Viser opslag med etiketten stenbed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stenbed. Vis alle opslag

onsdag den 19. februar 2020

Ufrivilligt vand i haven

I denne regnvinter, hvor mange viser billeder af deres mere eller mindre oversvømmede haver, blev jeg inspireret til at skrive lidt om, hvad jeg har gjort for at slippe for en oversvømmet have.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke vil være muligt for alle at gøre som jeg. Her er f.eks. ingen åer/søer i umiddelbar nærhed - men måske man alligevel kan blive lidt inspireret.

Den 27. august 2011 fik vi skybrud og tordenvejr. Husker ikke mere, hvor mange mm vi fik, men det var meget vand på kort tid og det kunne sagtens ses i min have, selvom husets tagrender er tilkoblet en faskine:

Her i det, der nu er køkkenhaveafdelingen. På fliserne til venstre står nu min store plantekasse (med særlige vintergækker og erantis) ligesom der er kommet endnu et pallerammehøjbed op.

Nu ligger her chaussesten, så vandet forsvinder hurtigt, når regnen er ophørt. Nogle gange kan det regne så voldsomt, at der danner sig små pytter, fordi vandet "står i kø" for at synke ned i jorden.  De forsvinder dog 5-10 min. efter tørvejr har indfundet sig.
 Jeg har tidligere beskrevet, hvor hård og usamarbejdsvillig jorden var, da jeg begyndte at arbejde i haven i foråret 2011.

F.eks. i maj måned, hvor jeg skulle have plantet mine gule clematis (dem på den store bue sammen med Lykkefund.) 

Jeg stod nærmest oppe på spaden og hoppede, men ikke om den kunne komme i jorden, så jeg måtte blødgøre jorden ved at hælde vand på. Den lille smule vand her på billedet var 1 time om at synke ned i jorden. Det fortæller vist meget godt, hvor kompakt jorden var af traktose og den stevnske lerjord.
Jeg mener at huske, det tog omkring 2½ timer at få gravet et hul dybt nok til en enkelt clematis! Det var jo før jeg fik min totandede greb.

Tilbage til skybruddet i 2011; Især stod "Lagkagebedet", som jeg kaldte det dengang, under vand.

Jorden til venstre hældte jeg på, for at vandet ikke skulle nå ind til husets sokkel, derfor den er så klumpet. Godt nok har jeg ikke kælder, men bare for en sikkerheds skyld.
 Det var heller ikke meget bedre ved rønnebærtræet.
 I det hele taget stod det meste af græsplænen under vand - og det tog timer efter uvejret var ophørt, før vandet var sunket ned i jorden.

Man kan vist roligt sige, at det meste sejlede.
Dette er et af de kommende blå bede, hvor der på det tidspunkt stadig lå græstørv, jeg havde gravet af, da jeg begyndte at lave bede. Her var der også vand.
 Flammebedet stod også under vand..
 Som det ses, er det længe før, jeg fik lavet en sti ind igennem bedet.

Den dag i august 2011 besluttede jeg at få gjort noget ved haven, hvis jeg da ellers kunne, så jeg ikke ville opleve sådanne oversvømmelser igen.
Siden dengang i 2011 har jeg fundet på adskillige tiltag for at begrænse vandmængderne i haven.


  • Græsplænen er væk.
  • Flere stier er anlagt - chaussestensstierne er klart de bedste til at opsuge vand pga. de brede fuger.
  • Under etableringen af hver sti er de øverste 30-40 cm jord gravet af og der er fyldt op med brolæggersand.
  • Hver gang jeg har rodet i et af bedene, har jeg tilført både kompost og grus/sand og nogle gange også lecasten for at skabe bedre dræn.
Det bedste jeg har gjort, er dog at anlægge en "regnvandskanal", der til dagligt fungerer som en sti mellem to bede.

Den er anlagt dengang jeg opdelte "Lagkagebedet" i to bede; et stenbed og et "lyst bed" - tilbage i 2013.

Først fik jeg samlet en masse sten sammen, især gik jeg efter nogle med en rimelig flad side, som skulle bruges til trædesten. 

Så gravede jeg en ca 25-30 cm dyb rende mellem de to bede og fik lagt "trædestenene" i brolæggersand. Resten af stenene kunne så bruges til at udforme et stenbed.
 Her er stenbed og stien lagt. Nu skal stenbedet "udfyldes" med småsten og en blanding af grus/muld, før plantning.
 Det er lidt svært at se på billedet herunder, men stien ligger lidt dybere end de to bede. 
 Det kan nok bedre fornemmes på dette billede. (medmindre man bliver totalt distraheret af alt rodet i baggrunden...haha.)
 I forbindelse med andet anlægsarbejde i haven (Den lille udvidelse af terrassen) kunne jeg endelig få fyldt mere grus i stenbedet og selvfølgelig på stien.

Hvordan går det så nu, når det styrter ned med vand?

De eneste steder, hvor der nu danner sig store pytter ved skybrud/heftig regn er på terrassen (op mod "den forhøjede sti") og på de stier af SF-sten, der var anlagt, da jeg flyttede ind.

Min "regnvandskanal" er fyldt med vand, når det virkelig høvler ned, men jeg har flere gange kunnet konstatere, at alt vand er sunket væk 15-20 min. efter regnens ophør.

Så, jeg kan konstatere, at mine tiltag har virket.

Haveselskabet har forøvrigt skrevet en udmærket artikel (gratis for alle) om regnvandsbede:
https://haveselskabet.dk/anlaeg-et-regnbed, hvis man gerne vil have nogle ideer.

mandag den 20. januar 2020

Før og nu - Terrassen m.m.

I januar 2011 tog jeg lidt fotos af terrassen og når jeg ser på billederne nu, synes jeg der ser helt utroligt bart ud - og kan næsten ikke forstå, at jeg har fået den til at se så meget anderledes - og pænere ud.
Som den ser ud her, ser det nærmest ud som om den slet ikke passer ind, synes jeg....eller også er det bare fordi jeg synes, der er alt for meget græs. Haha.
Her ses terrassen så i august 2018 - noget af en forskel.
 Jeg er så småt begyndt at indføre "Middelhavsterrasse-elementer" så som oliventræ, terracottakrukker og en lille søjle.

I sommeren 2019 fik jeg hængt mine "Middelhavs-mosaikker" op, ligesom jeg fik sat malede dåser med pelargonier på terrassen.
En 100% Middelhavsterrasse får jeg ikke, men det er heller ikke meningen. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med, hvordan terrassen ser ud nu.
 Min mosaik med Santorini-motivet hænger over stenbedet, så man kan se det, når man sidder på terrassen.
 Min delfin hænger under køkkenvinduet, hvor jeg synes den hænger helt perfekt.
Mosaikkerne er taget ind for vinteren og står i udestuen, men jeg glæder mig til de kan komme ud og hænge igen.

Eftersom hele haven er blevet omlagt, gælder det naturligvis også områderne omkring terrassen.
Den 25. marts 2011 begyndte jeg at udgrave det første bed - lagkagebedet, kaldte jeg det pga. dets form.
Det var mægtig hårdt arbejde, da der var traktose i den stive lerjord, men jeg kæmpede en brav kamp med spaden (Det var før jeg fik min fine to-tandede greb, der er meget nemmere at arbejde i jorden med.)
I starten brugte jeg bedet til de planter jeg havde fået fra min fasters have og som "planteskole"...men efter et par år, havde jeg mistet "tålmodigheden" med bedet og besluttede, at der måtte ske noget drastisk.
Bedet fungerede slet ikke - og slet ikke under skybrud, hvor det i stedet stod under vand i ret lang tid.

I april/maj 2013 omlagde jeg derfor bedet; opdelte det i to bede; det ene blev til det lyse bed og den anden del til et stenbed, adskilt af en dybereliggende stensti.

Tanken var at stenstien skulle fungere som regnvandskanal under skybrud - og det virker helt perfekt, har jeg efterfølgende kunnet konstatere adskillige gange. Vandet samler sig i "kanalen" og når skybruddet er stoppet, går der max. 10-15 minutter, så er alt vand sevet væk.

2017
2018
2018
...og således slutter endnu en omgang "Før og nu".  Jeg burde have indhold nok til to indlæg mere i samme stil; mangler stadig de blå bede og Flammebedet. Teoretisk set kunne jeg også lave et indlæg om hvordan stierne har set ud i haven. Vi får se, hvad det bliver til :)

torsdag den 18. juli 2019

Som sand mellem fingrene...

...forsvinder dagene for mig og det er over en måned siden jeg skrev mit sidste indlæg.

Der har godt nok også været knald på med:

  • Diverse arrangementer på skolen, herunder dimission
  • Frivillig på CPH Garden alle fire dage
  • Børnedag i min MC-klub

Derudover har jeg knoklet løs med mine mosaikker til min Middelhavsterrasse. De tager tid, skulle jeg hilse og sige.
Jeg er nu færdig med den ene og Carsten får den hængt op snart, håber jeg.
Jeg sidder ved spisebordet og arbejder - godt bordet kan trækkes ud, så vi stadig kan få mad ;)

Den største mosaik er jeg ikke helt færdig med endnu, men det bliver jeg forhåbentlig meget snart, så vi kan få vores stue igen.
Haven er vi også - næsten - igennem. Mangler stien foran udestuen og de blå bede. Har haft en veninde til at hjælpe mig med at klippe ned (det er det hårdeste for min ryg), det har været dejligt.
 Glæder mig over, at indgangen til haven nu ser præsentabel ud :)
Forhaven er også fin.
 Det samme er "baghaven".
Stenbedet (t.v.) har fået nye planter. Zinnia havde hevet størstedelen af de gamle op! 
For at forebygge, har jeg smidt småsten overalt i bedet og håber det kan afholde hende fra at besørge der fremover. Indtil videre ser det ud til at have virket. Vi krydser fingre.
På terrassen har jeg endelig fået tilplantet og placeret de konservesdåser jeg har malet.

Så har der været en del dyrlægebesøg. Tre styk på en uge; Felix er nu officielt vores "Guldkat"...! Han har haft urinsvejsproblemer, noget der tit rammer hankatte....men vi skulle vist være ovre det værste nu. Her ligger han på mig og vågner efter narkosen.
Apropos dyr, så har jeg også været reservemor en enkelt dag fordi en solsort havde valgt at lave rede i min clematis...med det resultat, at ungerne selvfølgelig faldt ned i haven, den dag de dumpede ud af reden...! Det var fast arbejde at redde dem fra fire katte! Jeg bestilte nærmest ikke andet i to dage.

Den ene unge fik jeg også fodret med larver fra min alpina-clematis. Det var ret sjovt at prøve.
 Ungerne forsvandt dog under hegnet ind til naboen - og så kunne jeg jo ikke gøre mere for dem.
Min ryg har brokket sig igår og i dag, så det sidste stykke havearbejde må - stadig - vente...dødirriterende, men så har jeg jo tid til mosaikken.

Carsten har kun ferie næste uge med. Jeg har også rigeligt med skoleforberedelser til næste skoleår, men det går jeg i gang med, når Carsten skal arbejde igen.

Jeg satser på at knokle på i mange timer hver dag, så jeg forhåbentlig kan komme igennem opgaverne på 4-5 dage, og så igen holde lidt ferie. Jeg skal først starte på job d. 8. august.

Nu vil ryggen dog have pause, så jeg vil lægge mig på sofaen.

lørdag den 27. maj 2017

Hul i hækken

Det skrider da langsomt fremad med forårsklargøringen af haven.
Torsdag var vi på Fyn hele dagen og fik derfor ikke lavet spor i haven, men det var hyggeligt derovre.

Igår knoklede vi så og fik bl.a. klaret et af de hængepartier, jeg har haft de sidste tre-fire ÅR, nemlig at få flyttet nogle buksbom, så de kom hul i hækken ved stenbedet/det lyse bed.
Billederne her er fra sidste år, så man bedre kan se hvor i haven det er.
Vi fik flyttet tre af buskene til skyggebed I, der manglede lidt hæk.
Derefter fik Carsten lagt lidt flere marksten og lagt stiens fliser pænt igen.
Til sidst, efter jeg havde luget stien, kom der grus på....og jeg er SÅ tilfreds med resultatet.
Indlægget her er skrevet på Ipad'en, så hvis layoutet ser lidt mærligt ud, så er det derfor. Jeg kan nemlig kun skrive på htmlkodeside, da jeg ikke kan scrolle på den sædvanlige indlægsside. Jeg får først rettet det til, når jeg sidder ved min rigtige pc. Af samme årsag er alle billeder, undtagen det første små. Det får jeg også rettet.

søndag den 27. marts 2016

Diverse forårsprojekter

Fredag, hvor hosten stadig ikke havde udviklet sig så meget fik vi endelig klaret den årlige "hadeopgave"; nemlig at vaske udestuen ned.

