Det ville være synd at påstå, det er gået godt med min tilegnelse af det italienske sprog. Desværre.
Jeg fik jo ellers meldt mig til et hf-hold i Roskilde august 2008, men var kun med de første to gange, fordi mine øjenoperationer så gav mig en ufrivillig pause helt frem til jul.
Efter jul startede jeg så på holdet igen, og jeg kunne da heldigvis følge med, fordi jeg havde læst hjemme.
Det var dog ikke altid jeg kunne komme til undervisningen, fordi min arbejdsgiver; Køge kommune har lagt mødedagen om mandagen, samme dag som italiensk!
Det betød, at jeg ofte var nødt til at melde afbud, da jeg simpelthen ikke altid var frisk nok til at drøne videre til Roskilde efter en lang dag på jobbet.
Efter sommerferien måtte jeg så melde afbud til 1. gang fordi jeg var på lejrskole - og i skrivende stund har jeg ikke været der siden november, enten pga lange møder, sygdom eller vejret (Kan kun komme derind, når jeg kan køre mc.)
Sammenlagt har jeg på de 1½ år været til undervisning ca. 3-4 måneder! Niveauet er steget markant (ny lærer), og jeg har fået rigtig svært ved at følge med, simpelthen fordi jeg ikke har tid til at sidde herhjemme og forberede 5-6 timer om ugen, hvor gerne jeg end ville.
Forberedelsen til mit job kommer jo i første række. De fleste på holdet er pensionister, der har tiden til at "nørde" med sproget.
Det har været rigtig frustrerende for mig og jeg har bandet og svovlet adskillige gange. Jeg vil jo så gerne lære det smukke sprog. Takket være en kollega, der selv er begyndt, fandt jeg så ud af, at der er mulighed for italiensk i Køge.
Godt nok starter jeg så forfra, men pyt med det. Det er aldrig nogen skade til i sprogindlæring at få gentaget ting og jeg ville kunne slippe for frustrationen.
Jeg var så til de første timer i går - og hvor var det DEJLIGT!
De bruger den samme bog (Passaparola) som jeg har været igennem en gang før og jeg kan nu med LETHED følge med og har TID til at få repeteret de ting, jeg har glemt (Klokkeslet fx.)
Jeg har endnu ikke fået frameldt mig holdet i Roskilde - jeg vil lige ind og sige pænt farvel, når det atter er muligt at køre mc.
Jeg er bare så glad for atter at komme i gang med det smukke, smukke sprog :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar