Viser opslag med etiketten weekend/fridag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten weekend/fridag. Vis alle opslag

søndag den 4. november 2018

Herligt!

Det er en skøn fornemmelse at se en bunke blade på 50-60 cm forvandle sig til 1 cm "gemme-artikler" :)

En-to gange om året tager jeg sådan en tur - og ih, hvor er det dejligt at komme af med de bunker af, hovedsageligt, haveblade. 

Det allersidste blad jeg bladrede i, var et tysk blad - og tænk sig, så var der sørme to sider om efterårsblomstrende krokus :) Herligt!
 Apropos efterårsblomstrende krokus, er her lidt flere billeder af crocus speciosus, som stadig står fint.




 I denne weekend knokler Carsten igen  - han er ved at sætte bobleplast op i udestuen - så citrustræet og andre frostfølsomme planter forhåbentlig overlever vinteren. (Vi har også en olieradiator kørende i kolde nætter.)
Han er nået cirka halvvejs og allerede nu kan vi mærke en forskel; der er mindre træk, end der plejer at være.

Mens han er i udestuen, opholder jeg mig i krearummet. Jeg er gået i gang med et større projekt "Få orden på dit krea-grej"; Igår ryddede jeg op i mine "krea-kasser" og frasorterede rigtig meget garn, piberensere, papir, stof etc. 
Det tager jeg med ud på skolen i morgen, så kan de få glæde af det der.

Samtidig er jeg gået i gang med at male den kommode jeg købte på loppemarked sidste søndag. Den indgår nemlig i mit projekt.
Selve kommoden er nem nok at male - det bliver skufferne, der kommer til at tage længst tid, da forsiderne skal pilles af - og males - og det er dem, der holder skuffen samlet...det skal nok blive sjovt :)

søndag den 28. oktober 2018

Loppefund

Igår opdagede vi tilfældigt, at et hus tæt på afholdt loppemarked idag, så i formiddags var vi en tur forbi.

Det blev til "en smule" - i hvert fald måtte bilen hentes, så vi kunne få købene med hjem. Godt det var tæt på vores bolig.

I havens drivhus var en stor flyttekasse med mange havebøger i - men nu er havebøger altså ikke det jeg mangler...derfor nøjedes jeg med disse to engelske bøger til en billig penge.
Krukken kostede en tier, så det var nogle glimrende fund.

Denne kommode kunne jeg straks se muligheder i - når den har været under kærlig behandling med vintage paint. Gav 100,- for den, hvilket jeg synes er en ok pris.

Skabet her var noget dyrere; 250,-, men jeg blev ret vild med det...så...
Jeg er dog ikke særlig begejstret for så mørke møbler, så det skal naturligvis også have vintage paint.

Møblerne har jeg ikke plads til lige nu, men med noget omrokering, når de er færdigbehandlede, så skal jeg (forhåbentlig) nok finde plads til dem. Foreløbigt står de bare lidt i vejen, men håber jeg får dem ordnet i juleferien og/eller vinterferien.

Til sidst: et par billeder mere af crocus speciosus.
Ingen tvivl om, at jeg skal have mig nogle flere efterårsblomstrende krokus til næste år.

fredag den 12. maj 2017

Pip pip

Jeg er her endnu, har bare mægtig travlt på jobbet (eksamensforberedelser) og sådan generelt.

Mindes faktisk ikke, hvornår min kalender sidst har set så fyldt ud. Derfor går der ofte en del dage, hvor pc'en slet ikke bliver tændt. I dag har vi også en del på programmet, så det her bliver et kort indlæg.
Haven er jeg meget bagud med, men håber vi får nået en del i løbet af denne forlængede weekend.

Vejret har så heller ikke gjort det nemmere. Opdagede i går, at mine tallerkensmækkere er begyndt at springe ud.... men jeg har stadig ikke plads i bedene, fordi jeg ikke har forårsklargjort der endnu.





Rigtig god Store Bededag derude i haveblogland :)

lørdag den 1. april 2017

Den er pengene værd!

