Viser opslag med etiketten lærerjobbet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lærerjobbet. Vis alle opslag

onsdag den 25. september 2019

Lejrskole i Sønderjylland

Jeg kom jo med på lejrskolen - og hvor var det en god en af slagsen, selvom vi godt nok fik meget vand.
Det kan så ikke ses på billederne, fordi vi var så heldige, at det næsten altid holdt tørt, når vi skulle på tur.

Vi nåede ret mange forskellige steder i løbet af de få dage, vi var der. Her følger nogle billeder.
 Vi var på Hohenwarte og fik sønderjysk kaffebord.
 Den gamle sluse ved Højer.
 Indtryk fra Møgeltønder. Vi boede i hytter på campingpladsen.
 Schackenborg Slot.
 Guldhornsstenene.
 Vi var også en tur i Danfoss Universe, hvor der også var meget for mig at se på :)

Var hjemme igen fredag eftermiddag ved 16-tiden....Jeg gik i seng ved 19-tiden og sov vistnok til kl. 9 næste morgen...
Det er hårdt at være på lejrskole - det er gårdvagt 24/7 - men det er også sjovt og hyggeligt.

søndag den 1. september 2019

Det er sikkert som Amen i kirken:

Hvert år, to-fem uger inde i skoleåret bliver jeg nedlagt af en gevaldig omgang forkølelse med dertil hørende kraftige hoste...jeg kan åbenbart ikke tåle eleverne ;)

I år ramte virussen mig allerede i den forgangne uge: onsdag begyndte jeg at få "sour throat" og så gik det ellers bare slag i slag. Fredag sendte min leder mig hjem, så jeg forhåbentlig er rask nok til at møde på arbejde imorgen mandag. Da skal jeg nemlig på lejrskole!

Jeg er stadig snottet og hoster, men har lige meddelt, at jeg er klar til at tage på lejrskole i morgen. Den lejrskole vil jeg altså ikke gå glip af. Vi skal nemlig til Sønderjylland og jeg elsker Sønderjylland :)

Havemæssigt er her ikke sket så meget siden skolestarten, da vi nærmest ikke har været hjemme i weekenderne, vi har både været på forlænget weekend i Tyskland (tæt på den hollandske grænse) og i Vejle.

I Tyskland så jeg forøvrigt dette eksempel på - skal vi kalde det stilforvirring?

I hverdagene har jeg haft nok at se til med skolestart og desuden har al den bilkørsel ikke været godt for min ryg, så når jeg endelig har haft tid til haven, har ryggen drillet så meget, at jeg ikke kunne lave noget.

 Derfor er nogle af mine bede og clematis ved at være fuldstændig indhyllet i naboens snerler...ligesom agerpadderokken har bredt sig voldsomt - også inde fra naboen....skøn nabo.

Det har jeg dog nægtet at lade mig slå ud af. Godt nok irriterer det mig, men jeg kan jo ligesom ikke gøre så meget ved det, når ryggen ikke vil. Det må der komme orden på i efterårsferien, hvor Carsten kan hjælpe. Det er også i efterårsferien jeg skal have lagt løg.
 Når jeg nu ikke har kunnet gå i haven, har jeg brugt noget af tiden på at komme til bunds i den bunke af ulæste haveblade, jeg havde liggende, ligesom jeg har fået bestilt blomsterløg temmelig mange steder fra..og jeg er slet ikke færdig endnu, kan jeg mærke :D

De første to løgpakker er kommet og en enkelt gang har jeg handlet i butik.
Foreløbigt har jeg bestilt lidt over 2000 løg. 1032 af dem er krokus.

Det lyder måske voldsomt, men dette forår opdagede jeg en del "huller" i min forårshave og desuden var der rigtig mange af mine narcisser/tulipaner, der slet ikke dukkede op. Jeg tror det skyldes den tørre sommer sidste år. Mine krokus var nemlig heller ikke så mange, som de plejer at være.

