirs, en lille plantetombola, et udskænkningssted og et plantesalg.
Jeg holdt mig dog i skindet og købte kun en pose (net) med logoet på, så vi havde noget at bære vores jakker i.
Som det kan ses på billederne, skinnede solen nemlig og det var pænt lunt. Altså havde vi for meget tøj på.
 Det første vi gjorde var at tage en tur med den elektrisk-drevne båd, der sejlede på søen. En billet koster 3 euro, og man kan sejle tilbage på den også. Det gjorde vi dog ikke.
 Vi sejlede fra punktet lidt over nr. 2 og over til nummer 15.
 Da vi kom i land besluttede vi at droppe området øverst oppe og i stedet for begynde at gå hele vejen tilbage til hovedindgangen. Som det ses er solen nu forsvundet.
 I dette område var der ikke så meget at se på - havemæssigt - der var lige nogle bede, hvoraf nogle af dem havde planteskilte, men det var så det.
Da vi nærmede os Eutin slot, som ligger inde på området, var der nogle bede med hovedvægten lagt på dahlier i kraftige farver. De bede havde jeg meget svært ved at se mig mæt på. Nøj, det så godt ud.
 Billederne kan slet ikke yde bedene nok retfærdighed.
 Her kan man måske fornemme en smule af, hvor imponerende et syn det var.
Efter at have beundret dahlierne fra alle sider, gik vi ind i slotsparken. Der var da meget pænt, men en park er nu en gang en park, altså rimelig uinteressant for en blomster/havetosse som mig :)
 Slottet har også en voldgrav - med åkander.
 Her lidt flere indtryk fra parken.
 Mens vi gik i parken og nærmede os 10 og 11 på kortet, begyndte det at rumle.
 Da vi nåede til skolehaven og den historiske køkkenhave, begyndte det at dryppe...godt vi havde paraplyerne med.
 Denne dahlia er jeg helt vild med. Dens fede orange farve og så de mørke stængler. Wow.
 Nå, men den der regn holdt bare slet ikke op. Faktisk blev den værre og værre. Det væltede ned med vand. Ikke skybrud, men godt nok voldsomt.

Skal hilse og sige, at det ikke er særlig sjovt at gå rundt på et haveshow - i øssjaskende regnvejr - og der er ingen tvivl om, at regnen, der varede i 30-40 minutter, har farvet mit samlede indtryk af haveshowet.

Da vi nåede til Bauhof-arealet var det for eksempel komplet umuligt at komme ind og se blomsterudstillingen, da lokalet var fyldt med folk, der var krøbet i ly for regnen, så det måtte jeg opgive, da jeg jo ikke anede, hvornår regnen holdt op igen og jeg ikke gad stå og vente i længere tid.
 Sjovt nok kan man ikke se det på billederne her, at det silede ned. Kun at billederne ikke er helt så skarpe som de plejer at være.
 Endnu en smuk dahlia. Synes den ligner 'Arabian Night', men den har ikke så mørke blade...men måske regnen har ændret på farven.
Fin måde at bruge et bart stykke jord mellem to hække på.
 Da vi nærmede os det område jeg havde glædet mig mest til at se: show-haverne (Nr. 4 på kortet), stilnede regnen langsomt af, så det endte med vi kunne se de sidste haver uden brug af paraply.

Her en bunke billeder fra haverne:

















Hver have havde sådan en præsentationstavle stående.
Dette var den have jeg syntes bedst om.
 Her lidt billeder fra den.

 De fleste af haverne var ret "moderne"... med lige linjer. Denne have havde også de lige linjer, men bedene var lidt "vilde", så det var nok derfor det var den, jeg syntes bedst om.

Der var dog ingen haver, hvor jeg sagde "WOW - så kan det ikke gøre smukkere."
Jeg holder dog altid af, at se hvordan små haver er indrettet og derfor var det dejligt at se haverne.

Efter lidt over to timers ophold var vi atter i nærheden af hovedindgangen - og vi besluttede at tage den næste bus tilbage til p-pladsen.

Vi var heldige, for der kom en bus lige som vi gik ud igennem porten...og fem minutter efter sad vi i vores bil.
Vi kørte derefter ind til byen Eutin, hvor vi spiste frokost.
Eutin har en kendt historisk bydel, men vi så nu ikke så meget af byen. Især jeg var træt, så vi bevægede os kun lige rundt omkring torvet.
Vores udsigt under frokosten.
Dette lille stræde førte ned til endnu en indgang til haveshowet.
En meget smal marskandiserbutik. Der var mest glas og kaffestel...men det er da muligt, jeg kunne have fundet noget, hvis jeg havde kigget mere efter :)

Da vi kom havde torvet været fyldt med store biler pga. torvedag, men der var næsten ryddet, da vi gik tilbage til bilen.
Noget af det jeg bemærkede, var at rigtig mange husfacader havde roser langs facaden. Det så rigtig godt ud. Her er det en bank.
Vi satte os i bilen og kørte derefter til Malente - ca. 7 km væk - hvor vi skulle overnatte. Hotellet får et indlæg for sig selv en af de nærmeste dage. Det var nemlig en rigtig god oplevelse.

Min vurdering: Som allerede nævnt har regnen trukket meget ned i min samlede bedømmelse af showet. Pga. den var der ting jeg ikke fik set (blomsterudstilling f.x.) og andre ting gik vi hurtigt forbi...Nå ja, og så er det slet ikke sjovt at se på haver (og forsøge at fotografere dem med en paraply i den ene hånd!) i øs-regnvejr.

Minus: Regnen! Prisen på 16 euro (119 kroner) var måske lidt dyrt, synes jeg.
Plus: Showhaverne, p-plads + bus til showet, sejlturen, dahliabedene, den gratis bog*

Samlet vurdering: 3 stjerner ud af 5.

Haveshowets hjemmeside

*Bonusinfo: Når man forlader p-pladsen og parkeringsbilletten er blevet læst i automaten, så man kan køre ud...så kan man køre 300 meter hen til en butik, der hedder noget med Nelson (Det står på parkeringsbilletten) og mod billetten får man udleveret en bog om terrasser m.m....

Bogen er ikke superinteressant at kigge i, når man som jeg er udmærket tilfreds med sin terrasse, men den er nu fin nok til inpiration....om ikke andet var den da næsten gratis...haha.
Så nåede du igennem indlægget...håber du har hygget dig :)