Da jeg tog på arbejde fredag morgen, var der stadig kun den ene blomsterknop i min 'De Jager'....men så slog vejret jo om til sløret sol og varme - og jeg skal da lige love for der var sket noget, da jeg kom hjem. Ret imponerende.






 Den ser godt nok ikke helt ud, som jeg havde forestillet mig, men jeg er yderst tilfreds med den.

Her til morgen - lidt i 7 - tog jeg et billede, så I kan se, hvorfor jeg (også) er yderst tilfreds med den.
Kan du se det?

Hvis ikke, er her lidt hjælp: Jeg satte fem løg...prøv at tælle knopperne :)

En anden af mine nye krokus, er jeg også meget begejstret for. 'Spring Beauty' hedder den.
Den er desværre ikke særlig glad for det varme vejr vi pludselig har fået...i hvert fald er flere af bladene på de endnu ikke-udsprungne begyndt at visne.

Her er det 'Jeanne D'Arc' (også en ny)
 ...og endnu en ny; 'Remembrance'
 I dag står den på nedvaskning af udestuen og ompotning og såning, hvis jeg ellers kan nå det hele. Den der udestue kan godt tage en hel dag at komme igennem, men så er der da heldigvis også en dag i morgen.

Hav en dejlig lørdag.

onsdag den 19. oktober 2016

Flere urtepotteskjulere

Forleden faldt jeg over billige urtepotteskjulere i SuperBrugsen...og da jeg jo er pænt hårdt ramt af "forny-dine-urtepotter-med-vintage-paint-dillen" for tiden, så røg der lige nogle flere urtepotter med hjem.

Mere maling og voks har jeg forlængst været ude og købe. Denne gang er malingen dog i små bøtter, da jeg først ville afprøve farverne, før jeg investerer i de store bøtter.

Lidt om hver enkelt urtepotte - fra venstre mod højre, række 1, 2 og 3:

1. Maling: 'French Beige' - Voks: 'Pearl'
Denne har jeg ikke gjort så meget ved. Den fik en tur i opvaskemaskinen, så den kom til at se endnu mere slidt ud. Derfor er den kun behandlet indeni, hvor den var rigtig grim.
2. Maling: 'French Beige' - Voks: 'Pearl'
3. Maling:  'French Lavender' - Voks: 'Pearl'
4. Maling:  'Black Velvet' - Voks: 'Antique Gold'
5. Maling:  'French Beige' - Voks: 'Pearl' - Den er nu blevet til en smuk paraplyholder :)
6. Maling:  'Dusty Blue' - Voks: 'White'
7. Maling:  'Soft Sand' - Voks: 'Antique Gold'
8. Maling:  'French Lavender' - Voks: 'Pearl'
9. Maling:  'French Lavender' - Voks: 'Pearl'
1. Maling: 'Old Turquiose' - Voks: 'Antique Gold'
2. Maling: 'Old Turquiose' - Voks: 'Antique Gold'
3. Maling: 'Soft Sand' - Voks: 'Antique Gold'
4. Maling: 'Dusty Blue' - Voks: 'White'
5. Maling: 'Soft Sand' - Voks: 'Antique Gold'
6. Maling: 'Soft Sand' - Voks: 'Antique Gold'
Disse tre er malet med 'Old Turquiose'. Voksen må vente lidt, da jeg vil afprøve en ny farve...og den skal jo lige købes først.
For sjov prøvede jeg også at male et græskar med 'Old Turquiose' og 'Antique Gold'-voks. Jeg plejer slet ikke at have græskar, men vi får gæster på lørdag og så synes jeg det kunne se fint ud ved døren.
I dag får jeg nok ikke malet noget, da der er en pakke på vej til mig fra Thyboesminde Stauder.... jeg har netop fået brugt mit gavekort der.
Stauderne planter jeg i det ledige højbed vinteren over - og så kan de komme ud i Flammebedet, når jeg har fået "renoveret" det til foråret.

Ellers står i dag vist mest på oprydning. Krea-rummet trænger til en overhaling. Nu må vi se hvor langt jeg når. Planterne bliver dagens vigtigste opgave.

