Viser opslag med etiketten venner. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten venner. Vis alle opslag

onsdag den 26. oktober 2016

Det var så den efterårsferie

Lige bortset fra den dag, jeg plantede mine nye stauder i højbedet, så var jeg slet ikke i haven i løbet af efterårsferien.
Først og fremmest pga. vejret, men også fordi jeg stod i køkkenet i rigtig mange af dagene.

Sammen med to andre par skiftes vi til at afholde "Gourmetaften", hvor vi spiser lækker mad...og her i efterårsferien var det vores tur til at lægge hus og køkken til.

Eftersom min kæreste ikke kan lave mad, så var det mig, der stod for det hele mht. menusammensætning, indkøb (kæresten var på job hele ugen), bagning og tilberedning af maden.

Da jeg ikke er en haj i et køkken (bortset fra bagning) så havde jeg altså rigelig at se til.

Aftenen gik rigtig godt. Maden blev god og fik masser af ros ....og jeg glemte at tage billeder af alle retterne.

Først fik vi en "appetizer"...med syltede peberfrugtstrimler, bresaola, fetahaps, oliven, parmaskinke, artiskok, tomat/mozzarella/basilikum, rucola og grissini.
Forretten var hjemmelavet græskarsuppe med hjemmebagt flute. (Intet foto)

Hovedretten var lammegryde a la Umbrien (totalt mørt kød, mums), ovnstegte kartofler/gulerødder samt en rucolasalat med pecorino. (Intet foto)

Desserten var hjemmebagt chokoladekage med ganache, hjemmelavet græskaris/sorbet, melon og æble.
Jo, det var en vellykket aften.
Om morgenen var der så brunch med bl.a. to slags hjemmebagt brød og små quiche lorraine (minitærter), hvilket også var vellykket.
 Nå, men nu er det her jo ikke en madblog... :)

Mandag aften var jeg til blomsterbinding...eller, som vores lærer siger; blomsterdesign...

Vi skulle lave en efterårsdekoration. Min kom til at se således ud:
Alle blade er fra min egen have. Kun kastanjer og agern er andetsteds fra.

Jeg er godt tilfreds med den og glæder mig over, at stativet kan genbruges til jul, forår, påske osv. Jeg har placeret den ved hoveddøren, hvor også mit blå græskar står sammen med en lygte - her et billede taget før jeg lavede dekorationen.
Jeg håber på rimeligt tørvejr i den kommende weekend, for nu skal vi altså i haven og have lagt løg. Jeg har mindst 1000 løg endnu, der skal lægges.
Derfor begynder vi også at tage dahliaerne op, så der bliver plads til løgene, selvom jeg plejer at lade dem stå til den første nattefrost har svedet dem af.

Egentlig håber jeg lidt på snarlig nattefrost, så mine sommerblomster i forhaven også svides af, så jeg kan få gjort plads til løg derude. Pt. er der NUL løg i forhaven og det dur jo ikke.

mandag den 15. august 2016

Fødselsdagsfest før tid

Jeg fylder 50 år i morgen, d. 16. august.

Min fest i den anledning holdt jeg dog allerede lørdag d. 13. - og sikke en fest.

Det blev en fantastisk dag, en dag jeg vil tænke tilbage på med stor glæde. Jeg fik desværre et par afbud pga. sygdom på selve dagen - og havde også fået et par afbud i dagene op til - men ikke desto mindre var der stadig 40 gæster :)

Vi havde lejet et lokale i byen og hentede nøglen allerede fredag morgen kl. 8 og efter kæresten havde hjulpet mig med at få stillet bordene op + lagt dug på, så kunne jeg gå i gang med at dække bord og pynte op, alt imens han kørte pendulfart mellem vores hjem og lokalet med drikkevarer og hvad vi ellers skulle bruge af ting til festen.
Jeg havde allerede besluttet farverne for et år siden. Lime og turkis - to af mine yndlingsfarver.

Bordene fik derfor hvide eller limefarvede (papirs)duge.

Lige umiddelbart kunne de farver måske godt virke sådan lidt "uden ret meget spræl i"...men farverne var valgt, så de ville passe til min blomsterpynt.

Igennem det sidste år har jeg samlet på klare glasflasker i alle mulige former og størrelser. De skulle nemlig bruges som vaser.

Cirka halvdelen af blomsterne jeg brugte var fra min have -den anden halvdel er købte blomster. (Gerbera, roser og krysantemum). De blev fordelt i vaserne (brugte omkring 90-100 vaser) - med kun een slags blomst pr. vase.

Vaserne skulle stå på bordet i grupper af fem forskellige størrelser og former. Desuden havde to af vaserne i hver gruppe fået dekorations-sten i bunden. En med lime- og en med turkisfarvede sten.
 Det var lidt af et puslespil at få det til at gå op. Der skulle tages hensyn til både vasernes form og størrelse, ligesom, blomsternes farver og former også skulle matche, men det lykkedes uden ret meget besvær (Ingen tvivl om, at mine blomsterbindingskurser har lært mig en hel del om form og farver).
Jeg var meget tilfreds med hele oppyntningen og det var dejligt at høre fra rigtig mange af gæsterne, at de syntes det så rigtig godt ud :)

Her kan I se, hvordan der nu er kommet "spræl" på bordene, efter blomsterne er kommet på.
 På buffetbordene og gavebordet stod der også vaser med blomster, ligesom der var sat de "overskydende" vaser på en hylde ved indgangsdøren. Det glemte jeg desværre at tage et billede af. Det så ellers kanongodt ud.
I det hele taget fik jeg ikke taget ret mange fotos. Min bonusfar rendte dog rundt med et kamera, så jeg håber han har taget en masse.

Når man holder fødselsdag får man jo ofte buketter. Jeg fik to.
Dem ser I her. Lidt svært at tage billeder af dem, så de kommer til deres fulde ret. De er begge meget smukke.
Da vi ryddede op igår (Det tog 6,5 timer - og jeg var totalt bombet bagefter.) gemte jeg nogle af blomsterne fra bordpynten (dem med de længere stilke). Jeg har ikke bundet dem på nogen måde, bare "proppet dem ned i en vase", men det går an, som "farveeksplosion".
Gaver fik jeg også - og mange af dem var have-relaterede. Bl.a. fik jeg denne smukke hortensia, som jeg nu skal have fundet en plads til...hm...det bliver sikkert nemt...haha.

Gavelisten:

Penge (bruges til "haveting")

Gavekort til;
Jem & Fix, 
Thyboesminde stauder, 
Matas, 
Restaurant Limone i Køge
Thyme
Euroflorist (Kan se min blomsterbindingslærer er en sådan en :)
frisør

Dufte:
YSL - Opium
Salvador Dali
Armani - Si
Havde ønsket mig alle tre, så ret sjovt at jeg får en af hver - uden folk har koordineret :)

Andet:
Stelton lysestage
Georg Jensen lysestage
lysfad
lys
servietter
tørklæde
chokolade
Fiskars beskærersaks
Brunch for 2
Morrocan oil + Curl defining
Argan oil
Stor blå krukke
Hortensia (den på billedet)
Et tysk haveblad
staudeholdere
Blomsterberg - 4 dråbeskåle
Chardonnay (8-9 flasker)
1 flaske Freixenet Cava

Som det ses, blev jeg ret godt begavet...og så er det ikke en gang slut med gaver endnu. I morgen, på selve dagen, får jeg mine gaver fra kæresten og familien. (Kæresten gav mig dog Dali-duften til festen.)

I dag står den på oprydning herhjemme - der står ting fra festen nærmest alle vegne. Der er en del ting, der skal på loftet, bl.a. alle mine glasflasker, dem sætter kæresten derop, når han kommer hjem fra job.

Indenfor de næste par timer afhenter Smageriet forhåbentlig også deres 6 termokasser og 3 plastkasser fyldt med service. Det står nemlig også og fylder op i stuen.

Det var forøvrigt anden gang vi bestilte mad fra Smageriet - og endnu en gang skuffede de ikke. Gæsterne var meget begejstrede for maden, så det var dejligt.

Tomat/mozzarella-salaten var hjemmelavet (egne tomater), ligesom tzatzikien også var det. Derudover havde jeg selv købt feta, artiskok, pesto og oliven.
 Jeg fik ikke selv smagt al maden - men det er vist ret typisk, når man er værtinde. Jeg skulle jo også rundt og snakke med mine gæster, så det blev kun til et enkelt besøg ved buffetten. Men skidt pyt, jeg var ikke så sulten alligevel :)
Efter maden var der kaffe og slik/chokolade, ligesom min svigerinde fik stillet en cocktailbar op - og den vakte lykke. Hun fik godt nok travlt!

Gæsterne var meget begejstrede for de cocktails hun lavede - de smager nu også godt.

Jeg fik ikke taget et billede af baren uden personer på, så I må nøjes med et dagen-efter-billede. Som I kan se, var der en hel del at slæbe hjem igen...og det var altså ikke fordi folk ikke drak noget. Vi havde bare købt riiiigeligt...men hellere for mange drikkevarer end for få.
Senere blev der sat kogte røde pølser/stegte alm. pølser på bordet sammen med tilbehør - og så kunne folk lave hotdogs...og dét gjorde de. Hold da op, hvor de pludselig var sultne igen. Skønt at se :)

Det var forøvrigt også vores aftensmad i går aftes; overskudsmad. Det smagte forrygende.
De sidste gæster tog afsted ved 23.30-tiden (Festen startede kl. 13)...også ryddede vi en smule af vejen og så var det hjem i seng.

---

Jeg er glad for jeg har ferie t.o.m. torsdag, for jeg er godt nok stadig træt og har mest lyst til at lægge mig et par timer...men huset ligner noget, der er løgn - og jeg GIDER IKKE bruge en stor del af min 50-års fødselsdag på at gøre rent...så jeg må hellere i gang.

Planlægger at onsdag bliver min "store-læse-op-på-blogs-dag"...deter godt nok længe siden, men jobstart og festen har taget al min energi.

torsdag den 23. juni 2016

Forberedelser til FEST

Der er jo egentlig ikke særlig længe til jeg bliver 50 år...

....og da min energi ikke er som den tidligere har været, har jeg været tidligt i gang med planlægningen, så jeg ikke står med alt for meget det sidste stykke tid op til den lørdag, hvor den runde dag fejres. (Jeg fylder rundt tre dage efter.)

Derfor har jeg lavet en eller andet "fest-forberedelses-opgave" et par gange om ugen. Nogle af opgaverne har ikke taget særlig lang tid; som f.eks. at skrive bordkortene.

Forleden hjalp min mor mig med at få bordplanen på plads...

Nå ja...og så har vi været i Tyskland og fået indkøbt drikkevarer, slik og chokolade. Det gjorde vi i starten af juni - og kørte i den forbindelse også lige et smut forbi Henriette, da jeg havde scoret et nyt "plasticdrivhus" til hende.

Hun har simpelthen fået den mest fantastiske have ud af haven ved "det gule hus"..allerede her, i første havesæson...det er imponerende.

 
 I det hele taget mangler jeg ikke ret meget for at være klar til festen.

Mangler kun at:

  • købe det sidste vin
  • købe mit festtøj
  • købe ind til "skrub-af maden"
  • betale for leje af lokalet (har ikke fået regningen endnu)
  • lave isterninger

Der er stadig knap 1½ måned til festen, så mon ikke jeg når det... :)

tirsdag den 24. maj 2016

Knap tre timers efterfølgende lur kostede det...

...at jeg - efter stierne i forhaven var blevet stampet - igår, tilplantede mine nye bede, bortset fra et enkelt, hvor der først skal sættes rionet op..

Men - for pokker, hvor det bare bliver godt.

