torsdag den 28. februar 2013

Gratis blomsterfrø på en lockout-varslings-dag

Tror jeg nøjes med et enkelt
Hva' sagde jeg?
...og i stedet lader indlægget handle om en lille, glædelig overraskelse i postkassen i dag.

 Da jeg i sidste uge var en tur i Lund - og bl.a. "provianterede" svenske haveblade, var der i det ene, "Hus & Hem Trädgård" en lille kampagne, hvor man ved at indtaste et kodeord på odla.nu's hjemmeside og ved at tilmelde sig nyhedsbrevet, kunne få tilsendt en pose gratis lathyrusfrø.

Jeg tænkte, at det kunne der vel ikke ske noget ved - jeg ville formodentlig bare modtage en mail om, at de altså ikke sendte til udlandet... Men, se nu bare hvad der lå i min postkasse i dag:

 

 Det er da lige sådan noget man trænger til, når man for første gang nogensinde har fået varsel om lockout (og nul løn!) fra. 1.4...

onsdag den 27. februar 2013

Fem minutters bogudsalg

Jeg synes, det er unfair, at boghandlerne starter deres årlige bogudsalg en onsdag morgen kl. 7.

Vi er altså nogen, der skal møde på job kl. 8.00 - hvilket betyder offentlig transport kort efter kl. 7. 

Selvfølgelig kan jeg da bare tage i boghandlen på hjemvejen fra jobbet, men hvem siger så, at de bøger jeg vil have, stadig er der?

Derfor gik jeg da også en halv time tidligere hjemmefra her til morgen, så jeg stod foran boghandlen et par minutter i 7.

Jeg var den første kunde inde i butikken - og også den første der gik ud igen - med bøger.

Det er godt nok det mindst tilfredsstillende bogudsalg, jeg nogensinde har prøvet....men jeg nåede bussen! Jeg tror forøvrigt det var et smart træk af mig at stå der kl. 7, for der stod kun 5-6 eksemplarer af hver af de bøger, jeg havde udset mig hjemmefra!

Og hvad var det så for nogle bøger? - Havebøger, selvfølgelig!

Signe Wenneberg - Haveterapi, Politiken Fakta, 2009 
Else Als - Fra akeleje til klematis, Det danske Haveselskab, 2006 
Økohaven - Lindhardt & Ringhof

Jeg kan kun se en fordel ved sådan et kort bogudsalg; det er temmelig begrænset hvor mange penge jeg kan nå at bruge på så kort tid, så det er måske ikke så tosset endda, nu jeg bliver lockoutet om 1-2 måneder og derfor ikke modtager løn sålænge det varer! (KL har ikke meldt en lockout ud endnu, men alt tyder på de gør det - det har de jo for længst aftalt med Corydon.)

mandag den 25. februar 2013

Lockout af lærerne?

Jeg giver mig normalt overhovedet ikke af med at spå om fremtiden, men ikke desto mindre vover jeg nu at påstå, at lærerne bliver udsat for lockout i dette forår. Tidspunktet er jeg dog ikke helt sikker på, måske fra 1. april.

KL - personificeret ved Michael Ziegler - har fra dag 1 brugt krigsretorik og truet med lockout, hvis lærerne ikke makker ret og selvom DLF flere gange er kommet med kompromisforslag har han stejlt sagt NEJ. Jeg tror, at alt hvad KL/regeringen foretager sig mht. folkeskolereformen er et spil for galleriet. Der har siddet en eller anden og tænkt:
DLF's strejkekasse er proppet med penge (2 mia.), så nu lockouter vi dem indtil pengekassen er tom, så kan de ikke stille nogen som helst krav ved de næste mange overenskomstforhandlinger og vi kan skalte og valte med deres arbejdstid...
Alle modargumenter bliver fejet af bordet eller nedgjort, man misinformerer (med vilje) om resultatet af to forskerundersøgelser, der ikke understøtter ens folkeskolereforms-udkast, og forældre, der foretrækker kvalitet fremfor kvantitet i undervisningen, bliver ignoreret.

I dag skriver Antorini i et svar til Folketinget, at
"Det bliver lærerne, der via mere undervisningstid skal finansiere forhøjelsen af timetallet i folkeskolen"
Det er jeg så ikke enig med hende i. Det bliver kvaliteten af elevernes undervisning, der kommer til at betale! Lærere kommer "kun" til at betale med et dårligt arbejdsmiljø, men det er jo så fremmende for børns indlæring...!

Jeg forudser derfor:
  • at KL lockouter lærerne indtil strejkekassen er tom,
  • at regeringen derefter ophøjer KL's oplæg til lov og
  • at lærerne - nu mast helt flade - forventes at føre en ny folkeskolereform ud i livet med stor arbejdsglæde og masser af energi.
Jeg tror så ikke helt på den sidste "spådom", må jeg indrømme. Forleden beskrev jeg min egen arbejdstid...og i den forbindelse har jeg forøvrigt fundet en graverende regnefejl (GODT jeg underviser i sprog og ikke matematik...haha!)

Jeg skrev, at jeg til mine årlige 714 undervisningsTIMER havde 433 TIMER forberedelse....og så faldt jeg selv i den "fælde" jeg oven i købet havde beskrevet længere oppe i indlægget, og lod timer=lektioner og gav mig derfor lidt over ½ TIMES forberedelse til en LEKTION (Jeg havde også skrevet undervisningstime, bare for at forvirre endnu mere..!)

 Det passer jo ikke. 3 TIMER er lig med 4 LEKTIONER, hvilket giver 1½ times forberedelse til 4 lektioner! Altså 22,5 minut pr. LEKTION.

Hvis jeg skal til at undervise FLERE lektioner om ugen OG få mindre forberedelse, så er det vist kun KL og regeringen, der IKKE kan se, at det alt andet lige må give et fald i kvaliteten af min undervisning....og så har jeg ikke en gang medregnet "alt det ved siden af" - der OGSÅ foregår hver eneste dag, i større eller mindre grad - såsom:
  • konstant at være "på",
  • kunne have flere bolde i luften på en gang,
  • tage stilling til mange forskellige ikke-altid undervisningsrelaterede ting i løbet af en enkelt lektion,
  • trøste en elev,
  • konflikter mellem eller med elever,
  • støj og uro,
  • trætte og ugidelige elever
Det gør altså TRÆT i hovedet, især efter seks lektioner, skulle jeg hilse og sige...!

Hvis man ikke tror på mig, vil jeg anbefale at tage et par uger som vikar i den danske folkeskole... :) 

Indtil december 2011 brugte jeg generelt ALT for mange timer på mit job (OGSÅ fritid=gratis arbejde) - men så skete der jo det, at jeg gik ned med stress.

I dag har jeg stadig stresshormoner i kroppen (Slår f.eks. STADIG ud med kraftig nældefeber hver gang jeg sveder og har stadig tendens til at have svært ved multitaske: hukommelsen "glipper".) men jeg forsøger at passe på mig selv og OGSÅ lave meget andet end skolearbejde, når jeg har fri.

 Jeg har overhovedet ikke lyst til at gå ned med stress igen, det kan jo være livstruende - omend KL da vist gør hvad de kan, for at det skal ske.

Jeg har dog en snigende mistanke om, at de (KL, regeringen m. fl.) satser på at lærerne er så ærekære/perfektionistiske, at de stadig vil levere det samme undervisningsniveau på trods af mindre forberedelse. (Også selvom det betyder gratis arbejde!)....og deri har de nok ikke helt uret...for hvis jeg ikke havde prøvet at gå ned med stress, ville jeg sikkert lægge en del gratis timer til for at kunne nå at forberede mig til fingerspidserne til hver enkelt time, men det har jeg forbudt mig selv nogensinde at gøre igen, så... 

Derfor må jeg - såfremt vi får heldagsskolen og vores arbejdstidsregler er afskaffede og vi derfor ikke mere har et loft for max. antal undervisningstimer - bruge noget af min fritid på at "tælle timer" - så jeg KUN arbejder i den tid, jeg får løn for.

Det vil kunne komme til at betyde, at det fremover vil tage ret lang tid at få rettet et sæt elevstile (Jeg gætter på 3-4-5 uger pr. klasse), eftersom de ville skulle rettes i hverdagene, hvor man er totalt bombet i hovedet efter 6-7-8 undervisningslektioner + eventuelle møder, da jeg fremover ville skulle holde FRI i alle weekender.

Lige så vil det også være slut med at udarbejde nyt (og spændende) undervisningsmateriale om nye emner - det er simpelthen for tidskrævende.

Eleverne må nøjes med skolens (ofte gamle) lærebogssystemer og mine allerede udarbejdede materialer (der så ikke bliver opdaterede med ny viden eller tilpasset den aktuelle klasse.)

Som det er lige nu, foretrækker jeg faktisk at bruge en stor del af en lørdag eller søndag på at få rettet en bunke stile, simpelthen fordi jeg så kan sidde i ro og mag (udhvilet og klar i hovedet!) og få rettet dem alle i et hug.

Men, den slags må jeg holde op med - for selvom jeg (stadig) elsker mit job, har jeg altså ikke lyst til at dø af det!

søndag den 24. februar 2013

Have og økonomi

Hvis jeg ikke passede på, kunne jeg lynhurtigt komme til at bruge alt for mange penge på "haveting". Der er jo både det ene og det andet, der frister - i tide og utide.

Så er der lige nogle frø man bare må have.

Så smider Claus Dalby og Bilka nye fristelser på markedet, så ser man lige en plante (eller to) der da bare er nødt til at komme med hjem, for ikke at tale om bøger og blade....det tror jeg de fleste havefolk kan nikke genkendende til og da især i denne tid, hvor vi bare længes efter foråret...og derfor dulmer længselen med blomsterløg en masse.

Eftersom jeg bor alene, er mine midler ikke ubegrænsede (Dermed ikke være sagt, at par har ubegrænsede midler, men de er trods alt to til at betale de faste udgifter) og derfor kan jeg ikke bare købe løs.

Derfor begyndte jeg i efteråret at lave en "haveopsparing". Det betyder ikke, at jeg ikke må bruge af mit månedlige rådighedsbeløb, hvis jeg pludselig ser en "kan-ikke-leve-uden-haveting", men jeg behøver ikke bruge ret mange kroner, størstedelen betales jo af opsparingen.

Min opsparing fungerer på følgende måde (Det er altså meget simpelt - men det fungerer perfekt!): Hver gang jeg får mønter i pungen, bliver de lagt til side, når jeg kommer hjem - og eftersom jeg har været ret flittig til at tømme pungen (for mønter!) betød det, at jeg kunne købe ind hos MP-Design for nylig uden at tage penge op af lommen og også at jeg har et pænt beløb med til havemessen.

Ulempen ved denne opsparingsform er selvfølgelig, at jeg skal i banken en gang imellem for at sætte en pose mønter ind, da jeg altså ikke slæber rundt på posen, når jeg shopper ;)

Jeg er selvfølgelig atter gået i gang med at lægge mønter til side.

Hovedformålet er naturligvis stadigvæk HAVEN - men eftersom vi jo formodentlig bliver lockoutet fra 1. april (Det tyder KL's krigsretorik ret meget på), er det vist ganske smart at have lidt håndører ved siden af, når jeg ikke får løn udbetalt!

Godt nok får jeg penge fra DLF, men det er jo et meget mindre beløb end min løn.

Have-tv

Hvis man ellers kan tage den tyske RBB, så er der en halv times have-tv her kl. 18.00 "Querbeet"

Lidt mere såning...og prikling af artiskokker

E N D E L I G! Endelig kom jeg lidt mere i gang med frøsåningen og jeg fik taget to af mine tre nye plugg-bokse i brug.
  Det er jo slet ikke fordi jeg har sået ret meget endnu, men ifølge min hjemmefabrikerede såplan skal resten af de frø jeg har liggende (+ de poser jeg køber på messen i næste weekend...ahem!) først sås marts, april og maj, så jeg kan ikke så mere lige nu.
 

Det passer mig forøvrigt også glimrende, eftersom der gerne skulle blive lidt varmere i drivudestuen, før jeg kan så derude (Der skal også lige en rengøring til først!) og det bliver nødvendigt, da jeg ikke har mere plads indenfor.



