Viser opslag med etiketten rejser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rejser. Vis alle opslag

onsdag den 25. september 2019

Lejrskole i Sønderjylland

Jeg kom jo med på lejrskolen - og hvor var det en god en af slagsen, selvom vi godt nok fik meget vand.
Det kan så ikke ses på billederne, fordi vi var så heldige, at det næsten altid holdt tørt, når vi skulle på tur.

Vi nåede ret mange forskellige steder i løbet af de få dage, vi var der. Her følger nogle billeder.
 Vi var på Hohenwarte og fik sønderjysk kaffebord.
 Den gamle sluse ved Højer.
 Indtryk fra Møgeltønder. Vi boede i hytter på campingpladsen.
 Schackenborg Slot.
 Guldhornsstenene.
 Vi var også en tur i Danfoss Universe, hvor der også var meget for mig at se på :)

Var hjemme igen fredag eftermiddag ved 16-tiden....Jeg gik i seng ved 19-tiden og sov vistnok til kl. 9 næste morgen...
Det er hårdt at være på lejrskole - det er gårdvagt 24/7 - men det er også sjovt og hyggeligt.

søndag den 23. september 2018

Indkøb i Amsterdam

Så blev jeg selvfølgelig nedlagt af kraftig forkølelse og hoste, men er så småt ved at være nogenlunde ovenpå igen, så her følger mit indlæg om de andre indkøb jeg gjorde i Amsterdam, udover løgene.
Jeg er overhovedet ikke til kunstige blomster normalt, men jeg må indrømme at jeg faldt for disse små trætulipaner, som jeg fandt på blomstermarkedet til 0,99 € stykket.
De lyser gevaldigt op som de står på spisebordet i den lille, hvide vase. De skal ikke vandes og de vedbliver at være farvestrålende. Det bliver rigtig dejligt - især til vinter.

Man kunne også købe dem i meget større udgaver, men dem brød jeg mig ikke om.

Et krus med tulipaner på, blev jeg nødt til at eje - også selvom det skal vaskes af i hånden.
Det skal nok blive brugt til varm kakao på kolde dage :)
I Holland er det åbenbart sådan at ikke alle boghandlere har havebøger. Jeg gik ellers ind i en meget stor boghandel ved Dam ("Rådhuspladsen"), men de havde slet ikke havebøger. De henviste mig i stedet til Scheltema, der lå knap en km væk - men så fik vi da set noget mere af Amsterdam :)
Det var ikke fordi de havde så mange hyldemeter med havebøger - og de havde ingen om haver i Holland/Amsterdam, men jeg fandt en interessant bog (også selvom jeg ikke er synderlig god til hollandsk - det hjælper dog en del at kunne dansk, engelsk og tysk  - det kommer man langt med.)
Her et par opslag fra bogen.

De havde også et par haveblade, som også kom med hjem.
På den sidste rasteplads vi besøgte i Tyskland - kl. 3 om morgenen - fandt jeg et enkelt tysk haveblad. Ville egentlig ikke købe det, men så stod der jo noget om små haver - og så blev det købt alligevel :)
Jo, jeg er godt tilfreds med mine indkøb.

Forøvrigt, så skal jeg til Holland igen!


Carsten og jeg tager på en miniferie i landet til næste forår. Hotellerne er bookede! Det blev de igår. Vi nupper en formiddag i Keukenhof (Så får jeg også set det! Juhu!) efter en overnatning i Lisse (Lige midt i "Bollenstreek" = blomstermarkerne) og derefter bruger vi resten af tiden i Amsterdam. Vi skal dog bo i Amstelveen, ca 15 minutters kørsel fra centrum.

Nøj, jeg glæder mig :)

søndag den 16. september 2018

The Floating Flower Market

Selvom jeg nu for alvor er begyndt at kunne mærke den forkølelse, der er under opsejling (En typisk reaktion efter en studietur, hvor man har været "på" 24/7 og haft ansvaret for 19 teenagere i 5½ døgn.) så skal I da have mit indlæg om det flydende blomstermarked. :)

Vi ankom blomstermarkedet omkring middagstid om onsdagen.

Det regnede, hvilket besværliggjorde det hele lidt, når man stod med paraply og skulle tage billeder samtidig.

Desuden måtte man ikke have paraplyen oppe inde under halvtagene, så den blev lukket op og i gentagne gange, samtidig med jeg skulle passe på ikke at tabe min telefon.
Stor var min lettelse, da regnen ophørte :)

Det flydende blomstermarked er, som det kan ses herunder, en masse små overdækkede boder, der næsten allesammen har det samme sortiment - dog til forskellige priser.