Glæder mig helt vildt til at vise jer min nye forhave, når den er færdig. Jeg er i gang med at skrive indlægget, for min hukommelse er jo ikke som den plejer og derfor tilføjer jeg lidt på indlægget hver gang, der er sket noget derude.

I dag var jeg en tur forbi Thyme og indkøbe lidt vandplanter - forhaven indeholder nemlig også lidt vand - noget jeg har ønsket mig længe.

Dernæst var Henriette på kort visit - hun skulle bare hente en bunke planter, men hyggeligt var det selvom det var kort tid hun var her.

Bagefter arbejdede jeg lidt i forhaven - noget med sten og vand og planter... ;) og så fik jeg mig en skraber i sofaen.

I morgen står den på oprydning og så skal der sies en del jord. Godt kæresten har en fridag, så jeg ikke skal løfte jord, men blot si det.

Her til sidst: Disse akelejer er i blomst i haven i dag. De fleste er meget anderledes end dem jeg havde sidste år, men sådan er akelejer jo.

Det eneste jeg er en smule trist over, er at jeg åbenbart ikke har min 'Blue Barlow' mere...men den holdt i tre sæsoner...så...

tirsdag den 22. marts 2016

...Og vi har knoklet...

...dog ikke herhjemme, men "sydpå" - i Rødby hos Henriette.

Sidst vi var dernede lovede vi at kigge forbi en dag i påsken og hjælpe hende lidt med haven. Det var så i dag vi indfriede vores løfte.

Vi ankom lidt over halv ti og gik straks i gang; kæresten med at slibe hendes arbejdsbord og jeg med at grave en sti igennem halvdelen af hendes have.

Er du tosset, hvor det var hårdt arbejde for hænder, skuldre, nakke, ryg og knæ, men for pokker da en utrolig lækker jord hun har. Jeg blev helt misundelig. Den har lige den rette blanding af muld og ler...SÅ lækker og blød at arbejde i.
Henriette havde selv gravet hen til det første "knæk".
Søde Holger underholdt ved sin blotte tilstedeværelse i pauserne - og dem var der en del af - for ryggens skyld. Herman så jeg ikke skyggen af. Den kylling ;)
 Endelig blev jeg færdig. Gætter på det tog 1-1½ timer i alt.
 Da jeg var færdig med at grave stien ud, var næste opgave at tage nogle fliser op og så ellers fjerne grus/stabilgrus med masser af sten.... det tog sin tid, men jeg blev da færdig.
 Derefter ny jord i og så blev der plantet clematis, en timian og to saxifraga. Senere plantede Henriette nogle flere planter i bedet, så det blev fyldt ud.
 Da kæresten var færdig med at slibe bordet, begyndte jeg at give det linolie, mens han og Henriette lavede højbede af paller.
 Bordet blev vældig pænt og Henriette var glad.
 Således så haven ud, da vi tog afsted. Højbedene kan ses bag trillebøren.
Inden vi kørte satte vi også lige en reol/hylde op for hende indendøre - og så kunne vi køre hjem. Da var jeg også bare totalt træt i krop og hoved. Jeg kan altså godt mærke, jeg ikke er 27 mere...!

Jeg ved godt klokken kun er godt halv ni, men jeg er simpelthen så træt, at jeg går i seng lige om lidt...og glæder mig over, at vi ikke har en eneste aftale de næste fire dage (bortset fra jeg skal til blomsterbinding i morgen)...

Kan I sove godt, når I når dertil :)

mandag den 2. februar 2015

Gourmetaften

En ny tradition er opstået:

Hver 3./4. måned mødes vi med et vennepar - på skift hos hinanden - til "gourmetaften".

De første to gange har hun (=de) stået for forret og hovedret, mens jeg (=vi) har stået for dessert og en kage.

Jeg kan godt lave mad, men er bedre til at bage/lave desserter og hun har det lige omvendt, så det var jo nemt at beslutte, hvem der lavede hvad.

Næste gang bytter vi dog....det bliver en udfordring for os begge. Ingen tvivl om det!