Derudover har jeg besluttet at holde Åben Forårshave d. 19. april 2020 (11.00-15.00) - og så skal der da gerne være noget at kigge på.

Apropos forår, så går forårsturen atter til Holland - og jeg glæder mig allerede :)

torsdag den 18. juli 2019

Som sand mellem fingrene...

...forsvinder dagene for mig og det er over en måned siden jeg skrev mit sidste indlæg.

Der har godt nok også været knald på med:

  • Diverse arrangementer på skolen, herunder dimission
  • Frivillig på CPH Garden alle fire dage
  • Børnedag i min MC-klub

Derudover har jeg knoklet løs med mine mosaikker til min Middelhavsterrasse. De tager tid, skulle jeg hilse og sige.
Jeg er nu færdig med den ene og Carsten får den hængt op snart, håber jeg.
Jeg sidder ved spisebordet og arbejder - godt bordet kan trækkes ud, så vi stadig kan få mad ;)

Den største mosaik er jeg ikke helt færdig med endnu, men det bliver jeg forhåbentlig meget snart, så vi kan få vores stue igen.
Haven er vi også - næsten - igennem. Mangler stien foran udestuen og de blå bede. Har haft en veninde til at hjælpe mig med at klippe ned (det er det hårdeste for min ryg), det har været dejligt.
 Glæder mig over, at indgangen til haven nu ser præsentabel ud :)
Forhaven er også fin.
 Det samme er "baghaven".
Stenbedet (t.v.) har fået nye planter. Zinnia havde hevet størstedelen af de gamle op! 
For at forebygge, har jeg smidt småsten overalt i bedet og håber det kan afholde hende fra at besørge der fremover. Indtil videre ser det ud til at have virket. Vi krydser fingre.
På terrassen har jeg endelig fået tilplantet og placeret de konservesdåser jeg har malet.

Så har der været en del dyrlægebesøg. Tre styk på en uge; Felix er nu officielt vores "Guldkat"...! Han har haft urinsvejsproblemer, noget der tit rammer hankatte....men vi skulle vist være ovre det værste nu. Her ligger han på mig og vågner efter narkosen.
Apropos dyr, så har jeg også været reservemor en enkelt dag fordi en solsort havde valgt at lave rede i min clematis...med det resultat, at ungerne selvfølgelig faldt ned i haven, den dag de dumpede ud af reden...! Det var fast arbejde at redde dem fra fire katte! Jeg bestilte nærmest ikke andet i to dage.

Den ene unge fik jeg også fodret med larver fra min alpina-clematis. Det var ret sjovt at prøve.
 Ungerne forsvandt dog under hegnet ind til naboen - og så kunne jeg jo ikke gøre mere for dem.
Min ryg har brokket sig igår og i dag, så det sidste stykke havearbejde må - stadig - vente...dødirriterende, men så har jeg jo tid til mosaikken.

Carsten har kun ferie næste uge med. Jeg har også rigeligt med skoleforberedelser til næste skoleår, men det går jeg i gang med, når Carsten skal arbejde igen.

Jeg satser på at knokle på i mange timer hver dag, så jeg forhåbentlig kan komme igennem opgaverne på 4-5 dage, og så igen holde lidt ferie. Jeg skal først starte på job d. 8. august.

Nu vil ryggen dog have pause, så jeg vil lægge mig på sofaen.

onsdag den 29. maj 2019

Den store bog om små haver

 Så kom den med posten :)

Nina Ewalds nye bog "Den store bog om små haver".
Indtil nu har jeg kun bladret i den, men glæder mig til at fordybe mig i den i den lille miniferie, der står for døren.

