Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

torsdag den 27. december 2018

Som november, så også december...

Goddag. Lang tid siden.

Ikke med min gode vilje, men december viste sig akkurat lige så travl som november.

Heldigvis kunne jeg gå på en velfortjent juleferie allerede onsdag d. 19. kl. 12 - men så var der lige alle juleforberedelserne...
Af julebagningen nåede jeg dog kun at bage jødekager, da jeg pludselig fik lyst til at sy dug, servietter, samt lave pynt til julebordet. Det tog nemlig to dage at få lavet, men jeg er tilfreds med resultatet - så det var tiden værd!


Vi var klar d. 24, hvor Carstens børn kom og holdt jul sammen med os. Min mor og hendes mand skulle også have været med, men måtte desværre melde afbud pga. sygdom.
 
Vi havde en hyggelig juleaften, med god mad, spil, dans om juletræet og "fast arbejde" mht. at holde kattene fra de dinglende julekugler på træet! Især syntes Zinnia og Scipio, at det var en herlig ting!

Nå, men ingen kugler kom til skade. Juletræet er forlængst sat udenfor og står og venter på at blive klippet op til dækkegran - hvis vi da ellers får vinter på et tidspunkt.

Julegaverne var rigtig fine. Bla. fik Carsten og jeg nogle brætspil. Jeg fik en taske, parfume og ikke mindst disse to fine æggebægre - med, ja rigtig gættet, KROKUS som motiv :)
Til sidst et par billeder af kattene :)
 Zinnia ææælsker Quintus - og lægger sig gerne opad ham, når der skal soves.
 I det hele taget er Quintus den af de to gamle, der er mest tilfreds med de "nye". Her ligger han sammen med Scipio.
 Felix har accepteret de nye, men han vil stadig helst have sin "moar" for sig selv. Så har han det bedst.
Om lidt ankommer min søster og familien - på kort "udveksle-julegaver-visit inden de skal videre, så jeg er den, der er smuttet.

Næste indlæg bliver forøvrigt haverelateret...
Kender du det med at man "bare skal bestille to poser frø"....og ender med at bestille mange flere? Ahem...!

søndag den 25. december 2016

Store Slåbrokdag

De sidste ugers travlhed op til jul har sat sig sine spor.

I hvert fald blev jeg mægtig træt igår aftes, hvor juleaften var forbi omkring kl. 22. Kærestens børn var lige kørt hjem og vi sad og hyggesnakkede med min mor og bonusfar.

Derfor har dagen i dag også været tilbragt mest på langs i sofaen, inklusiv en hel del lure undervejs.

Jeg føler mig stadig lidt groggy, så det varer nok ikke så længe inden jeg går i seng. Så håber jeg, at jeg føler mig frisk til at få ryddet julen af vejen i løbet af imorgen.

Det havde været en gevaldig god og hyggelig juleaften. Min mor og bonusfar ankom ved middagstid til den sædvanlige risengrød med nisseøl.

Ved 15-tiden ankom kærestens fire børn (18-23 år) og så gik eftermiddagen med hyggesnak, og den sjoveste omgang pakkespil vi endnu har prøvet i min familie:

Vi var otte personer og to terninger.

Slår man 1 eller 6 må man vælge en pakke. På den måde bliver pakkerne fordelt lidt hurtigere. Da alle pakker var fordelt, blev der sat en tid og så gjaldt det om, at rage så mange pakker til sig som muligt:

Slår man 1 eller 6 må man vælge en pakke, slår man 3 skal man aflevere en af sine pakker til sidemanden til venstre, slår man 4 skal man aflevere en pakke til sidemanden til højre. Hvis man ingen pakker har, kan man ikke aflevere nogen.

Det betød, at der var en livlig aktivitet hele bordet rundt - og selv de små pakker blev også inddraget i spillet, da det jo var dem, man sendte videre til sidemanden.

Da uret ringede betød det, at vi alle havde oplevet at sidde med 8-10 pakker det ene øjeblik...og 0-2 det næste øjeblik. Desuden endte vi faktisk med at få mindst to pakker, da spillet var slut. At det så oven i købet var nogle brugbare gaver, gør det jo bare endnu bedre.

Jeg fik nogle bageforme i pap (som kan tåle at komme i ovnen) og et køkkenur (Hvilket var perfekt, da mit gamle - fra 1988 - synger på sidste vers.)
 Køkkentjansen klarede jeg, min mor og bonusfar. I år fik vi både and og flæskesteg. Jeg spiser ikke selv and, men det var jo godt nok, eftersom sådan en 2,5 kg and ikke indeholder ret meget kød, så var der trods alt nok til, at alle de andre kunne få lidt and.
Vi kunne gå til bords allerede 17.30 - så allerede en times tid efter var det blevet tid til at danse om juletræet og synge nogle sange...ikke at vi kunne huske ret mange af versene, men det var  vældig underholdende.

Derefter var det gavetid og det foregik stille og roligt, med tid til at se hinandens julegaver, når de blev pakket op. Rigtig hyggeligt.

Vi var alle meget glade og tilfredse med vores gaver, så det var dejligt.
Kæresten og jeg fik en kasse med skånske delikatesser, og en, tiltrængt, ny dobbeltdyne, Den nuværende er over ti år gammel og er begyndt at lække fjer, hver gang man skifter sengetøj. Temmelig upraktisk.

Den gamle dynes fjer, har jeg tænkt mig at opbevare og så tilføre komposten en håndfuld eller to af og til, så de kan gøre nytte i haven.

Vi fik også to grå, lækre bløde plaider samt to hvide lammeskind. De har nu frisket vores "nye gamle" stole op, så de er blevet noget pænere at se på.
Ellers fik jeg:
to bluser
en striktrøje
en undertrøje
en ordentlig limpistol - Bosch PKP 18 E

en comfort-pude
lakrids fra Johan Bülow
køkkenhåndklæder
to filtede bordskånere
2 x 6 dækkeservietter (6x lilla + 6 x brune)

to små Margrethe-skåle
en Margrethe-skål med riveindsats
Så, alt i alt en rigtig god "høst", som jeg er meget tilfreds med...og så har jeg ikke en gang udvekslet julegaver med min søster & co. endnu.

 Kattene havde også en festlig aften, her er det Quintus, der morer sig...!
 Nu vil jeg dog kravle i seng og satse på jeg er noget mere frisk i morgen.

I ønskes en rigtig glædelig bagjul :)

tirsdag den 20. december 2016

JULEFERIE!

Kl. 11.15 her til formiddag fik jeg juleferie. Hurra, hurra, hurra.

Lige som det meste af november og december, fløj også den sidste hele arbejdsuge afsted.

I fredags var vi i biografen for at se den nye Star Wars-film "Rogue One". Den var god :)

Lørdag og søndag d fik vi gjort hele huset julerent (=ekstra grundig rengøring) og jeg fik købt de sidste julegaver. Kæresten mangler et par stykker endnu.

Lørdag aften tog vi til Bilka i Hundige og fik klaret indkøb af alt til julen - bortset fra flæskestegen, der skal hentes i en nærliggende gårdbutik på torsdag.

Det var mærkeligt at gå og handle ved midnatstide - og jeg var noget forbløffet over, hvor mange folk, der egentlig var på det tidspunkt. Ikke at der var fyldt, der var vel 30 biler på parkeringspladsen, men det var flere end jeg havde regnet med. Kl. 1.15 var vi hjemme igen.
Det var da meget sjovt at prøve at handle på det tidspunkt, men det er næppe noget vi gentager.

Hvad angår de næste par dage, så ser det sørme ud til, jeg er i god tid i år. Det er en ny fornemmelse, men okay, jeg har så også ligget vandret i luften de sidste mange uger.

Jeg har tilbragt eftermiddagen i en frisørstol, men ellers står der kun julebagning (klejner, jødekager og sønderjyske fedtkager) på programmet onsdag og torsdag.

Fredag d. 23. går jeg så småt i gang med forberedelserne af julemiddagen, ligesom juletræet skal ind i stuen og pyntes, så det står klar til d. 24. hvor min mor og bonusfar er inviterede til risengrød kl. 12.30.

Ved 15-tiden dukker kærestens fire børn så op og så kan julen begynde for alvor. Det skal nok blive hyggeligt :)

Da vi holder jul sammen med kærestens børn i år d. 24., skal vi ikke holde julefrokost. Det giver mig lidt ro at vide, jeg ikke har den opgave i år. Tror også, det er derfor jeg føler mig mere afslappet i år.
---

Forleden fik jeg Impectas frøkatalog ind ad døren. Jeg har allerede smugkigget i det...og sat et par post-it...men mon ikke jeg får tid til at få det kigget igennem en gang til, inden jeg sætter mig ved computeren og bestiller frø. Det tror jeg.
Ligesom jeg glæder mig til at sætte mig med de 5-6 haveblade jeg stadig mangler at få læst.

Bloglæsningen glæder jeg mig også til at få lidt tid til igen.

Min juleferie i år er forøvrigt forlænget med fire dage (På grund af erstatningsferie), så jeg har juleferie t.o.m. mandag d. 9. januar.