Nå, men for at vende tilbage til vores gourmetaften i lørdags, så var det helt sjovt at overlade sit køkken til en anden og bare slappe af og vente på vi skulle spise.

Jeg havde nemlig dagen i forvejen bagt det jeg skulle; marmorkage til eftermiddagskaffen og en citron-cheesecake med hvid chokolade til dessert.

Et par billeder fra i lørdags:

Lammerullen forberedes

Så er den klar


Aftenens menu

1. forret: Grøntsags-urtesuppe bl.a. med gulerod, pastinak, spidskommen, kanel...m.m. Dertil ristede nødder og brød.



2. forret: Reje-et-eller-andet med spinatblade



Hovedret: Lammerulle med syrlig kartoffelsalat m/bacon. Dertil salat med rå porrer, løg, kål



Dessert: Citron-cheesecake med hvid chokolade


Vi synes det er hyggeligt med sådan en aften og jeg er allerede gået i tænkeboks mht. næste gang, hvor det jo er mig, der skal lave forret og hovedret...!

Jeg er ret sikker på det bliver noget "italiensk-inspireret" mad, så jeg ikke føler mig helt på glatis, men kan godt mærke jeg føler mig mere usikker, end hvis jeg skulle lave dessert og kage.... Haha, men det er jo sundt med den slags "benspænd" - og også lidt sjovt.

P.S. Mændenes job er at sørge for drikkevarer - det klarer de til UG ;)

søndag den 13. juli 2008

Shoppetur med Anja

Anja var jo en tur forbi i går.

Det var superhyggeligt. Jeg lod vasketøj være vasketøj og så trillede vi en tur til Køge.

Det lykkedes os sørme at finde en P-plads uden alt for megen bøvl, selvom det var torvedag - og så skulle der shoppes.

Selvom jeg jævnligt har været i Køge de sidste 5-6 år, så havde jeg ingen anelse om, hvilke tøjforretninger byen kan byde på. Det fandt jeg så ud af igår, vi var ihvertfald inde i en hel del!

 Men, hold da helt op, hvor kluns er dyrt i Danmark!! Langt størsteparten af det vi kiggede, på kostede jo fra 700,- og opefter - for ét stykke tøj!! Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Personligt synes jeg, det er hundedyrt, hvis jeg skal give ret meget mere end 3-400 kr for et stykke tøj. (Overtøj, mc-kluns og andet "specialtøj" undtaget) - og så undlader jeg for det meste at købe det. Jeg mangler jo ikke ligefrem tøj.

Når man lige har tømt hele ens klædeskab og vasket alt tøjet - så genfinder man ofte noget tøj, man havde glemt, man havde...
-Orv, har jeg også sådan en?
Den sætning er blevet brugt ret tit i de forgangne to uger!

Så derfor lod jeg Anja om tøjindkøb i går. Derimod anskaffede jeg mig en dansk-italiensk ordbog af Gyldendals de røde. Jeg havde i forvejen italiensk-dansk, så nu er jeg helt klar til at modtage undervisning i taliensk fra august.

Efter et par timers traven ind og ud af butikker, var vi blevet sultne og så var det tid at præsentere Anja for en af de bedste sandwiches, der kan fås i byen. (Og nej, det var ikke fra Sandwich Cafeen - omend deres sandwiches heller ikke er at kimse ad!)

Da vi nåede frem til cafeen Enjoy2go, bad jeg Anja finde en plads udenfor, så skulle jeg nok bestille frokosten. Inden jeg gik ind, forvissede jeg mig dog lige om, at hun godt kunne lide pesto og parmaskinke ;)

 Der gik ikke mange minutter førend der var serveret: Uhm! Det var sjovt at se, hvordan Anja næsten gik i selvsving over både smoothien og sandwichen - men jeg ved jo, hvor godt det smager :o)

Vi blev hurtigt enige om, at vi igen skal spise her, når hun kommer herned igen.

Efter endt spisning smuttede vi en tur i Kvickly (Var der nogen, der sagde jordbærtærte?) - og så gik det hjemad.

Hjem til en genstridig WordPress og Blogbot, men i det mindste lykkedes det at få bloggen i luften, inden hun skulle hjemad igen. Jo, det var en rigtig hyggelig dag :)

torsdag den 5. juli 2007

Hvor faen er IC3-toget til Sønderborg blevet af?

Det varer jo ikke længe, før jeg skal en tur ned og hilse på vennerne i Sønderborg.

Sådan som vejret ser ud, er der ret stor risiko for at jeg vil være gennemblødt inden jeg når Fyn (Den kraftige regn kan selv mc-regntøj ikke holde ude!) og så er det skisme koldt at skulle køre helt ned til Sønderborg.

Derfor kiggede jeg lige lidt på togmulighederne - og godt nok har jeg da læst noget om, at DSB havde skåret de daglige direkte forbindelser til Sønderborg ned fra 9 til 3 - men at det betød en meget bøvlet rejse, det havde jeg ikke lige med i overvejelserne. (Dengang vidste jeg jo heller ikke, at vejret ville te sig så åndssvagt!)

Hvis jeg vælger at tage toget kan jeg se frem til at skulle skifte på flere stationer - hvor herligt at vade op og ned af trapper med stor, tung taske! - og nogle gange skulle fortsætte rejsen med X-bus!!

I alt vil turen vare fra lidt over 4 timer til knap 5 (dertil kommer så tiden for transport fra min bopæl til en station) Dvs. jeg i hvert fald skal regne med at det tager 5-6 timer i alt...

...og så kan folk ikke forstå flere og flere flygter fra den offentlige transport?

Summasummarum - det eneste, der afholder mig fra at trille til Sønderborg på mc'en nu, det er da hvis det blæser så meget på Storebæltsbroen, at jeg ikke må køre over! Regnvejr eller ej!

tirsdag den 18. januar 2005

Dét kan hun altså ikke være bekendt!

Min veninde ringede her til aften. Vi sludrede om løst og fast, bl.a. om orkanen d. 8. januar - vi havde begge været ret heldige; Jeg var "bare" uden strøm i 16 timer og hendes drivhus var "klappet sammen".

 Temmelig hurtigt, for ikke at sige meget hurtigt, sporedes vores samtale, som så mange gange før, ind på vores store fællesinteresse; de tohjulede og så var det, at hun sagde noget hun slet ikke kunne være bekendt!!!

Hun forhørte sig, om jeg havde fri mandag-onsdag før påske, hvilket jeg kunne svare bekræftende på.
Fint, så skal vi ud og køre en masse ture...ikk'???
ARGH!! Nu gik det ellers lige så godt. Syntes jeg begyndte at kunne se en ende på ventetiden (42 dage tilbage nu!) og havde egentlig affundet mig med situationen - og så skulle hun absolut begynde at snakke om alle de ture vi skal køre .................. om 1½ måned....!

Nu er jeg bare totalt rastløs og frustreret over at der er såååå mange dage tilbage...

JEG LÆNGES FOR VILDT!!!!!!!!!!!!

 Mand, hvor jeg savner den her :o(

mandag den 3. januar 2005

Masser af "Tøze-MC-snak" på fredag

Jeg glæder mig, gør jeg!

Endelig er det nemlig lykkedes at finde en dato, hvor flest mulige fra mit mc-køreskolehold har tid til at mødes til noget god mad (på sammenskudsbasis) og en enorm bunke snak, der nok i høj grad kommer til at dreje sig om motorcykler :o)

Vi var 10 på holdet (heraf 7 kvinder) og i hvert fald 5 af kvinderne (inkl. undertegnede) møder op fredag.

Svarfristen udløber først i aften, så måske vi bliver 1-2 mere. Vi har ikke været samlet siden teoritimerne i juni/juli - har kun været i telefonisk kontakt af og til - og da flere af os dumpede en eller flere gange til hhv. teori-og/eller køreprøve, sidste mand fik først kørekort i november, så nåede vi heller aldrig at komme ud på en "fællestur" i 2004.