Eftersom jeg ikke var helt frisk, var det kæresten, der klarede alt med vaskning af ruder, rammer osv...dvs. den hårdeste del af jobbet. Han er altså dejlig!

Jeg rengjorde alle møbler og krukker, potter osv. og hvad jeg nu ellers har stående derude.

I år tog det kun seks timer. Det plejer at tage mindst otte, så enten var der mindre beskidt eller også er det fordi indretningen med kasser/kurve til mange af tingene gør det hurtigere at rydde. Jeg tror mest på det sidste.

Her et før og efterbillede.
Umiddelbart er der måske ikke den store forskel at spore, men se så her:
 Løgkassen med de afblomstrende løg er sidenhen blevet sat udenfor.
Den store stålreol er nu fyldt med alt min blomsterbinderi-hejs...utroligt som det kan fylde ;)

Udover udestuen har vi også fået klaret en del andre småprojekter:

Jeg har aldrig været helt tilfreds med den del af kattehegnet, der er langs udestuen. Pga. pladsmangel har det ikke været muligt at grave net ned forneden og derfor har jeg lagt brædder og sten for at forhindre kattene i at grave sig ud. 

Nu har kæresten dog løst problemet på en genial måde:
Han har simpelthen spærret af, så kattene slet ikke kan komme ind bag udestuen mere! "Lågen" hviler på en klods, hvorunder der er gravet net 20-30 cm ned. Hvis man fjerner et par skruer kan lågen fjernes, så vi kan luge bag udestuen, når det er påkrævet.

Det er  altså fantastisk!

Det lavede han lørdag, mens jeg hostende og harkende - og meget langsomt - fik gjort orden på to små bede. Mere om dem længere nede.

Vores regnvandstøndes hane var gået i stykker i efteråret - den fik han også skiftet i går.

Dog skulle tønden lige tømmes for 200L vand først. Takket være princippet om "forbundne kar", fik vi tømt tønden og vandet de tre rododendron i samme ombæring. De har fået 200L vand til deling, så nu er de godt nok blevet "forårsvandet" :)
I går formiddags var vi i det lokale byggemarked og jeg fik indkøbt tre meter drænrør. (ø 5 cm)
Når jeg skal have gravet mine roser op (De er plantet for dybt, ifølge Ernst Jensen) så får de lige et drænrør med, så de bliver nemmere at vande.
'Lykkefund' graver vi dog ikke op - den har det fint. Det er de andre roser, jeg mener.
I køkkenhaven nyder rabarberne godt af solen og varmen - det var skønt vejr i går.
Kejserkronerne er også på vej.
Bestøverne har en fest i alle mine krokus :)
Jeg elsker dette lille "tæppe" af botaniske krokus.
Som tidligere nævnt ordnede jeg to bede i går: Det hvide bed og stenbedet.

Her først det hvide bed, hvor jeg blot lugede - men det pynter jo alt sammen.
Stenbedet trængte voldsomt til en kærlig hånd, for nu at sige det mildt.
Jeg havde indkøbt nogle stenbedsplanter, da jeg var på planteskole forrige weekend og ligeledes havde Brugsen 14 stenbedsplanter til 120,- i går....

Forskellen er tydelig - jeg foretrækker helt klart bedet, som det ser ud nu :)
Her ses begge bede. (Jeg glemte dog at luge/feje stenstien imellem dem - det må blive en anden dag.)
Bagefter måtte jeg dog ind og slappe af resten af dagen :/

I dag har jeg også været en kort tur i haven, for nu ville jeg altså bare være færdig med den indhegnede del af haven. Hurra for min Thyborønhabit, for der blæser en kold vind i dag.

Så med løbende næse og afbrudt af voldsomme hosteanfald fik jeg klippet stauder ned i det lyserøde bed og ryddet en smule op. Det tog kun 45 minutter og nu laver jeg ikke noget som helst resten af dagen, bortset fra aftensmad.
Men, ih, hvor det pyntede:)