De fleste af dagene mellem jul og nytår skal vi et eller andet, men dagene i januar er stadig helt tomme....men jeg har da planer om at få malet nogle urtepotter, skrevet lidt om min have, få syet lidt og få sorteret i nogle af kasserne på loftet.

Hvis jeg har større behov for at slappe af end at lave noget, så er det dog det jeg gør. Det er meget vigtigt, at jeg er helt udhvilet, når jeg starter på jobbet igen d. 10. januar.

Nu vil jeg dog gå i køkkenet og forberede noget aftensmad. Hav en dejlig aften.

søndag den 11. december 2016

Vandret...

...i luften...

Sådan føles mit liv lige for tiden. Derfor der er stille her på bloggen, men jeg skal nok vende tilbage snarest (også med kommentarer på jeres blogge.)

Inden længe (Helt præcist d. 20.12 kl. 11.15) går jeg på juleferie t.o.m. mandag d. 9. januar. Det glæder jeg mig meget til. Vi har, med vilje, næsten ingen aftaler i kalenderen, udover "familie-jule-tamtam" og det passer mig helt fint.

Jeg trænger til, når julen er forbi, at lave lige præcis det jeg har lyst til; om det så er at læse bøger, se tv, læse/skrive blog, lave såplaner for 2017, male med vintage paint...osv. osv.

Nedenfor en (ultrakort beskrevet) gennemgang af hvad de sidste par uger er gået med.

24.11 - Foredrag med Erik Bering - Kredsens julearrangement

26.11 - Endelig kom de første lyskæder op udenfor.

26.11 - Julefrokost i MC-klubben.

1.12 - Så kom der også lyskæder på skuret.


30.11 - Jordens Søjler - min fødselsdagsgave fra kæresten.

1.12 - Så er der pyntet til jul - og havenissen er flyttet ind.

3.12 - Så fik jeg lavet kalenderlys-dekorationen. Bedre lidt senere end aldrig.

3.12 Dahliaerne blev endelig stuvet af vejen. Måtte allerede kassere en del pga. råd...Har på fornemmelsen, at temmelig mange af de nedpakkede vil gå til, så er indstillet på at "starte forfra" næste forår - det er okay.

3.12 - Julefrokost i bestyrelsen (Haveselskabet Roskilde-Køge)

4.12 - Juleindkøbstur i Border Shop inkl. kort visit hos Henriette i Rødby.

5. 12 - Sidste omgang blomsterkursus i denne omgang. Er på igen til foråret. Har fået rettet lysene, så de står lige :)

6.12 - Kærestens børn var her til aftensmad.

7.12 - Fik købt fire julegaver. mangler nu kun syv.

10.12 - Udestuen blev - endelig - ryddet op. Vi fik sat lyskæder op derude og juletræet blev indkøbt og sat på fod - også i udestuen, så det er klart til at flytte ind i huset d. 23.

Derudover fik jeg skrevet årets julepost - 20 styk.


11.12 - i dag.
Julemarked på Svenstrup Gods. 




Der var mange fine ting, men jeg blev nu kun fristet af nogle lækre, store kogler og noget gran :)


Hjemme igen lavede jeg et par dekorationer. Bl.a. i den lille zinkvogn jeg købte på loppemarked i Christiansfeld. Solen skinner i udestuen, derfor de lidt uklare farver.

Ved hoveddøren står der nu også dekoration.

En "lysbakke" lavet af deko-rester. Ikke specialt fancy, men den er enkel.


På jobbet har jeg haft temmelig meget rettearbejde i de sidste par uger pga. karaktergivning. Mangler stadig en bunke engelske fantasy/sci-fi-historier. Dem skal jeg nå inden på fredag.

Jeg er nærmest blevet helt forpustet af, hvor meget jeg har nået de sidste par uger, så tror jeg vil gøre som Felix herunder. Godnat :)

onsdag den 23. november 2016

Krusmølle Jul

I forbindelse med vores tur til Sønderjylland, var vi inviteret til brunch på Krusmølle. Det var en meget smuk tur dertil, da vi først var kørt af motorvejen.

Selve stedet er et hyggeligt sted. Den weekend vi var der, var også den weekend, hvor de startede det årlige "julemarked".
Efter indtagelsen af brunchen havde vi tid til at gå rundt og opleve stedet.
Der var små boder udenfor og juleopstillinger indendøre.





Indenfor var der også en meget stor butik med "brugskunst"....Der var mange smukke ting, men hold så lige op for nogle priser!

Jeg havde intet problem med at lade pungen blive i inderlommen, men pænt så det da ud.
Her nogle flere billeder fra butikken.