E N D E L I G! Endelig kom jeg lidt mere i gang med frøsåningen og jeg fik taget to af mine tre nye plugg-bokse i brug.
Det er jo slet ikke fordi jeg har sået ret meget endnu, men ifølge min hjemmefabrikerede såplan skal resten af de frø jeg har liggende (+ de poser jeg køber på messen i næste weekend...ahem!) først sås marts, april og maj, så jeg kan ikke så mere lige nu.
Det passer mig forøvrigt også glimrende, eftersom der gerne skulle blive lidt varmere i drivudestuen, før jeg kan så derude (Der skal også lige en rengøring til først!) og det bliver nødvendigt, da jeg ikke har mere plads indenfor.
Her ses de færdigpriklede artiskokker i hver sin potte - og her nedenunder ses min, nu fyldte,
vindueskarm.
Der er slet ikke plads i min køkkenvindueskarm til alt det jeg skal så. (Og det er altså den eneste vindueskarm, der egner sig bare en smule til frøsåning.) Derfor har jeg jo købt plantelys og stativ og det står nu på mit arbejdsbord i krea-rummet. Jeg har så en skummel plan om at investere i et par stativer og pluggbokse mere til næste år, hvis det bliver en succes i år. Godt jeg ikke skal stå til regnskab for andre end mig selv, hehe.
Jeg er meget spændt på resultatet. Om frøene overhovedet vil spire. Der er sået: porrer, Gråblad 'Silver Dust' og Scabiosa 'Perfecta Blue' i de to plugg-bokse.
Til sidst såede jeg en omgang mørk basilikum i en smuk blå urtepotte, som jeg fik i Brugsen til 7,-.
Ikke fordi jeg mangler urtepotter, men den var smuk og billig ;)
0
Ingen kommentarer:
Send en kommentar