tirsdag den 28. marts 2017

Vi fik også nået noget i weekenden

Selvom vi havde en aftale hos gode venner fra lørdag eftermiddag til søndag middag, så knoklede vi ikke desto mindre løs i haven fra lørdag morgen. Godt der ikke var frost, så vi kunne gå i gang allerede 8.15.

Første opgave var udskiftning af krydderurt-højbedet ved terrassen.
Som det nok kan ses på billedet, så havde pallerammerne det ikke for godt. (Den øverste er dog en ny ramme, som blev udskiftet for ½ år siden.) Det var forøvrigt på høje tid at få dem skiftet, for da vi løftede dem op, "smuldrede" flere af dem.

De første højbede i køkkenhaveafdelingen er lige så gamle eller ældre, så vi kommer nok ikke udenom at skulle udskifte dem snarest også. Tror dog vi nøjes med at udskifte et enkelt i år. Det er noget af et arbejde.

Efter jeg havde fjernet de purløg, der stod i bedet, gik vi i gang med at tømme det for jord. De første to pallehøjder var nemme nok, da jorden var købemuld...men så kom vi ned til de græstørv, der var blevet brugt som bund, dengang jeg lavede højbedet tilbage i 2012 og så blev det tungt.
Græsset var naturligvis formuldet, men lerjorden bestod. 

For sjovs skyld lavede jeg "lerprøven"...Hvis man kan rulle en pølse af jorden uden de store problemer, så er det lerjord.
Det tog kun et par sekunder, så stod jeg med denne pølse i hånden, så hvis jeg nogensinde havde tvivlet på, om min jord var lerjord (Det har jeg nu ikke været) så ville enhver tvivl være borte nu.
Der er vist ikke noget at sige til, at jeg har haft mine kampe med min tunge lerjord (og en gang imellem stadig har.) 

Efter ca. tre kvarters arbejde, kunne vi sætte de nye pallerammer - som vi havde malet i løbet af torsdag/fredag - op - og sikke det pyntede.
Carsten satte derefter fiberdug på indvendigt. (Her er et billede af den hårdtarbejdende mand, Lisbeth)
Jeg var glad for at slippe for den grimme, grønne presenning jeg indtil da havde haft i højbedet.
Da fiberdugen var kommet på plads manglede vi så "bare" at fylde op med jord igen. Lerjorden blev blandet med kompost og købemuld samt lecakugler.
Øverst hældte vi nyt plantesækkejord på og så kunne mine purløg komme på plads igen.
Det tomme stykke skal der persille og dild i, men det er stadig for koldt at plante ud, så indtil da har jeg drysset det med kaffegrums, og håber det kan afholde kattene fra at bruge det dejlige lækre jord som kattetoilet. Indtil videre har det virket.

Efter højbedet var klaret gik vi i gang med det lille vandbassin i forhaven. Min åkande (Nymphea 'Albatros'  (hvid med gul midte))  har stået inde i det frostfri skur hele vinteren - i en sort spand.

Den var begyndt at skyde og også ved at sprænge sin potte, så det var på høje tid den kom ud i bassinet igen.

De andre to vandplanter (en Scizostylus  - Rød kaffelilje og en Typha latifolia - bredbladet dunhammer) var også ved at sprænge deres potter, så i stedet for at bruge tid på køre til Køge og købe "vandpotter", tog vi nogle almindelige potter, som Carsten så borede huller i.
Mens jeg ompottede planterne og klippede det visne af, tømte Carsten vandbassinet og påfyldte nyt vand.
Til sidst blev vandplanterne sat ned igen og så måtte vi stoppe for den dag, da vi skulle ud til vores gode venner.

---

Søndag ved middagstid var vi hjemme igen og skiftede straks til arbejdstøj.

Jeg grovlugede stenbedet og det hvide bed...- og opdagede, at min højtskattede hvide løjtnantshjerte var afgået ved døden :(  Jeg ved endnu ikke om jeg køber en ny. Først vil jeg lige havde plads til alle mine nye planter, så må vi se, om der er plads.

Imens jeg lugede, tog Carsten endnu en omgang med malerpenslen, og som det ses, mangler han nu kun en lille smule. Jeg håber, han kan få det klaret i løbet af næste weekend, selvom vi også skal have rengjort udestuen der - det er i hvert fald planen.
Det pynter rigtig meget med det grønne plankeværk - det giver en meget bedre baggrund til planterne.

Jeg fortsatte lugningen i forhaven og efter en times tid så det hele meget bedre ud.
Carsten fik også monteret pumpen igen, så der er rindende vand, når solen ellers skinner.

Min første tulipan er sprunget ud. Det er en trofast lille en, der kommer år efter år. Den er blevet flyttet rundt et par gange de første år, men jeg håber at den begynder at sætte sideløg på et tidspunkt. Det er jo en botanisk tulipan, så den burde brede sig.
Apropos det med at brede sig, så har jeg opdaget at den største af mine "faster-erantis" har lavet unger...så nu gælder det om ikke at forstyrre dem, så der om et par år er endnu flere erantis :)

De første narcisser er også sprunget ud. Her er det 'Topolino', der står i Sydhavens bed.
Et par dage efter begyndte 'Rip van Winkle' at springe ud. Åh, det er nu en herlig tid i disse uger. Nærmest hver dag er der sprunget noget nyt ud i haven.
Igår aftes var jeg til blomsterdesign, hvor vi skulle lave en påskekrans. Den er jeg godt tilfreds med.

20 kommentarer:

  1. Så flott det ble med de nye pallekarmene! Det pyntet virkelig opp. Vakker påskekrans du har laget :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det pyntede meget med de nye pallerammer.

      Tak...jeg er også meget tilfreds med min påskekrans :) Det er ikke altid jeg er så tilfreds med mine opgaver på blomsterdesignkurset, men denne er jeg.

      Slet
  2. Sød krans! Lerjord bakser vi også med - lidt irriterende faktisk, at der tit skal jordforbedres.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :)

      Jeg er egentlig glad nok for min lerjord..men for pokker hvor den dog hurtigt bliver tung, selvom man har blandet grus, kompost og købemuld i den...

      Kan huske da jeg gravede en sti i Henriettes (Rødby) have sidste år...jorden var så lækker...så jeg blev en anelse misundelig :)

      Slet
  3. I har da nået rigtigt meget. Det nye højbed er bare så flot og hvor dejligt med allerede udsprungne tulipaner og narcisser. Jeg har også været i haven, i går fik jeg ordnet alle krukkerne der står til opbevaring i drivhuset. Så nu er de parat til en ny sæson og drivhuset afventer den helt store rengøring. Hold op hvor er det bare dejligt at komme igang igen derude i haven og ikke mindst det skønne vejr vi har. Jeg har i hvert fald helt glemt hvordan varmen fra solen føles :-). Kh Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Her satser vi på at få gjort drivhuset (=udestuen) rengjort i den kommende weekend. Det er et hadearbejde...jeg har så mange ting derinde, der skal flyttes.

      Du er ikke den eneste, der kan nærmest forbløffes over hvordan solens varme føles. Utroligt man næsten kan glemme det.

      Slet
  4. Hej Esther

    Sikken i får noget fra hånden!
    Det er da den første tulipan i blogland - tillykke med det.
    Alle tulipaner, og planter sådan generelt, er vel egentlig botaniske:)
    Din kunne godt ligne en Greigii type, måske den der hedder "Toronto"?

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Karsten

      Haha...ja alle planter er jo botaniske... :) Tror nu godt du ved, at jeg mente de ikke-forædlede :)

      Jeg ved ikke, hvad tulipanen hedder. Den stod her i haven, da jeg flyttede ind. Dengang var der en lille gruppe, men jeg var nødt til at grave dem op, dengang husets sokkel skulle repareres - og det kunne de fleste af løgene åbenbart ikke tåle. I hvert fald har jeg kun den ene tilbage.