Derfor er det fedt, at vi nu skal ses igen :o)

Sådan en hel aften med overvejende motorcykelsnak kan ikke undgå at blive en succes, der skal gentages - og lur mig om ikke vi også får snakket om forslag til fællesture i 2005 :o)

søndag den 28. november 2004

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget...

Æv. Veninden måtte aflyse, da hun ikke havde det særlig godt - formodentlig begyndende influenza :o( Så nu har jeg en kæmpegryde med risjtaffel-kødsovs stående.)

Det er selvfølgelig brandærgerligt at hun måtte aflyse, men jeg vælger at se det positive i stedet for:

 - Behøver ikke tænke på aftensmad; Den skal jo bare varmes (og resten i fryseren)
 - Har pludselig hele dagen til at spille Sacred :o)
 - Hele hytten er rengjort og opryddet :o) :o)





onsdag den 21. juli 2004

På trods af mit "lonely wolf-gen"...

...var det ekstremt hyggeligt at sidde på terassen og hyggesludre med veninden om alt muligt , dog især om et bestemt emne ;o), mens vi spiste lækker grillmad. Regnen brillerede ved sit fravær:o) Har ikke kendt hende i ret meget mere end et par måneder, men for filan, hvor vi snakker godt sammen - dejligt :o) De 6 timer hun var her fløj afsted.

Var enige om, vi klart måtte have mange flere af denne slags aftener de næste mange år fremover :o)


Det skal nok blive godt vejr....!

Jeg købte min 45'er d. 17. juli 2002 (en fredag) og om mandagen skulle jeg en tur til dyrehandleren i Køge, da katten havde fået lopper!

Jeg erindrer stadig hvordan det mildest talt tissede ned og man spekulerede på om det nogensinde blev sommer...for så våd en juli havde vi da ikke haft i flere år. (Lyder det bekendt?) Husker også fra den sommer, at jeg fra slutningen af juli og helt frem til september havde gang i haveslangen adskillige gange for at redde mine have fra tørkedøden. Sidste år havde vi en lidt tørrere juli - men stadig med en del gråvejr/regn. 

Hvorimod hele august mere eller mindre var een stor hedebølge :o) Af ovenstående "grunde", er jeg derfor overbevist om at sommeren nok skal komme i år også :o) Desuden er det nuværende vejr rigtig godt for både små og store kartoffelavlere - kartoffelskimlen kan nemlig ikke lide de kolde nattetemperaturer :o) 

PS. En veninde har lige ringet - hun kedede sig, da hun var helt alene hjemme - så har inviteret hende herud og så griller vi altså både kyllingefiletter, majskolber, champignons og tomater - uanset vejret - ja vi gør så :o)))) 


fredag den 20. februar 2004

Efter nogle dages fravær...

...er det nok på tide at få griflet et par linier her igen.

Får besøg af nogle af mine bedste venner i aften, til en noget forsinket "tak-for-flyttehjælpen-middag". Jeg flyttede i juli, *G* så det må jo siges at være på tide..! Men, bedre sent end aldrig.

Mit køleskab var dog udgået for både salat og friske grøntsager, så jeg havde set i øjnene jeg nok måtte ulejlige min knallert... Dens udstødningsrør er ved at ruste helt op....UF, det bliver dyrt, skal have helt nyt, men håber den kan holde ca. 500 km endnu, så skal den alligevel til service, for med den timeløn mekanikeren har, sparer man hvor man kan *G*

Nå, men det blev ikke nødvendigt med en tur til Brugsen (3 km til nærmeste - jojo, bor ude på landet *G*) for da jeg kom ud på terassen stod der en kasse fra Aarstiderne *hurra, hurra* havde helt glemt det var i dag, da jeg kun får leveret hveranden uge.

 Der var både salat, svampe, broccoli og tomater, så nu får vi noget af et festmåltid i aften. Kyllingefileter, med kartoffelbåde og broccoli, anrettet på krølsalat. Dertil svampesauce - UHM.

Til dessert is med Bailey's. Jeg bliver allerede helt sulten *G*