Som det ses, bestod haven mest af græsplæne, da jeg flyttede ind.
Her det, der senere bliver til den store bue mellem Sydhaven og resten af haven - med det lyserøde bed bagved.
Oktober 2010
Allerede i maj 11 var jeg i gang med større ændringer. Som jeg har nævnt mange gange før, var buksbomhækkene noget af det første jeg plantede.
I det meste af 2011 så haven ud som på billedet herover. Jeg havde jord/græsbunker liggende nærmest overalt, fordi jeg ikke havde noget sted at gøre af det, før jeg begyndte på mine pallerammebede i Køkkenhaveafdelingen.
Så kunne jeg bruge jorden til at "fylde op" med, så der kun var "ny jord" i de øverste 30-40 cm af pallerammerne.
Nu er græstørvene i pallerammebedene forlængst blevet til jord og fiberdugen jeg brugte til at adskille den gode jord fra græstørvene, er fjernet.
Fra 2014 (hvor jeg havde fået lagt alle sten-stier) har både det lyserøde bed og Sydhaven set præsentable ud.
Her et par billeder fra 2018-2019
...og her lige et billede af buen fra den anden side, når 'Lykkefund' blomstrer:
Den er meget livskraftig, selvom den bliver beskåret hårdt hvert forår.
Billedet her er fra 2018. I år klippede vi alle de lange skud af, så de ikke tog fokus fra blomstringen (men det tog jeg selvfølgelig ingen billeder af! Doh!)

Her til sidst et billede af Det lyserøde bed - set forfra.
Sydhaven
I maj 2013 skrev jeg om Sydhavens forvandling første gang. Det var dengang jeg endelig havde fundet en løsning på, hvordan jeg skulle gribe området an, da dets mål var temmelig skæve:
Bredde: 3,10 m i den ene ende og 3.55m ved lågen og hele 9,10 m langt.
Den løsning jeg kom frem til har jeg aldrig fortrudt; den har bundet Sydhaven sammen med resten af haven - og fordi stien snor en anelse, føles stykket slet ikke så langt - og så er den store bue jo også et fokuspunkt man ikke kan undgå at se - ligesom man bliver nysgerrig efter, hvad der mon gemmer sig bag buen :)
Her Sydhaven i 2018.
Her i 2020 ændrer Sydhaven forøvrigt udseende, i hvert fald i bedene, da der er blevet fjernet en masse stauder og lagt en hulens bunke løg.Tanken er at plante en masse små zinniaplanter ud, når løgene begynder at visne ned. Muren er stik syd og zinnia elsker sol...så det bør kunne blive meget flot og farvestrålende. Jeg har tidligere nævnt, at jeg har indkøbt 8 slags zinnia samt lidt blomsterkarse. De fleste af zinniaerne er meget store af slagsen.
Jeg er nemlig lidt træt af de lidt "ferske farver" i Sydhaven om sommeren, så nu skal der mere "knald på" og dertil er zinnia jo perfekte. Desuden er de en af mine yndlings-sommerblomster :)
-----
Forøvrigt kan jeg så konstatere, at det jo går forrygende med mine nytårsforsætter - dette indlæg er det tiende her i januar.
Jeg kan ikke love frekvensen holder ved, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke har ekstratimer på jobbet i år. Det giver noget mere energi til at blogge :)


























