Det første jeg gjorde, var derfor at gå alle boderne igennem (og tage billeder) og få tjekket udvalget og priserne. Bagefter gik jeg så tilbage til start og så begyndte jeg at shoppe :)
Jeg havde fra flere hørt, at man hurtigt kan blive snydt; at de farvestrålende poser meget ofte blot viser sig at indeholde røde og/eller gule Appeldorn-tulipaner.



Derfor havde jeg da også besluttet, at jeg slet ikke ville købe tulipaner, i hvert fald ikke der.
Nogle steder var der selvbetjening, andre steder var det sælgerne, der puttede løg i poser for en.





Der var rigtig mange kunstige tulipaner. Disse her var af træ og blev vist kaldt "Rembrandt-tulipaner".
Jeg brød mig ikke så meget om de store trætulipaner, de var for voldsomme. Til gengæld kunne jeg vældig godt lide de små udgaver, så jeg købte otte styk (Billigste pris jeg så var 0,99 € pr. styk. Så priser helt op til 3,50 € pr. styk)



Turist-gejl var der også. Her en masse kanalhuse.







Det var en stor oplevelse at se markedet. Der var godt nok mange fristelser, men det lykkedes mig faktisk at holde mig i skindet og undlade at købe tulipanløg.


Til gengæld købte jeg en del andre løg:

Crocus species chrys. 'Fuscotinctus' - 40x
Crocus 'Ladykiller' - 10x
Crocus'Orange Monarch' - 20x
Crocus vernus 'Vanguard' - 30x
Allium 'Forelock'- 3x
Allium 'Atropurpureum' - 5x
Chionodoxa Luciliae mixed - 20x
Muscari aucheri 'Mount Hood' - 10x
Hyacint 'Kronos' - 4x
Hyacint 'Gypsy Queen' - 2x
Hyacint 'Amsterdam' - 4x
Fritillaria 'Rubra' - 3x

Efter knap 1½ time på markedet, var det frokosttid og derefter tog eleverne og min kollega på Anne Frank Museet, mens jeg fandt Amsterdam Tulip Museeum (Det ligger et stenkast fra Anne Franks Hus).
Museet må I dog vente lidt med at høre om - dette indlæg er blevet langt nok og jeg trænger til at hvile mig.

lørdag den 15. september 2018

Amsterdam

Som jeg nævnte i mit Bruxelles indlæg, er jeg blevet temmelig begejstret for Amsterdam. Faktisk så begejstret, at jeg håber vi kan tage en lille tur til Holland - med besøg i Amsterdam - til næste forår.

Carsten er heldigvis ikke afvisende overfor ideen :)

TIRSDAG

Tirsdag morgen kørte vi fra Bruxelles og ramte Amsterdam ved halv tolvtiden. Desværre måtte vi blive sat af 1,6 km fra hotellet, da det ikke så ud til at være muligt at bussen kunne holde tættere på. Amsterdam har temmelig smalle gader til biler/busser, da der skal være plads til sporvognene. Nogle steder må de deles om pladsen, så vi tænkte det var bedre vi gik det sidste stykke vej.
Allerede da vi stod ud af bussen, var forskellen mellem Amsterdam og Bruxelles tydeligt. Amsterdam er dejlig GRØN.
Fint smedearbejde ind til Vondelparken, som vi boede tæt på.

Efter en noget anstrengende tur (Amsterdams fortove er ikke just belagt med jævne fliser!) ankom vi endelig vores hotel: Hotel ABBA.

Værelserne var rene og pæne, men hold nu op hvor der var mange trapper. Her ses trappegangen oppe fra etagen, hvor vi lærere boede. Tre elever var indkvarteret på etagen under os....og resten ovre i den anden ende af hotellet! 
Så vi skulle altså først ned af alle vores egne trapper, gå igennem receptionen (om natten: ned på gaden og opad en anden trappe.) og så op af lige så mange trapper igen for at komme til vores elevers værelser.

Det var ikke supersmart, da vi jo slet ikke kunne "holde øje" med dem. Nå, men heldigvis gik det godt - vi fik i hvert fald ingen klager :) Efter indkvarteringen mødtes vi i receptionen og så skulle vi ud og se byen fra vandet.

Fra kl. 14 til 15 havde vi booket en kanalrundfart. Det er en supergod måde at blive introduceret til byen på. Jeg vil lade de fleste af billederne tale for sig selv.



Flyvemaskinerne flyver tæt over byen.



Amsterdam har rigtig mange husbåde.
En fin grøn balkon - måske en smule overvældende :)
Nogle af husbådene havde små krukkehaver...
...andre havde bare krukker. Her er en husbådejer, der er meget glad for de røde pelargonier.

Jo, kanalrundfarten var en rigtig fin tur - og det var heldigt vi havde gråvejr, da båden var overdækket og allerede var rigeligt varm, på trods af det var muligt at åbne vinduerne.

Efter kanalrundfarten tog vi tilbage til hotellet og fik et tiltrængt hvil. Kl. 18 mødtes vi igen og eleverne fik lov at gå ud i byen og få sig noget mad. De skulle være tilbage på hotellet kl. 20.15.

Min kollega og jeg smuttede også ud og fik noget mad - på et pizzaria. Ikke specielt prangende, men vi blev da mætte.

Dette lillebitte bed vi stødte på undervejs var så fint. Dejlige farver og bladformer. En fin kombination, synes jeg.
Vores hotel lå lige oven over et supermarked; det var imponerende, hvor mange forskellige slags færdig-salater man kunne købe:

ONSDAG

Om onsdagen tog vi allesammen først til det flydende blomstermarked (Det får et indlæg for sig selv). Jeg tilbragte en rum tid på blomstermarkedet, før jeg gik videre - forstå det, hvem der kan ;)

Eleverne skulle bare se blomstermarkedet og derefter var der "fri shopping" til vi mødtes om eftermiddagen foran Anne Franks Hus.

Da Anne Franks Hus (det sorte hus til venstre i billedet nedenfor) ikke er særlig nemt at bevæge sig rundt og op i, hvis man er gangbesværet (og det er jeg jo med min dårlige ryg, knæ og ikke mindst slidgigt) overtog Morten (buschaufføren) min billet og jeg gik i stedet lidt længere hen ad gaden og besøgte Amsterdam Tulip Museum (Som også får et eget indlæg) - det bytte var jeg ikke ked af :)
Her et par husbåde, der har gjort lidt mere ud af deres "haver".


TORSDAG

Torsdag var hjemrejsedag, så vi fik pakket vores bagage, checket ud og sat det til opbevaring på hotellet (Meget fin service, når vi nu havde checket ud.) før vi gik ud i byen for sidste gang - i denne omgang.
Vores eneste faste aftale var kl. 11.30 på det nærliggende Van Gogh-museum. Vi havde booket en rundvisning på en time.

Da vi ankom blev eleverne inddelt i to hold med hver sin lærer og så gik rundvisningerne i gang. Jeg synes, det var meget spændende at høre om Van Gogh og hans liv. Det eneste jeg egentlig vidste om ham på forhånd var, at han var den hollandske maler, der skar sit venstre øre af.
Nu ved jeg noget mere.

Efter rundvisningerne fik eleverne atter "fri shopping" - denne gang helt til kl. 18.30, hvor vi skulle mødes på Hard Rock-Cafe og indtage aftensmaden.

Da vi havde fået sendt eleverne afsted, gik min kollega og jeg ned til Leidseplein, hvorfra vi tog en tram (=sporvogn) til Central Station.
Der tog vi et par billeder og så tog vi atter en tram retur - dog kun halvvejs, da vi skulle af, så jeg kunne finde den boghandel jeg havde ledt efter.

I Amsterdam er det åbenbart sådan at ikke alle boghandlere har f.eks. havebøger, så jeg var blevet henvist til "Scheltema", som gjorde i bl.a. havebøger.
Som I kan se var vejret forrygende godt, så vi spadserede ned til boghandlen, mens vi fik knipset en del billeder.

Det så faktisk ret godt ud, deres afskærmning af cykel-parkeringen.
Se lige en blå himmel :)
Efter ca. tyve minutters gang fandt vi Scheltema.

Jeg var på udkig efter bøger om hollandske haver, især Amsterdams, men det havde de desværre ikke.
Det lykkedes mig dog at finde en enkelt interessant bog plus nogle magasiner, som jeg tog med mig hjem. (Mere om det i et andet indlæg.)
Billedet er fra Dam Square, der svarer til vores Rådhuspladsen.

Vi mødtes med eleverne på Hard Rock Cafe kl. 18.30. Ved 20-tiden gik vi til hotellet, hvor vi hentede bagagen og gik et par hundrede meter med den, hen til en bredere vej, hvor bussen ville kunne holde.

Vi havde uddelegeret læsningen af bussen, så i alt tog det 4 minutter fra bussen ankom til den var læsset og vi alle sad i bussen.

Vi forlod Amsterdam kl. 21 og da klokken var 4.30 var vi på Fehmarn, hvor vi brugte en lille halv time på shopping i Fleggaard.
Færgen 5.45 var vi med, så vi så solen stå op :)

Kl. ca. 8.15 landede vi på skolen og efter vi havde fået sagt farvel til alle eleverne (og deres forældre) var det på tide at komme hjem og få sovet.

Dette var det sidste "kedelige" (=indlæg uden havestof) rejseindlæg :)

De næste indlæg bliver meget mere haveorienterede; Det flydende blomstermarked, tulipanmuseet og mine haverelaterede indkøb.