Her ses de færdigpriklede artiskokker i hver sin potte - og her nedenunder ses min, nu fyldte,



vindueskarm.

 Der er slet ikke plads i min køkkenvindueskarm til alt det jeg skal så. (Og det er altså den eneste vindueskarm, der egner sig bare en smule til frøsåning.) Derfor har jeg jo købt plantelys og stativ og det står nu på mit arbejdsbord i krea-rummet. Jeg har så en skummel plan om at investere i et par stativer og pluggbokse mere til næste år, hvis det bliver en succes i år. Godt jeg ikke skal stå til regnskab for andre end mig selv, hehe.



Jeg er meget spændt på resultatet. Om frøene overhovedet vil spire. Der er sået: porrer, Gråblad 'Silver Dust' og Scabiosa 'Perfecta Blue' i de to plugg-bokse.

 Til sidst såede jeg en omgang mørk basilikum i en smuk blå urtepotte, som jeg fik i Brugsen til 7,-.

 Ikke fordi jeg mangler urtepotter, men den var smuk og billig ;)

  0

Optøning af jord

Det er da godt jeg fik rengjort hele hytten i går - inklusiv gulvvask over det hele. Lige nu ligger der nemlig 50l pottemuld til optøning på mit køkkengulv...!

 

...hvilket Quintus fandt ganske interessant - i fem sekunder. Nå pyt, støvsugeren står lige ved siden af, så jeg regner med at kunne holde jord-svineriet i køkkenet....men, det kommer selvfølgelig an på kattene! Har også fået hentet potter ind, så jeg inden længe kan gå i gang med at prikle mine artiskokker ud
   

...og nu sidder jeg så her og kommer i tanker om, at jeg sgi da også skal have noget så- og priklemuld ind til optøning, så jeg kan få gang i mine plugg-bokse. Lyset er jo rigget til:
   

Ergo må jeg endnu en tur ud i snevejret...!

lørdag den 23. februar 2013

"Lærerne laver jo ikke noget og holder 12 ugers ferie om året...!"

Jeg skal lige love for, at KL og regeringen er lykkedes med deres forehavende om at bilde befolkningen ind, at folkeskolelærere ikke laver noget. At
  • vi kun underviser 16 timer om ugen
  • holder 12 ugers ferie
  • har fri kl. 13-14 hver dag
  • og får fuld løn for deltidsarbejde
osv. Jeg elsker mit job, fordi det er så livsbekræftende at få lov til at være sammen med børn og unge mennesker, men jeg må godt nok indrømme, at det er frustrerende konstant at blive "skudt på" fra alle sider. Så nogle gange ( I den senere tid ganske ofte) bliver jeg virkelig træt af mit job - eller rettere alle de mere eller mindre pæne ord om læreres arbejdsindsats -eller mangel på samme, jeg skal lægge ører til. Sidstnævnte er der flest af. Jeg tror ikke der er ret mange andre job, hvor man konstant skal forsvare sin arbejdsindsats. Det æder en stor del af ens job-glæde, skal jeg hilse og sige.
ALLE ved hvor lidt lærere arbejder og det er bare på høje tid at lærernes arbejdstid bliver "normaliseret".
Der er efterhånden rigtig mange, der har forsøgt at forklare den på-dette-område-uvidende-befolkning, hvad det er læreren laver af arbejde, når han/hun ikke er på skolen (=synlig), men det lader nu ikke til at have gjort synderligt indtryk; lærerne laver stadig ikke noget, ifølge den brede befolkning. Modsat sygeplejerskerne har vi lærere de sidste par år været mest fokuserede på at fortælle om vores FAGLIGHED, frem for indholdet i jobbet - og fordi en pæn del af vores arbejde er "skjult" konkluderer mange udenfor skoleverdenen, at så holder lærerne nok bare fri, når de ikke er på skolen. (Det er vist det, der hedder projicering*!). Jeg har efterhånden læst utallige læserbreve a la:
  • Lærerne skal være tilstede på skolerne 37-42 timer om ugen. (Lærere arbejder kun, når de er synlige på skolen).
  • De må lave deres forberedelse og rettearbejde på skolen (Lærere arbejder kun, når de er synlige på skolen).
  • Lærerne skal stemple ind og ud - tilbage til industrisamfundet! (Lærere arbejder kun, når de er synlige på skolen)
  • Hvis læreren forlader skolen uden at stemple ud, er det fyringsgrund (Så er det vist slut med ekskursioner fremover)
osv. osv. Det er altså underforstået, at lærere kun kan finde ud af at arbejde, hvis de er på skolen....

4444Godt så, hvis det er det folk ( + KL og regeringen) vil have, så må jeg vel som minimum kunne forvente, at jeg får stillet en arbejdsplads til rådighed på skolen, ikke? Altså et skrivebord og en reol til alle mine mapper, bøger og papirer. (Det vil da blive helt rart at slippe for at bruge et helt skab herhjemme på "skolesager")
Nå ikke? Og hvorfor så ikke, om jeg må spørge?
Nå, fordi de fleste skoler slet ikke har pladsen. (På mit job har vi et rum med 6-7 siddepladser, hvor man kan sidde i rimelig fred og ro (medmindre rummet er optaget af møder, that is!) og vi er altså 30-32 lærere.) Så er det måske slet ikke så tosset at lade lærerne forberede sig hjemme, eller hvad? 

