fredag den 3. maj 2019

Hvordan synes jeg selv det går...

...med at overholde mine 3 nytårsforsætter...?



1. Kun luge 1-2 bede ad gangen - for ryggens skyld.

Det går faktisk rigtig godt - jeg er endnu ikke nået helt igennem et eneste bed! 

Stierne har efterhånden 20 cm højt græs i fugerne nogle steder, men jeg har da nået at rense ca. 2 m2 belægning i køkkenhaveafdelingen...!

Til gengæld har vi fået gjort udestuen forårsklar - det tog så også to hele dage! (Langfredag og 2. påskedag.)



2. Jeg skal tage fotos i haven mindst tre gange om ugen. 

Det går det godt med - det bliver overholdt :)

3. Mindst 5 indlæg på bloggen pr. måned - i gennemsnit.

Status er: Januar (7), Februar (3) marts (3) april (2).

Da jeg må konstatere at det åbenbart er for meget forlangt at lave fem indlæg pr. måned - og jeg nægter at slå mig selv oveni hovedet over ikke at nå det, vil jeg nedjustere til 4 indlæg pr. måned - i gennemsnit, for så er jeg der næsten - ligger på 3,75 lige nu :)

Nu er jeg lige færdig med overarbejdet her 1. maj - og har næsten fået styr på årets mundtlige eksamen i engelsk - de trak heldigvis ikke tysk i år! Så det burde snart give noget mere fritid.

Det ser også ud til, at jeg får lidt flere fridage herhjemme de næste par måneder (Weekender og helligdage+ ferie) - Jeg/vi har været afsted til rigtig mange ting her på det sidste.

I april måned havde vi kun Skærtorsdag, Langfredag og 2. påskedag hjemme. Alle andre "fridage" var optaget af Hollandsturen og diverse arrangementer.

Bare i sidste weekend var jeg til repræsentantskabsmøde i Haveselskabet om lørdagen og til Claus Dalby-foredrag om søndagen - og det var så den weekend.

Det var så meningen jeg ville i haven i denne weekend, hvor jeg endelig har lidt tid til det, men det kommer sandelig an på vejret.

Lidt billeder siden sidste indlæg: 
Her er det jeg har fået luget i køkkenhaveafdelingen - før og efter. Det tog 1,5 time.
Til repræsentantskabsmødet i lørdags var foredraget efter frokosten denne gang med Bonnie Hall, der fortalte om sin 400m2 have. Hendes have er med i Nina Ewalds bog "Den store bog om små haver", der udkommer d. 28. maj.
 Nogle vi måske huske, at Nina også fotograferede min have. Den kommer dog ikke med som en "selvstændig" have, men hun har fortalt mig, at der er billeder fra min have i bogen.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at se bogen :)
Som sædvanlig fik vi en plante med hjem. Denne gang denne smukke Physocarpus opulifolius 'Midnight'.  Amerikansk blærespirea. Jeg har endnu ingen anelse om, hvor den skal være...som sædvanlig :)

Ligeså lykkedes det os endelig at få hilst på hinanden; Lisbet og undertegnede. Det var vældig hyggeligt endelig at få sat ansigt på :)

I søndags var jeg blevet inviteret med til et foredrag med Claus Dalby. Det foregik i Brøndsalen i Haveselskabets Have. På vejen derhen så jeg denne lille "mini-Keukenhof-efterligning" i en bette park på Pile Alle. Ganske smuk.
 Claus Dalby fortalte om sin nye bog "Små haver, store drømme". Flere af bogens haveejere var tilstede og måtte pænt rejse sig op, når han nåede til deres have. Generelt var det er meget inspirerende og underholdende foredrag, synes jeg.
 Herhjemme har jeg fået plantet næsten alle tomatplanter ud i udestuen. 
I år afprøver vi et nyt vandingsaggregat; en stor vandsæk med drypvandingsslange. Indtil videre ser det ud til at fungere - så længe Carsten ellers husker at fylde sækken med vand (+gødning).
 Til sidst lidt blomster fra haven. Denne er købt på Tulipanmuseet i Amsterdam i september 18.
 Tulip urumiensis er hjembragt fra Hortus Bulborum. (Plantemarkedet - Thunbergens stand.)
 Også fra Hortus Bulborum: Duc van Tol tulipan.
 Har fundet ud af, at denne 'Helmar' åbenbart tilhører "Rembrandt-tulipanerne". Troede kun jeg havde 4-5 stykker tilbage af de 100 jeg købte en gang, men det er vist nærmere 20, så den lader til at være rimelig stabil.
 Har forøvrigt fået navnet på den pelargonie jeg tog med hjem fra Holland. Spurgte i pelargoniegruppen på FB - og det skulle være en'Occold Shield'.
 Tulip 'Bright Side' - købt ved Keukenhof.

 Til allersidst den "mærkeligt udseende" tulipan jeg tog 3 løg med hjem fra Tulipanmuseet, da jeg var der i september. Det er dog åbenbart kun to af dem, der er blevet til noget.

Jeg er gået hen og er blevet ret vild med den. 'Acuminata' hedder den.

10 kommentarer:

  1. Det er jo uansett bra at du prøver å holde dine forsetter :)
    4 innlegg pr. måned er jo veldig bra det også!
    Så flott det ble etter lukingen. Sånt tar veldig mye tid hvis det skal bli bra. Flotte tulipaner også :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også det jeg tænker: 4 indlæg om måneden er bedre end ingenting :) Fordelen ved at lave mange indlæg er dog, at jeg så kan bruge bloggen som "have-huskebog" - det er ikke så nemt med få indlæg :)

      Slet
  2. Hej Esther

    4 gange om måneden er da udmærket!
    Tulipa acuminata bliver -på trods af sit aparte udseende- opfattet som en selvstændig art, eller som en variant af Tulipa agenensis. En morsom sag jeg også i mit sidste nedslag.

    Ha en dejlig weekend

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg vil helt sikkert forsøge at få flere acuminata, da jeg synes, den er helt fantastisk. Jeg købte jo tre løg med hjem, men det er kun to af dem, der er blevet til noget. Kan se at eurobulb plejer at have dem :)

      Slet
  3. Du laver indlæg efter lyst og behov, sådan skal det være. I dag kommer du nok ikke i haven, det er alt for koldt. Du må slappe af med havebøgerne i stedet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lørdag var jeg slet ikke hjemme, men på Fyn, så det var vist godt det samme - med det vejr. Uf, det var koldt. Vi nåede heldigvis hjem i tide til at dække de blomstrende æbletræer med fiberdug inden nattefrosten. Kun nogle enkelte blomster havde taget skade.

      Slet
  4. Som John Lennon sagde: "Life is what happens while you're busy making other plans".
    Hyg dig med dit liv, både det professionelle og ikke mindst alt det andet.

    Dejlige løgplanter!
    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo tak - jeg hygger mig skam også, men det begynder at blive lidt kritisk i bedene; ukrudtet er temmelig dominerende nogle steder.

      Slet
  5. Det bliver en god øvelse i at lade som om man ikke ser ukrudtet i sine bede, hihi. Jeg øver mig osse, jeg kan godt mærke jeg ikke er 50 mere.
    Den er godtnok sjov den sidste tulipan. Måske mere sjov end smuk.
    Og det bilede fra den lille park er da rigtig flot. Det var lige sådan noget lignende der manglede på Gavnø i år. Det er flere år siden jeg var der sidst og jeg var faktisk lidt skuffet i år.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha..ja men det er sørme ikke nemt at overse ukrudtet...

      Jeg synes Acuminata er superflot, men ved godt mange synes, den er for speciel til at være smuk :)

      Ja, den lille park på Frederiksberg var en meget positiv overraskelse. Gavnø har jeg endnu ikke været på :)

      Slet