onsdag den 4. januar 2017

2016 - Et tilbageblik (Del 2)

JULI

Juli fløj afsted. Vi havde travlt med at planlægge min 50 årsfødselsdag, der skulle holdes i august.
Jeg havde dog stadig tid til at nyde de sidste blomster på Lykkefund - lige så sad jeg meget ofte på bænken og beundrede min nye forhave. Jeg kunne slet ikke blive mæt af synet.
I juli måned fik vi også etableret den vandpost jeg havde fået. Den blev etableret med en lille pumpe, drevet af et solcellepanel.
Det er hyggeligt med lyden af vand i haven - men det er til tider en temmelig vanddrivende lyd... ;)
Jeg opdagede ved et tilfælde (læste i et tysk haveblad), at der var en haveudstilling i Eutin i Schleswig-Holstein og da kæresten var med på den tog vi ned og så udstillingen. Det kan du læse mere om her.
Vi boede på et lille hotel i nabobyen Malente - og havde den mest fantastiske udsigt over en af områdets mange søer fra vores altan.
Der vil vi gerne hen igen.

Hjemme var der godt gang i haven. Min rådhusvin klatrer lystigt. For to år siden blev den beskåret kraftigt, da vi skulle male skuret - og det har den haft godt af, for den er flot og tæt. Desværre når den sjældent at blive særlig rød om efteråret - den står måske for beskyttet.
Dahliaerne var der også godt gang i.
Min 'Blue Moon'-rose har haft vældig godt af at blive sat i jorden i forhaven, fremfor at stå i en stor krukke. Desværre misfarvede regnen mange af blomsterne.

AUGUST

Der er ingen tvivl om, at august stod i min fests tegn - og festen d. 13. august var da heldigvis meget vellykket. Vi havde godt nok også knoklet for at blive klar.
Jeg brugte noget af min ferie omkring festen, ligesom kæresten også havde taget et par fridage.
Maden kom fra Smageriet.
Det var anden gang vi bestilte mad derfra - og det var også lækkert denne gang.

Efter festen (og min fødselsdag d. 16. august) havde vi et par dage inden jobbet kaldte igen og der fik vi bl.a. klaret nogle af de små hængepartier, såsom at få noget af mit mosaik op og hænge i haven.
Dansk Dahlia Park holdt åbent hus i slutningen af måneden - og jeg tilbragte det meste af dagen derude. Det var et imponerende syn med alle de dahliaer.
Hjemme i haven, besluttede min clematis 'Duchess of Edinburgh' endelig at springe ud - og det var godt nok ventetiden værd. Wow, for nogle smukke blomster.

SEPTEMBER

Der sker det samme hvert eneste år i september; jeg forvandler mig til en løgo'holic, der slet ikke kan få nok løg.

I år havde jeg heldigvis fået en del gavekort til Thyme i fødselsdagsgave, så jeg kunne tillade mig at gå lidt mere amok end normalt :)
Et nyt staudebed blev det også til. Den ene af mine mistbænke måtte jeg tage i brug til de planter jeg ikke lige havde plads til i bedene på daværende tidspunkt.

Nogle af planterne derfra skal flyttes til Flammebedet, når jeg har fået renoveret det en gang til foråret, men hortensiaen, den får lov at blive stående og så må jeg se, hvad jeg ellers kan få ud af bedet.

F.eks. er der INGEN løg i - overhovedet, så det vil jo være oplagt at få lagt en masse løg :) Vi får se.
2016 var også året, hvor jeg fik anskaffet mig en "vejrsten". Fra jeg så en sådan første gang for 6-7 år siden, har jeg ønsket mig en sådan. Synes bare at 500,- er mange penge for en sten, så derfor blev det aldrig rigtig til noget....lige indtil jeg altså fik alle de der gavekort i fødselsdagsgave :)

Jeg synes, det har været imponerende, så hurtigt min forhave "voksede til". Det kan jeg i høj grad takke mine zinnia og dahliaer for.

Derfor er det da også helt sikkert, at jeg skal have rigtig mange zinnia i den kommende sæson. Frøene er bestilt og afsendt. Jeg har bare ikke fået dem endnu.
Jeg troede ikke den ville nå at springe ud, denne 'Heavenly Blue', fordi jeg var forsinket med udplantningen af alle mine frølinger, men den nåede det sørme.
I sluntningen af måneden blev vi helt færdige med forhaven; De sidste chaussesten blev lagt og endelig så "den grimme del" af haven også præsentabel ud.