Den ser meget interessant og spændende ud - og så synes jeg jo det er sjovt, at der er billeder i fra min have. Fem styk er der blevet plads til i første del af bogen.
Anden del af bogen er præsentationer af 13 forskellige haver, heriblandt Lisbeths have :)

I morgen ser vejrudsigten ikke særlig god ud og ej heller fredag, men lørdag og søndag burde der blive tid til at komme videre ude i haven - udover jeg også lige skal forberede mig til at have elever til eksamen på mandag. ("Det forsømte forår" - er en fast del af lærerjobbet, når man er udskolingslærer.)

God weekend :)

mandag den 11. marts 2019

Det der nytårsforsæt...

...især punkt 3: 

...at jeg i 2019 skal få skrevet mindst fem indlæg pr. måned. Der er dog intet krav om indlæggets længde, så det kan også bare være "dagens havebillede" - hvis jeg har meget travlt.

Det gik fint nok i januar måned, hvor jeg fik skrevet hele syv indlæg. Til gengæld fik jeg kun skrevet tre i februar....og indtil dette -  nul i marts. Januar og februar giver dog ti til sammen... ;)

Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at blogge - for det har jeg - men tiden, den forsvinder for mig. Hovedsageligt pga. jobbet. Jeg har overarbejde hver uge fra januar til udgangen af april, så jeg gider sjældent sætte mig foran computeren, når jeg kommer hjem. 

Nu satser jeg dog på at få skrevet nogle indlæg her i marts måned. Jeg har jo både været til vintergækkefestival hos Spiren og til haveudstilling i Malmö. Desuden mangler jeg også at berette om de sidste stop på vores haverejse i Nordjylland i sommers.

For nu må I dog lige nøjes med nogle billeder af nogle af mine krokus og en enkelt hyacint:
















mandag den 11. februar 2019

Nu begynder de så småt....de kære krokus

Vintergækker og erantis er dukket op - og i løbet af de sidste par dage er der også nogle af mine krokus, der er begyndt at få lidt farve :) Her ovenfor er det erantis 'Schwefelglanz'.

 Allium og hyacinter på vej.
Jeg måtte jo tømme mistbænken i sommers og selvom jeg var påpasselig, så har jeg ikke nødvendigvis fået sat skiltene ved de rigtige vintergækker.

Heldigvis tog jeg dog billeder af dem sidste år, da jeg købte dem, så når de er sprunget lidt mere ud, kan jeg forhåbentlig få sat alle skiltene rigtigt.
 Umiddelbart ser det dog ud til, at jeg har mistet nogle af nyindkøbene....men så er det jo godt, der snart er Galanthus-festival igen hos Spiren :)
 Disse vintergæk har stået i haven siden jeg overtog huset og jeg har aldrig delt dem. Måske i år bliver året, hvor jeg "får taget mig sammen" til at dele dem. Det må tiden vise.

Mine ganske almindelige erantisklumper - som stammer fra min højtelskede fasters have - formerer sig stille og roligt. Mener der var 13 blomster sidste år :)

I lørdags fik jeg forøvrigt købt mig nogle "rigtige" havesko, fremfor de billige crocs, jeg plejer at bruge - de her er helt klart meget bedre at gå i :)
 Disse krokus er dukket op i forhaven - jeg husker ikke hvilke det er, men når jeg en gang får ryddet for gamle blade, finder jeg det nok :)

Det eneste jeg ved, er at det er nogle af de krokus, der var nye sidste forår.
Apropos nye krokus, så er fire af de 15-17 nye sorter, begyndt at vise farver :)


 De der er længst fremme er 'Goldilocks'. De har stået på terrassen mellem nogle store krukker, derfor opdagede jeg dem først i dag. Nu er de blevet flyttet om på arbejdsbordet i køkkenhaven, så jeg nemmere kan komme til at fotografere dem.
Nu er det så blevet sengetid.
Heldigvis er jeg "bare" terminsprøvevagt hele ugen, så der er ikke noget forberedelse - til gengæld kommer der læssevis af retteopgaver.... Håber at få det meste klaret inden vinterferien starter fredag eftermiddag - men slipper nok ikke for noget arbejde i ferien.