Hav en god dag :)

P.S. Har nu fået opdateret min blogroll. Har været omhyggelig, men det er ingen garanti for, at jeg ikke kan have glemt nogen. SÅ, hvis din blog mangler, så skriv det lige i en kommentar, ikke? Tak :)

mandag den 17. oktober 2016

Kreativ weekend

Onsdag d.  5. oktober var jeg til krea-inspirationsaften i den lokale boghandel, hvor også Karina deltog. Hun fortalte bl.a. om Jeanne d'Arc Living vintage paint (Som jeg har kigget på hver gang jeg har været i hendes butik, men indtil nu kunnet holde nallerne fra...Ak ja, det var dengang...!)

Jeg købte nemlig to små "prøvekit" med hjem, for i den følgende weekend (Altså sidste weekend) skulle jeg afprøve det.

Lørdag formiddag gik jeg i gang.

Først fandt jeg en masse urtepotteskjulere frem. De fleste af dem brugte jeg sjældent, da de var karrygule, røde, rosa eller andre trælse farver.
Ret hurtigt gik det dog op for mig, at jeg hellere måtte smutte en tur ud forbi Karina inden lukketid og indkøbe nogle af de større bøtter med maling, for ellers løb jeg vist hurtigt tør.

Jeg begrænsede mig til to dåser, men nu kan jeg da godt se jeg snart må ud efter andre farver også...haha. Har nemlig været inde på Jeanne d'Arc Livings hjemmeside....uha..!

Udover at male på urtepotteskjulere, eksperimenterede jeg også med et par kagedåser. 

Den store her havde jeg en gang ved en fejl fået sat i opvaskemaskinen...(!) Det kunne "horoskoptrykket" ikke holde til, så den har set rædderlig ud lige siden.

Jeg har dog ikke kunnet nænne at smide den ud, da den har været i min families eje fra før jeg blev født - og nu havde jeg fået en mulighed for at ændre på den. 

Jeg er meget tilfreds med resultatet og glæder mig til den atter skal indeholde julesmåkager om et par måneder.
 Her en anden kagedåse, hvor jeg afprøvede "serviet-i-våd-maling" - det ser fint ud.
Her er nogle af de urtepotteskjulere, der fik nyt liv i løbet af weekenden.
 Udover en masse malen, nåede jeg også at få færdiggjort nogle mosaikprojekter.
 Denne urtepotteskjuler havde et rigtigt grimt mønster - nu er den helt forandret.
 Kan ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg synes om den sorte mosaik-filler.

Det har været rigtig skønt at kunne tilbringe en hel weekend med at være kreativ. Godt jeg snart har efterårsferie og ikke har særlig mange aftaler :)

Apropos malingen, så har jeg brugt følgende farver:

Ocean blue paint
Dusty Turquiose paint
Antique wax Gold
White wax
Dusty Blue
Old Turquiose

Update 17. oktober

Ak ja, det har grebet om sig, det der malen af urtepotteskjulere.

Fredag fik jeg efterårsferie og så har jeg ellers siddet og malet og malet. Maling har jeg anskaffet mig mere af, foruden voks - men jeg har da slet ikke nok. Haha.

Skal nok vise de nye farver, når jeg har fået taget billeder af urtepotterne.

fredag den 1. april 2016

Første arbejdsdag

Godt den var kort, for jeg var aldeles træt, da jeg kunne køre på weekend ved middagstid.

Syntes jeg trængte til at forkæle mig selv en anelse, så derfor kørte jeg en noget længere vej hjem, så jeg lige kunne smutte forbi Frenderup Planteskole.

Det var nu 3. gang jeg var der - og noget siger mig, det godt kan gå hen og blive min stam-plantepusher fremover.

Der er et stort udvalg af stauder, roser, buske osv. osv... og så er betjeningen både venlig og imødekommende - og de vil gerne stå og snakke lidt "have", selvom de har nok at se til :)

Vejret var jo helt og aldeles fantastisk, så jeg nød at gå rundt og lade mig friste af stauderne.
 Jeg kom heller ikke tomhændet derfra. Det blev til fem nye akelejer og tre staudelupiner.

