Hjertet oppe i halsen - eller det helt forkerte tidspunkt at beskære en rose

Da jeg kom hjem fra job igår (Var på job i 12,5 timer pga. forældremøde) fortalte Carsten, at Quintus ikke var kommet ind fra haven sammen med de tre andre, da de blev kaldt ind. Han havde ledt efter ham ude i haven, men havde ikke kunnet finde ham.

Efter ca. et kvarter, havde han opdaget ham i forhaven! Der har kattene normalt slet ikke adgang, så enten var han smuttet ud ad hoveddøren, uden Carsten havde opdaget det - eller også havde han fundet et hul i kattehegnet!

Vi gik ud med lommelygten, men kunne ikke spotte nogle steder med huller, så det var noget af en gåde.

I morges blev kattene, til deres store utilfredshed, først lukket udenfor da jeg var påklædt og kunne gå med. Jeg ville nemlig se, om katten havde fundet en vej ud af haven.

Der var intet "mistænkeligt" at se, så kattene blev lukket ind (De er kun ude, når vi er hjemme.) og vi tog på job.

Her til eftermiddag gik jeg igen med kattene ud i haven og jeg bemærkede, at Quintus pludselig var meget opmærksom på en del af hegnet. Han hoppede konstant op og "hang" i vinklerne....men umiddelbart kunne jeg ikke se, at han ville kunne komme ud af haven.

Derfor tillod jeg mig at kigge væk et øjeblik - og hvad er så det næste jeg ser? Quintus oppe PÅ hegnet....hvor han absolut ikke skal være!

Jeg kaldte på ham, og nærmede mig ham - med det resultat, at han selvfølgelig sprang ned i naboens have... Naboens have støder op til en rimelig befærdet vej - hvor der også ofte bliver kørt over 50 km/t, så jeg skyndte mig at få de tre andre ind i huset og så skyndte jeg  mig ud på stien langs haven for at kalde på ham.

Jeg kunne godt mærke at hjertet var oppe i halsen af nervøsitet over han skulle komme nå ud til den befærdede vej. Han er jo slet ikke vant til trafik.

Jeg gik op ad stien helt ud til vejen, mens jeg kaldte, men han var ingensteder at se eller høre. Jeg gik tilbage igen....og kaldte....og pludselig svarede han med en høj, lettere ynkelig mjaven.

Jeg kaldte igen og igen..og han svarede hver gang....og pludselig stod han oppe på naboens hegn ud til stien, hvor jeg stod. Han hoppede ned...og løb hurtigt forbi mig - i retning af vejen!

Heldigvis undlod jeg at gå efter ham, for så ville han helt sikkert fortsætte ud til vejen (og jeg kunne både høre og se biler derude!)

I stedet stod jeg stille, bukkede mig lidt ned og rakte hånden frem, mens jeg talte beroligende til ham. Til alt held vendte han om og gik forsigtig hen mod mig for at snuse til min hånd. Jeg skyndte mig at gribe fat i ham - og så holdt jeg godt fast.

Jeg kunne mærke hans lille krop dirre af spænding og eventyrlyst og også anspændthed/nervøsitet. Det først sekunder knurrede han over at blive holdt fast (Han er den største hidsigprop, når det stikker ham), men jeg slap ikke. Jeg talte beroligende til ham, mens jeg gik hjemad med et godt tag omkring ham.

Efter kort tid kunne jeg mærke han slappede mere af, omend hans hjerte stadig galopperede derudaf, og uden de store vanskeligheder fik jeg ham fragtet hjem. Pyh, en lettelse.

Billedet øverst oppe er taget to minutter efter vi kom hjem. Han ser totalt afslappet ud...det er tydeligt, at han ikke er katteejer! :D

Jeg fandt ud af, at det var min 'Lykkefund' han havde fundet ud af at benytte som klatrestativ. Rosen har stået i haven siden 2011 og kattene har aldrig interesseret sig for den, fordi den har forholdsvis mange torne.

Forleden havde jeg stået og kigget på den og var blevet enig med mig selv om, at den tykke, lettere krogede stamme med to store grene skulle fjernes i år - vi forynger rosen hvertandet år - ikke så meget på grund af kattene, men for at kunne holde styr på den.

Nu opdagede jeg så, at Quintus havde fundet ud af at bruge den tykke stammes ene gren som trappetrin og derfra opad den forholdsvis tykke, lige gren op til oversiden af kattehegnet. (Han havde knækket en af de mindre grene på den, opdagede jeg.) Desuden bemærkede jeg, at den tykkest stamme faktisk ikke havde en eneste torn på, til forskel fra de yngre grene, der har pænt mange.

Derfor måtte jeg beskære rosen allerede idag - vi kan simpelthen ikke holde øje med kattene hele tiden og hvis de bliver holdt inde, så ter de sig fuldstændig vanvittigt og mjaver konstant, hvilket ikke er til at holde ud at høre på.

 Når Carsten kommer hjem må han lige klippe den lidt længere ned - og så skal stammen saves af helt nede ved jorden, når det bliver forår.

 Det tyngede gevaldigt ud på buen. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Grenene henover buen har længe irriteret mig, da vi ikke havde fået bundet dem rigtigt op de første par år. I år har vi så muligheden for at få det lavet ordentligt, fordi faktisk alle de knudrede grene nu er forsvundet.

 Her ses, hvor meget jeg fik klippet af. Det ligger stadig derude. På det tidspunkt hundefrøs jeg. Jeg var jo ikke iklædt min Thyborønhabit, ligesom jeg heller ikke havde handsker på.

Nu håber jeg, at vi har fået ødelagt Quintus' "smutvej", for jeg orker ikke at skulle holde kattene indenfor døgnet rundt.