Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag

søndag den 1. februar 2015

Tøj til prinsessen

Som nævnt forleden har jeg fået syet noget tøj til min niece. Dengang kunne jeg ikke vise billeder af det, da min svigerinde endnu ikke havde fået det. Jeg ved ikke, om de følger med på bloggen her jævnligt, men ingen grund til at risikere de så tøjet for tidligt :)

I går gav jeg svigerinden tøjet, så nu kan jeg vise billeder:

Først en kjole i "champignon-stof"...


...og samme kjolemodel i stof med små hvide stjerner på lyseblå bund. Blonden er kniplet af min farmor (som døde i 1970).

Hvis jeg ellers husker ret, er mønsteret fra Alt om Håndarbejde...1985 eller deromkring....men da det er et tidløst mønster kan det snildt bruges her i 2015 også.


Til sidst syede jeg så en lilla velourdragt. Mønsteret er fra samme blad. Jeg har altid været vild med lige præcis det mønster og har gennem tiden syet utallige sådanne buks+trøjesæt.

Jeg syr det af og til i andet stof end velour, det kan sagtens lade sig gøre, men sættet bliver ekstra lækkert i velour.


Svigerinden blev glad for det hele...men det var tydeligt at se, at "joggingdragten" var den hun var mest begejstret for.

Jeg har allerede næste syprojekt til prinsessen i hovedet, så må vi se, hvornår jeg får tid til det.

søndag den 25. januar 2015

Et lille drys sne...

...mere blev det ikke til i denne omgang, men det pynter da gevaldigt :)



Mine tre jordbærkrukker, hvori der vokser et par husløg jeg såede for et par år siden.


Sydhaven


Stenbedet til venstre - det lyse bed til højre for stenstien.


De nye gangstier igennem Flammebedet.


Surbundsbedet ved køkkenhaveafdelingen.


Billederne tog jeg i morges, da jeg det meste af dagen har siddet ved symaskinen og fabrikeret tøj til den lille prinsesse (niecen). Det er altså sjovt at sy i str. 63 cl...men det er det altså slut med nu. Næste gang jeg syr til hende, bliver det str. 72 cl,

Hvis der ikke kommer noget i vejen, mødes jeg med svigerinden onsdag, hvor hun får tøjet...og SÅ kan jeg lægge billeder op (Hvis jeg husker det.)

Udover bruge en stor del af dagen på at sy, så er jeg stadig flittig med at overføre gamle indlæg. Jeg er faktisk nået meget længere end jeg havde regnet med.

Jeg havde regnet med at overføre 15-20 om dagen...

Jeg vil skyde på at antal overførte indlæg nu ligger på 800-1000. (De mangler dog alle at få etiketter, men det haster ikke, det gør jeg når de er overført allesammen.)

Jeg kan mærke jeg bare VIL være færdig med det arbejde...men jeg ved også godt jeg næppe bliver færdig før til sommer...medmindre jeg holder niveauet...vi får se.

søndag den 29. marts 2009

Skråbånd - trin-for-trin

/many efterspurgte i en tidligere kommentar en foto-vejledning i at kante med skråbånd. Hendes ønske forsøger jeg hermed at efterkomme, men om det så er en vejledning eller en vildledning, tja, det kommer nok an på læseren  :)

Nedenstående foto-serie fortæller hvordan jeg kanter med skråbånd - om det så "håndarbejdsteknisk" er den helt korrekte metode, det aner jeg ikke og jeg er også ligeglad, for det fungerer jo :o) Godt så - here we go:

Det smarte ved skråbånd er at man tydeligt kan se midten af det og derfor er det ret nemt at få det sat lige på. Jeg lader altid 1-2 cm bånd "stikke ud over". Så har jeg det at holde fast i, når jeg starte med at sy - ellers kan maskinen nemt komme til at lave "kluddermor". Desuden sørger jeg for, at båndet ALDRIG er krøllet på forhånd. Hvis det er, så stryger jeg det - også selvom det "bare" drejer sig om en lille fold.

Jeg bruger to forskellige måder at sætte nålene på, alt efter om skråbåndet er smalt (1,3 cm) eller bredt (1,8 cm). Det smalle:

 

Det brede:

 

Egentlig er det jo hip som hap, hvordan jeg sætter nålene, det er vist bare et spørgsmål om vane. Men sådan her gør jeg altså. Nu skal skråbåndet så sys fast. Jeg piller den første nål ud og sørger for det hele ligger som det skal, før jeg sætter trykfoden ned.

 

 Dernæst drejer jeg nålen ned i stoffet og er klar til at sy. Jeg holder fast i det overskydende bånd (fremgår ikke af foto) - og så trykker jeg på pedalen.

 

 Jeg syr i små "bidder"; når jeg nærmer mig en nål, stopper jeg, piller nålen ud, og tjekker lige båndet ligger som det skal en ekstra gang, før jeg syr videre.

 

 Nogle gange begynder båndet at "bule" længere fremme - og jeg kan være ret sikker på, at båndet vil komme til at sidde skævt, hvis jeg blot fortsætter. Dette undgår jeg ved, at jeg (med synålen nede i stoffet) fjerner de resterende nåle i skråbåndet. Nogle gange begynder båndet at bule efter blot et par cm - jeg piller stadig alle nåle ud og syr så uden.

Det kræver noget træning at kunne sy uden nåle, så hvis man ikke har prøvet det før, skal man nok lige øve sig på en "kladde" først.

Som det forhåbentlig kan ses på næste billede, så sørger jeg for at skråbåndet sidder som det skal, før jeg fortsætter og så holder jeg stof og bånd ret stramt ned omkring symaskinen, så er det nemlig meget nemmere at få skråbåndet til at blive på plads.

 

Så er vi færdige og det overskydende skråbånd kan klippes af med en skarp saks

 

Derefter tjekker jeg lige, at syningen ser pæn ud over det hele. Nogle gange sker det jo, at syningen er udenfor skråbåndet nogle steder og så retter jeg det.

 

Det var så den fotovejledning. Håber den kan bruges, /many og evt. andre??