fredag den 30. juni 2017

Her sker så meget for tiden - og jeg er helt vildt glad :)

 Over fjorten dage er der gået siden mit sidste blogindlæg - og hvilke 14 dage :)

Den 21.-25. juni fyldte CPH GARDEN det meste af min vågne tid. (Der kommer et indlæg om CPH GARDEN senere) 

Den sidste uges tid er gået med at få pakket mine skolesager ned (og kasseret en hel del) og hjem, holdt afskedsreception, deltaget i møder en enkelt dag fra 8-15.15 på min nye skole og holdt fest sammen med mine nu tidligere kolleger. Jo, der har været fart på, men det er helt okay, for jeg er så glad, så glad :)

Haven har jeg så til gengæld forsømt og det ses tydeligt. Godt der er 20 dage til jeg holder åben have, for det er den da slet ikke klar til endnu. 

I dag, på min første feriedag, er vejret så heller ikke lige til havearbejde, så jeg tror, jeg vil få sorteret i alle mine skolesager (På skolen nåede jeg kun en overfladisk sortering), så nogle af kasserne kan komme på loftet. Så går vi i gang i haven i morgen, næsten uanset vejret.
Jeg skal slet ikke have de store klasser næste år, så der er jo ingen grund til at have alle mine 8. og 9. tekster/materialer liggende fremme.  
Jeg skal kun have tredje, sjette og syvende klasse. Det bliver skønt at kunne koncentrere sig om så få klasser. 
Jeg har mellem 8 og 11 lektioner om ugen i klasserne, og en hel del fag; udover engelsk og tysk bla. historie, natur/teknik og sørme også matematik!  Der bliver så rige muligheder for at lave tværfaglige forløb. Jeg jubler ved tanken:)

Billederne til indlægget er hvad jeg har nået at tage i haven de sidste par uger; ikke mange.

Pga. regnen bliver det nok heller ikke til Lykkefund-billedspam i år. De har ellers været flotte. Har dog lige været ude og taget et par stykker.

Set fra terrassen:
 ..og fra den anden side:
En lille smule spam - ikke nemt i regnvejr.

 Her den anden 'Lykkefund' - den er også overdådig i år. Det må simpelthen skyldes den meget hårde beskæring de udsættes for i foråret. Noget Ernst Jensen rådede mig til at gøre.
Jeg vil kaste mig over de der seks flyttekasser med skolesager. I må have en dejlig dag.
 På CPH Garden fandt jeg et tudsebo. Jeg har nemlig haft en tudse omkring min vandbalje de sidste 6-8 uger, så nu skulle den da have en bolig :) Den er simpelthen så nuttet :)
 'Tudse' var på aftentur i går aftes.





 Min selvsåede hvide ridderspore er ENORM i år. Over 2,5 meter høj. Den har placeret sig helt forkert - i Flammebedet, men den får lov at blive stående.

 Vi skal have plukket ribs i morgen.
 Snart er der tomater i lange baner :)

 En buket fra en af mine 7. klasser.
 Den umådelig flotte gaveregn fra mine elever, da de havde sidste skoledag inden ferien.

onsdag den 14. juni 2017

Farvel til folkeskolen :) (Dette indlæg har intet med haven at gøre.)

Efter sammenlagt 18 år i den danske folkeskole har jeg sagt mit job op :)

I stedet skal jeg fra 1. august arbejde på en friskole - og jeg glæder mig helt vildt.
Hvert forår siden 2013, når jeg har fået udleveret første udkast til næste skoleårs arbejdsopgaver, har jeg fået en knude i maven; hvordan pokker jeg skulle kunne nå alt det og stadig give mine elever en god undervisning....og dette forår var ingen undtagelse...og så alligevel...

Til forskel fra tidligere år, hvor jeg blot resignerede, kunne jeg i år føle jeg blev vred; vred over at jeg endnu et år åbenbart skulle drænes for al energi ved at passe mit job og ikke mindst hele tiden med risikoen for at gå ned med stress igen. Det skulle være løgn, skulle det.

Så, jeg begyndte at se mig om efter et andet job fra ca. midten af maj måned.  Jeg elsker at undervise (omend det har været svært de sidste fire år) så i første omgang ville jeg se, om jeg kunne finde et nyt lærerjob.

Jeg udelukkede ikke nogle skoleformer i første omgang og opdagede, at nogle folkeskoler ikke opererede med fuld tilstedeværelse, hvilket jo var et stort plus, da det alt andet lige måtte betyde mere sammenhængende skemaer. (Se afsnittet Hvorfor jeg forlader folkeskolen længere nede, for en uddybning.)

Jeg begyndte helt forfra med at lave et nyt CV, da det gamle var ti år gammelt og mildest talt kedeligt at se på.

Nå, men for at gøre en lang historie en smule kortere, faldt jeg over en friskole, der bl.a. søgte en tysklærer. Jeg skrev en ansøgning og blev indkaldt til samtale. Samtalen gik vældig godt, syntes jeg - og det var jeg ikke den eneste, der mente, for jeg fik jobbet :)

I mandags underskrev jeg mit ansættelsesbrev og dagen efter sagde jeg mit nuværende job op.
I dag, onsdag er mine kolleger blevet orienteret og jeg regner med at give eleverne besked på fredag.

Hvorfor jeg forlader folkeskolen

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg til tider har haft et "lettere anstrengt forhold" til Lov409 (Lærernes arbejdstidslov). Der er  nemlig ingen tvivl hos mig om, at Lov409 var hovedårsagen til min lange stress-sygemelding sidste år.

Mange tror det er tilstedeværelsespligten, der irriterer os lærere mest ("Nå, dit klynkehoved, skal du nu tilbringe hele din arbejdstid på din arbejdsplads, ligesom vi andre gør?" - ofte sagt med slet skjult fryd i stemmen.) men det er det nu ikke.

Den største ulempe ved tilstedeværelsespligten er de elendige skemaer man får som lærer. Det er komplet umuligt at lave en sammenhængede forberedelse*.

Jeg har i løbet af mandag og tirsdag fire mellemtimer til forberedelse. De ligger placeret med to timer hver af dagene...men ikke to sammenhængende timer! Det er komplet umuligt at få "flow" i ens forberedelse, når man hele tiden skal holde øje med tiden for ikke at komme for sent til næste lektion.

Onsdag har jeg 3 sammenhængende mellemtimer - det batter lidt mere. Til gengæld har jeg 15 af mine 27 ugentlige lektioner i løbet af torsdag (8 lektioner) og fredag (7 lektioner)....derfor laver jeg aldrig forberedelse de to dage. Jeg er simpelthen for bombet i hovedet efter så mange lektioner.

En del gange i årets løb har jeg brugt 5-8 timer i løbet af en onsdag til forberedelse - og har kunnet opleve det "forberedelsesflow" jeg savner helt vildt meget.

Det største problem for mig med Lov409  er dog, at loftet over hvor mange timer man kunne/måtte læse blev fjernet. Den ekstra undervisning jeg er blevet pålagt; tiden til den er taget fra min forberedelsestid. Dvs. flere undervisningstimer, men mindre forberedelsestid. Det hænger ikke sammen.

Det har været svært for mig at acceptere, at jeg har måttet "sætte barren lavere"  Altså, sænke mine faglige ambitioner og skrue ned for mine faglige forventninger til eleverne. (Det var hvad den ene af mine ledere sagde jeg skulle, da jeg udtrykte frustration over, at jeg ikke mere kunne nå, hvad jeg tidligere kunne.)

Tænk, hvis man krævede af en læge, at han sænkede sit faglige niveau!

For hvert år der er gået siden lockouten i 2013, har min glæde ved at være lærer været for nedadgående og jeg har tænkt utallige tanker om, hvad pokker jeg så skulle lave, hvis jeg ikke skulle være lærer.

Først og fremmest fordi jeg måtte sænke mine faglige ambitioner. Når man altid har undervist for at ens elever skulle blive rigtig gode til ens fag, så er det svært at "skrue ned". (Meningen med Folkeskolereformen var da vist ellers, at eleverne skulle blive dygtigere, ikke?)

Det har også været dræbende for min kreativitet, at jeg ikke mere kunne nå at lave så mange undervisningsmaterialer, som jeg plejede (Fx. Cooperative Learning-kort og små spil, som er rigtig gode til sprogindlæring)

I forbindelse med folkeskolereformen, med de meget længere skoledage (Vi har undervisning til 15.45) er vi så også blevet bedt om pålagt at minimere lektiemængden.

Jeg skulle hilse og sige, at eleverne ikke bliver lige så gode til f.eks. tysk, som de bliver, hvis de får lektier for hjemme. (Hvis de da ellers laver dem!)  Et af de vigtigste punkter i sprogindlæring er nemlig gentagelse og diverse øvelser for at træne det emne, der er blevet gennemgået i skolen.

Det er ikke løgn, når jeg siger, at jeg især de sidste to år har følt mig totalt drænet for energi; at jobbet har suget al energi ud af mig. Jeg ved det med sikkerhed, for den energi, begejstring og ikke mindst lettelse jeg føler nu, er helt ubeskrivelig.

Jeg glæder mig som en sindssyg til igen at kunne være lærer "som jeg plejede" - på en skole, hvor det forventes at lærerne har en høj faglighed.

Jeg skal undervise i engelsk og tysk......og formentlig også nogle andre fag, men det ved jeg ikke endnu.

De her sidste to skoleuger får jeg også temmelig travlt, da jeg skal have pakket ti års lærerliv sammen i flyttekasser....skal lige have sorteret med hård hånd først...så tør ikke love regelmæssige bloggerier før efter d. 28. juni.

Jeg vil stoppe for nu, da indlægget er blevet rigeligt langt, men nu ved I hvorfor der har været så tavst på min blog.

* Forberedelse kan indeholde: mailkontakt med forældre via Intra, indskrive lektier på Min Uddannelse, opstille læringsmål, rette stile/opgaver, evaluere undervisningen, fotokopiere, finde tekster, planlægge de næste timers undervisning, sørge for der er sammenhæng i undervisningen, udarbejde opgaver, mailkorrespondance med kolleger, planlægning sammen med kolleger f.eks. i forbindelse med emneuger, lave årsplaner (nu med læringsmål) osv. osv.

fredag den 9. juni 2017

Her sker lidt meget for tiden...

...heldigvis af den positive slags.

Skal nok vende tilbage snarest :)