For nu lige at vende tilbage til ARBEJDSTIDEN, så arbejder en fuldtidsansat lærer (Og her vil jeg så godt lige indskyde, at der faktisk er nogle, der arbejder på nedsat tid =og derfor også får mindre løn udbetalt!) i GENNEMSNIT 37 timer om ugen, lige som alle andre fuldtidsansatte (når vi har trukket ferierne fra, altså de 5-6 uger, alt efter om man har valgt at få 6. uge udbetalt eller ej)

Her er det så at rigtig mange står af "for lærerne holder jo meget mere fri, de har f.eks. 7 ugers sommerferie". Lad mig forsøge at forklare: Eleverne går i skole 40 uger ud af et års 52 uger. Dvs. eleverne har 12 ugers ferie. Lærerne har 6 ugers ferie plus 6 ugers tvungen "afspadsering" (som ligger på fastlagte tidspunkter af året). De timer (6 x 37) som læreren skulle have arbejdet i de seks uger, bliver fordelt på de 40 uger, hvor eleverne er på skolen. Ergo arbejder lærerne i gennemsnit 42 timer om ugen...og hov...så passer pengene pludselig! (Lars Løkkes rejsehold nåede forøvrigt også frem til den konklusion, at lærerne i gennemsnit arbejder 42 timer om ugen! Det faktum er det bare lykkedes at holde næsten helt ude af debatten) Håber ovenstående regnestykke forklarer tydeligt nok, at vi altså minimum arbejder det vi skal. (De der "dovne lærere" mange af os har stiftet bekendtskab med i vores egen skoletid, jeg selv inklusiv, de er altså et særsyn i dagens folkeskolen; de fleste er røget ud af systemet...bare lige for at sætte det på plads!) Her til sidst vil jeg lige tage fat i Antorinis meget vellykkede spin;
"at lærere i gennemsnit underviser 16 timer om ugen og at vi blot beder lærerne om at undervise to timer mere om ugen"
For det første forplumrer Antorini debatten ved konsekvent at bruge TIMER, når de fleste godt ved vi underviser i LEKTIONER (a 45 minutters varighed). Ved at bruge TIMER, bliver det ugentlige undervisningstal jo lavere og så kan man rask væk konkludere, at lærerne ikke underviser nok, smart ikke?!

For det andet er det helt sikkert muligt, der er lærere der underviser 16 TIMER om ugen, men så er det formodentlig, fordi de er blevet bedt om at lave noget andet (IT-vejledning/teknik, bibliotek osv.) i stedet for.

Min arbejdstid

Jeg underviser 27 LEKTIONER om ugen - det svarer til 20,25 TIMER om ugen (altså mere end Antorini siger), fordelt på:

2 x 2 lektioner håndarbejde i 4. og 5. klasse
2 x 3 lektioner tysk i 7. klasse
2 lektioner engelsk i 3. klasse
3 lektioner engelsk i 7. klasse
3 lektioner tysk i 8. klasse
3 lektioner engelsk i 8. klasse
2 x 3 lektioner tysk i 9. klasse

Dvs. jeg underviser i 714 TIMER om året - hvilket igen svarer til 42,5 % af min fulde arbejdstid. 

Udover det har jeg også "øvrig undervisning" såsom fordybelsesdage, emnedage, trivselsdag etc. etc. i alt 61,15 TIMER om året (Så stiger min undervisningsprocent til 46 %)

Derudover har jeg forskellige akkorder: Beskikket censor, mægler, udvikling af elevplaner, diverse møder og forberedelse osv.

Min forberedelse er på 433 TIMER om året. Dvs. lidt over en halv times forberedelse pr. undervisningstime. (Og så har jeg ikke en gang medregnet den forberedelse, der er til emnedage og fordybelsesdage. Den kan faktisk være temmelig omfattende, da vi her oftest skal planlægge og kombinere det praktiske med det faglige (Var der nogen, der sagde aktivitetstimer?) til omkring 20 lektioner (4 dage) - og tiden tages af min allerede tildelte forberedelsestid...og det betyder naturligvis, at jeg har mindre forberedelse til min almindelige undervisning, end i forklaringen nedenfor.)

Nu vel, jeg bruger ikke en halv times forberedelse til hver håndarbejdstime, da min forberedelse her ligger i "klumper"; når jeg skal have fremstillet en prototype (hvilket kan tage 2-12 timer pr. emne), men i den sidste ende går det lige op.

Der hvor det til gengæld ikke går helt lige op, er i engelsk og tysk. Der er pænt meget rettearbejde i begge fag og mængden stiger efter klassetrin og det er ikke sjældent, jeg bruger 6-8 timer på at rette en klasses stile. Derudover kommer andre retteopgaver og den almindelige forberedelse.

 Så, hvis jeg skal til at undervise flere timer om ugen, vil jeg meget gerne vide, hvilke opgaver jeg så IKKE skal lave fremover?

Det kunne også være interessant at vide, hvad forældrene ville sige til det, hvis lærerne fremover skal tilbringe al deres arbejdstid på skolen.

Det ville bl.a. betyde at skolehjem-samtaler skulle afholdes inden kl. 17. Lige nu afholdes de om aftenen, så forældrene ikke behøver tage fri fra job (og nej, lærere får IKKE tillæg for de skæve arbejdstider.) - -

 Projicering* = Når man ubevidst tillægger andre nogle af de egenskaber, som man selv har, og som man ikke vil være ved.

22.42. Afsnit omkring forberedelse af emnedage m.m. tilføjet.

fredag den 22. februar 2013

Opdatering på artiskok-fronten

Det går ganske fint med mine artiskokker. Ud af tyve er tre ikke spiret og den syttende er godt nok længe om det; om den kæmper videre eller opgiver ævred, må tiden vise.. men jeg er godt tilfreds med spireprocenten. Jeg er jo temmelig meget nybegynder udi såkunsten :)

 

Som det ses, er de første rigtige blade begyndt at dukke op, så jeg regner med det ikke varer længe før jeg skal omprikle :) Om alle småplanter så overlever det, tja....jeg skal da gøre mit bedste.

