onsdag den 30. april 2008

Åh - udeliv!

Jeg fik en god portion frisk luft i dag. Jeg fik nemlig forårsklargjort terrassen.
Godt nok mangler jeg stadig mit "plantebord", men det er pt. indisponibelt, da det er fyldt med "gives-til-loppemarked-flyttekasser".

Grillen og havestolene er heller ikke kommet frem endnu.

Til gengæld er krukkerne blevet "støvet af" og sat frem igen.

Mine nyindkøbte tete-a-tete har fået en fremtrædende plads lige ved min yndlingsplads; bænken. Der elsker jeg at sidde og nyde livet med noget drikkeligt og måske en smøg eller to.


 Bænken er fra mit barndomshjem, lavet af min far.

Den er lige så gammel som jeg - så den kunne godt trænge til at blive plejet lidt. I løbet af sommeren skal den derfor slibes og så have en omgang træbeskyttelse.

Havde overvejet at male den hvid, men kan faktisk godt lide dens varme træfarve, og man kan vel få klar træbeskyttelse?!

Mens jeg knoklede, fulgte Capriccio mere eller mindre med i mine gøremål.

Det fik jeg taget et ganske sjovt billede af:


 Indendøre - i vindueskarmen - er der også kommet liv og farver. Ikke så mange farver, som jeg kunne tænke mig; der mangler f.eks. noget blåt, men det har pyntet gevaldigt!



Jo, det har været en dejlig dag - og selvom det skulle regne i morgen, så kommer jeg i det mindste hjem til en masse glade farver :o)

tirsdag den 29. april 2008

Det ku' den li'!

Min rabarber har jeg altid haft stående i en spand, simpelthen fordi den ellers ville brede sig alt for meget - og med en frimærkestor klat jord, havde jeg ligesom ikke "råd" til det. Stående i spanden har den givet udbytte, men naturligvis ikke så meget. Efter æbletræerne i min bette have er blevet fældet, så har jeg fået 2-3 m2 ekstra jord - så der har jeg nu sat rabarberen - og dét er noget den kan lide! Den blev omflyttet i søndags - og er allerede vokset pænt på de to dage.

 

Er lidt spændt på, hvor stor den har tænkt sig at blive :o)

Nu jeg alligevel var ude med kameraet skulle de strålende farver, der møder mig som det første, når jeg kommer træt hjem fra job, da også lige foreviges:

 



Det er forøvrigt lidt sjovt, som tulipaner har det med at skifte farve. Sidste år blomstrede disse i en sart lyslilla. Lyslilla kan man næppe kalde årets farvevalg:

 

Uh - det er bare så dejligt med forår - man kan ikke blive andet end glad i låget :o)

mandag den 28. april 2008

Den første tand!

Snakkede lige med min nevøs mor; i dag er hans første tand brudt frem!

Øj, han bliver stor - og han har jordens stolteste moster - ingen tvivl om det! *G*

Lettere frustreret tysklærer

Mon jeg lider af unødvendig stress for tiden?

Det får jeg at vide på onsdag.

Onsdag er nemlig dagen, hvor det bliver offentliggjort hvilke fag, der er udtrukket til prøve i år.

Eftersom jeg har en 9. klasse i tysk, interesserer det mig jo en hel del.

 At jeg så gerne ville have vidst det for længe siden (hvor skolens kontor fik besked - men de undervisende lærere må altså ikke vide noget før eleverne - det har ministeriet bestemt) er så en anden sag.

Jeg er forøvrigt ikke specielt begejstret for den nye prøveform; den egner sig bare slet ikke til elever, der overhovedet ikke gider tysk. At få sådanne sløve padder til at skrive en disposition og få den afleveret inden deadline - det kan åbenbart ikke lade sig gøre.

På trods af, at eleverne allerede fik at vide for 1 måned siden, at deadline var i fredags, har jeg da kun modtaget 12 ud af 25! Jeg må trøste mig med, at de er næsten lige så sløve i andre fag - men jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg bliver møghamrende irriteret over, at de da for filan ikke kan nosse sig færdige.

 Dertil skal siges, at de har haft hele 6 tysktimer til at arbejde med dispositionen i klassen! Det er ret lang tid! (Timer, hvor vi var to lærere på, så vi kunne nå så mange som muligt - alligevel valgte en hel del bare at pjatte rundt - og jeg valgte altså at bruge min tid og energi på at hjælpe de, der faktisk arbejdede - frem for at bruge undervisningstiden på at få spradebasserne til bare at sætte sig ned...!)

Der er stadig 3-4 stykker, som ikke er gået i gang endnu!!

Efterhånden er jeg nået til det punkt, at så må de sgu bare gå til prøve uden disposition - og så bliver resultatet da også derefter, ikke at en disposition ville have hjulpet ret meget på det i forvejen!

Såfremt tysk bliver udtrukket onsdag har jeg helt til d. 5.5 til at få indsamlet samtlige dispositioner, nå at få rettet de 10 endnu ikke sete dispositioner og give dem tilbage til eleverne OG atter modtage den renskrevne disposition, få tjekket deres individuelle opgivelser, lavet lister over samtlige opgivelser og få afleveret det hele osv. osv.

Senest d. 18.5 skal jeg så have fabrikeret 28 forskellige spørgsmål indenfor de emner vi har arbejdet med, nøje afpasset efter hvilke emner eleverne har valgt i dispositionen.

Hvis eleven f.x. har valgt "Berlin" til sin disposition, så må han/hun ikke trække et spørgsmål i den kategori.

Hurra for en masse logistik, man også lige skal have gang i mht. spørgsmålstrækning og derved prøverækkefølgen... doh!

Egentlig kunne jeg jo bare have sørget for at arbejdet var blevet lavet færdig allerede i marts - men jeg må indrømme, at min lyst til at arbejde "gratis" i flere timer ikke lige er det, jeg ynder mest, når der er så meget andet forberedelse jeg kunne lave i stedet for.

Derfor er jeg overhovedet ikke gået i gang med de der "kontrolspørgsmål" endnu.

Såfremt tysk ikke bliver udtrukket ville arbejdet jo være total spild af tid - for pokker hvor det dog ligner UVM at lave sådan en gang prøvemakværk.

 På sin vis håber jeg, at tysk bliver udtrukket - for det første for at få afprøvet prøveformen (Jeg har sjovt nok læst masser af positive indlæg fra lærere, der var på den sidste år - men er som allerede nævnt temmelig negativ stemt overfor den - den giver mig i hvert fald en hel del mere stress end den gamle gjorde. Den gamle tog max. 5-6 timer at forberede incl. kopiering og det var så det. Foreløbigt har jeg brugt 9-10 timer på den nye her - og er slet ikke færdig endnu.) men også fordi en del af eleverne ville have godt af at skulle til prøve i et fag, de fleste af dem hader - og derfor har sjoflet det meste af året.

På den anden side ville det ikke genere mig spor, hvis tysk ikke blev trukket ud - det ville nemlig betyde, at min tyskundervisning i 9. klasse ville være slut for i år - og jeg ville kunne koncentrere mig om mine andre hold og glemme alt om prøver. (Okay, ikke helt - skal ud som censor et par gange, men ellers...)

Nå - og nu vil jeg så sætte mig ud på terassen - nyde en smøg, mens jeg falder lidt ned igen - og så lede efter flere mulige tekstopgivelser.

P.S. En ting ligger dog helt stramt: Min undervisning næste år i 9. bliver bundet fuldstændig op på hvilke emner, jeg allerede har ekstratekster til (til elevernes individuelle opgivelser), så der bliver ikke plads til impulsive tema-ideer til næste år.

 Så nu bliver årets undervisning altså tilrettelagt efter prøven - og ikke som tidligere, hvor prøven afspejlede årets arbejde.

Ikke skidesmart, efter min mening, men nødvendigt, da jeg ikke gider havne i denne situation igen.

søndag den 27. april 2008

En god nats søvn gør underværker

Fredag aften mødtes jeg med nogle af mine tidligere kolleger. Der var god mad, iskold hvidvin og pigesnak, som mænd ikke kan tåle at høre - hehe - og hold k... hvor var det sjovt!

Jeg kom først i seng kl. 5 fordi jeg absolut skulle trækkes med på Damhuskroen af alle steder! Nåhm, det var okay at pjatte rundt på dansegulvet med tøserne et par timer, men så var jeg altså også så bombet, at jeg ville sove. Som sagt, så gjort. En taxa hjem til veninden og på hovedet i seng.

Næste morgen ved middagstid stod jeg i ført arbejdstøj og smadrede løs på en bræddevæg i min søsters kolonihave. Det var dælme sjovt at smadre løs, når det samtidig havde et formål; at rive en halv hytte ned.

Kl. halv seks om aftenen var jeg dog så træt, at jeg hellere måtte bevæge mig hjemad, inden jeg var så træt, at jeg ikke kunne føre mcen på betryggende vis.

Inden klokken var halv otte sov jeg. Og jeg sov og sov og sov - vågnede først lidt i ni her til morgen.

Dagen er gået med oprydning/rengøring/lettere havearbejde og om lidt skal jeg i gang med skoleforberedelsen.

Efter sådan en weekend er jeg glad for at der kun er tre arbejdsdage i den kommende uge.

torsdag den 24. april 2008

Drømmen er brast :o(

Jeg har jo egentlig altid troet, at jeg en skønne dag ville blive husejer, men den drøm er nu skudt effektivt i sænk.

Ifølge kloge hoveder skal man nemlig ikke købe en bolig, medmindre man har håndværksmæssig kunnen indenfor mindst snedker-, tømrer-, og vvsområdet - og det ville jo være synd at sige, at jeg har det. Minireparationer kan jeg nok finde ud af, men det tæller ligesom ikke i det store regnskab.

Godt har jeg en hel del venner/bekendte, der er håndværkere - og som sikkert også gerne ville være mig behjælpelig med småreparationer - men det kan jeg jo ikke bruge som grundlag til at købe hus.

Så - intet hus til Esther.

En andelsbolig ville jo så være oplagt, da man også der ejer sin bolig, men ikke står for den udvendige vedligeholdelse.

Men - selvom jeg skulle begynde at spinke og spare helt vildt og droppe alle fornøjelser, så vil jeg aldrig kunne få sparet de 500.000 ,- eller mere sammen, som sådan en bolig kræver i indskud.

For slet ikke at tale om, at den månedlige ydelse så ligger på i gennemsnit 8.000 og op + formodentlige udgifter til el, vand og varme. En pris jeg slet ikke har råd til at betale på en lærerløn.

Så - heller ingen andelsbolig til Esther.

Tilbage er kun lejebolig som mulighed og jeg må indrømme, at det slet ikke giver samme lyst til at spare en hel masse penge op. Bevares, det er da altid rart med ”penge i banken”, men det ville nu virke tusind gange mere befordrende på opsparingslysten, hvis der stod ”hus” på pengene.

Det kan jo heller ikke betale sig at forbedre en lejebolig - lige bortset fra noget maling på væggene en gang i mellem - alt andet er at smide penge ud af vinduet.

Så summasumarum er, at jeg har måttet opgive drømmen om nogensinde at komme til at bo som jeg ønsker det; at have nok plads til alle mine ting.

Fordi jeg er enlig, er jeg kun berettiget til 2 værelser, så drømmen om et ”kontor/arbejdsrum” er også brast.

Det er en meget bitter pille at sluge, eftersom eget hus var livsdrøm nummer to efter motorcyklen.

Eneste - utopiske - mulighed ville være at droppe mit lærerjob og påbegynde en håndværkeruddannelse, men det er jeg desværre blevet for gammel til.

lørdag den 19. april 2008

Italiensk med besvær

Hmpfr... !

Regnede jo med at italiensk blev udbudt i Køge igen i år - det gjorde det jo for 2 år siden, og eftersom det er et 2-årigt forløb, regnede jeg da med det startede igen til august -men jeg blev snydt, gjorde jeg.

Hvis jeg vil lære italiensk, så har jeg bare at tage til enten Roskilde eller Greve, og med det berømte danske vintervejr in mente, så er det ligesom ikke aktuelt.

Så, hvis jeg vil lære italiensk, så bliver det vist som totalt selvstudium - ergo er det næppe meningen, at jeg skal lære det sprog. ØV.

Den holder stadig!

Hm...det var ellers meningen jeg skulle være fortsat med havearbejdet i dag - men det satte "Band of Brothers" en effektiv stopper for.
Jeg fik boksen af kollegerne, da jeg stoppede på jobbet sidste år.

Endnu havde jeg ikke fået set den (udover den gang den blev vist i tv - for snart længe siden) - men i går aftes skulle det altså være...og jeg skal da lige love for den stadig holder en tryllebunden foran skærmen.

Da den blev vist i tv, syntes jeg den var god, men den er endnu bedre som bokssæt; den vinder meget ved at blive set som én lang film.

På et eller andet tidspunkt i nat har jeg dog sat dvd'en på pause, lige inden jeg faldt i søvn, men eftersom jeg vågnede allerede halv otte i morges - på sofaen - kunne jeg straks ryge tilbage til 2. Verdenskrig.

Så på trods af det gode vejr, kom jeg ikke ud i det før ved tretiden i eftermiddags.

odt nok var jeg færdig med selve filmen ved 12-tiden, men så var der jo lige en pæn bunke ekstra features, der også lige skulle ses...

 I morgen tager jeg dog revanche mht. det gode vejr - jeg skal nemlig ud og se min nevø - og det foregår i kolonihaven :o)

onsdag den 16. april 2008

Lede lærer.... :o)

Min klasse synes nogle gange, de har det rigtig hårdt med mig som lærer; de skal lave alt for meget, det er "åndssvage opgaver" de får serveret, jeg kræver for meget af dem, og sidst men ikke mindst mener de, at de er ved at drukne i lektier. (Overdrivelse fremmer forståelsen, hvilket enhver, der har kendskab til teenagere, ved alt om.) Stakkels unger - det er næsten lige før, jeg får ondt af dem...

 I dag havde de så en af de superhårde timer. Den stod nemlig på sætningsanalyse. I ved grundled, udsagnsled, genstandsled, hensynsled, omsagnsled til grundled og forholdsordsled. (Jeg venter lige med at forvente de latinske betegnelser, til de har styr på analysen.)

Selv de, der næsten aldrig spørger om hjælp til opgaver, blev nødt til at spørge - til deres store frustration; de plejer jo at kunne selv. Jeg mener naturligvis, det har været sundt for dem at prøve ikke at kunne finde ud af noget lige med det samme ;o)

Det var forøvrigt sjovt at se, hvordan de fleste elever var temmelig opgivende i starten, for så efterhånden at få styr på de første led....og så det næste...og så .........hov...og med et bredt, stolt smil udbryde: "Jeg har lavet den her sætning 100% rigtig, Esther!"

Jo, de skal nok få lært det - allesammen - også selvom det skulle tage sin tid. Den tid er givet godt ud, for jeg ved nemlig alt om, hvor mange tysk-timer jeg kan spare i den anden ende, når eleverne kan sætningsanalyse! :o)

mandag den 14. april 2008

Ikk' så tosset endda

Vågnede kl. 4.35 i morges og kunne absolut ikke falde i søvn igen, og det var ikke fordi jeg ikke prøvede.

 Næsten en time lå jeg og blev mere og mere irriteret over ikke at kunne falde i søvn igen. Kl. 5.30 "kunne det da også bare være ligemeget"....og jeg stod op. ...og nu er det så, at jeg har fundet ud af, det slet ikke er så tosset igen at komme tidligt op.

Jeg har nået alt "morgenhalløjet", såsom bad, madpakkeklargøring etc. allerede nu - lige bortset fra indtagelse af morgenmaden.

 Ja, jeg har endda fået smidt en vask over... og jeg skal først ud af døren 7.15.

Tænk at have så god tid - og så på en mandag!

 P.S. At jeg så godt ved, jeg vil være ualmindelig træt i eftermiddag - det er en anden sag :o)

søndag den 13. april 2008

Italiensk med besvær

Hmpfr... ! Regnede jo med at italiensk blev udbudt i Køge igen i år - det gjorde det jo for 2 år siden, og eftersom det er et 2-årigt forløb, regnede jeg da med det startede igen til august -men jeg blev snydt, gjorde jeg.

 Hvis jeg vil lære italiensk, så har jeg bare at tage til enten Roskilde eller Greve, og med det berømte danske vintervejr in mente, så er det ligesom ikke aktuelt. Så, hvis jeg vil lære italiensk, så bliver det vist som totalt selvstudium - ergo er det næppe meningen, at jeg skal lære det sprog. ØV. .


Som tiden går

Det slog mig lige, at jeg blev konfirmeret på denne dato - den 13. april - i 1980...

Det er lige før jeg føler mig gammel...

lørdag den 12. april 2008

Et skråplan

Jeg lavede den sidste rettelse for 10 minutter siden - og nu ligger der tre stakke med rettede opgaver på bordet.

Det er dælme en imponerende arbejdsindsats jeg har ydet i dag. Ikke at jeg er færdig med skolearbejdet - men det er faktisk kun "småting" (sammenlignet med at rette skriftlige opgaver) jeg mangler.

Godt nok hører jeg næsten hele tiden en stemme, der siger "Du burde vel også lige lave...." - den stemme er svær at overhøre.

Der er altid et eller andet materiale jeg kan lave, bare fordi.... Det er min plan at få lavet al nødvendig forberedelse inden jeg går i seng i aften, så jeg vitterlig HAR fri i morgen.... og så er det jeg igen kan høre stemmen sige "Så har du jo en hel dag til at lave undervisningsmateriale i".... ...og eftersom jeg - siden jeg skiftede job - har temmelig svært ved overhovedet at finde på noget at lave, der IKKE har med skolen at gøre, når jeg har fri, så er det jo det nemmeste at lytte til stemmen (igen) og bruge hele søndagen på skolearbejde.

Jeg befinder mig på et skråplan...suk.

My life in a nutshell...!

Har både engelske, tyske og danske opgaver at rette, så det kan hurtigt komme til at fylde hele weekenden, men jeg håber, jeg kan få det hele klaret i dag, så søndagen er fri... ...og så er det lige nu det slår mig, at ovenstående jo ganske godt illustrerer, hvorfor jeg blogger så sporadisk nu; der sker jo intet i mit liv, der er værd at berette om.

Det kører på hverdag, hver dag. .. og hverdag vil altså sige ARBEJDE og intet andet.

Hvis vi lige ser bort fra de par udsendelser jeg ser i tv og de bøger jeg læser, når jeg er gået i seng, så går resten af min fritid med forberedelse, udarbejdelse af nyt undervisningsmateriale, faglig læsning etc. etc..

Selv min elskede motorcykel bliver kun brugt som transportmiddel til/fra jobbet. (Men det kan altså også hænge sammen med at vejret endnu ikke indbyder til længere ture.)

 Og selvom jeg jo selv synes, at mit job er okay, så er det ikke synderligt interessant for andre at høre om, hvormeget forberedelse jeg skal nå inden næste dag/i løbet af weekenden i hovedparten af mine indlæg.

Hvordan jeg skal lave om på det ved jeg dog ikke - og om jeg overhovedet skal ændre noget - jeg kunne jo også bare droppe bloggen, men det har jeg egentlig ikke lyst til.

Til gengæld er jeg dødtræt af mit nuværende totalt gammeldags layout - men jeg fatter nada af Wordpress, som jeg ellers synes rigtig godt om - så jeg fortsætter "som jeg plejer" (= hverdagen igen!) ...og nu har jeg vist lukket tilstrækkelig meget rodet og intetsigende bavl ud, så jeg må hellere holde.

 Undskyld forstyrrelsen.

lørdag den 5. april 2008

Det er edderma'me snyd!

Så er det endelig fredag ( igår altså!) og jeg glæder mig til det bliver weekend.

Ugen på jobbet har slidt på mig, så jeg ser frem til at kunne få ladet batterierne op igen... og hvad sker der så i løbet af dagen?

Tja, allerede fredag formiddag begynder jeg at få hoste og "irriteret hals".... senere fredag eftermiddag begynder jeg at småfryse og derfra er der ikke langt til de første ægte tegn på, at jeg næppe får ladet batterierne op i løbet af denne lørdag og søndag; det gør lidt ondt i halsen, når jeg synker.

 Jeg går tidligt i seng - meget tidligt - og sover inden klokken er 21.

Vågner ved 4-tiden fordi det gør meget ondt i halsen hver gang jeg synker. Giver mig til at læse lidt, falder atter i søvn.

Vågner igen ved 8-tiden. Det gør ikke ondt i halsen mere, til gengæld føler jeg mig generelt utilpas.

Hovedet føles tungt og tanken om alt det skolearbejde jeg nu ikke får lavet, fordi jeg har det skidt, har ikke just en positiv indvirkning på humøret.

Jeg hader at være bagud! ...og nu er det vist tid at gå i seng igen.