Akelejer:
'Red Hobbit'
'Green Apples'
'White Barlow'
'Spring Magic White' - dværgakeleje
'Spring Magic Blue White' - dværgakeleje

Lupiner:
'Fraülein'
'Kronleuchter'
'Salmon Star'
Jeg var for træt til at gå i gang med at plante, men jeg fik placeret potterne rundt om i bedene, der hvor de skal stå - og så skal jeg i haven i morgen.

Klokken er godt nok kun 21, men jeg er så træt, så træt, så inden længe vil jeg kravle i seng og nyde tanken om at to havedage venter i denne weekend. Vi har absolut ingen andre planer.

Jeg vil starte lørdag morgen med at få læst op på jeres blogs - og så vil jeg gå i haven bagefter. Ih, jeg glæder mig.
Hav nu en fortsat dejlig lørdag aften.

søndag den 24. januar 2016

Loppefund

Formiddagen tilbragte vi på Loppe- og Kræmmermarked i Køge. Som det ofte er med den slags markeder, er de fleste stadeindehavere professionelle folk - og det afspejler sig også i priserne.

Ikke desto mindre lykkedes det mig dog at få fat i et par ting til en rimelig penge, synes jeg:

Denne zinkpotte (18 cm høj ø18 cm) kostede 10,-
Denne skål (ø30 cm) - med lidt småskader i bunden - fik jeg for 20,-
Disse to vaser fik jeg til 50,-. ( Højde 20 og 15 cm)
Bakken her (47x35 cm) fik jeg for 40,-
Det var et okay marked at tilbringe 1½ time på en grå og kedelig søndag, men jeg kan nu meget bedre lide privates loppemarked...som det vi var på i sommers

Der kan man virkelig finde nogle gode ting til nærmest ingen penge. På dagens marked var der et par kobbersager (jeg er jo temmelig vild med kobber og zink) men priserne...! Jøsses. F.x. 55,- for en lille kobberdims..! 

Alt i alt er jeg dog godt tilfreds med mine nye genbrugsting. Hav en dejlig søndag aften :)

søndag den 17. januar 2016

Søndagstur på et snedækket Stevns

Jeg har ikke været rundt på jeres blogs endnu, men jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste, der viser snebilleder i dag :)

Som skrevet i dagens tidligere indlæg tog vi på en lille køretur i formiddags. Det var tydeligt at se (i hvert fald for os, der kørte i det) at der var faldet mere sne vest for hovedvej 261 end øst.

Vi bor vest for hovedvejen og det var der vi startede med at trille lidt rundt på småveje vi ikke kendte i forvejen.

Et enkelt sted havde byen ikke en gang et navn...jeg tror, det er fordi den klump huse hører under Enderslev, selvom der er marker imellem, men jeg ved det altså ikke. Måske du kan give en forklaring, Karina?
Nå, men bynavn eller ej, så var der meget idyllisk, hvilket måske ikke fremgår så tydeligt af billederne, der jo er taget mens vi kørte.
Efter at have trillet rundt vest for hovedvejen - kørte vi over Hellested og Arnøje til Bøgeskoven. Ikke den korteste vej, men nu var vi jo på tur :)

Smuk udsigt.
Inde i skoven var det meget tydeligt, at der ikke var lige så meget sne - og her var den også næsten forsvundet fra træerne.
Der var dog et fint lys derinde fordi solen skinnede.
Formålet med skovturen var at indsamle pinde/grene til næste blomsterbindingskursus.
Jeg håber jeg fik samlet nok. 
På hjemvejen kørte vi forbi Gjorslev Slot, der ligger så smukt.
Kort efter Gjorslev Slot blev vi advaret om "Vand på kørebanen" og det var der...er var dog ikke særlig dybt.
Et af de mange flotte vejtræer.
Jo, det var en dejlig tur.
Vel hjemme igen gik jeg - stadig iført "flyverdragten/Thyborønhabitten" - en rundtur i haven for at tage nogle billeder. Dem viser jeg i morgen.
Nu skal jeg nemlig snart til at tænke på noget aftensmad og inden da vil jeg lige nå en blogrundtur.

Hav en dejlig søndag aften