Halløjsa

Jeg er her endnu – og det er min have også.

Men både haven og jeg er i en fysisk mere slidt forfatning end sidste gang, jeg skrev her i august 2020.

Jeg vil ikke tærske langhalm, men for at kunne forstå resten af dette indlæg er det nok nødvendigt at give lidt baggrundsinformation. Ellers tror jeg ikke, at ret meget af det følgende kommer til at give mening.

Jeg tror allerede nu, at jeg kan love, at dette bliver et meget langt indlæg.

Jeg lover dog at sætte overskrifter på undervejs, så du kan springe de dele over, som du synes er uinteressante.

Så lad os starte med lidt...

Baggrundsinformation

Allerede tilbage i 2020 var jeg begyndt at opleve smerter i hænderne – især i højre tommelfinger. Jeg gjorde dog ikke mere ved det. Der var jo også den der virus, som florerede, så der var ingen grund til at gå til lægen og risikere smitte.

(Totalt ligegyldig bonusinfo: Jeg blev først ramt af corona i november 2023!)

Nå, vi springer hurtigt videre.

I efteråret 2022 gik Carsten og jeg fra hinanden, og eftersom det var mit hus, var det ham, der flyttede.

Nogenlunde samtidig var jeg så ved lægen ... og fik konstateret middelsvær til svær slidgigt i bevægeapparatet, dvs. knæ, hofter og højre fod – og ikke mindst i højre hånd.

Hvad betyder slidgigten konkret for mig?

Der er ingen tvivl om, at slidgigten fylder meget i mit liv nu – ikke fordi jeg ynder at dvæle ved den, men fordi den besværliggør min hverdag i udpræget grad.

Ting, jeg bare gjorde før – mange af dem kan jeg slet ikke længere.

Jeg vil ikke skrive flere sider om genvordighederne ved slidgigt, men her er en liste over nogle af mine irritationsmomenter. Du er velkommen til at springe videre til næste afsnit 😊

Ting, som slidgigten har gjort mere besværlige

Indendørs

• Jeg kunne i flere år kun sove 1½–2 timer ad gangen, før smerterne vækkede mig – indtil jeg investerede i en elevationsseng.
• Jeg kan kun sove ordentligt i min elevationsseng og sover meget dårligt i almindelige flade senge.
• Jeg tager ikke på ferie eller overnatter hos andre, fordi jeg ikke kan sove ordentligt væk hjemmefra.
• Jeg har svært ved at åbne flasker med skruelåg.
• Jeg kan sjældent åbne glas uden hjælpemidler.
• Jeg kan ikke gå op eller ned ad trapper uden smerter. Jeg har et trin op til mit hus...!
• Det gør ondt at skrive i hånden, og jeg er begyndt at mærke de samme symptomer i venstre hånd.
• Jeg har svært ved at løfte tunge ting, f.eks. en tung bageplade ud af ovnen.
• Jeg bliver hurtigt fysisk udmattet og har brug for længere restitution efter belastning.
• Min balance er blevet dårligere, og jeg kan pludselig snuble eller miste balancen.
• Det tager en krig at gøre huset rent – og det gør det ikke ligefrem nemmere, at jeg har ret mange ting!

I haven

• Jeg kan ikke længere bare bukke mig ned og trække en mælkebøtte op med hånden.
• Jeg kan ikke ligge på knæ og luge som tidligere på grund af smerter i især højre knæ.
• Jeg kan ikke støtte på højre hånd mod jorden under havearbejde uden smerter.
• Jeg kan kun bruge min fugekratter i kortere perioder, før hånden gør for ondt, og jeg må sidde på en skammel og bukke mig forover, hvilket belaster min lænd mere.
• Jeg kan ikke gå ret langt eller arbejde ret længe i haven uden at blive meget træt og øm i hele kroppen.
• Jeg kan ikke løfte krukker uden risiko for at tabe dem.
• Beskæring og andre opgaver, hvor jeg skal hive eller trække, giver hurtigt smerter i hånden.
• Mange af de små, spontane haveopgaver, som tidligere tog få minutter, kræver nu planlægning eller må helt opgives.

Listen kunne sagtens være meget længere, men jeg er ret sikker på, at du allerede nu har et klart billede af mine udfordringer 😊

Hvad så nu?

Igennem det sidste halve års tid er jeg begyndt at tænke rigtig meget over, hvordan jeg kan gøre hverdagen nemmere for mig selv. 

Og her tænker jeg både på mit hus indvendigt, men så sandelig også på min have.

De sidste par år har haven fået lov til at passe sig selv det meste af tiden. Dog med en enkelt undtagelse sidste år, hvor jeg betalte en mindre formue for at få luget gangstierne og terrassen. 

Det betød, at jeg igen kunne bruge min terrasse, og derfor sad jeg også lidt ude i haven sidste år. Men der har været flere år, hvor jeg slet ikke opholdt mig i haven. Der kunne gå uger, hvor jeg slet ikke gik derud.

Hvis man kigger mine billeder igennem, kan man også se det. Der er kæmpestore huller, hvor jeg stort set ikke har fotograferet haven.

Hele min pænt store samling af krokus (66 forskellige sorter) – og endda nogle af de meget sjældne – er gået tabt. Det samme kan siges om en stor del af mine klematis. Til gengæld stortrives diverse ukrudtsplanter!

Men jeg vil ikke fokusere på alt det negative. I stedet vil jeg forsøge at kigge fremad – og det er her, Livskvalitetsprojektet kommer ind i billedet.

Jeg synes, det er nødvendigt lige at forklare en lille smule om det, for igen: Det er baggrundsinformation.

Livskvalitetsprojektet

Allerede nu mærker jeg konsekvenserne af slidgigten i min hverdag, og de bliver næppe mindre i takt med, at jeg bliver ældre.

Derfor har jeg sat mig for at lave et livskvalitetsprojekt, som jeg kalder det.

Meget kort fortalt går det ud på, at jeg nu har cirka to og et halvt år – altså frem til årsskiftet mellem 2028 og 2029 – til at få ryddet så meget ud i mine ting, at det bliver nemmere at holde huset rent (og der bliver mindre for mine efterladte at skulle rydde op i).

Dengang jeg lige var flyttet ind, kunne jeg rengøre hele hytten på ca. 2 timer. Nu tager det et par dage, fordi jeg kun kan holde til at tage et par rum ad gangen. Dette skyldes i høj grad, at jeg ofte skal flytte rundt på ting først for at kunne gøre rent, så derfor skal der ryddes ud.

Men det her projekt handler også om haven.

Min have kommer nok aldrig op på samme niveau, som den har været tidligere. Det tror jeg ganske enkelt ikke er realistisk. Men mit mål er heller ikke perfektion.

Mit mål er, at haven igen bliver et sted, hvor jeg har lyst til at opholde mig.

Et sted, der giver mig glæde.

For det savner jeg faktisk.

Og det var så her, jeg kom i tanke om min gamle haveblog.

Jeg ved godt, at langt de fleste haveblogs – sådan var det i hvert fald, sidst jeg skrev haveblog – mest viser det, der lykkes. Det gjorde min blog sådan set også. Der var masser af pæne blomsterbilleder og billeder af ting, der lykkedes.

Den største undtagelse var nok de tomatplanter, som var angrebet af de der klamme lus.

Men ellers viste jeg for det meste de pæne sider af haven.

Det har fået mig til at tænke lidt over, om bloggen måske kan bruges på en lidt anden måde fremover.

Og det vil jeg fortælle mere om i næste afsnit.

Bloggens nye formål

Jeg tænker faktisk, at min haveblog vil være det perfekte sted for mig at dokumentere, hvad der sker i min have fremover.

Dengang jeg anlagde haven, brugte jeg bloggen til at dokumentere, hvordan haven blev til. Det var faktisk også blogindlæggene, jeg brugte som støtte, da jeg senere skrev min lille bog om, hvordan haven blev skabt.

Så hvorfor ikke gøre det samme igen?

Jeg tænker, at bloggen denne gang kan bruges til at fortælle historien om, hvordan jeg forsøger at få noget af min have tilbage.

For som jeg skrev lige før, så ved jeg godt, at haven aldrig kommer op på samme niveau som i 2017- 2019. Det var årene, hvor jeg både holdt Åben Have, og hvor haven blev omtalt i blandt andet Isabellas og Jyllands-Posten.

Der kommer jeg aldrig hen igen.

Men mindre kan altså også gøre det.

Hvis jeg igen kan få lyst til at opholde mig i haven, nyde den og bruge den, så er det faktisk en ret stor sejr.

Og måske kan bloggen samtidig være med til at dokumentere både de små og de store fremskridt undervejs – og formentlig også nogle tilbageslag.

Allerede nu kan jeg dog lige så godt sige, at jeg ikke kommer til at blogge på samme niveau som sidst.

For det første, fordi jeg slet ikke er i haven hver dag.

For det andet, fordi der er andre ting, der fylder rigtig meget i mit liv nu.

For eksempel broderi, som gamle læsere af bloggen nok godt ved, at jeg altid har været glad for.

Det er nemlig en af de ting, jeg stadig kan.

Jeg kan faktisk stadig sidde og brodere i adskillige timer uden at få nævneværdigt ondt i hænderne, og derfor broderer jeg rigtig meget.

Simpelthen fordi min krop tillader det.

Så selvom haven forhåbentlig kommer til at fylde mere i mit liv igen, kommer den ikke til at fylde alt.

Og det er faktisk også helt okay.

Tillykke

Hvis du læser denne overskrift, har du sandsynligvis læst hele indlægget. Det synes jeg faktisk er ret flot. 😉

Her afslutningsvis vil jeg lige smide et par billeder op af mine Lykkefund-roser, som netop er begyndt at blomstre.

Det er helt bevidst, at jeg i dette indlæg ikke viser billeder af alt det, der ikke ser særlig pænt ud i haven lige nu.

Tro mig – det skal nok komme.

Jeg ved ikke, hvornår næste indlæg dukker op. Det kommer, når jeg har fået lavet noget i haven. Skal vi ikke bare sige det sådan?

Og så er jeg da lidt spændt på, om der overhovedet er nogle af mine gamle læsere tilbage.

Det må tiden vise.

Men hvis du stadig er her, så tak fordi du læste med.

Og hvis ikke andet, så ses vi forhåbentlig igen mellem ukrudtet, roserne og de næste kapitler i historien om, hvad der sker med haven herfra.

Esther