Staudeforedrag ved Marianne Folling

Jeg har været heldig, har jeg. Forleden ringede Eva og spurgte om jeg stadig gerne ville med og høre Marianne Folling.
Jo tak!
Derfor befandt jeg mig på Nykøbing Falsters bibliotek i går aftes fra 19-21.30 til et spændende foredrag om stauder, design og trends. Dette er det eneste billede jeg tog, da lyset i salen var dæmpet og en blitz ville virke alt for forstyrrende. Marianne holdt et meget inspirerende foredrag og jeg fik taget pænt med noter, især navne på "tror-nok-jeg-bliver-nødt-til-at-have-denne-i-haven-planter", hvis I ellers kender sådan nogle? :) Først fortalte hun lidt om planlægningen af et bed og gik derefter over til at fortælle om anlæggelsen af en meget smukt staudebed på 100m2 (Halvdelen af min have!). Foredraget var selvfølgelig krydret med mange fine fotos. Nogle af de tips/ideer jeg fik noteret - Ved at skrive dem her på bloggen, er der håb om jeg også husker dem ude i haven ;)
  • Hvis man har et bed ved en terrasse, er det en god ide med hvide/lyse farver, da det så vil lyse op om aftenen.
  • Vælg sunde sorter (meldug- og svamperesistente)
  • plant bunddække
  • forårsblomster bagerst og ind i mellem
  • laveste planter forrest
  • husk spir og aks (græsser)
  • stedsegrønt
  • fyld ud med sommerblomster
  • bryd en gang imellem reglerne og sæt høje planter "midt i det hele"
Derudover talte hun om sammensætning af stauder; farver, gentagelser, antal, variationer i blomster/blade, monokrome bede, komplementære harmonier, (F.eks. passer échinops og hvid ærenpris fantastisk godt sammen.) og tone-i-tone. Efter pausen så vi først et par eksempler på Anthony Paul og Piet Oudolfs havedesign og derefter fik vi præsenteret mange af de tidligere nævnte planter lidt mere grundigt + en del helt nye.

De stauder jeg fandt interessante - og det var en del! - var:
Phlox
Phlox 'Sherbert's Cocktail' - meldugtolerant
Phlox *Pure Feelings' - meldugtolerant
Phlox 'Mystic Black' - I knop tre uger før de springer ud
Skjolddrager
Sartellaria incana (lyseblå) - langsomtvoksende
Violfrøstjerne
Thalictrum 'Splendide' - hvid/lilla
Thalictrum 'Splendide white'
Klokkefrøstjerne
Thalictrum rochebrunianum - lyslilla - kan frøsås
Akelejefrøstjerne
Thalictrum'Black Stocking' - sorte stængler, grønt løv
Alunrod
Heuchera 'Electric lime' - skal stå i fuld skygge
Heuchera 'Citronelle' - skal stå i fuld skygge
Heuchera ' Plum Royal'
Heuchera - 'Obsidian'
Kvæsurt
Sanguisorba officinalis - mørkerød - meget fin sammen med græsser
Sanguisorba 'Pink Brushes' - lyslilla - bliver MEGET stor - meget fin sammen med græsser Storkenæb
geranium soboiferum 'Starman' - pinklilla/hvid - - meget fin sammen med græsser
Græsser
Sølvaks - Stipa calamagrostis
Diamantgræs - Calamagrostris brachytricha
Lampepudsergræs - Pennisetum 'Redhead'

 Ca. 21.30 var foredraget slut og mætte af indtryk, trillede vi atter mod nord. Her til sidst skal I lige se, hvor smuk himlen var da vi kørte derned.
 

Jeg tog adskillige fotos ud gennem bilruden, men det er ikke nemt at tage billeder med 110 km/t - dette blev dog ganske vellykket, synes jeg.

onsdag den 20. februar 2013

Forårstegn i kulden

Det kan godt være det er temmelig koldt i dag - og at der også falder et par fnug fra himlen. MEN - uanset om vinteren vil være med eller ej, så er foråret på vej :)

 

De små billeder fra oven: Krokus 'Creme beauty', vintergæk, allium og min eneste sorte hornviol, der ser ud til at have smidt temmelig mange frø omkring sig :).

Så kan der sås!

Min pakke er ankommet :)   
...og jeg kan godt røbe, at jeg ikke var den eneste, der var interesseret i kassen.

 I særdeleshed Felix e l s k e r papkasser, så han trådte oven i købet op på spisebordet, hvor jeg havde stillet pakken for at pakke den ud, selvom han så udmærket ved, at samtlige borde i køkken og stue er no-go! Katten ned på gulvet (og i hurtigt tempo på vej op på bordet igen) gav mig intet andet valg end at tømme kassen meget hurtigt - og så smide den tomme papkasse på gulvet...og så kunne jeg tage mine nye have-ting i nærmere øjesyn i ro og mag.

Kattene var optagede af en dejlig, stor papkasse.

 Papkassens indhold er ret uimodståeligt, så jeg skal hurtigst muligt have fundet et katte-sikret sted at stille arrangementet op, før jeg begynder at så: Men HOV, hvad er dog dette? Hvordan er de mon havnet der? Jeg kunne da ALDRIG finde på at bestille frø...! Hm...de står nu ellers på fakturaen...
...busted! ;)

Spørgsmål om pelargonier til haveblogfolket

Jeg har ikke så mange pelargonier (endnu) men jeg vil jo gerne have flere og så er det jo smart at tage stiklinger - det er i hvert fald billigt :D

Har nemlig en ide om at der skal være mange pelargonier i udestuen til sommer. Jeg mener at kunne huske at have fået at vide, man skal tage dem i august og ikke på andre tidspunkter. Det har jeg nu ikke tænkt mig at lytte efter, eftersom de jo snart skal "forårsklippes" (Hvornår gør man egentlig bedst det?) Den ene er meget ranglet og skal helt sikkert klippes ned.
   

Jeg tænker, at jeg vel for pokker kan prøve at bruge det, jeg klipper af som stiklinger? Jeg mener, det værste der kan ske, er at de ikke bliver til noget....alternativet er bare at smide det afklippede ud med det samme - og så bliver det da i hvert fald ikke til noget. Forøvrigt, så opdagede jeg her til morgen, at min smukke, hvide pelargonie sørme havde sat en blomst :)
 

tirsdag den 19. februar 2013

Pakke i morgen :o)

Jubi... her til aften har jeg modtaget sms fra Post Danmark, at pakken fra MP Design bliver leveret i morgen :)

En tur til Lund er godt for haveglæden :)

I Lund (Skåne) ligger der den mest fristende butik:
Jeg kommer rimelig ofte til Lund, og er da sikkert også gået forbi den mange gange i løbet af de sidste 15 år, hvor jeg er kommet der regelmæssigt, men først for et par gange siden opdagede jeg den sådan for alvor - og siden da skal jeg altid lige ind "og kigge." (Artiskok-frøene er købt der.)

Udefra ser den måske ikke ud af det store, men hvis man først er kommet nogle skridt ind i butikken.... så skal man godt nok have en selvbeherskelse af rang - i hvert fald på denne tid af året, hvor man længes så meget og hvor frøposer derfor har den mest fantastisk evne til at hoppe ned i ens kurv/hånd - uden man ser det, hvilket udmønter sig i de særeste udbrud, når man når kassen...!

Af samme årsag er det også med en vis stolthed, jeg kan fortælle, at jeg i dag KUN brugte 10,- sv. kr. på et frøkatalog - og i samme ombæring scorede en lille pose Amarent-frø gratis. Jeg kender slet ikke Amarent, men den skulle være fin i salater - vi får se.

Der må forøvrigt gerne klappes af min selvbeherskelse - for se lige, hvad jeg modstod:





 ...for ikke at tale om "festfyrværkeriet" for enden af butikken...nøøøj!

 

Hånden på hjertet: Jeg kunne KUN modstå, fordi jeg konstant sagde til mig selv, at jeg formodentlig ville kunne finde de samme frø billigere på havemessen, der finder sted om under 2 uger :)

Til gengæld kan man så ikke tale om selvbeherskelse overhovedet, når vi taler HAVEBLADE...men jeg ved jo, det er hvad der sker, når jeg kommer til Lund.

På Københavns Hovedbanegård kan man af rene engelske haveblade kun få "The English Garden" (De andre blade er sådan nogle blandingsblade a la "Home & Garden", som jeg kun sjældent vil bruge penge på; der er for meget bolig og for lidt have i dem) - så jeg benytter mig altid af, at udvalget af deciderede haveblade er meget større i Lund.

I "Pressbyrån" ved Lunds station er det lidt forskelligt, hvad jeg finder af engelske blade - og så er der jo også de svenske (og det norske, som jeg fandt i dag) haveblade

Det nye "Alt om Haven" - som udkommer tidligere i Sverige - stod der forøvrigt også, men det køber jeg først, når det udkommer i Danmark.

 

"Garden Illustrated" fandt jeg i en stor bladkiosk et andet sted i byen.

 

Uanset hvad, så har jeg da lidt læsestof til de næste par dage :)

mandag den 18. februar 2013

Tilfredse artiskokker og toiletruller

Noget af en sammenblanding, vil mange nok mene, men overskriften er nu ganske sigende for dette indlægs indhold.

Først en status på de artiskokker, I snart har hørt om et par gange. Langt de fleste af dem har det fint, så jeg er glad :)

 
Forøvrigt tror jeg, at grunden til at nogle hænger lidt/har tendens til at lægge sig ned, skyldes at de åbenbart ikke er blevet sået dybt nok. I hvert fald ser de livskraftige nok ud, så jeg håber den kommende udprikling vil afhjælpe det problem. Jeg formoder det er tid til omprikling, når de har fået første sæt "rigtige blade", ikke?

 ...Og nu til toiletrullerne. Jeg læste på et tidspunkt, husker ikke hvor, men sikkert på nettet, at det var en god ide at forspire latyrus, ærter og bønner i toiletruller. Derfor har jeg den sidste måneds tid flittigt indsamlet toilet- og køkkenruller.
 
Nu er det jo begrænset, hvor mange toiletruller en enmands-husstand kan forbruge, så jeg har allieret mig med rengøringen på mit job. Det har fordoblet antallet af ruller pænt meget.

Toiletrullerne bruger jeg kun til de tidligere omtalte frø (men dem har jeg altså også temmelig mange af - og det hjalp ikke ligefrem, at der røg to poser Dalby-latyrus i kurven i Bilka i går!).

Til resten af frøene bruger jeg root trainers og mine nye plug-bokse (som ikke er dukket op endnu. ØV!)

Jeg er ret spændt på, hvordan toiletrullerne virker - men i følge hende her, skulle det virke udmærket....så måske jeg bare skal indsamle toiletruller året rundt. I så tilfælde kun fra egen matrikel ellers drukner jeg i ruller. Haha! Hvad sår du i?

Første "vinterferiedag"

At kalde den kommende uge for ferie, er ikke helt rigtigt. Nul-dage er mere korrekt, eftersom jeg faktisk ikke har ferie (det er kun eleverne, der har det), men bare ikke skal møde på jobbet.

Jeg ville tale direkte usandt, hvis jeg påstod jeg slet ikke holdt fri i disse dage, selvfølgelig gør jeg det. Men jeg kan altså ikke holde helt skole-fri hele ugen.

Jeg har måttet afsætte to hele dage (16-18 timer) til at få klaret alt skolearbejdet.

Nu ved jeg godt, at mange tænker, at der der vist er ret mange skolelærere, der holder HELT fri i vinterferien og deri er jeg helt enig. ( +at lærere generelt holder ferie hele tiden....den vildfarelse vender jeg tilbage til i et andet indlæg) .

Det plejer jeg også at gøre, bortset fra den sidste søndag....men i år har jeg altså ikke haft tid i hverdagene til at få lavet undervisningsmateriale til et nyt emne til engelsk.

Jeg kunne selvfølgelig lade være med selv at fremstille undervisningsmateriale - og bare bruge, det der er til rådighed på skolen (= et gammelt engelsksystem fra midten af 90'erne - der mildest talt er DØDSSYGT! 

Der ER indkøbt et nyt system, men det bruger parallelklassen, så...) - men eleverne står helt af (har prøvet!) og når de nu selv har bedt om at lære mere om
"USA's Frihedskamp i 1776 og Borgerkrigen"
(Ja,ja ved godt det er gymnasiestof...!)

Jamen, så ville jeg da være en dårlig lærer, hvis ikke jeg udnyttede deres videbegærlighed. I dag står den dog ikke på skolearbejde - men derimod familiebesøg :)


Operation krea-rum

Så har jeg vist slappet af længe nok her til morgen. Næsten en hel time i sengen, før jeg tog mig sammen til at komme op og i tøjet. Dagens projekt er oprydning, sortering og organisering af mit krea-rum.

Det har trængt længe, men i efterårsferien var jeg optaget af "have-ting" og i julen af julen(!). forberedelse og ikke mindst tre koncerter med TV•2, så der har ikke været tid før nu. Den slags kan nemt udvikle sig til et heldagsprojekt og så er en ferie nødvendig.

Overspringshandlinger skal der dog være plads til, så allerførst en rundtur på nettet - god mandag :) P.S. ØV - det sner!


søndag den 17. februar 2013

Farvel til trådløse tastaturer

Så blev jeg for alvor træt, træt, træt af mit gamle trådløse tastatur (K350). Længe har jeg haft problemer med det, men det er altså slut nu. Det var mit andet trådløse tastatur - og formodentlig også det sidste, for mage til elendige tastaturer skal man da lede længe efter. Det var nu ellers ikke fordi, de var billige.

Billig er til gengæld mit nye USB-tastatur (Logitech K120) - det kostede 89,-kr i Bilka.

Til forskel fra de trådløse reagerer det dog upåklageligt...det er helt mærkeligt pludselig at kunne skrive med den sædvanlige hastighed igen uden at skulle tilføje de bogstaver-der-blev-sprunget-over eller slette femten e'er f.eks.

Jeg skal så lige vænne mig til et meget lille tastatur, men det tager næppe lang tid :) ...og så er det vist også tid med en pause i alle disse "tekniske" indlæg...

Det er meget sjældent jeg er i Bilka - men jeg måtte naturligvis lige indenom havecenteret...og det lykkedes mig at nøjes med at snolde for under hundrede kroner:

 

Det var nu heller ikke så svært, eftersom der ikke var så stort et sortiment endnu OG fordi jeg snart skal til havemesse i Malmö :)

lørdag den 16. februar 2013

Ingen opdatering - lige nu

For kort tid siden trykkede jeg på linket "Opdater" - og kunne så læs, at jeg lige skulle være sikker på,at min host havde minimum...
  • PHP version 5.2.4 or greater
  • MySQL version 5.0 or greater
Øøøøh!? Jeg loggede ind på mit webhotel (Surftown) og kunne kun se, at den vistnok brugte PHP5...... og MySQL - men ikke noget versionsnummer...og så tør jeg sgutte gå videre...! Ja, jeg er en kylling ;) Nå, men mens jeg klikkede rundt inde på webhotellet (Jeg er nærmest aldrig derinde!) opdagede jeg pludselig noget interessant: STATISTIK.

Indtil videre har jeg blot baseret mit antal daglige besøgende på min "Live Traffic Feed" (Nederst i højre spalte) hvor jeg har siddet og talt sammen manuelt for at få en ide om antal besøgende på siden her. Jeg havde, for et par dage siden sjusset mig frem til et dagligt besøgstal på 70-90.... .... OG HOLD DA SÅ LIGE OP, HVOR JEG HAR TAGET FEJL!

Daily Statistics for February 2013

Day
Hits
Pages
Visits
Sites
1
6269
7.44%
1344
6.48%
443
7.05%
671
10.63%
2
7312
8.68%
1147
5.53%
431
6.86%
694
10.99%
3
10000
11.88%
1386
6.68%
508
8.09%
660
10.45%
4
5572
6.62%
1130
5.45%
466
7.42%
589
9.33%
5
3702
4.40%
1012
4.88%
390
6.21%
585
9.27%
6
5572
6.62%
1796
8.66%
413
6.58%
651
10.31%
7
4849
5.76%
1418
6.84%
392
6.24%
652
10.33%
8
3082
3.66%
996
4.80%
356
5.67%
556
8.81%
9
6094
7.24%
1444
6.96%
444
7.07%
623
9.87%
10
7492
8.90%
1387
6.69%
411
6.54%
690
10.93%
11
3733
4.43%
1003
4.84%
365
5.81%
564
8.93%
12
5418
6.43%
2407
11.60%
418
6.66%
599
9.49%
13
4857
5.77%
1522
7.34%
412
6.56%
664
10.52%
14
5415
6.43%
1300
6.27%
414
6.59%
505
8.00%
15
4261
5.06%
1058
5.10%
403
6.42%
541
8.57%
16
581
0.69%
392
1.89%
42
0.67%
53
0.84%

Jeg har jo i gennemsnit omkring 400 besøg om dagen (Hvis jeg ellers læser statistikken korrekt) - dog et meget lavt tal for i dag - men der er indlæggene jo også meget blog-tekniske ;)
At besøgstallet så viser sig at være flere gange højere end det jeg troede, sætter antallet af kommentarer endnu mere i relief ;)

På gensyn...eller?

Jeg TROR, jeg vover forsøget her i ferien og opgraderer min Wordpress fra 2.5.1 til 3.5.1. Jeg mindes bare, at folk havde SÅ meget bøvl med skiftet til 2.5.2 dengang i 200?, at jeg ikke turde, fordi jeg havde umanerlig meget bøvl med overhovedet at få WP til at fungere sammen med mit webhotel i tidernes morgen...

Hm....måske jeg bare skulle lade være og leve med de irritationsmomenter, der er....
If it ain't broken, don't fix it
ARGH, gid jeg dog kendte en WordPress-HAJ :(

UPDATE: Nej, jeg tør sgutte. Har lige været inde og kigge på en vejledning...og det er ALT for teknisk til jeg kan hitte ud af det.

Så KUNNE jeg selvfølgelig overveje at få koblet Blogger på ildkat.dk og fremover blogge derfra...men så mister jeg jo NI ÅRS bloggeri, eftersom jeg ikke orker at skulle flytte hvert enkelt indlæg tilbage til Blogger igen...

Gentager lige mig selv; Gid jeg kendte en Wordpress-HAJ!



Skuffet



I går hentede jeg jo "Staudefrøbogen" på biblioteket og stor var forventningens glæde... Desværre var bogen så ikke helt det, jeg havde forventet af en bog om "fra-frø-til-staude".
  • Jo, den ser lækker ud
  • Jo, den indeholder lækre fotos
  • Teksten er såmænd også okay, gentagelser kan jo ikke undgås, når mange frø skal behandles nogenlunde på samme måde...
...men jeg blev altså skuffet, må jeg indrømme.