      Jeg tror ikke det er en 'Toronto' - den er noget blegere i farven.

      Slet
  5. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af lerjord. Jeg er vokset op på sandjord - og bor nu på endnu mere sandjord! Det har sine fordele, men også ulemper. Men sådan er det jo nok med alting. I har da fået noget fra hånden i weekenden - det rykker virkelig, når man er 2 mand i sving, og så er det oven i købet hyggeligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at arbejde i sandjord, da jeg aldrig har prøvet det...men jeg kunne forestille mig, at det kræver temmelig meget jordforbedring?
      Ja, der sker noget, især når man er to....det gør der forhåbentlig også i den kommende weekend, hvor hadeopgaven (=rengøring af drivhuset=udestuen) står på to-do-listen.

      Slet
  6. Ja, lerjord kender vi også her i Præstø, og det giver god motion.
    I har sandelig knoklet, men er det ikke skønt at kunne sætte flueben ved nogle punkter på den uendelig lange liste man går rundt med inde i hovedet? - og når så haven springer ud omkring ørerne på én samtidig. Bare dejligt!

    God arbejdslyst videre frem!
    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulla

      Jo, det er dejligt at kunne krydse af...og i år er min liste ikke en gang kun i mit hoved, har faktisk printet den ud, da den er temmelig lang. (Haven skal jo gerne vise sig fra sin bedste side, når vi holder Åben Have for første gang til juli.)

      Slet
  7. Jeg må da godt nok sige at i har været aktive i ferien, hold da op og haven ser jo helt fantastisk ud :o)
    Godt billede af Carsten :o))
    Jeg har lige læst dit indlæg om det dejlige rosenhotel i har boet på, dybt suk hvor kunne jeg godt tænke mig en weekend der :o)
    Knus fra Mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også en smule overrasket over hvor meget vi egentlig nåede. Syntes jo ikke vi nåede særlig meget i ferien...men når jeg så ser det listet op, så blev det jo alligevel til en hel del :)

      Ja, jeg tænkte nok du ville synes godt om Hotel Rosarium :)

      Knus

      Slet
  8. Hvor ser din have dejligt forårsklar ud. Jeg sidder her og bliver glad for vores sandjord. Det eneste sted vi har jordforbedret er i køkkenhaven, en upser, for vi fik lerjord(de kaldte det muld, dem vi købte af) til at blande i, det kræver noget at få det arbejdet sammen;-) og roserne får sig selvfølgelig en lille jordpakke med.
    Ha en god dag
    Køn påskedek du har lavet

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak tak... men der er nu en del i haven, der ikke er forårsklart endnu. F.eks. ligner køkkenhaveafdelingen noget, der er løgn... (Har over 20 krukker stående bag skuret...og de er faktisk begyndt at blomstre, men endnu er der ikke plads til at få dem ud i "lyset"...)

      Så fik I da noget helt andet jord end sandjord at arbejde med, må jeg sige :)

      Tak - jeg er også godt tilfreds med kransen :)

      Slet
  9. Hejsan!

    Här i trädgården vilar inga latmaskar, massor ni fått gjort och snyggt blir det.

    Det där staketet är riktigt stiligt som bakgrund till allt det gröna.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er lykkelig for at plankeværket nu bliver malet...det har jeg så også været fem år om at få gjort. Er faktisk ikke sikker på det ville være blevet gjort endnu, hvis ikke det var fordi Carsten har gjort det. Jeg vil så meget hellere rode med jord og planter end male træværk.

      Slet
  10. Hej Esther!
    Så mycket ni har hunnit med, och mycket fint som blommar. Gillar färgen på planket, riktigt fint.
    Ha det bra /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marika

      Ja, den grønne er en rigtig fin baggrundsfarve til blomsterne. Især i skyggebedene, der jo i forvejen er mørkere, der lyser blomsternes farver ekstra op.

      Slet