OKTOBER

På grund af det milde vejr var der stadig mange farver i haven, da vi nåede oktober.


Jeg fik også endelig anskaffet mig en længe ønsket glasbær.
Denne lille potterose jeg en gang købte i Brugsen til en tier, trives glimrende, som det ses.
Min rådhusvin når sjældent længere end dette mht. farveskift. Så får vi nemlig ofte frost og så er det slut med bladene, men den ser da også godt nok ud sådan. Havde bare en drøm om skrigende rødlige farver, dengang jeg købte den :)
I oktober fik jeg også en ny hobby; at male på urtepotter med vintage paint. Det er forøvrigt Gaardejerindens skyld, da det var hende der til en inspirationsaften viste mulighederne med malingen...! :)

NOVEMBER

En smule rimfrost fik vi og det så meget smukt ud.
...men mine rudbeckia 'Cherry Brandy' lod sig ikke slå ud af lidt frost og blomstrede roligt videre og det blev de ved med lige til den dag jeg hev dem op, fordi jeg skulle have plads til at lægge løg :)
Jeg mener, jeg stadig har frø af dem, så de skal også sås igen, for de er supersmukke.

Henriette måtte jo flytte endnu en gang og vi tog ned for at hjælpe hende med at få sat ting op. (=Kæresten gjorde arbejdet).

Det er et superfint lille hus, hun har fundet sig - og jeg håber, hun kan bo der i mange år.
Som noget af det sidste i haven i 2016, var anlæggelsen af det lille "nye" bed, med en lille mur af chaussesten, så jorden kan holdes på plads.

Jeg har lagt temmelig mange løg i bedet, så jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at se ud til foråret.

DECEMBER

Hele efteråret har jeg følt mig 1-2 uger bagud med alting, sådan generelt og derfor kom vores julebelysning også først op i starten af december. Bedre sent end aldrig.
Udestuen fik vi ryddet op i, så der kunne se en smule julet ud.

Dekoration foran indgangsdøren - lavet d. 23. december!
Så nåede jeg vejs ende med dette tilbageblik.

Vi er nu fire dage inde i 2017 og jeg nyder stadig min "Esther-ferie". Jeg har ikke rigtig fået lavet så meget de første tre dage, og det er helt som det skal være.

Jeg håber 2017 bliver et spændende og godt haveår. For første gang skal jeg selv holde Åben Have. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg håber også på, selv at komme ud og se nogle haver. Heldigvis ligger Havefestivalen i år i starten af juli måned, så hvis ikke vi har for travlt med at gøre egen have klar til Åben Have, så håber jeg at kunne nå et par stykker.

Lige så glæder jeg mig også til at fortsætte arbejdet i havekredsens bestyrelse - og ikke mindst til at opleve CPH GARDEN i juni måned.

Her til sidst vil jeg ønske dig/jer et rigtig skønt haveår 2017.

Esther


tirsdag den 3. januar 2017

2016 - Et tilbageblik (Del 1)

På denne dag 2 i min "Esther-ferie", er det nu slet ikke så tosset at sidde her foran pc'en og have tiden til at sidde og hygge mig med at få skrevet dette tilbageblik over det forgangne år.

For at det ikke skal blive alt for omfattende, vælger jeg hovedsageligt at fokusere på det, der har med haven at gøre. Der vil dog være enkelte undtagelser.

JANUAR

Allerede i slutningen af 2015 havde jeg fået bestilt en masse frø og de begyndte at arrivere i løbet af de første dage i det nye år.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg sagtens se, at jeg bestilte alt for mange frø, men der sker altså noget med mig, når vi er i dagene mellem jul og nytår og frøkatalogerne er dukket op. Så sidder jeg der og bliver forført til at indkøbe langt flere frø end jeg overhovedet har tid til at passe - og da slet ikke PLADS til....hehe.

Måske mit storindkøb af frø i januar 2016 er grunden til jeg kan begrænse mig i år?
Siden jeg flyttede ind i huset i december 2010, har jeg hvert forår haft planer om et større haveomlægningsprojekt og 2016 var da heller ikke anderledes på det punkt.

Endelig skulle jeg i gang med at få omlagt den forhave, jeg var blevet mere og mere irriteret over at se på, i takt med at resten af haven var blevet omlagt. Den passede slet ikke sammen med resten af haven, så det var godt, det endelig var den, der stod for tur.
Som noget nyt prøvede jeg at tegne, hvordan jeg gerne ville have forhaven til at se ud. De andre haveprojekter har jeg klaret mig med f.eks. at sætte pinde i jorden, der hvor jeg ville have stierne. Det der med at tegne i detaljer, evner jeg åbenbart ikke. Nok derfor jeg endnu ikke er lykkedes med at få tegnet en grundplan over min have. Den er simpelthen så skæv, med masser af indhak osv...så jeg bare ikke kan få det ned på papir.

Forhaven er til gengæld ret nem at gå til, da den heller ikke er særlig stor. Jeg fik lavet en 4-5 forskellige udformninger og endte med nedenstående, der var den mest enkle, når min førsteprioritet var opfyldt (=Alle bede skulle kunne nås fra stier, så jeg aldrig skal trampe rundt i bedene.)

FEBRUAR

Februar måned var ret mild, så vi benyttede lejligheden til at komme ud og få klaret den første grove oprydning/lugning. En af de store fordele ved så mange stenbelagte stier, er at det hurtigt ser rigtig godt ud, når man lige har luget mellem fugerne og fejet. Så kan bedene sådan set godt være "pjuskede"; det overordnede indtryk er ro og orden.
I februar får jeg altid en voldsom trang til farver - og derfor indkøbte jeg da også flittigt blomster og løgplanter i Køge, når der var torvedag i løbet af måneden. En del af dem blev brugt i diverse dekorationer (Kursus) og resten endte i haven.
I vinterferien (uge 8) begyndte jeg på såningen....
.....og i den forbindelse kreerede min søde kæreste et praktisk og pladsbesparende så-stativ til mig. Det er jeg stadig meget begejstret for.
Februar blev også måneden, hvor jeg blev en del af bestyrelsen i Haveselskabets Roskilde-Køge-kreds. Et nyt kapitel i mit haveliv har taget sin begyndelse. Spændende.

MARTS

Kæresten fik sig noget nyt legetøj; en højtryksrenser. Så nu er det fremover hans job at rense udestuens tag :)
I midten af måneden måtte vi en tur nordpå - til begravelse. Jeg blev i den anledning bedt om at lave en krans.
Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg kørte en tur ud til min blomsterbindings-lærer og fik en kort instruktion i, hvordan man spækker en krans.
Derefter var det så bare hjem og gå i gang. Fire timer tog det (40 cm krans), men jeg var meget tilfreds med resultatet.
I haven begyndte der endelig at komme andre farver end hvid og gul, for mine krokus begyndte at springe ud.

Jeg aner ikke, hvor mange krokus jeg har lagt efterhånden, men jeg gætter på det nok er blevet til 2-3000. De forædlede har det dog med at forsvinde efter nogle år, og derfor er jeg begyndt at sætte flere af de botaniske i stedet.
Sættes de botaniske sammen med de forædlede, skulle det faktisk kunne virke befordrende på de forædledes trang til at brede sig, hørte jeg en gang i en tysk haveudsendelse.

Forædlede eller botaniske - bierne er ligeglade. De har en fest i min have med alle de krokus her er.
Mine første botaniske krokus var en pose med 200 løg,som jeg satte bagved rønnen....og jeg elsker det syn, når de er sprunget ud.
For hvert år bliver klumpen en smule større, så på et eller andet tidspunkt er den vel at anse som et tæppe af krokus :)

APRIL

I slutningen af marts måned begyndte jeg så småt at grave løgplanter op fra forhaven. Kæresten gik i gang med at renovere den gamle bænk vi havde fået fra min tidligere nabo.

I starten af april var den færdig - og sikke en forskel.
Vi fik i månedens løb fjernet mere og mere fra forhaven.
Inde i haven begyndte der at komme flere farveklatter.
Indendøre var der også godt gang i frølingerne.
Til gengæld var der ikke særlig meget gang i mig. I midten af måneden blev jeg langtidssygemeldt med stress. (3½ måned) Det var ikke spor sjovt at gå så gevaldigt ned med flaget og orke noget nær ingenting.

I haven fik jeg ikke lavet mere end et par timers arbejde i løbet af en uge. Det meste af tiden sov jeg væk.

Heldigvis havde jeg hjælp til at få lavet forhaven, for ellers var den da aldrig blevet færdig. I hvert fald ikke i år....og nu tilbage til haven.

MAJ

Maj er min absolutte yndlingsmåned. Det er der langt de fleste løgplanter står i fuldt flor. Jeg viser dog kun min yndlingsnarcis her. Den kan jeg slet ikke få nok af. Den er så fantastisk smuk.
Det meste af måneden gik med at arbejde i forhaven. Kæresten knoklede løs derude - efter mine anvisninger. Både med at grave planter op og med at få sat en stolpe i jorden.
Endelig lykkedes det mig også at komme en tur forbi Casa Rosen og besøge Linda og søde Alma.
Jeg har endnu ikke set ret mange blogger-haver (Ja,ja, det er min egen skyld...) så det gør det ekstra spændende; at se en have man har set og læst så meget om.

Jeg fik selvfølgelig taget et hav af billeder, de kan ses under selve indlægget om havebesøget :)
Hjemme skred det fremad med omlægningen af forhaven. Tiden var nu endelig kommet til opmåling og opsætning af snore, som chausse-stenene skulle lægges efter.
Hele processen med omlægningen kan der læses mere om her.

I udestuen fungerer mine tomatstativer upåklageligt, på 2. år. Hylderne er dog blevet sænket noget siden første sæson, da det var for svært at plukke de tomater, der groede i midten af beholderen.
Fredag d. 27. maj var det endelig såvidt: Forhaven var færdigomlagt og kunne tilplantes.

JUNI

I juni besøgte vi endnu en gang Henriette i Rødby. Tror det var 3. eller 4. besøg det år. Det var imponerende, hvor meget hun allerede havde fået ud af haven.
På det tidspunkt var der jo ingen af os, der anede, at hun ville blive nødt til at flytte igenigen... :(
Mine to Lykkefund var blevet kraftigt beskåret - efter anvisninger af Ernst Jensen - og aldrig før havde de blomstret så vildt. Flere billeder her.
Det var overdådigt. Et festfyrværkeri. Ingen tvivl om, at de også skal beskæres grundigt i 2017:)
...og med disse smukke roser, nåede jeg til vejs ende med første del af mit tilbageblik. Håber du har hygget dig med læsningen.
Regner med at få skrevet anden del i morgen.

Hav en dejlig dag.

mandag den 2. januar 2017

Så er "Esther-ferien" endelig begyndt

Der er ingen tvivl om, at jeg har set meget frem til dagen i dag.

Faktisk lige siden november har jeg gået og glædet mig til det skulle blive d. 2. januar.

Jeg har som sagt haft juleferie siden d. 20. december kl. 11.15, men som læsere af bloggen nok har bemærket, så har næsten alle dagene været fyldt godt op med gøremål og sociale arrangementer.

Det er slut for nu, for arbejdet kalder igen (kærestens) og jeg kan endelig tage hul på min "Esther-ferie".

Hele otte dages ferie har jeg foran mig, inden mit arbejde kalder igen. Okay, i weekenden bestemmer jeg ikke helt selv, og tirsdag aften kommer ungerne til aftensmad, men ellers står det mig frit for, hvad jeg vil udfylde de næste mange dage med.

Jeg er så småt gået i gang med en af de ting, der ikke har været tid til i det sidste lange stykke tid; nemlig at få læst op på jeres blogs. Jeg har virkelig savnet at følge med i jeres (have)liv.

Ellers har jeg ikke rigtig nogle planer for i dag - og det er helt med vilje.

Nu har kalenderen og diverse huskelister bestemt indholdet af langt de fleste af juleferiens dage, så i dag vil jeg kun gøre det, som jeg lige synes jeg har lyst til. (Udover at få klaret en tøjvask og lidt indkøb.)

Men - nu er jeg jo et "liste-menneske" og derfor har jeg da også lavet en enkelt liste over, ting jeg gerne vil nå i løbet af Esther-ferien.

Nogle af dem er ret praktiske, så som at få repareret nogle ting (symaskinen skal frem), men langt de fleste er ting jeg gerne vil nå at hygge mig med, som f.eks. at få lavet noget nyt mosaik og til forskel fra feriens andre lister, er der på denne ingen tidspunkter anført :)

Nu vil jeg fortsætte med bloglæsningen - og ønske jer alle en dejlig dag.

G O D T   N Y T Å R!