Skuffet fordi jeg er en totalt novice, hvad angår indsamling af frø fra egne sommerblomster/stauder og derfor kan være noget meget usikker på, hvordan de mange planters frøstande/frø ser ud. (Nogle planter - som latyrus er dog nemme nok!) Et eksempel (Jeg løber risikoen for at blive til grin og udstiller min uvidenhed):

Jeg indsamlede i september det, jeg troede var frøstande (de var i hvert fald brune!) fra klokkeranken... og det morede min fru moder sig kosteligt over..... eftersom jeg blot havde indsamlet de indtørrede rester af blomsten! Mine klokkeranker havde nemlig slet ikke dannet frøstande!

Hvor skulle jeg lige vide det fra?

Min mors klokkeranker havde - heldigvis - dannet et par frøstande, så fremover ved jeg godt, hvordan klokkerankens frøstande ser ud...men hvad med alle de andre planters frøstande?

Der er jeg stadig på bar bund i de fleste tilfælde. Og DERFOR kunne jeg godt have tænkt mig, at der i lige præcis "Staudefrøbogen" havde været plads til billeder af frøstande og frø ved hver enkelt plante. Det ville der have været plads til, hvis billedet af selve planten var lidt mindre.

Nu er "skaden" jo meget begrænset, eftersom jeg blot har lånt bogen, men jeg havde nu satset på, at den også skulle stå i mit havebibliotek. Det skal den så ikke - medmindre jeg en gang finder den til en billig penge.

Staudefrøbogen venter

Puh, håber ikke dagen i dag sætter standarden for de resterende fridage, for så får jeg godt nok ikke lavet ret meget! Det eneste fornuftige jeg har foretaget mig i dag endnu, er at være en tur på
biblioteket og hente et par bøger.
 
De to her er dog blot genlån - jeg har læst dem en gang. Men nu var det heller ikke pga. dem at jeg var på biblioteket; der lå nemlig en bestilt bog klar til mig:
Jeg glæder mig meget til at læse i "Staudefrøbogen", at jeg har besluttet ikke en gang at måtte kigge i den, før jeg har fået lavet størstedelen af det tidligere omtalte undervisningsmateriale...så det kunne jo være jeg snart skulle se at komme i gang.... ...inden da, skal jeg dog lige en tur rundt i blogland - har ikke læst blogs siden torsdag....God lørdag :)





torsdag den 14. februar 2013

Hip Hip Hurra - Ildkattens Scriptorium fylder 9 år

Nogle fejrer Valentine's day, det gør jeg ikke.

Jeg "fejrer" til gengæld, at min (blog) fylder endnu et år den 14. februar. Lidt utroligt at tænke på, det nu allerede er ni år siden jeg begyndte at blogge.... ... ....og så er det faktisk 9 år og et par dage siden... jeg startede nemlig min blog op på noget, der vistnok hed "smartblog.dk"...men efter et par dage flyttede jeg over på Blogger.com - hvor jeg opholdt mig et pænt stykke tid, før jeg skiftede til Wordpress. Indlæggene fra den allerførste blog har jeg dog ikke, så derfor tæller jeg fra denne blogs første indlæg, og det skrev jeg altså d. 14. februar 2004.

Jeg havde en periode (omkring 2008-09), hvor jeg ikke bloggede ret meget. Der skete på det tidspunkt nærmest ingenting i mit liv og jeg følte jeg sad fast - rent boligmæssigt - da der var laaaange ventelister til en lejebolig og det kostede mig en formue i taxa at komme på arbejde, hver gang der lå sne....og det var sådan set hvad fyldte mit liv dengang (Overdrivelse fremmer forståelsen) og det er - trods alt - begrænset, hvor mange blogindlæg man kan skrive om de få emner, selvom jeg da gjorde et habilt forsøg... ;)

Men - så var det jo, jeg købte hus i slutningen af 2010 (og flyttede ind i december 2010)....og siden har jeg blogget temmelig regelmæssigt.

I særdeleshed om min HAVE og ikke mindst omlægningen af den.

Dengang - i 2004 - var vi ikke så mange, der bloggede, så de fleste af os "kendte" hinanden og kommenterede derfor også flittigt hos hinanden. (Jeg brugte et 3.parts program til kommentarer - og mistede kommentarerne, dengang jeg flyttede bloggen - bortset fra dem jeg manuelt kopierede over. Eks. dem fra dengang jeg fik mc-kørekort) 

Dette betød selvfølgelig, at man vænnede sig til at få respons fra folk på det man skrev, så det var en smule mærkeligt at opleve, hvordan kommentarantallet begyndte at falde for til sidst oftest at ligge på 0, da den fælles "blog-portal" Blogspot.dk forsvandt - og min blog derfor også "forsvandt" i mængden, og der samtidig kom flere og flere bloggere til og at Blogger redefinerede sit system (faste læsere m.m.).

Nå, men man kan jo vænne sig til meget og jeg vænnede mig til mest at skrive "for mig selv"....selvom jeg da godt kunne se, at bloggen blev besøgt 10-15 gange om dagen...og sådan gik der så et par år.

For nylig (i januar) begyndte min blog at blive vist på Danske Haveblogs og Nordiske havebloggere - og sammenlagt med de besøgende via Claus Dalbys blog - er mit daglige besøgstal steget til 70-90 stykker, hvilket jeg er meget glad for.

Det er trods alt sjovere at (flere) folk læser det man skriver.

Antallet af kommentarer er stadig meget lavt - sammenlignet med andre lignende blogs - men det sker da oftere nu, at jeg får en kommentar eller to - og så kan jeg vist ikke forlange mere. Jeg kan jo ikke ændre min skrivestil ;)

 ... ...og nu er det vist sengetid - for jeg HAR altså først vinterferie fra kl. 13....! Godnat ;)

P.S. Jeg havde faktisk overvejet en give-away i anledningen af fødselsdagen, men ved ikke rigtig, hvad det skulle være, men det kan da være jeg finder på noget i løbet af i morgen? Nogle ideer?

21.15. P.S. 2 Jeg har nu prøvet at fjerne kravet om at man også skal indtaste sin emailadresse for at kommentere her - så jeg vil da gerne have tilbagemelding om det nu er nemmere at kommentere her. På forhånd tak :)