onsdag den 23. juli 2008

Lige inden jeg triller:

Søgningen til lærer-uddannelsen faldet med 42% på fem år
Hvorfor skulle det være overraskende?

Hvis man kigger rundt i medielandskabet og ser, hvad/hvordan der skrives om folkeskolen, lærerne og ikke mindst deres arbejdsforhold, ...for slet ikke at tale om "vores" ministers holdning til lærere ;), så kan det da ikke undre, at det er de færreste unge, der har lyst til at blive lærere.

Bertel er undervisningsminister, men kan ikke lide lærere. Jeg er borgerlig, men kan ikke lide Bertel.

tirsdag den 22. juli 2008

Ih, Slade kommer til Køge!!!

Var jo en tur forbi klubben her til aften. Var knap ankommet før end af kammeraterne sagde:
- Du ved godt, at Slade spiller til Køge Festuge, ikk? - Nej? Gør de det? Jamen, der skal vi da hen, hva'? - Klart vi skal!
Da jeg kom hjem måtte jeg da straks ind på nettet og tjekke for nærmere oplysninger; Jeps, den er god nok. Slade spiller lørdag d. 30. august kl. 20.30.

 Jeg har ikke set Slade siden 1995, så det er vel også ved at være på tide...! Det må sgu bare blive fedt!

Ah - jeg fandt den!

Det lykkedes sandelig at finde en af mine yndlingssange med Chris på YouTube oven i købet i liveudgaven.

 Sangen hedder "Too much (and not enough)"....og har en fed bas.

Sangen er i det hele taget fed :)



Kontakt igen

Godt nok er der meget på Fjæsbogen, som jeg synes er tidsspilde, og af samme grund kan der sagtens gå dage/uger uden jeg logger ind.

 Igår genfandt jeg så 2 gamle pennevenner, som jeg ikke har haft kontakt med i hhv. 8 og 12 år.

Nu er det pludselig en hel del sjovere at være derinde :) .... og nu burde jeg så lige tage mig sammen og trille en tur ud i klubben...

Capriccio - 15 år

Mens disse linjer skrives, ligger fødselaren på skødet af mig og spinder højlydt :) Tidligere i morges stillede han op til portrætfotografering:

   















 Hvor jeg dog bare elsker den kat.

mandag den 21. juli 2008

Dem havde jeg helt glemt!

YES! Jeg er færdig med soveværelset! 

Under oprydningen besluttede jeg også at kigge i en "alle-mulige-ting-der-har-med-skriveartikler-at-gøre-kasse". Den kasse har jeg ellers ikke rørt ved i flere år. Den har bare stået der på hylden.

Jeg fik kasseret en hulens bunke gamle skriveredskaber, der forlængst var afgået ved døden. Jeg fandt mine gamle fyldepenne (indkøbt til faget skrivning på seminariet) samt mine kalligrafipenne. Og så fandt jeg altså også et par tegneaggregater:

 

 Den gule af dem fik jeg vist da jeg var 9-10 år gammel, så den er jo nærmest antik :) I første omgang overvejede jeg at give dem til genbrug, men inden tanken var færdigtænkt, poppede en ny tanke op:
- For pokker Moster, tænkt dig nu lige lidt om. Om et par år er din nevø kommet i tegnealderen og han vil da garanteret formodentlig synes, at sådanne remedier er sjove at bruge.
Derfor ligger de nu alle pænt i en skuffe - klar til nevøen kommer i "tegnealderen" :)

God morgen



  Regn om natten er vist mere reglen end undtagelsen.

 Endnu en dag er det lykkedes mig at komme op før kl. 9. Det passer mig fint, men det irriterer mig, at jeg faktisk vågner 1. gang ved 6-7 tiden - og så altid får bildt mig selv ind, at det er aaaalt for tidligt at stå op. Jeg ville synes det var optimalt om jeg kunne stå op ved 7.30 tiden.

 Må prøve at sove ved 23-tiden i stedet for midnat, måske det kan hjælpe?!

 Dagens program er endnu en gang stadigvæk oprydning/rengøring af soveværelset. Jeg startede morgenen på knæ inde under bordet for at støvsuge blandt alle ledningerne, så det værste er sådan set overstået.

 Eftersom computeren findes i soveværelset skulle jeg meget gerne blive færdig med soveværelset tidligt i dag, så jeg kan komme videre med de andre rum. Når computeren ikke står lige ved siden af mig hele tiden, er der da håb om, at jeg kan få rubbet neglene, fremfor at sætte mig ned og surfe?!

søndag den 20. juli 2008

Speedy hygger sig

Jeg havde det jo allerede på fornemmelsen forleden forleden; at Speedys nye yndlingsplads ville blive oven på mit klædeskab. Jeg fik ret. Han er næsten ikke til at drive derfra.

Se bare hvor han hygger:

 











 Frække kat!

Forskud på Calabria

Den tyske kanal ARD sendte i eftermiddags et 20 minutters program om Calabria.

Efter at have set udsendelsen, er forventningens glæde ikke blevet mindre... :) Godt jeg kun skal vente til oktober.

 Sakset fra ARDs hjemmeside:

Kalabrien - Italiens vergessene Region

Der Ruf Kalabriens in der Welt ist nicht der allerbeste. Kalabrien ist eine der ärmsten Regionen Italiens und leidet unter hoher Arbeitslosigkeit und der Abwanderung junger Leute.
Außerdem sorgt die kalabresische Mafia, 'Ndrangheta' genannt, immer wieder für Schlagzeilen. Trotzdem ist Kalabrien ein wunderschöner Landstrich voller dichter Wälder, hoher Berge und malerischer, beinahe menschenleerer Buchten, denn der Massentourismus hat die Region noch nicht erreicht. Der Film unternimmt eine Reise rund um die Stiefelspitze Italiens. Es geht los in der nördlichen Kulturmetropole Cosenza, zu den Badeorten Pizzo und Tropea, weiter südlich in die Metropole Reggio di Calabria und von der ionischen Küste wieder hoch ins einsame Aspromonte-Gebirge, wo eine seltene und kostbare Frucht wächst: die Bergamotte. Aber es sind auch die Menschen, die Kalabresen, die mit ihrer offenen und freundlichen Art diesen Landstrich zu etwas Besonderem machen.

Det skrider da fremad

Måske ikke lige så hurtigt som ønsket, men sådan er det, når jeg laver hovedrengøring; så falder jeg lige i staver over et eller andet, jeg finder under oprydningen.:
- Den havde jeg helt glemt!
 - Hvorfor i alverden har jeg gemt den her ? UD med den!
 - Øjs, hvor den her skuffe er uoverskuelig *suk*
Indtil nu har jeg fået rengjort min 6 skuffers kommode, som der ikke er tøj i, men derimod alverdens ting og sager: USBledninger, stikdåser, søm & skruer en masse, kroge, brugsanvisninger til elektronisk grej, umbraconøgler, værktøj, nitter, ståltråd, malertape osv. osv. osv. Det pyntede gevaldigt at få ryddet op i det, når jeg selv skal sige det!!
 

Nu er jeg til gengæld også skrupsulten, så inden jeg går i gang med næste del-projekt, skal jeg have noget i skrutten. Kyllingesandwich, here I come.... :)

lørdag den 19. juli 2008

Så sgu da også!

Efter indtagelsen af en lækker sandwich (pesto/parma mm.) fik jeg ny energi og kunne da lige så godt "lige" få smidt de der Berlin-indlæg op på en separat side, inden jeg hoppede i seng. HA! Af uransaglige årsager er de indlæg aldrig blevet skrevet. Det eneste jeg kan se, er at jeg dengang i december 2006 havde udvalgt hvilke fotos, der skulle bruges...! Men længere var jeg altså ikke nået. Doh! Så, nu er det da helt sikkert, at Berlin-siden må vente til i morgen (eller en anden dag). I stedet for vil jeg gå i seng og hygge mig med en bog. Min lokale Superbrugsen havde restudsalg af pocketbøger for et par uger siden; 5 stk for 50,-. Det tilbud kunne jeg ikke stå for - selvom udvalget af titler var meget begrænset - og anskaffede mig; Barbara Wood - Babylons stjerne Mary Jane Clark - Hvad ingen ved John Grisham - Stævningen Mary Higgins Clark - Stille som i graven Mary Higgins Clark - Vi ses igen Jeg er endnu ikke gået i gang med dem, da jeg jo lige skulle færdiggøre Stieg Larssons Millenium-trilogi. (Som forøvrigt var fantastisk god!) Den blev jeg færdig med i går. Så nu venter "Babylons stjerne." Skulle det nu vise sig at ingen af bøgerne er særlig gode, så er det jo rart at tænke på, at de kun kostede 10,- stykket :)

Så fik jeg dét klaret!

Inden jeg kørte ned for at handle, huskede jeg lige at få fastgjort sengetæppet til mc'en med en "blæksprutte". Så nu er det afleveret til rensning og den opgave kan krydses af på to-do-listen, der stadig er alenlang. Planen for i dag er at få soveværelset rengjort fra top til tå, men med den mangel på energi jeg lægger for dagen lige nu, sker der vist ikke ret meget. Måske det hjælper på energien at læse nogle blogs?

Til de kreative -broken links

Det er nu slet ikke så tosset at få gennemgået alle sine gamle indlæg. Der kan pludselig dukke ting op, som man egentlig havde glemt alt om.

I februar 2005 overførte jeg nogle tegneseriefigurer (Bart Simpson, Garfield, Rasmus Klump og Nemo) til korsstingsmønstre.

Dem har jeg netop genfundet, og da der jo muligvis er andre, der kan bruge dem, kan de fra i dag hentes via siden "Mønstre".

 Nu ved jeg ikke så meget om strikning, men jeg kunne da godt forestille mig, at mønstrene også ville kunne strikkes ind i en trøje - correct me if I'm wrong.

fredag den 18. juli 2008

Den kasse holder vist ikke længe!

 Hvor er det bare typisk Speedy! Altså! Knap har jeg fået alt mit tøj på plads, førend han beslutter, at den ene af kasserne skal være hans seng. Det er den altså ikke bygget til - og allerede nu buler dens låg da også pænt nedad! Tro da pokker, når 8 kg kat lægger sig på den! Den lille hertug på sin nye "seng". Så på et eller andet tidspunkt knækker låget nok. Heldigvis er kasserne ikke specielt dyre, så det går nok. Det bliver det forøvrigt nødt til, da jeg ikke kan spærre hans adgang til kasserne. At forbyde ham at hoppe derop, kan jeg godt glemme alt om - ved nu heller ikke hvordan jeg skulle gøre det - for han ville da være bedøvende ligeglad. Han har nemlig en suveræn udsigt ud af vinduet deroppefra og kasserne er helt klart stillet op for hans skyld! Åh ja, det er skønt at have kat i huset ;)

ENDELIG!

I går aftes fik jeg så - endelig - sat mine nye "garderobeskabe" fast til væggen, så jeg kunne få tøjet på plads igen. Nu forestår så bare en generel oprydning/hovedrengøring af soveværelset. I den forbindelse har jeg egentlig bare et enkelt problem; Jeg er slet ikke i oprydningshumør idag..... så det får altså vente til i morgen. Ved middagstid skal jeg alligevel også ud ad døren - medmindre det da vælter ned med vand. Jeg skal ind og se min nevø, som jeg af forskellige årsager ikke har set den sidste 1½ måned. Det har bare at holde tørt, for han er jordens lækreste unge!

torsdag den 17. juli 2008

En meget lokal byge!

 Såsnart jeg satte foden udenfor begyndte det at regne. Heldigvis kun en "let sommerregn". hvilket vi jo ellers ikke er vant til - mere. Jeg trillede mod supermarkedet. Da jeg var nået igennem den lille skov, var det holdt op med at regne og vejen var tør og det blev den ved med at være. Så der var virkelig tale om en lokal byge :) På hjemturen slap jeg helt for regn. Efter udpakning af varer ville jeg lige ud med skraldespanden - og i det jeg trådte udenfor væltede det til gengæld ned med vand! For en gangs skyld supergod timing, Esther! :)

Pesto!

Sådan som det ser ud udenfor (meget overskyet) gør jeg nok klogt i at trille ned og få købt ind inden længe. En af de ting, der står på min huskeseddel er pesto - den grønne af slagsen. Jeg kan jo ikke undvære den, når jeg skal lave min sandwich. Rent faktisk er pesto det eneste, der står på min huskeseddel - men jeg kommer nok i tanker om, hvad jeg ellers mangler, når først jeg står i butikken. Det satser jeg ihvertfald på.

onsdag den 16. juli 2008

Mønstre

Korstingsmønstre - som formodentlig også kan bruges i strik.

  Bart Simpson
  Garfield
  Rasmus Klump
  Nemo

Nedenfor er nogle mindre mønstre.

De fleste er større end her vist.
Højreklik og gem billedet.

 















Hygge

Mens jeg troligt sidder foran skærmen og importerer det ene gamle blogindlæg efter det andet, hygger kattene sig hver deres sted. Speedy har fået forkærlighed for at ligge på hynderne til havebænken: Hvorimod Capriccio elsker at ligge på min dyne: Jo, vi hygger alle på hver vores måde :o)

En lille havetur

Det var jo helt rart lige at komme en tur udenfor med kameraet.

Det meste af min tid er jo gået med vasketøj, så har slet ikke fået taget så mange havebilleder, som jeg plejer.

I selve haven - som der ikke er billeder af, da den er ved at drukne i ukrudt....hm, skal vist snart på havearbejde...inklusiv en meterhøj citronmelisse, der har sået sig selv og nu er ved at kvæle mine stauder - er der ikke mange farver for tiden.

Det er der til gengæld i mine krukker på terrassen:

 Denne begonie (mener jeg det er) købte jeg sidste år. Nu er det lige før den springer ud igen. Det glæder jeg mig til. Den har nogle meget smukke hvide blomster.



 Jeg gav en gang min mor en kæmpe orange hibiscus. Den gav hun mig så en aflægger af - men der er dælme ikke meget orange over blomsten! Men køn er den nu alligevel.

  DAHLIA


 Jeg er helt vild med dahlia og i år har jeg da også både en rød, hvid og orange/gul. Her den røde: ...og her den orange/gule.

Billige bøger fra Amazon

Så var der sørme en pakke til mig fra amazon.com i dag. Ja, ikke at det kommer som nogen overraskelse; jeg havde ligesom selv bestilt bøgerne...

Sålænge jeg kan huske, har jeg været interesseret i at læse om massemordere, så når nu Amazon holdt udsalg og nogle bøger kunne erhverves for næsten ingenting, jamen så måtte jeg da lige... Et par eksempler: "Fiendish killers" er på 576 sider.

Bogen beskæftiger sig imed alle mulige slags mordere. Her er kannibaler, seriemordere, morderpar, kvindelige mordere, myrdende læger, vampyrer, barnemordere og "school shootings". Altså lidt af hvert. Hele 18,86 kr* kostede den.

"Serial Killers" er superflot. A4-størrelse med masser af billeder.192 sider. Som "Isfolket-læser" er det interessant at se, at der er en fyldig artikel om Fritz Haarmann "Slagteren fra Hannover"....foruden Jack the Ripper - naturligvis - Peter Kürten, Zodiac Killer, Ted Bundy, Jeffrey Dahmer osv. osv. ..og hvad kostede den så? 28,29 kr*!

Derudover kunne jeg bare ikke lade være med at købe bogen om italienske verber! Som jeg - vistnok - har nævnt på et tidspunkt, skal jeg i gang med at læse italiensk efter sommerferien. Som den sprog-nørd jeg er blev jeg jo fristet af sådan en bog. Det viser sig så, at bogen - udover at forklare de forskellige tider grundigt- også har masser af øvelser, så man rigtig kan få trænet. Den ser altså rigtig god ud - og kostede den formidable sum af 39,52 kr.*

 Prøv at gætte, hvad den samme bog ville koste i Danmark??** * + porto, men stadig meget billigere. ** = fra 70 til 141 kr.


 












At sove i sin seng = ren fryd

Som tidligere nævnt har jeg haft vaskemaskinen på overarbejde de forgangne uger. Det er nok blevet til 25-26 maskiner, hvis det ellers kan gøre det - har ikke talt efter.

 Eftersom min seng har været okkuperet af tøj i lige så lang tid, har jeg tilbragt nætterne på sofaen. Bevares, det er en dejlig sofa jeg har, og man sover også udmærket på den en nat eller to....men ikke i flere uger!

 Derfor var det også en pragtfuld oplevelse at kunne kravle ned i min seng i går aftes nat/morges [kl. 3.14] og rigtig "brede mig".

Efter et par uger på et 55cm bredt leje er det ikke mindre end fantastisk pludselig at have 140 cm at boltre sig på!



mandag den 14. juli 2008

Hjemmelavet sandwich

Inspireret af den überlækre sandwich Anja og jeg fik den anden dag, måtte jeg da også prøve selv.

 

Ingredienser; babysalatblade, tomat, mozzarella, pesto og parmaskinke. Den smagte aldeles lækkert - så lige om lidt, smækker jeg lige en sådan en sammen. Den slags kan nemlig sagtens spises mere end en gang.

Hvad angår bloggen, så er jeg stadig i fuld gang med at overføre gamle indlæg. Er færdig med oktober 2004, så der er lang vej igen, men jeg hygger mig stadig med det.

Kattene på opdagelse

Da jeg forleden fik tømt mit klædeskab, varede det ikke mange minutter førend Speedy var i gang med at inspicere det tomme skab:

 

Det var meeeget interessant...!

 

 ...også i dén grad!

 

Selv min smukke Capriccio - der meget snart bliver 15 år - lod sig lokke.

 

 Godt nok skulle han løftes op, men nysgerrigheden fejlede nu ikke noget.

søndag den 13. juli 2008

Det tager sin tid

Nu er alle indlæg fra februar og marts 2004 blevet "håndimporteret".

Så er der rygepause :)

Håndimportering af gamle indlæg

Nu har jeg da nok at gøre de næste par dage.

WP opfører sig ikke helt som ønsket - sikkert fordi jeg ikke har sat min db rigtigt op, men fred være med det; jeg aner ikke en pind om databaser - derfor kan jeg f.eks. ikke uploade billeder via WP, ej heller kan jeg importere fra blogger.

Men skidt pyt - det er faktisk lidt hyggeligt at få genlæst sine gamle indlæg :)

Shoppetur med Anja

Anja var jo en tur forbi i går.

Det var superhyggeligt. Jeg lod vasketøj være vasketøj og så trillede vi en tur til Køge.

Det lykkedes os sørme at finde en P-plads uden alt for megen bøvl, selvom det var torvedag - og så skulle der shoppes.

Selvom jeg jævnligt har været i Køge de sidste 5-6 år, så havde jeg ingen anelse om, hvilke tøjforretninger byen kan byde på. Det fandt jeg så ud af igår, vi var ihvertfald inde i en hel del!

 Men, hold da helt op, hvor kluns er dyrt i Danmark!! Langt størsteparten af det vi kiggede, på kostede jo fra 700,- og opefter - for ét stykke tøj!! Det er jo fuldstændig vanvittigt!

Personligt synes jeg, det er hundedyrt, hvis jeg skal give ret meget mere end 3-400 kr for et stykke tøj. (Overtøj, mc-kluns og andet "specialtøj" undtaget) - og så undlader jeg for det meste at købe det. Jeg mangler jo ikke ligefrem tøj.

Når man lige har tømt hele ens klædeskab og vasket alt tøjet - så genfinder man ofte noget tøj, man havde glemt, man havde...
-Orv, har jeg også sådan en?
Den sætning er blevet brugt ret tit i de forgangne to uger!

Så derfor lod jeg Anja om tøjindkøb i går. Derimod anskaffede jeg mig en dansk-italiensk ordbog af Gyldendals de røde. Jeg havde i forvejen italiensk-dansk, så nu er jeg helt klar til at modtage undervisning i taliensk fra august.

Efter et par timers traven ind og ud af butikker, var vi blevet sultne og så var det tid at præsentere Anja for en af de bedste sandwiches, der kan fås i byen. (Og nej, det var ikke fra Sandwich Cafeen - omend deres sandwiches heller ikke er at kimse ad!)

Da vi nåede frem til cafeen Enjoy2go, bad jeg Anja finde en plads udenfor, så skulle jeg nok bestille frokosten. Inden jeg gik ind, forvissede jeg mig dog lige om, at hun godt kunne lide pesto og parmaskinke ;)

 Der gik ikke mange minutter førend der var serveret: Uhm! Det var sjovt at se, hvordan Anja næsten gik i selvsving over både smoothien og sandwichen - men jeg ved jo, hvor godt det smager :o)

Vi blev hurtigt enige om, at vi igen skal spise her, når hun kommer herned igen.

Efter endt spisning smuttede vi en tur i Kvickly (Var der nogen, der sagde jordbærtærte?) - og så gik det hjemad.

Hjem til en genstridig WordPress og Blogbot, men i det mindste lykkedes det at få bloggen i luften, inden hun skulle hjemad igen. Jo, det var en rigtig hyggelig dag :)

Kom så i seng, Esther!

Nu har jeg vist rodet længe nok med layout for i dag. I store træk er det (næsten) som jeg vil have det mht. header, baggrundsfarver etc..skal se om ikke jeg kan få flyttet teksten lidt ind, ved bare ikke lige, hvor den slags foregår *G*.... Derudover mangler jeg et par ting:
  • Jeg kan simpelthen ikke få ændret farven på linkene, når de er "ubrugte" - jeg gider altså ikke glo på den der blå "link-farve".
  • Blogbot bliver ved at påstå, at jeg ikke har skrevet nogle indlæg!
  • Jeg vil gerne have der også står tidspunktet for blogindlægget.
  • ...
...og der er helt sikkert mere - men nu er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan se ud af øjnene, så må hellere se at skrubbe i seng. Godnat :)

lørdag den 12. juli 2008

Faens til Blogbot!

Ikke på vilkår om Blogbot vil lade sig pinge af mig.

Har da ellers indtastet det link jeg får, når jeg klikker på min RSS-knap.

FNYS!

Nå, men Anja er lige kørt og nu skal der rodes med farver og layout :)

torsdag den 10. juli 2008

Vaskehuset

Mens jeg venter på at vasketøjet bliver tørt, så jeg kan hænge næste portion op, får jeg læst i Stieg Larssons "Flickan som lekte med elden". Den er saftsuseme god! Også selvom jeg læser den på svensk og det derfor går en anelse langsommere end normalt.

 Men ellers får jeg ikke lavet så meget andet end at vaske tøj. Det der med oprydning/rengøring er ikke så nemt, når der er tøj mere eller mindre overalt, så det må vente til alt tøjet er vasket, tørt og lagt på plads.

 Men, hvor er jeg dog ved at være træt af vasketøj. Ikke så meget det at vaske det og hænge det til tørre, selvom det er ved at være temmelig ensformigt - jeg lige har vasket maskine nr. 14 eller deromkring - men det faktum, at det er pokkers længe om at tørre, når det regner!!

 Så kan der snildt gå 2 dage før skidtet er tørt og imens ligger resten af tøjet bare og flyder i bunker på mit soveværelsesgulv og jeg kan ikke komme videre. Det er frustrerende.

Hvis det så bare var små lette byger, så var det til at holde ud, men de der nærmest skybrudsagtige byger, der vælter ned...argh! Nå, tilbage til bogen.

tirsdag den 8. juli 2008

Nokia BL-5C batteri

Læste i avisen igår, at der åbenbart har været nogle eksploderende Nokia mobiltelefonbatterier og at man derfor burde tjekke sit batteri, såfremt det var et BL-5C, om det skulle udskiftes.

 Det har jeg hermed gjort - og efter at have indtastet det 26tegn lange identifikationsnummer (med brug af lup for det ikke skal være løgn - ellers kunne jeg ikke læse det pga. den grå stær.) og trykket på submit fik jeg den beroligende besked:
Your battery is not among those manufactured by Matsushita between December 2005 and November 2006 and your battery will not be replaced.Thank you for checking your battery.
Det passer mig svært godt, for jeg har ikke den store lyst til at køre nogle steder i dag. Har travlt herhjemme - med vasketøj, hvad ellers? *G* Tjek dit batteri her

mandag den 7. juli 2008

Wordpress på standby

Mens jeg går og venter på at det bliver d. 12. og Anja aka Kodehajen kigger forbi, har jeg ikke tænkt mig at rode mere med WP-bloggen.

Jeg er nemlig gået i gang med et ret stort projekt (vrøvl, det er ENORMT), nemlig at få udskiftet mit klædeskab til noget andet og lettere.

Det betyder, at hele hytten flyder for tiden. Min seng har jeg f.eks. ikke kunnet sove i de sidste tre nætter, da den er optaget af tøjbunker. Heldigvis sover jeg ganske udmærket på sofaen, så det går.

I fredags var jeg i IKEA og fik købt ind - hele to vogne slæbte jeg rundt på. Heldigt at en klubkammerat gad køre derud og læsse bilen og køre det hjem til mig :o)

Når jeg nu alligevel har fået tømt det store klædeskab, så ville det jo være tosset ikke at sortere tøjet og kassere det, jeg bare ikke bruger. Så der findes også bunker med tøj spredt rundt omkring, alt efter om tøjet helt sikkert skal ud, eller om det er en "måske-bunke", der lige skal gennemgås en gang til.

For det så ikke skal være løgn, er jeg i gang med at vaske alt tøjet. Jeg har det princip, at det dælme skal være rent, inden det bliver lagt på plads. (Det rene kan dog ikke hænges på plads endnu, da de nye garderobedimser endnu ikke er samlede *G* Det bliver de dog i løbet af ugen)

Men - jeg har jo også købt nogle "tøj-kasser" i IKEA, som det rene tøj kan ligge i indtil videre. Udover at vaske tøjet, har jeg også gang i strygejernet, for selvom strygning så absolut ikke hører til mine yndlingsbeskæftigelser, så vil jeg altså ikke "flytte ind" med krøllet tøj ;o)

Indtil videre har jeg vasket 8 maskiner - og der er da mindst 14-16 tilbage. Godt jeg har ferie!

...og forøvrigt er det helt fint at bruge ferien på sådan noget her, fremfor at lave forberedelse hele tiden - jeg tror ovenikøbet det er sundt for mig!

Nu vil jeg dog holde for i dag og smide mig på sofaen, så jeg kan komme i gang igen i morgen tidlig.

onsdag den 2. juli 2008

Speedy 4 år

Tillykke Speedy!

Fødselaren

Så er det i dag, at min "vildkat" fylder 4 år. Til lykke Speedy!




Ferieudfoldelser eller mangel på samme

Det er lige gået op for mig, at jeg ikke ville ane, hvad jeg skulle få tiden til at gå med her i ferien, hvis jeg ikke havde alle mine skoleopgaver at kaste mig over.

Bevares, jeg ville formodentlig godt kunne få dagene til at gå ved at ligge på sofaen og glo den ene film efter den anden og ind imellem læse en bog - men når ferien så var slut, ville jeg ikke føle, jeg havde fået noget ud af den.

Fordi jeg har alle disse skoleopgaver at kaste mig over, er jeg også i stand til at stå tidligt op om morgenen og få nået en del hver dag. Det er dejligt tilfredsstillende. For hvor underligt det end kan lyde, så trives jeg nemlig gevaldigt med at sidde og udarbejde undervisningsmateriale, det er hyggeligt og afslappende.

Formodentlig kan kun andre "lærer-nørder" følge mig her.




ARGH! Tænk at drømme om Wordpress!

Selvom jeg faktisk først kom i seng kl. 1.30 i nat, var jeg forbavsende frisk, da jeg vågnede af mig selv 7.45.

Måske skyldtes det, at jeg ikke orkede drømme mere om WP?! Utroligt man skal udsættes for sådan noget ;o)

Som om en nat med WP ikke er nok, så har jeg siddet siden kl. 8.00 og fumlet rundt med WP. Jeg kan sagtens se mulighederne, men indtil videre bliver de fleste af dem nu effektivt blokeret af tekniske begrænsninger.

Bare lige for at nævne dem jeg har fået noteret indtil videre:

- For at se min WPtest-blog skal jeg skrive index.php ellers får jeg blot den gamle frem.
- Uanset hvilket link på index.php jeg klikker på, ryger jeg tilbage til den gamle blog.
- Når jeg vælger “Preview af indlæg” - kommer den gamle blog frem (formodentlig fordi den hedder index.html!)
- Jeg kan ikke få lov til at uploade nyt headerbillede via temaet. Jeg må gøre det via ftp.


Så det varer nok 2-3 uger inden jeg får en WP-blog op. So be it.

Foreløbig status aka huskeseddel

TEKNISKE PROBLEMER/ØNSKER:
  1. For at se min WP-blog skal jeg skrive ildkat.dk/index.php ellers får jeg blot den gamle frem.
  2. Uanset hvilket link på index.php jeg klikker på (blogroll undtaget), ryger jeg tilbage til den gamle blog.
  3. Når jeg vælger "Preview af indlæg" - kommer den gamle blog frem (formodentlig fordi den hedder index.html!)
  4. Jeg kan ikke få lov til at uploade nyt headerbillede via temaet. Jeg må gøre det via ftp.
  5. Vil gerne have min gamle blog importeret fra blogger.com.
  6. De gamle indlæg skal inddeles i kategorier.
  7. Pinge Blogbot
  8. Kommentarfunktionen: Folk skal skrive et ord for at kommentere (har lavet en liste)
  9. Trackback
  10. Charttælleren på igen
LAYOUTMÆSSIGE PROBLEMER/ØNSKER:
  1. Jeg kan ikke ændre størrelsen på headerbilledet. Har prøvet at ændre i style.css, men åbenbart ikke godt nok!
  2. Større skrift i indlæggenes overskrift + anden farve
  3. I det hele taget skal "overskriftsfarver" altid have en af farverne fra headeren. I dette tilfælde den mørkerøde.
  4. Anden skrifttype i brødteksten. Trebuchet MS
  5. Ændre baggrundsfarven - bagerst, sidebaren og brødteksten
Generelt kan man vel sige, at jeg mangler en manual til hvad der er hvad i style.css. Jeg må hele tiden prøve mig frem med en ting ad gangen - og nogle gange får jeg altså lavet rod i det. F.eks. skal mine links altså ikke skifte farve! Det ser jo hæsligt ud!

Speedy 4 år

Fødselaren
 Så er det i dag, at min "vildkat" fylder 4 år. Til lykke Speedy!

tirsdag den 1. juli 2008

WP installeret - efter megen bøvl.

Dermed ikke være sagt, der ikke stadig er bøvl - for det er der. Bare spørg Anita! *G*

Derfor er der nok også lidt stilstand her på bloggen, indtil jeg har fået skidtet til at fungere.

Mvh

En lettere rødglødende ildkat ;o)

Første indlæg

Så sidder jeg her og skriver første indlæg i Wordpress. Gad vide, hvornår det vil kunne læses? Det må tiden vise.
Skal da lige teste citat-funktionen
:)

Rend og hop WordPress!

...selvom det jo nok bare er mig, der skal rende og hoppe.

Men mage til bøvl har jeg da sjældent været ude for. Suk.

For det første måtte jeg en tur ind på mit webhotel for at oprette en database, for sådan en var der jo ikke! Det er også bare enormt nemt at oprette en database, når man knap nok ved, hvad det er! Men det lykkedes da vist nok, selvom jeg da godt nok synres hostadressen så lidt mystisk ud.

Nåhm, bagefter kan WP så ikke finde db'en.... jeg skifter lidt ud i host, user i wp-config.php'en osv... og så er der sørme hul igennem. Godt så.

Det går nemt nok at importere et tema.... indtil jeg vil skifte headerbilledet ud, that is.

I første omgang vil jeg blot uploade et testbillede, jeg har jo ikke fået lavet et nyt endnu... Dét kan bare slet ikke lade sig gøre, den ikke kan oprette mappen, hvor billedet skal puttes i......og så kommer der en alenlang URL som den altså ikke kan oprette.... HMPRF!

Jeg kan overhovedet ikke gennemskue URL'en, så giver op. Klokken er også blevet alt for mange. Sidder i stedet for og klikker lidt rundt på må og få. Får oprettet en enkelt kategori; motorcykler - hvad ellers?

Så støder jeg på "Import"..... "Orv, den kan importere fra Blogger! Så behøver jeg jo ikke sidde og kopiere hvert enkelt indlæg over "i hånden"...

Det går fint nok med at blive godkendt... og så går det helt galt.

Jeg trykker uoverlagt på den "magiske knap". Og jeg skal da lige love for den er magisk; den påstår nemlig, at jeg da vist allerede har importeret fra ildkat.dk?????? Hva'ba'??? Altså, hvis jeg har gjort det før, så har der dælme været trylleri med i spillet, eftersom jeg først har installeret WP her til aften!

NÅ! Men efter al det her bøvl, har jeg sådan set bare kun et spørgsmål, som jeg håber en behjertet sjæl vil svare på:

Hvordan sletter jeg nemmest WP fra mit domæne uden at slette min "gamle blog"? (Efter i aften er det i hvert fald helt tydeligt, at jeg ikke er nørdet nok til at bruge WP)


...og nu vil jeg smutte i seng.... efter at have spildt adskillige timer på noget, jeg jo egentlig godt vidste, jeg ikke ville kunne finde ud af.

Men, så blev jeg da det klogere!