mandag den 20. marts 2006

Jeg mente nok, der var noget jeg havde glemt...

...den dag det var den 14. februar. Dvs. for 6 dage siden. Den dag fyldte bloggen her nemlig 2 år - så forsinket til lykke til min blog *G*

mandag den 6. marts 2006

For pokker da! Hvor er jeg bare ude af træning...

... når det gælder om at se film med mere eller mindre uhygge.

Siden sidst på eftermiddagen - efter en køretur hjem i snevejr (Et snevejr der heldigvis først tog rigtig fart da jeg var kommet hjem!) har jeg siddet i sofaen og genset en gammel kending, som jeg ikke har set, siden den blev vist på DR første gang. Jeg har jo IKKE DR2!

Dengang fik jeg oven i købet kun set de første 4 afsnit, så jeg har da noget til gode. I dag har jeg så nået de første 3 afsnit.

Jeg hentyder selvfølgelig til Lars von Triers "Riget I + II".

Bryder mig ellers ikke om Lars von Triers film, men lige netop "Riget I" fangede mig noget så gevaldigt dengang. Så, da det pludselig var muligt at få fat på begge dvd'er for 100,- i alt, så slog jeg til.
Indtil videre er jeg heller ikke blevet skuffet ved gensynet - finder den stadig lige vel uhyggelig af og til - men selvom jeg undervejs har fået flere mere eller mindre store chok, så er det nu alligevel en temmelig fed fornemmelse at blive forskrækket på en "sikker måde". Jeg tilskriver denne opståede mangel på "nerver af stål" - noget som jeg ellers havde i rigelige mængder da jeg var yngre - min ekstremt livlige fantasi, der lynhurtigt går i overdrive :o)

Derfor vil jeg også gå i seng lige om lidt og fordybe mig i "Sjælekrøniken", så jeg kan få "Riget" lidt på afstand - har godt nok ikke den store lyst til at drømme om Rigets univers i nat. Skal jo pokkers tidligt op og har derfor brug for min nattesøvn! *G*

Godnat - og sov godt!

søndag den 5. marts 2006

Kedelig kronprinsesse

Efter at have givet den en chance i godt 35 minutter, opgav jeg og slukkede for tv'et. Enten er jeg bare overtræt og derfor slet ikke gearet til en politisk serie, eller også er "Kronprinsessen" bare et ualmindelig kedeligt "drama" - jeg hælder mest til sidstnævnte mulighed.

TV-serien skulle jo være en adaption af Hanne Vibeke Holsts roman - jeg skal dog ikke gøre mig klog på om den holder sig tæt opad romanen eller ej, da jeg ikke har læst den - og heller ikke kommer til det. Der er en del forfattere, der ikke interesserer mig, og HVH er så afgjort en af dem.


Snakke-weekend

Skal ellers lige love for jeg har fået lyttet og snakket i denne weekend :o)

Kan faktisk slet ikke mindes, hvornår jeg har kommunikeret SÅ meget i løbet af en sølle weekend *G* Men - det var kanonhyggeligt!

Maden smagte (Hvor utroligt det end kan lyde) endnu bedre end forventet. Faktisk smagte den så godt, at vi fik samme ret til hvert hovedmåltid *G*

 Især var de ovnstegte kartofler (tilsat rigelige mængder frisk rosmarin og citrontimian fra terassen, samt et skvæt olivenolie) noget af et monsterhit ;o)

Synes dog egentlig det er mest bemærkelsesværdigt, at veninden faktisk godt kunne lide den marinerede lammesteak - og spiste op! Hun er ellers ikke særlig glad for lammekød.

Som jeg har skrevet før, så har mine to katte det jo med at forsvinde, når der er andre i huset - men det lykkedes faktisk veninden at se begge katte!

Capriccio dukkede allerede op fredag aften og lod sig kæle med. Speedy tog det noget længere tid med; først lørdag aften bevægede han sig ud fra sit skjul under min seng og så ganske langsomt blev han mere og mere nysgerrig.

Det lykkedes dog aldrig veninden at komme til at kæle med ham, men han snusede da til hendes hånd en enkelt gang! *G* Kylling!

 Jo - det har været en rigtig hyggelig weekend - men nu må det godt snart blive noget varmere i vejret; jeg er eddermame godt træt af at skulle op 5.15 for at skulle lade mig transportere af det offentlige. Dét er bare så meget nederen!

onsdag den 1. marts 2006

Skemafri torsdag og fredag!

Det betyder ikke, at jeg ikke skal lave skolearbejde, men det betyder at jeg IKKE skal op kl. 5.15 i morgen tidlig :o)

 Jeg kan tillade mig at sove længe, for så blot at sætte mig til computeren og arbejde. Skal dog lige ud ad døren på et tidspunkt; har opdaget jeg skal have fornyet mit pas, inden jeg damper til Tjekkiet, så håber vejene er tørre, i hvert fald i morgen formiddag.

 Fredag formiddag står den også på skolearbejde, så jeg kan tillade mig at holde fri hele weekenden; får nemlig besøg af en gammel veninde, der bliver hele weekenden. Det skal nok blive hyggeligt :o) 

Åh, hvor er det dog aldeles pragtfuldt, at jeg - teoretisk set - har weekend NU! :o)