Jeg har fået en gammel, men fuldt funktionsdygtig saftkoger - en original svensk "Saft-Maja" - af min mors mand.
Jeg har aldrig før brugt sådan en, men kan huske fra min barndom, at min mor flittigt brugte sin "Tutti-frutti", især i september måned - og så havde vi den dejligste hyldebærsaft til vinteren.
Uhm, sådan en portion varm hyldebærsuppe med æblebåde og tvebakker - det var lykken at komme ind til, når man havde været ude i kulden.
Siden jeg er blev haveejer, jo mere interesseret bliver jeg i at producere min egen mad - eller i hvert fald noget af den. Jeg er meget inspireret af Alys Fowler, som svensk tv sendte en udsendelsesrække med i det tidlige forår.
Hendes have er mindre end min og hun kan holde sig selv og sin mand med frugt og grønt (og æg) en hel sommer. Desuden er hun meget sød og charmerende at høre på.
Herhjemme advokerer Signe Wenneberg jo også for den slags og hende hørte jeg til et foredrag i Køge d. 21. august og blev ikke mindre interesseret i at være så selvforsynende som muligt - om sommeren.
Høns må jeg dog undvære i haven...dét er den trods alt ikke stor nok til...selvom kattene sikkert ville blive begejstrede...haha.
I år har jeg været selvforsynende hvad angår tomater, rabarber, zucchini og kartofler. Jeg nyder at jeg først i dag (9. september!) har været nødt til atter at købe kartofler.
Nu har jeg nemlig kun 2 spande aspargeskartofler tilbage - og de skal bruges næste gang jeg får fat i et godt stykke laks. (Fiskebilen er desværre holdt op med at sælge her i byen)
Mine bærbuske gav ikke noget i år; et stikkelsbær (2 buske) og to ribs (2 buske). Mine blåbær har givet en håndfuld - men det bliver vel bedre næste år.
Til gengæld var jeg tidligt i morges, med gummistøvler på fødderne - og hurra for det, for fy for pokker, hvor stedet vrimlede med dræbersnegle...de var overalt...dog heldigvis ikke oppe i buskene! - ude på hyldebær-"rov" lige "rundt om hjørnet - der hvor jeg også hentede hyldeblomster i sommers.
To spande blev det til. Efter at have klippet de største stilke af (og fjernet diverse insekter og almindelige snegle!) viste vægten 5,3 kg bær.
Jeg er nødt til at koge saften af to omgange, da alle bær ikke kan ligge i saftkogerens bærbeholder på en gang. Flaskerne er lagt i ovnen, så de bliver steriliserede.
Jeg håber de 5,3 kg bliver til nogle liter saft, men lad os nu se. Indtil videre synes jeg nu ikke, det ser ud af ret meget...
Så er vi klar til første omgang af saftkogningen. Hvis det her hyldebærsafts-kogning bliver en succes, så tror jeg, jeg skal prøve med andre bær/frugter også. Æbler og hyben f.eks....
Skal i så fald bare lige finde hyben ;o)
Kan huske et helt hegn med hyben der hvor jeg boede før...måske man skulle køre en tur forbi...?! Til næste sommer kan jeg lave rabarbersaft...og og og...hm...det kunne godt gå hen og blive til endnu en tidskrævende beskæftigelse, det her.... ;o)
Nå, men inden jeg nu lader mig rive helt med, så må jeg vist hellere først se, hvordan resultatet af dagens anstrengelser bliver... :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar