I løbet af det sidste halve års tid har jeg oftere og oftere døjet med hovedpine lige over højre øje (3-4 gange ugentligt!) Tænkte at det højst sandsynligt var på tide at få tjekket synet igen, da dét i hvert fald hjalp for 3 år siden.
Havde så en tid til synstest i dag - og ganske rigtigt - mit syn på venstre øje havde ændret sig markant (Og derfor bliver højre øje overbelastet -> hovedpine)
Derudover er jeg nu blevet så voksen(!!) at jeg skal have læsebriller, men eftersom jeg aldeles ikke gider rende rundt og konstant skulle skifte mellem 2 par briller var det løsningen at anskaffe mig nogle glas med usynlig overgang, eller hvad det nu hedder.
Heldigvis kan de nye glas indsættes i mit nuværende stel, (det betyder blot jeg skal sidde uden briller i 1 time - det overlever jeg nok) for hvis der er noget jeg altid har AFSKYET, så er det at få et nyt brillestel. Det er RÆDSELSFULDT - og af samme grund, har jeg vist kun haft 7-8 stel i de ca. 32 år jeg har brugt briller.
Jeg ved godt, der er mange, der nærmest bruger briller som tilbehør og derfor har minimum 4-5 par at skifte imellem, det er bare ikke mig. Mine briller skal helst være så "usynlige" at man ikke lægger (ret meget) mærke til dem og af samme grund har stellene - med en enkelt (hvid) undtagelse - altid været "metalfarvede".
Da jeg er temmelig nærsynet (Har været oppe/nede på -11 på et tidspunkt, nu er den ca. - 8,50 og -9 ) er der mange, der har spurgt hvorfor jeg dog ikke lader mig operere, eftersom jeg med så svagt et syn ville kunne få dækket langt de fleste omkostninger ved en laseroperation. Jeg har for lang tid siden besluttet, at jeg ikke vil opereres.
For det første undgår jeg smerter så vidt muligt (og har hørt fra flere opererede, at det gør ondt i dagene efter, så hvorfor udsætte sig for det?) og for det andet, men sandelig ikke mindre væsentligt; så må der jo være en særlig grund til at optikere og øjenlæger STADIG foretrækker briller fremfor at blive opereret!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar