Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag

onsdag den 2. januar 2019

Første indlæg i 2019

Det kan godt være det kun lige har været vintersolhverv, men jeg er helt overbevist om, at jeg allerede kan mærke vi går mod lysere tider :)
Hvis jeg kommer i tvivl, går jeg bare en tur udenfor og kigger i nogle af mine krukker - for der er nemlig liv.
Jeg er så spændt på at se mine mange nye krokus i blomst, men ved også godt de først begynder at blomstre i slutningen af februar, så jeg væbner mig med tålmodighed.
 Sidste forår havde jeg plantet hornvioler i de tre store krukker ved indgangen. De har flittig sået sig selv, så de skærver der ligger i indkørslen, skal luges grundigt til foråret.
Et par af dem har jeg gravet op og sat i min store plantekasse, så kan de stå der og se smukke ud her i kulden.
 Billederne er forøvrigt fra i går, hvor vinden endnu ikke var så voldsom. Derfor lykkedes det mig at få taget et par billeder af de fnuglette frøstande på den ene clematis.


Imorgen starter jobbet igen, så en stor del af dagen i dag er gået med forberedelser. Jeg synes mine to ugers juleferie er spurtet afsted. Jeg har slet ikke nået at lave meget af det, jeg ellers gerne ville lave, såsom mosaik, men det er okay.

Jeg kan nemlig mærke, at jeg har været helt nede i gear. Carsten og jeg har fået spillet en masse spil og så er vi også begyndt at lægge et puslespil, som jeg fik i julegave af nevøen.
Det tager sin tid, da jeg ikke har gjort meget i puslespil. Før dette - med 1000 brikker - var min "rekord" vist 225 brikker, så det er noget af en forskel!
Hvornår vi bliver færdige med det, ved jeg ikke - men forhåbentlig inden længe, så vi kan få spisebordet igen :) (Bordet er slået ud, så vi kan godt sidde og spise i den ene ende af det.)

P.S. Jeg ved godt man kan købe sådan et "puslespilsmåtte", der kan rulles sammen, men så tit lægger vi jo heller ikke puslespil. Derfor klarer vi også med masonitpladen :)

mandag den 20. februar 2017

Forårsblomster og vintage paint

Sådan en regnfuld februarmandag passer det mig helt fint at have vinterferie.

Vi var ude i en lille halv time igår, men det var nu blot for at pille alle vores lyskæder ned - og på trods af Thyborønhabitten, så var det altså koldt.

Jeg havde overvejet at komme i gang med at klippe stauder ned, men nu hvor de har lovet både nattefrost og eventuelt også sne, så venter jeg med det.

I dag regner det sådan on/off, så jeg tilbringer tiden indendøre. Jeg måtte dog lige ud og tage et billede af min fasters erantis, der står så fint lige nu. Jeg er så glad for, at de ikke er gået til, men nu langsomt begynder at brede sig. De første par år var der 1-2 blomster, nu er der 8.
Desuden tog jeg lidt billeder af de blomster jeg har stående i udestuen, indtil de kan plantes ud i haven.


Ellers går dagen med at få malet lidt urtepotteskjulere. Det er lang tid siden sidst, så det er helt rart at side med penslen igen.
Jeg har købt en ny farve 'Warm Grey' og den er meget fin, synes jeg.
Nogle af urtepotterne har fået et serviettryk på, så her lidt nærbilleder.
Jeg er også ved at male et lille bord - det får i at se, når det er færdigt.

Ellers står dagen på madlavning. Vi får et vennepar til aftensmad i aften, så jeg er så småt gået i gang med forberedelserne. Vi skal nemlig have rijstaffel - og det tager lidt tid at forberede.

Hav en dejlig mandag.

søndag den 25. december 2016

Store Slåbrokdag

De sidste ugers travlhed op til jul har sat sig sine spor.

I hvert fald blev jeg mægtig træt igår aftes, hvor juleaften var forbi omkring kl. 22. Kærestens børn var lige kørt hjem og vi sad og hyggesnakkede med min mor og bonusfar.

Derfor har dagen i dag også været tilbragt mest på langs i sofaen, inklusiv en hel del lure undervejs.

Jeg føler mig stadig lidt groggy, så det varer nok ikke så længe inden jeg går i seng. Så håber jeg, at jeg føler mig frisk til at få ryddet julen af vejen i løbet af imorgen.

Det havde været en gevaldig god og hyggelig juleaften. Min mor og bonusfar ankom ved middagstid til den sædvanlige risengrød med nisseøl.

Ved 15-tiden ankom kærestens fire børn (18-23 år) og så gik eftermiddagen med hyggesnak, og den sjoveste omgang pakkespil vi endnu har prøvet i min familie:

Vi var otte personer og to terninger.

Slår man 1 eller 6 må man vælge en pakke. På den måde bliver pakkerne fordelt lidt hurtigere. Da alle pakker var fordelt, blev der sat en tid og så gjaldt det om, at rage så mange pakker til sig som muligt:

Slår man 1 eller 6 må man vælge en pakke, slår man 3 skal man aflevere en af sine pakker til sidemanden til venstre, slår man 4 skal man aflevere en pakke til sidemanden til højre. Hvis man ingen pakker har, kan man ikke aflevere nogen.

Det betød, at der var en livlig aktivitet hele bordet rundt - og selv de små pakker blev også inddraget i spillet, da det jo var dem, man sendte videre til sidemanden.

Da uret ringede betød det, at vi alle havde oplevet at sidde med 8-10 pakker det ene øjeblik...og 0-2 det næste øjeblik. Desuden endte vi faktisk med at få mindst to pakker, da spillet var slut. At det så oven i købet var nogle brugbare gaver, gør det jo bare endnu bedre.

Jeg fik nogle bageforme i pap (som kan tåle at komme i ovnen) og et køkkenur (Hvilket var perfekt, da mit gamle - fra 1988 - synger på sidste vers.)
 Køkkentjansen klarede jeg, min mor og bonusfar. I år fik vi både and og flæskesteg. Jeg spiser ikke selv and, men det var jo godt nok, eftersom sådan en 2,5 kg and ikke indeholder ret meget kød, så var der trods alt nok til, at alle de andre kunne få lidt and.
Vi kunne gå til bords allerede 17.30 - så allerede en times tid efter var det blevet tid til at danse om juletræet og synge nogle sange...ikke at vi kunne huske ret mange af versene, men det var  vældig underholdende.

Derefter var det gavetid og det foregik stille og roligt, med tid til at se hinandens julegaver, når de blev pakket op. Rigtig hyggeligt.

Vi var alle meget glade og tilfredse med vores gaver, så det var dejligt.
Kæresten og jeg fik en kasse med skånske delikatesser, og en, tiltrængt, ny dobbeltdyne, Den nuværende er over ti år gammel og er begyndt at lække fjer, hver gang man skifter sengetøj. Temmelig upraktisk.

Den gamle dynes fjer, har jeg tænkt mig at opbevare og så tilføre komposten en håndfuld eller to af og til, så de kan gøre nytte i haven.

Vi fik også to grå, lækre bløde plaider samt to hvide lammeskind. De har nu frisket vores "nye gamle" stole op, så de er blevet noget pænere at se på.
Ellers fik jeg:
to bluser
en striktrøje
en undertrøje
en ordentlig limpistol - Bosch PKP 18 E

en comfort-pude
lakrids fra Johan Bülow
køkkenhåndklæder
to filtede bordskånere
2 x 6 dækkeservietter (6x lilla + 6 x brune)

to små Margrethe-skåle
en Margrethe-skål med riveindsats
Så, alt i alt en rigtig god "høst", som jeg er meget tilfreds med...og så har jeg ikke en gang udvekslet julegaver med min søster & co. endnu.

 Kattene havde også en festlig aften, her er det Quintus, der morer sig...!
 Nu vil jeg dog kravle i seng og satse på jeg er noget mere frisk i morgen.

I ønskes en rigtig glædelig bagjul :)

tirsdag den 22. marts 2016

...Og vi har knoklet...

...dog ikke herhjemme, men "sydpå" - i Rødby hos Henriette.

Sidst vi var dernede lovede vi at kigge forbi en dag i påsken og hjælpe hende lidt med haven. Det var så i dag vi indfriede vores løfte.

Vi ankom lidt over halv ti og gik straks i gang; kæresten med at slibe hendes arbejdsbord og jeg med at grave en sti igennem halvdelen af hendes have.

Er du tosset, hvor det var hårdt arbejde for hænder, skuldre, nakke, ryg og knæ, men for pokker da en utrolig lækker jord hun har. Jeg blev helt misundelig. Den har lige den rette blanding af muld og ler...SÅ lækker og blød at arbejde i.
Henriette havde selv gravet hen til det første "knæk".
Søde Holger underholdt ved sin blotte tilstedeværelse i pauserne - og dem var der en del af - for ryggens skyld. Herman så jeg ikke skyggen af. Den kylling ;)
 Endelig blev jeg færdig. Gætter på det tog 1-1½ timer i alt.
 Da jeg var færdig med at grave stien ud, var næste opgave at tage nogle fliser op og så ellers fjerne grus/stabilgrus med masser af sten.... det tog sin tid, men jeg blev da færdig.
 Derefter ny jord i og så blev der plantet clematis, en timian og to saxifraga. Senere plantede Henriette nogle flere planter i bedet, så det blev fyldt ud.
 Da kæresten var færdig med at slibe bordet, begyndte jeg at give det linolie, mens han og Henriette lavede højbede af paller.
 Bordet blev vældig pænt og Henriette var glad.
 Således så haven ud, da vi tog afsted. Højbedene kan ses bag trillebøren.
Inden vi kørte satte vi også lige en reol/hylde op for hende indendøre - og så kunne vi køre hjem. Da var jeg også bare totalt træt i krop og hoved. Jeg kan altså godt mærke, jeg ikke er 27 mere...!

Jeg ved godt klokken kun er godt halv ni, men jeg er simpelthen så træt, at jeg går i seng lige om lidt...og glæder mig over, at vi ikke har en eneste aftale de næste fire dage (bortset fra jeg skal til blomsterbinding i morgen)...

Kan I sove godt, når I når dertil :)

søndag den 20. september 2015

Høstmarked på Stevns

I formiddags var vi som sagt til Høstmarked hos Engvang Frugt & Grønt her på Stevns. Markedet er ikke specielt stort, men det er hyggeligt og man (=jeg) bliver altid fristet af de lokale lækkerier, der fremvises.


De fleste af boderne solgte spiselige lækkerier. Vi kom bl.a. hjem med en dejlig oksespegepølse med hvidløg. Enkelte boder solgte garnuld/garn, smykker og små tapasskåle.


Friskpresset æblemost kunne smages...


Den mest spændende bod, synes jeg var Grønninggaards. Der kunne man få forklaret, hvordan rapsolie fremstilles.
Det var muligt at åbne en af rapsbælgene (til venstre i billedet) og hælde frøene ud i en stor beholder (midten øverst)

Rapsfrø indeholder 50% olie, men da de koldpresser dem - for ikke at ødelægge olien - presser de ikke alt olie ud af dem. Jeg glemte at spørge hvad de egentlig gør med restproduktet.

Jo, det var virkelig spændende at høre om.


Dyr var der også at kigge på. F.eks nogle nuttede geder, der dog var temmelig sky. Hurra for kameraets zoom ;)


Lidt høns var der også.

Det var også muligt at gå på opdagelse i Engvangs hindbær- og jordbær-tunneler, ligesom vi kunne gå i æbleplantagen.


Her lidt nærbilleder af godterne :)


Selvfølgelig kørte vi ikke tomhændede hjem. Kæresten fik sig nogle øl fra Stevns Bryghus og jeg nogle nektar fra Engvang. Desuden en flaske rapsolie.

Derudover blev det til en lækker hindbærmarmelade og en forrygende stikkelsbærmarmelade med hyldeblomst.

Den mest specielle specialitet var nok en meget, meget tynd mirabellepuré. Den er fantastisk som salatdressing, når den blandes med rapsolie og lidt salt og peber, så den måtte vi også have et par glas med hjem af.


Jo, det var et dejligt høstmarked :) Håber du også har haft en dejlig søndag.

mandag den 2. februar 2015

Gourmetaften

En ny tradition er opstået:

Hver 3./4. måned mødes vi med et vennepar - på skift hos hinanden - til "gourmetaften".

De første to gange har hun (=de) stået for forret og hovedret, mens jeg (=vi) har stået for dessert og en kage.

Jeg kan godt lave mad, men er bedre til at bage/lave desserter og hun har det lige omvendt, så det var jo nemt at beslutte, hvem der lavede hvad.

Næste gang bytter vi dog....det bliver en udfordring for os begge. Ingen tvivl om det!

Nå, men for at vende tilbage til vores gourmetaften i lørdags, så var det helt sjovt at overlade sit køkken til en anden og bare slappe af og vente på vi skulle spise.

Jeg havde nemlig dagen i forvejen bagt det jeg skulle; marmorkage til eftermiddagskaffen og en citron-cheesecake med hvid chokolade til dessert.

Et par billeder fra i lørdags:

Lammerullen forberedes

Så er den klar


Aftenens menu

1. forret: Grøntsags-urtesuppe bl.a. med gulerod, pastinak, spidskommen, kanel...m.m. Dertil ristede nødder og brød.



2. forret: Reje-et-eller-andet med spinatblade



Hovedret: Lammerulle med syrlig kartoffelsalat m/bacon. Dertil salat med rå porrer, løg, kål



Dessert: Citron-cheesecake med hvid chokolade


Vi synes det er hyggeligt med sådan en aften og jeg er allerede gået i tænkeboks mht. næste gang, hvor det jo er mig, der skal lave forret og hovedret...!

Jeg er ret sikker på det bliver noget "italiensk-inspireret" mad, så jeg ikke føler mig helt på glatis, men kan godt mærke jeg føler mig mere usikker, end hvis jeg skulle lave dessert og kage.... Haha, men det er jo sundt med den slags "benspænd" - og også lidt sjovt.

P.S. Mændenes job er at sørge for drikkevarer - det klarer de til UG ;)